Elsk dig selv #1: Din største udfordring

udfordring, selvværd, challenge

Hvad er din største udfordring, når det kommer til at elske dig selv? Hvad kæmper du mest med? Det er første spørgsmål i min kærlighedschallenge, som jeg proklamerede i går – “Challenge: elsk dig selv“. Jeg har fundet den på Live Pulchritudinously, og jeg vil rigtig gerne tage dig med på rejsen. Måske vil du endda tage mig i hånden og gå turen med mig.

Kvinder er alt for hårde ved dem selv, og jeg er ingen undtagelse. Det er en stor udfordring for mig at elske mig selv. Sådan rigtigt. Jeg tror ikke en gang, jeg kunne sige det højt uden at eller krympe mig lidt. Måske vil jeg endda grine af det. Det føles lidt ubehageligt at sige.

Så jeg gjorde det, jeg er god til: Jeg har læst en hel masse om emnet, og i trit med at jeg er begyndt at interessere mig for bullet journals, bucket lists og kreativ selvhjælp, så faldt den her challenge altså i god jord.

Min største udfordring

Det er sværere, end jeg lige troede, at sætte ord på, hvad min største udfordring faktisk er. Måske ligger min allerstørste udfordring i mine krav til mig selv. Det lyder måske enkelt, men jeg har utroligt høje forventninger til mig selv.

Jeg er hård ved mig selv. Virkelig hård. Jeg stille meget store krav og har høje standarder.

Jeg skælder mig selv ud, hvis jeg ikke er tilfreds med min præstation – jeg kan endda finde på at sige nogle temmelig grimme ting til mig selv.

For hvis jeg ikke præsterer hele tiden, så er jeg ikke god nok. Så har jeg ikke fortjent kærlighed. For kærlighed er noget, man arbejder for.

Det ironiske er, at jeg aldrig ville kræve det samme af andre. Jeg giver heller ikke min kærlighed væk med betingelser. Og jeg ville aldrig aldrig aldrig tale sådan til et andet menneske. Det er jo helt forfærdeligt at tænke på. Men det er ok, når det er til mig selv… Hvorfor?

Prøv at skrive det ned

Jeg vil stille mig selv den udfordring, at jeg den næste uges tid vil prøve at skrive ned, hvad jeg siger til mig selv, når jeg står i en situation, hvor jeg ikke er perfekt eller måske mit skrækscenarium: hvor jeg skal sige nej til nogen. Jeg vil prøve at blive bevidst om, hvad det er, der sker i de situationer.

Kunne det ikke være interessant? Skræmmende? Jeg ved det ikke – ville du turde gøre det?

Jeg er ikke sikker på, at jeg vil bryde mig om det, der kommer ned på papiret. Men det er måske sundt nok at se i øjnene (men jeg har ikke lyst).

Hvad er din største udfordring, når det kommer til at elske dig selv?

udfordring, selvværd, challenge
Tæller det også, hvis det er én selv, man taler sådan til?

3 comments / Add your comment below

  1. Malene: jeg tror, vi er RIGTIG mange, der kan genkende det, du skriver. Det må næsten være et gennemgående træk for mennesker, der har for lav selvkærlighed. Jeg er spændt på at høre, om du får noget godt ud af dit eksperiment med at skrive situationerne ned.

    Så til mig selv. Uha. Jeg synes, jeg har mange udfordringer. Det er svært at vælge, hvad der er den største, især fordi jeg skal starte med at vælge, om jeg fokuserer på, hvad der er mest presserende, hvad der er mest stædigt, eller hvad der gør mest ondt på mig.

