I morgen er det min fødselsdag. Og jeg hader den dag. Det er den dag på året, hvor jeg føler mig allermest ensom.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har været specielt vild med at holde fødselsdag. Det stammer helt tilbage fra min barndom. Jeg var ikke særligt populær i skolen og havde ingen venner. Min fødselsdag ramte tilmed ofte påsken – gah, så der var alligevel aldrig nogen, der kunne komme – udover den nærmeste familie.
Som voksen er familien faldet mere eller mindre fra. Vi er næsten ikke nogen tilbage, der holder sammen. Så jeg får en sms fra min mor på min fødselsdag. Og så er der facebook – men det tæller jo ikke rigtigt, vel (selvom jeg bliver lidt glad alligevel)? Det er nogenlunde det.
Easter Egg
De sidste par år har jeg slået min fødselsdag sammen med Elliots. Så er det da overstået, og jeg slipper for pinen omkring min egen; men sandheden er, at det er et easter egg, hvis du vil tilgive mig at gøre lidt vold på begrebet.
Så dum er jeg.
Der er lagt i ovnen til skuffelse år efter år.
Der kommer ingen hvid ridder og redder dagen, ikke en gang en grålig. Min fødselsdag er lige så leverpostej, som alle de andre – lige ensom hvert år. Så ydmyg er jeg bare ikke, at jeg kan lade være med at blive skuffet. Jeg kan ikke blive ligeglad.
Da jeg var yngre holdt jeg hvert år en større fest på min fødselsdag. Det var festligt og sjovt – og noget jeg så meget frem til. Jeg ville også have inviteret min mødregruppe i år, men jeg nåede det ikke, fordi Emma, Elliot og Jeppe har været dødsyge de sidste 8 dage. Nu er det for sent. Desuden bliver jeg også trist, når jeg begynder at invitere folk, jeg i virkeligheden ikke betyder særligt meget for, bare for ikke at være alene.
Det er absurd, at man kan føle sig så tæt forbundet med så mange mennesker gennem hele året – har jeg brug for hjælp, er der altid nogen at spørge, og verdenshjulene bliver holdt ivrigt i gang hele tiden med fælles løft, rotation og næstekærlighed. Men på min fødselsdag… Der sidder jeg alene.
Alene
Jeg sidder alene oppe her til aften. Det har jeg gjort i et par timer nu. Alle sover, og jeg er ked af det.
I morgen har jeg fødselsdag, og jeg kan ikke tillade mig at forvente noget som helst af Jeppe. Jeg ved, han har købt en gave, men jeg har ikke lyst til at få den, for vi har ikke rigtigt talt sammen hele måneden, og jeg er hudsulten, ensom og ked af det. Jeg vil ikke have en gave; jeg vil have min mand tilbage.
Jeg har været alene rimelig meget hele april. Jeg har været alene hele ugen; alene i Legoland med Elliot; fælles i svømmehallen, men alene med hvert sit barn. Vi når ikke at tale sammen, vi ser ikke hinanden i øjnene – Jeppe er træt og sur, bider af mig og kritiserer mig. Når jeg prøver at tale med ham, så lukker han bare af.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg været alene, siden Jeppe fik meningitis – men det er en kæmpe stor fed elefant i rummet, som han ikke vil tale om.
Fødselsdag
Om én time har jeg fødselsdag. Nu vil jeg gå i seng og glo på min telefon, til jeg er træt nok til at overgive mig.
Min fødselsdag blev taget fra mig for længe siden, og ingen har kunnet give mig den tilbage. Jeg har nogle rigtig dårlige minder for den dag. Det er det, jeg husker hvert år, og som jeg gerne vil have erstattet med gode ting, men jeg ved ikke hvordan.
Jeg hader den dag.
Så i morgen vil jeg sætte mig til computeren og shoppe et eller andet åndssvagt i et øjebliks pity party for én.
Når ungerne sover, kan jeg tage ned og træne.
Og så er den pludselig ovre, og jeg har vundet et år mere.
Sov godt.
