Død #epilepsi #sorg

I morgen er der gået syv uger, siden vores verden blev vendt på hovedet. Syv uger. Det føles som 1.000 år – og samtidig som stod jeg i mit køkken og telefonen ringede for et øjeblik siden.

“Han er død”

Ordene bliver hængende i mit hoved. Jeg gennemgår situationen igen og igen. Jeg havde været så bekymret hele dagen, gået med en knude indeni. Han havde ikke gjort, som han plejede. Han plejer at ringe til mig efter et par timer, nogle gange flere gange. Så snakkede vi sammen og fik styr på det praktiske, så han kunne få ro igen. Nu ventede jeg bare.

“Hey, ring lige, vi bliver bekymrede,” skrev jeg 13.53. Noah havde godt fanget stemningen og forsøgte selv at ringe. Jeg vidste, at jeg var nødt til at få manet det her til jorden hurtigt, så jeg skrev til hans far (farfar). Jeg bad ham få kontakt til ham.

Timerne føltes som minutter. Klokken 15.46 kom de ind i lejligheden gennem en bagvej. Jeg sad ved bordet i mit køkken og ventede ude af stand til at slå det hen. Jeg følte lettelse: Puh ha, nu er de der. Nu får vi styr på det her. 16.13 ringede han tilbage. Jeg glemmer aldrig hans forsigtige stemme.

“Den er helt gal, Malene”

“Han er død.”

Nej!

Jeg har altid syntes, det var temmelig dramatisk med folk, der skriger “neeeeej” på film. Sådan rigtig hollywood dramatisk. Men det var lige præcis de ord, der bulrede over mine læber. NEJ!

Nej, nej, nej.

Jeg råbte dem. Så begyndte jeg at ryste helt inde fra og ud. Jeg rejste mig hurtigt, greb min jakke og løb udenfor. Så hulkede jeg. Hyperventilerede og græd. En stemme i mit baghoved tyssede og sagde, at nu skulle jeg lige være lidt respektfuld. Han havde lige mistet sit barn og så gik exkæresten helt i sort. Men jeg kunne ikke styre det.

Jeg gik om bag en mur og lænede mig op af den, mens han talte til mig. Jeg kan ikke huske andet end at de havde forsøgt at genoplive ham, og at han nu var sendt videre for at blive erklæret død. Det var gået stærkt. Hans mor havde fundet ham. Hans mor. Åh gud, menneske… Jeg kan slet ikke bære det og forestiller mig øjeblikket igen og igen.

Hollywood er lige pludselig ikke så til grin. Ikke når man har prøvet at være der. Følelserne må se vanvittige ud udefra. Jeg kan love dig, at de føles lige så vanvittige indefra. Og der er ikke plads til dem derinde. Du kan ikke holde på dem.

Opkaldet varede knap 6 minutter. Jeppe kom ud lige i tide til at gribe mig, da mine ben gav efter. Jeg hang bare ind til ham og græd, mens jeg lyttede til stemmen i røret.

Det værste, jeg nogensinde har skulle gøre

Jeg vidste med det samme, at jeg var nødt til at fortælle Noah og Sophia det. Farfar tilbød, at vi kunne gøre det sammen – han ville komme forbi, men jeg kunne ikke vente så længe. Jeg kunne ikke holde sådan en hemmelighed for dem i 5 minutter. Jeg kunne slet ikke holde sammen på mig selv længe nok. Det ville forråde alt, vi er.

Jeg gik indenfor. Jeg drejede rundt om mig selv ude i gangen, trippede, hoppede, følte jeg skulle kaste op. Jeg kunne ikke sige det til dem. Jeg ville ikke have ansvaret. Jeg kunne ikke fortælle mine børn, at deres far var død. De skulle aldrig se ham igen! Men mine fødder tog mig igennem huset.

Jeppe, Noah, Sophia og jeg gik ind i den anden stue. Sophia satte sig i mine arme, men jeg bad hende sidde foran mig. “Jeg vil gerne kunne se dit ansigt,” kan jeg huske, jeg sagde. Der var ingen andre måder at gøre det her på end sandheden direkte i ansigtet. Det var brutalt.

Kan du forestille dig at sidde med en viden, der om et øjeblik ændrer alt – splintrer to små liv til atomer? Jeg har aldrig båret noget så tungt på mine skuldrer. Jeg er mærket for livet. Forandret for altid.

