Døden kommer i nat

død, sorg, epilepsi, savn, drømme, drøm, mareridt

Jeg så på ham.

Så på børnene.

Så dem lege frydefuldt i deres uvidenhed.

De vidste det ikke.

Ikke nogen af dem vidste det, men det gjorde jeg.

Når vi gik ud af rummet, ville deres far dø.

Og det var mit valg, hvornår vi gik.

død, døden, sorg, epilepsi, savn, drømme, drøm, mareridt

Mareridt

Jeg drømte det i nat. En scene sat af skårene fra mit liv.

Noah, Sophia og jeg er hos deres far. De er på Elliots og Emmas størrelse, 3 og 1 år. Han er en 10 år yngre udgave fra et liv, vi havde sammen. Men vi er ikke hinandens. Jeg er kommet for at sige farvel.

Smerten skærer igennem mig.

Sorg.

Vished.

Vished om at vi ikke er hinandens længere og aldrig vil blive det igen, blandet med sorgen over at se hans små børn i kærlig omfavnelse med ham og mærke afstanden mellem dem gennem afstanden i mig selv. Kød af hans kød. Det er næsten bibelsk. Se dem elske hinanden, røre ved hinanden, lege og le. Vide at det er sidste gang, de ser hinanden. For når vi går ud af døren, så skal han dø. Og det er mit valg, hvornår vi går.

Jeg hænger fast der i drømmen. Fryser i pinslen over at se kærligheden mellem dem, uskylden, udødelighed, håbet, glæden, fremtiden. Jeg føler mig draget mod dem, og jeg kan mærke, at jeg er velkommen hos dem. Jeg kan bare gå derover, men jeg er nødt til at blive stående og holde afstand. Ellers kan jeg ikke gøre det. Og det skal jeg.

Ordene presser på inde i mit hoved.

“Kom unger, nu skal vi gå,” – men jeg kan ikke sige dem.

Jeg gentager dem igen og igen i mit hoved. Jeg gør det så mange gange, at jeg ikke længere ved, om de kun er inde i mit hoved.

Så vågner jeg.

Føler jeg skyld?

Drømmen sidder stadig i mig. Jeg ville kalde den et mareridt, men den var så rolig og behagelig, at det var pinagtigt. Det var alle følelserne indeni mig, al den viden, JEG besad, der ødelagde mig. Alt det, jeg skulle bære alene.

Handler den om skyldfølelse? Handler den om at stå alene med ansvaret nu? Hvad handler den om?

Jeg ved det ikke.

Jeg savner ham. Jeg er stadig ked af det. Jeg sørger og føler mig ensom, mens hverdagen lige præcis drøner forbi omkring mig. Mens kloden drejer, og jeg står stille. Eller det gør jeg jo ikke. Tværtimod løber jeg. Bare ikke i samme retning som nogen anden.

Jeg er stadig der, hvor det nogle gange lige går op for mig igen, at han er død. At han virkelig ER død. Jeg kommer i tanke om det, når mit sind ligesom fortæller mig; “Den er altså god nok, Malene”. Jeg smager på det og mærker efter. Det er ikke en ond drøm. Han kommer ikke tilbage til mig nogensinde. Mine børn skal aldrig mærke ham igen.

Livet efter døden

Det går egentlig meget godt i vores nye liv. Hvis man ellers kan sige sådan. Børnene er ikke gået nedenom og hjem. Deres liv og hverdag er gået videre, og som det helt naturligt vil gøre, så går det lidt op og ned mellem sorgløshed og savn. De kan grine, elske og glæde sig. De kan græde, savne og gå i stå. Heldigvis mest det første.

Jeg føler selv, at jeg sidder fast sådan rent menneskeligt. Jeg skylder ham pludselig en hel masse, som han ikke længere selv kan tage ejerskab på. Jeg skylder ham at være dobbelt så god. Jeg skylder børnene det. God for os begge to. Jeg skal klare det hele, sørge for det hele. Det pisker mig.

Men han er ikke et spøgelse. Han er et menneske, som vi kendte rigtig godt. Jeg kendte ham rigtig godt, og jeg sidder tilbage med følelsen af, at jeg måske stadig var én af de få, der kendte ham bedst. Og jeg klamrer mig til det, fordi det hviler på mig at bevare ham for hans børn.

Vi snakker tit om ham, og vi holder fast i, hvem han var. Vi snakker om alt det, han var så god til, men vi snakker faktisk også om de ting, han ikke var så god til.

Og så smiler vi af det.

Alle de små finurligheder, såsom at han var streng med sengetiderne (siger Sophia) og nærig med slikket (synes Noah). Vi ved jo allesammen godt, at det var, fordi han gik rigtig meget op i at være en god far. Og at han var old school med, at “sår skal have luft” og glemsom med deres tøjstørrelser. Sådan nogle fantastiske ting.

Men jeg mangler også nogle svar. Det gør børnene også. Vi har stadig ikke fået noget svar på, hvorfor han forlod os. Vi forstår det stadig ikke.

Måske er det derfor jeg jævnligt drømmer om døden. Fordi vi lever videre. Og dybt inde i mig, så skammer jeg mig over det. Dybt inde i mig, så er jeg rædselsslagen. Dybt inde i mig, så er jeg rasende.

død, døden, sorg, epilepsi, savn, drømme, drøm, mareridt

Læs mere

Hvis du ikke har fulgt med, så kan du læse om, da mine to ældste børn mistede deres far for nylig i nedenstående indlæg (1-2-3). Der er mange andre, bl.a. har vi jo kæmpet med hans epilepsi gennem flere år (4-5-6), også selvom det var vanvittigt hårdt og frustrerende, så var det også det, der endte med at binde os så tæt sammen.

1) Vi har mistet Noahs og Sophias far 2) Farvel far 3) Død

4) Epilepsi er noget fanden har skabt 5) Er det fair? 6) Fanget af epilepsi

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.