Er det fair, at en 9-årig skal lægge sin far i aflåst sideleje?

Nej! Vel? Det er overhovedet ikke fair..! Alligevel så er det Noahs virkelighed – og mit hjerne kan slet ikke rumme det. Min hjerne vrider sig selv efter et godt svar og en god løsning. Min krop emmer at en uro, angst og vrede, jeg ikke kan give fri. For jeg skal være stærk for de andre.

epilepsi, aflåst sideleje, far, søn, barn, delebarn

“Sagde du aflåst sideleje??”

Vi har hentet de store igen til morgen. For en gangs skyld var det omkring kl. 9 (ok, så formiddag?), og vi havde ingen planer. Så vi gled lidt mere ind i en søndags stemning end vi plejer, når vi får det forkerte ben ud af sengen til totalt alarmberedskab.

Da vi sad og spiste i køkkenet, snakkede vi om fars anfald. Vi starter altid med, at de beskriver, hvad de oplevede. Midt i det hele siger Noah: “Far lå på den forkerte måde…”

… A-hvad-for-noget?

“Så jeg forsøgte at lægge ham rigtigt… Men jeg kunne ikke…”

Jeg fik helt gåsehud.

Da vi dykkede lidt ned i det, fik jeg mine bange anelser bekræftet. Noah tjekker op på sin far og konstaterer, at han ligger på ryggen og kramper. Han har set informationsmateriale med sin far på YouTube, og der har han set dem lægge folk i aflåst sideleje.

Så Noah har selvfølgelig forsøgt at lægge sin far i sit bedste forsøg på et aflåst sideleje – men det kunne han ikke. Han kunne selvfølgelig ikke flytte en voksen mand, der kramper og er bevidstløs.

Noah havde bidt mærke i, at den syge kan blive kvalt. Og han blev vanvittigt skræmt og løb til sin fars hjælp.

Jeg fik helt ondt i maven. Det er så uretfærdigt. Min søn skal stå med ansvaret og bekymringerne for sin far hver dag.

Børn skal jo være børn, ikke?

epilepsi, aflåst sideleje, far, søn, barn, delebarn

Fucking – ja, undskyld mig – lorte epilepsi

Jeg er SÅ træt af det. Træt af opkaldene i weekenderne og vores morgener. Træt af at bære vægten af børn, der væltes og som skal samles op igen, bygges op igen og sendes videre i livet. Fagpersoner, der skal involveres og “administreres”. Deres far, som jeg skal have lange snakke med og forsøge at være omsorgsperson for og opdrage på – selvom jeg ingen ret i hele verden har til det andet end gennem min forpligtelser over for mine børn.

Hvordan balancerer man mellem deres sikkerhed og deres behov for deres far? Noah vil ikke tilbage dertil. Han er rystet og bange og har brug for fred. Hans søster var der heldigvis ikke, men hun lider under den manglende kontakt til sin far og at blive kastet rundt i tide og utide.

Det er ikke sjovt for nogen.

Samarbejdet er nøglen – men det er hårdt.

Heldigvis er vi i god dialog. Heldigvis skal han da indlægges på Filadelfia lige præcis på torsdag til nærmere udredning over en uge. Men jeg føler hele tiden, at jeg skal sove med et øje åbent. Samtidig føles det grænseoverskridende både at være omsorgsperson for en på afstand OG være modig nok til at irettesætte ham, når han skal tænke sig om.

Fx ryger han igen – og det gør han faktisk fra et vindue på 1. sal. Så hvis jeg lige sluger mine spasmer over, at mine børn er semi passive rygere, så er der også en risiko for, at han får et anfald og sætter ild til hytten ELLER falder ud af vinduet. Det er sådan nogle ting, jeg hele tiden skal “blande” mig i. Og det er en svær grænse at overskride, når man er hinandens ex’er.

Men jeg gør det.

Jeg gør det hele tiden, fordi mine børn skal være trygge og vokse op og beholde deres barndom længst muligt – og de skal også beholde deres far længst muligt, og deres forhold skal klare det her! Og det er vi en vigtig medspiller i.

Mange skriver til mig, at jeg skal tage børnene fra ham. At de ikke skal være hos ham. Men det er et umuligt valg, hvor det “mindst slemme” altså bliver, at de skal leve med de her anfald. Det må da åbenlyst være værre helt at miste sin far.

Men holde nu op, hvor måtte jeg lige komme over mig selv 101 gang i dag, hvor jeg bare havde lyst til at krølle mig sammen under dynen i et mørklagt rum og først stå op igen, når det er væk.

Det er ikke fair.

Noahs og Sophias barndom skulle være uden den slags ansvar for et voksent menneske.

epilepsi, aflåst sideleje, far, søn, barn, delebarn

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.