    Der hvor jeg er lige nu – og har været i et par år – står jeg primært med to udfordringer. Den ene er at lære at motivere mig selv med andet end selvkritik. Det er VANVITTIGT svært, og jeg føler mig doven og uduelig det meste af tiden. Det er en meget stor hindring for at elske mig selv. Men jeg tror alligevel, jeg vælger at skrive om den anden – bl.a. fordi det er meget relevant for hele den proces, vi gerne vil sætte fokus på med den her challenge:

    Jeg har utroligt svært ved, at når jeg elsker mig selv mere, bliver jeg en dårligere støtteperson for mit netværk. Det er klart! Når jeg har sat mig selv sidst, har jeg været der 100% for alle andre, men når jeg begynder at prioritere mig selv, betyder det, at jeg er nødt til at sige nej til andre. Jeg er nødt til at vælge folk fra, og skuffe folk. Jeg melder afbud til ting, jeg glemmer løfter, og jeg må indrømme, at jeg skal passe på mig selv først. Jeg HADER det. Som person med dårligt selvværd var det måske den eneste ting, jeg holdt af ved mig selv, at jeg var der for andre. Altid. Så jeg er nødt til at give slip på det eneste, jeg holdt af ved mig selv, for at komme til at elske mig selv.
    Intellektuelt set ved jeg godt, at det er bedre for alle, at jeg elsker mig selv. Jeg bærer mig selv og skal ikke samles op af dybe huller, og det er faktisk også rarere at bede folk om noget, når man kan stole på, de siger fra, hvis de har brug for det. Men det er en frygtelig proces at se, man bliver en dårligere ven/kæreste/familiemedlem, fordi man får det bedre. Det koster mig mange kræfter at huske på, jeg SKAL fortsætte i den her proces, og at det kun er sundt, jeg lærer at sige fra.

    Og så er jeg er frygtelig bange for, om jeg bliver for god til det. Om jeg ikke opdager, hvornår jeg siger fra, fordi jeg har brug for det, og hvornår det bliver en sovepude, der bliver aktiveret, når det lige er nemmere at blive hjemme, og jeg så langsomt isolerer mig selv. Jeg er generelt meget bange for den proces, jeg står i. Men det er vist et emne til en anden dag 🙂

  2. Puh ja, hvor det lyder genkendeligt!! At der skal præsteres for at være noget/nogen. Og dén med den kæmpe forskel, der er på ens forventninger til sig selv ift andre i nøjagtig samme situation!

    Min største udfordring er, at acceptere mine begrænsninger. Jeg har stress og har været ramt så mange gange, at jeg har fået “diagnosen” udbrændthed. Det betyder, at alt det, jeg virkelig gerne vil (og tidligere har kunnet), kan jeg ikke mere.
    Jeg elsker at snakke, kommunikere, opleve, organisere, blive klogere etc. Men det er nu de ting, der tapper mig allermest. Og jeg hader det! At jeg ikke kan læse en bog, når jeg vil. At jeg ikke kan arbejde mere. At jeg intet overblik har. Intet overskud. At jeg oveni ikke bare udmattet, men bliver træt og tvær og bider af folk omkring mig. At min hjerne ikke kan konstruere en sætning med mindre, der er totalt ro omkring mig. At jeg glemme. Etc etc.
    Det værste er, at jeg føler mig som en elendig mor, veninde, datter, kæreste, person.

    Havde jeg hørt dette fra en veninde, havde jeg aldrig set den svage person, som jeg føler mig som. Jeg ville have set en kvinde, der kæmper! Hver eneste dag. For at være den bedst mulige mor, veninde, datter, kæreste og person.

    Min udfordring er at mine forventninger til mig selv ikke stemmer overens med den reelle virkelighed. Og at jeg har så svært ved at acceptere denne virkelighed. Og at se alt det, jeg faktisk gør for at være den bedst mulige Nicola i denne virkelighed.

    Jeg vil lade mig inspirere af din idé med at skrive ting ned. Men jeg vil forsøge at fokusere på det, jeg gør, der fremmer “den bedst mulige mig”. Bruge det som en reminder om, hvordan jeg kommer op og om, at jeg faktisk er en bad ass kvinder, der kæmper! En kvinde der er værdig til (selv)kærlighed ❤️

    Tak for inspirationen og good luck.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.