Bisættelse: Farvel far

I går bisatte vi Noahs og Sophias far. Det har været en virkelig lang uge, og dagen har jeg personligt set frem mod med noget, der bedst kan beskrives som rædsel. Hvordan kommer man igennem sådan en dag?

Hvordan bærer man sine to børn på næsten 7 og 10 igennem deres fars bisættelse?

Et tungt ansvar på et barns skuldrer

Fra første øjeblik har vi været helt åbne over for dem. De er ikke blevet holdt udenfor, men jeg har delt mine følelser med dem og fortalt dem, hvad der foregik i kulisserne. Når jeg har haft et opkald – og dem har jeg haft tusinde af – så har jeg fortalt dem, hvad det handlede om.

Det er selvfølgelig ikke sket på voksenniveau, men så de ikke skulle gå og spekulere. Noah har haft stort behov for at få ro på alle sine bekymringer og spekulationer. Han har virkelig tænkt meget på, hvad der tog hans far fra ham.

Han har brug for svar.

Jeg ved ikke, om du har fulgt med tidligere, men Noah har længe stået med ansvaret for sin far og været virkelig bange for, at han skulle dø. Han har gået med nogle store tunge tanker, og han har været på vagt i to intense år, hvor han selv om natten har ligget og lyttet til sin fars lyde. For nylig har han forsøgt at ligge ham i aflåst sideleje.

Jeg har givet nogle store løfter for at afveje det tunge ansvar. “Nej, far kan ikke dø af epilepsi.” – “far skal bare lige have styr på sin medicin, så kan han endda blive anfaldsfri” – “han er jo i hænderne på landets førende eksperter” – “Alt, bliver bedre nu”

Alt bliver bedre nu….. Jeg er en stor fed løgner.

I går var han til hans bisættelse.

Følelser

Så hvordan får man dem igennem sådan en dag? I dag spekulerer jeg lidt over dagen, for de KOM igennem den. De kom helt vanvittigt godt igennem den, og dagen blev præcist, som sådan en dag skulle være i den perfekte verden.

Jeg ved godt, at det er helt absurd at tale om en bisættelse på den måde. Det er sønderrivende tragisk, men jeg kom hjem og følte mig forvirret, fordi vi stod med nogle følelser, jeg ikke havde forventet. Børnene delte dem også.

Noah og Sophia var lette i deres hjerter og sind. De var ligefrem glade og stolte af deres far. Noah sagde, at da præsten nævnte deres navne, så blev han på en mærkelig måde bare… glad… Han er glad for, at der var så mange, der elsker hans far. Han er så glad for, at der er så mange, der passer på dem nu, og han så fællesskabet omkring bisættelsen og måske følte han sig pludselig ikke helt alene.

Jeg ved det ikke. Jeg er ikke særligt klog på døden. Men jeg kan noget med følelser.

Forberedelse

Mange har skrevet til mig privat, at jeg har forberedt dem godt. At det er derfor dagen blev så god. Jeg må nu også sige, at farmor og farfar i deres forberedelser har skabt en utroligt smuk, stilfærdig dag, der med netop en bisættelse også havde et blik på børnenes oplevelse af dagen.

Jeg har talt med dem om dagen mange gange i løbet af ugen. Jeg har helt nede på jorden talt dem igennem, hvad der sker til en bisættelse. En bisættelses faser og indhold fra start til slut.

Jeg har også talt med dem om følelserne på sådan en dag. At man reagerer forskelligt. Nogle græder, andre gør ikke. Der er ingen regler for, hvordan man skal være eller hvad man skal gøre.

Og så gjorde jeg en ting mere, som jeg set i bakspejlet er stolt over og tilfreds med. Jeg italesatte dagen positivt. Ja, hvordan helvede kan man overhovedet det? Men det gjorde jeg – for mine børns skyld.

Jeg fortalte dem, at en bisættelse ikke er uhyggelig eller farlig. Den er tværtimod meget smuk og rolig. Der sker ikke noget, der kan gøre dem ondt eller bange. Det, der er svært på sådan en dag, det er alle følelserne indeni. Jeg fortalte dem sågar, hvornår man i løbet af sådan en ceremoni nok ville få det svært og blive rigtig ked af det, og at man nok sådan svinger lidt imellem at græde og være glad.

