Elsk dig selv #2 – en personlig begrænsning

anxious, angst, badass, selvværd, følsom, sårbar, begrænsning

Jeg har ikke bare én personlig begrænsning, jeg kan skrive en hel liste. Jeg vil dog nøjes med den allerværste synder:

“Jeg burde”

Hvad er din største begrænsning, når det kommer til at elske dig selv? Hvilke tanker om dig selv holder dig tilbage? Det er andet spørgsmål i min kærlighedschallenge, som jeg proklamerede forleden – “Challenge: elsk dig selv“. Jeg fandt den helt tilfældigt på Live Pulchritudinously, og nu jeg pludselig i gang.

Jeg håber, at du vil være med.

begrænsning

Jeg burde

Jeg burde være smukkere. Være tyndere. Stærkere. Hurtigere. Sjovere. Bage mere. Vide mere. Være sødere. Gladere. Have mere kant. Sige mere fra…. Jeg burde en hel masse, der både snirkler rundt om mine personlige egenskaber og mine fysiske træk. Alt kan bare gøres en lille smule bedre, ikke?

Det gør faktisk lidt ondt at liste det op.

Den præst, jeg har talt med, retter mig hver gang jeg bruger ordet: “Jeg burde også…”. Det mærker jeg jo især nu, hvor jeg sørger. Alle de ting, jeg SLET IKKE ORKER, men jeg burde jo lige… Nu er der fx en hel masse socialt i forbindelse med børnene og sommeren. Og jeg orker ikke den mindste smule. Jeg er glad og tilfreds, hvis jeg bare kan få lov til at tage på arbejde og komme hjem igen. Det er en lykkelig tilværelse. Det enkle liv.

Men jeg burde jo være mere social. Jeg burde bage en kage. Melde mig som frivillig. Smile mere. Le mere. Føre en spændende samtale… Jeg burde en hel masse, kan du nok høre.

Faktum er jo, at man BURDE fjerne “burde” fra ens ordforråd.

begrænsning
Øvelse gør vel mester? Og jeg øver mig i at sige nej uden at føle, at jeg svigter.

Hvorfor er det så svært?

Hvis jeg sætter mig selv først, føler jeg mig som en egoist. Jeg er ikke en god nok mor, god nok partner eller godt nok menneske, hvis jeg sætter mig selv først.

JEG BURDE JO FOR HELVEDE VÆRE AMAZING – IKKE???

Så hvad sker der for den her trætte, helt almindelige, sårbare, humørsvingende, kaffebællende mor, der kan gå i joggingbukser og uden make up hele weekenden?

Men hvis jeg skal være ærlig, så har trætte-Barbie det nu meget fint med at være middelmådig en gang imellem. Hun føler sig skide godt tilpas i de her Adidas joggingbukser, hun for øvrigt har fået af sin mor. Hendes røv er ret nice i dem – og ja, de strammer ikke på maven.

Trætte-Barbie kan godt lide, at hun kan bevæge sig i sit tøj, lege på gulvet med børnene og blive beskidt i køkkenet eller udendørs uden at det betyder noget som helst.

Trætte-Barbie føler sig faktisk som en hel del bedre mor – og måske endda partner – end præstations-Barbie, der ikke kan få luft.

Trætte-Barbie præsterer i virkeligheden også bedre. For hun går i virkeligheden ikke i baglås, sådan som præstations-Barbie hele tiden gør.

Det kom jeg lige i tanke om <3

anxious, angst, badass, selvværd, følsom, sårbar, begrænsning

2 comments / Add your comment below

  1. Hvor er det sejt, at du når frem til den konklusion, Malene. Og der er næsten ikke mere at sige efter dit indlæg. ‘Jeg burde’ er en hensynsløs sætning, som man også frygter at slippe, fordi man så ikke ved, hvad man bruger som anker, hvis man ikke stiller krav og forventninger op for sig selv. Det er en meget vigtig, og meget svær, proces at slippe den sætning.

    Selvom dit er så velvalgt, kommer jeg alligevel med mit eget bud.

    Min største begrænsning er mere en følelse end en tanke: det er den konstante og nagende tvivl om, hvad der er bedst for mig i en given situation. Når jeg ikke orker mere og bare vil sidde på sofaen, og når jeg igen fravælger motion og æder to poser chips i stedet, og når jeg ikke kan overskue at komme af sted til selskab og dans, og når jeg synes, alting er uretfærdigt og sker mod mig og jeg ikke kan gøre noget som helst – skal jeg så passe på mig selv og give mig selv tid og kærlighed? Eller er det en fortælling, jeg fodrer mig selv, fordi jeg ikke tør se verden i øjnene, og den reelt kærlige handling ville være at sparke mig selv hårdt i røven, så jeg kommer ud af sofaen og i gang?!

    Og det værste er, at der ikke findes en sjæl i verden, der kan svare mig på det. Det er edderbroderme væmmeligt, og det gør det svært for mig både at holde af mig selv, når jeg har brug for lov til at synke sammen, og at heppe på mig selv, når jeg har brug for at komme op og ud i verden.

    ….Lige den her er muligvis ikke ret relevant, hvis man har børn, for hvis man har det, kommer der altid et spark udefra. Men det er et stort problem for mig, desværre.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.