Jeg kæmpede så meget med ordene, at jeg måtte bruge farfars. “Den er helt gal med far,” sagde jeg tonløst. Noah så nervøst på mig, det føltes som timer. “Han er død.”

Så skreg de.

Smerten i mit indre

SKREG.

Jeg rakte ud efter dem og de faldt begge ind i mine arme. Vi græd alle fire. Græd og græd og græd og holdt om hinanden i en klump af brudte stykker. Det gjorde så ondt, jeg holdt så fast om dem, at jeg mistede følelsen i mine arme.

Jeg ved ikke, hvor længe vi sad der, men på et tidspunkt ankom farfar. Han kom ind til os og talte med os, trøstede og svarede på spørgsmål. Der var ikke mange svar at få. Vi har stadig ikke fået dem, så vi ved ikke med sikkerhed, om han er blevet kvalt under flere anfald eller om han har fået hjertestop eller noget tredje.

Nu er der gået næsten 7 uger. Jeg kan ikke svare entydigt på, hvordan det går. Jeg græder ikke hver dag længere. Børnene græder ikke hver dag. Vi er ikke kede af det hele tiden, måske er vi endda glade en gang imellem, men jeg føler mig mest bare flad. Et bedre ord er “numb” – følelsesløs.

Ensom. Træt. Trist.

Det føler jeg mig også. Alene i en verden, der ikke varmer mig længere. Jeg føler mig kold, og det er mørkt. Måske daggry, jeg ved det ikke. Jeg er ikke den samme person. Jeg føler, at jeg står bag en glasrude og ser ud på alle andre. Jeg kan ikke træde igennem og blive hel igen. Noget vil blive tilbage, og jeg er ikke klar til at forlade det.

Jeg ser dit ansigt altid

Tirsdagen efter han døde, var jeg ude på retsmedicinsk institut for at se ham. Jeg har aldrig set et dødt menneske før.

Han lå på et bord med et hvidt lagen over sig. Jeg havde fået at vide, at han “så fin ud”, men det syntes jeg overhovedet ikke. Der var jo ikke noget tilbage. Han havde lilla plamager på næsen og kinderne. Han havde sort sytråd langs kæben fra at være blevet obduceret. Han så nydeligt klippet og barberet ud, og jeg smilede mildt.

Jeg gik hen til ham, men rørte ikke ved ham. Jeg havde sådan lyst til at gøre det, ae ham i en strøm af omsorg, jeg følte for ham. Jeg hviskede hans navn og tårene strømmede stille ned. Jeg ville gerne sige farvel, men kunne ikke gøre det. Jeg ville jo aldrig få et svar tilbage. Alle de ord, der lå mellem os, måtte jeg nu tage med mig tilbage til de levendes land og aldrig aldrig se hans øjne glimte igen.

Jeg er på mange måder ked af, at jeg tog derhen. For når jeg tænker på ham, er dét det første, jeg ser. Mine børns far på det bord. Ikke det levende, charmerende, rodløse og søgende menneske, som jeg kendte gennem 15 år. Død. Men jeg var nødt til det, for jeg skulle tage en beslutning, om Noah og Sophia skulle se ham. Jeg var nødt til at tage mit ansvar på mig og blive i voksenland, hvor en masse beslutninger og praktiske foranstaltninger skulle tages.

Jeg ved godt, at det er sandsynligt, at vi kommer os oven på det her. Jeg ved godt, at livet fortsætter, og at det er sandsynligt, at vi en dag lærer at leve med savnet og sorgen, sågar angsten.

Men jeg glemmer aldrig den dag, hvor jeg skulle fortælle mine børn, at deres far var død. Og det ansvar, der blev lagt på mine skuldre.

død

6 comments / Add your comment below

  1. Jeg kan stadig huske, da min bedstemor ringede hjem til os og jeg tog den. Men hun ville ikke snakke med mig. Hun ville gerne snakke med min mor. Og fra Mors ansigtsudtryk gættede jeg, hvad der var sket. Mit første ord var også “nej”, hvorefter jeg løb ud af huset for at finde min anden far. Sorg er en mærkelig fætter og hvor ville man ønske, at man kunne lade være med at invitere ham til familie-komsammenerne.

    Kærlig til jer alle endnu engang <3

  2. Åh, det er barskt, Lisette 💔 Ja, det er en helt ubeskrivelig følelse… Accepten er svær for mig denne gang.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.