Jeg har også fortalt dem, at kroppen er helt fantastisk. Den kan det hele på én gang. Så selvom det gør pokkers ondt, så kan man stadig føle andre ting, også glæde. Det er helt normalt og helt ok.

Og når bisættelsen er ovre, så samles man til en slags lille fest, hvor man faktisk har det helt rart sammen og mødes om, at far var den bedste i verden.

I dag er det præcis den følelse, Noah og Sophia sidder med. En sær lettelse og en stærk følelse af sammenhold bundet i en fælles kærlighed. Deres far var deres helt. Og det vil han blive ved med at være.

Farvel far

Jeg græd mit hjerte ud i går. Fra det øjeblik jeg så farmor og farfar, så knækkede min verden helt sammen, og jeg krammede dem hårdt. Jeg krammede lillesøster og hulkede i hendes jakke, mens hun hulkede i min.

Børnene var helt tavse og holdt godt fast om de bamser, de havde med, og i Jeppes og mine hænder. Vi havde et godt tag i hinanden alle sammen, da vi tog den lange lange tur ned gennem kirken og forbi alle de mange blomster.

Vi nåede frem til kisten. Den var hvid og smuk med vidunderlige prægtige blomster.

Noah stormede ind på rækkerne og satte sig helt oppe i hjørnet. Han var ligbleg, men ellers stille og rolig. Han ville have Jeppe ved siden af sig, jeg satte mig ved siden af Jeppe, og Sophia sad så som den sidste lille mus og kunne holde fasters hånd, da de kom til sidst. Hun var urolig og fjollede en del.

Jeg bad Jeppe tage nogle billeder af kisten, for jeg magtede det ikke, og jeg spurgte Sophia, om hun ville ud og se kisten. Det ville hun godt, og jeg tog hende i hånden, og vi gik ud og så på blomsterne og kisten. Så gik vi tilbage og ventede.

Noah lå på Jeppes skød under det hele. Han fortalte bagefter, at han havde ligget og taget nogle dybe, rolige vejrtrækninger. Sophia fortsatte med at være fjollet, og hun kunne ikke helt være i det. Ingen af dem græd, men jeg måtte på et tidspunkt tage Sophia på skødet og holde hende tæt, mens vi kælede og krammede, fordi hun alligevel blev stille og følte sig helt fortabt.

Vores evne til kropskontakt, det fysiske samvær og gode måde at tale sammen på har båret os alle fire langt i det her.

Forstår Noah og Sophia det så ikke, når de ikke har grædt så meget? Jo, det er jeg ret sikker på, at de gør. Noah gør helt sikkert. Sophia gør også på sin egen umodne måde. Og de takler det, som de har brug for.

Vi har lige sagt farvel til deres far.

Hvem ville ikke være helt forstenet?

Der er så meget at sige

Jeg har mange ting at sige til deres far. Jeg får dem aldrig sagt nu, men jeg har tænkt mig at fortælle ham det alligevel. Jeg vil have mange samtaler med ham frem over gennem årene og fortælle ham om vores børn.

Børnene vil tale med ham fremover, og vi vil holde fast i ham med næb og klør, selvom vi også vil give slip.

Nu.

Det begynder jo nu.

At leve videre.

Åh, hvordan lever man videre? Men det gør man jo. Allerede fra første øjeblik, man bliver revet i stykker, så trækker man vejret ind et splitsekund efter.

2 comments / Add your comment below

  1. Lyder som et smukt men hårdt farvel. Du har gjort det super godt med at forberede børnene på noget som vi egentlig ikke rigtig kan forberede dem på for ingen ved hvordan andre reagerer på selve dagen. Kram og varme tanker herfra

    1. Tak – det er så svært. Der er ingen manualer eller regler, vel? ❤️ Jeg har ringet til to sorglinjer og gået derfra med intet, fordi de mener, at det er spot on, som jeg takler det – men det vil jo aldrig føles som nok! Jeg føler mig så stærk og så usikker på samme tid. Det er jo ikke noget, man kan – må – fejle i det her. Det er definerende for resten af deres liv ❤️ Samtidig så er jeg forundret over den måde, børnene håndterer det på. De er virkelig sunde i deres følelser, og det gør mig så stolt.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.