Walk of shame

Har du nogensinde følt dig helt alene i verden? Din egen lille skodverden til skodmødre, der slår fejl? Har du taget de tunge skridt ud fra institutionen med al værdighed stående tilbage i døren? Du kan ligefrem se den ånde på ruden, mens den ser langt og bebrejdende på dig. Walk of shame.

Du forbander dit afkom langt væk og forsøger at glemme, at dit toneleje lige ramte loftet for et splitsekund siden, mens du opgiver dit stive smil til de 1.000 andre forældre, der er ved at hente, og har den tvivlsomme fornøjelse at sidde på første række til din afmagt. Been there done that.

alle de andres børn, stress, stresset mor, grædende børn, sure børn, fællesskabsfølelse, håndsrækning

I går da jeg skulle hente børn, blev det SLET ikke som forventet. Jeg havde ellers i de bedste intentioner om en power up faktisk taget mig en lur, men da jeg vågnede, så jeg stjerner, sol og måne. Vækkeuret havde ikke ringet, og det var Jeppe, der vækkede mig, fordi han var kommet hjem fra arbejde. Jeg fik den gale fod ud af sengen – kl. 15.00 – og hastede til Noahs skole.

Fleksibel er mit nye mellemnavn

Der mødte en ligbleg dreng mig i døren. Jeg krummede øjeblikkeligt tæer og mindede mig selv om, at påtage mig rollen som den værste mor i verden og sende ham tidligt i seng i aften.

“Må jeg lege med Ashot?” – ikke noget hej. Mit sure yngel med sorte rander under de skinnende øjne i det kridhvide ansigt og krængende læber kigger på mig. Ashot ser bedende på mig med sine strålende brune øjne. Noah VED godt, at der ikke er plads i bilen, når han spørger mig midt i afhentningen. Det skal aftales på forhånd, hvis han vil have nogen med hjem. Det fortæller jeg ham for nogenlunde 500. gang.

“Du kan lege med Ashot hjemme hos ham?” foreslår jeg. Han bliver stram i betrækket og læben får den krølle, som går lige i mor-vittigheden. Ashots mor ankommer i samme øjeblik, og vi får hurtigt aftalt noget, Noah tager med derhjem, selvom det ikke kunne passe dårligere, at vi skal ud og hente ham kl. 17. Men jeg orker ikke konflikten med ham lige nu, velvidende at den kommer igen senere, når han ikke må spille computer og skal tidligt i seng. Pick your fights, right?

Jeg drøner videre til børnehaven og vuggestuen.

Glad, gladere – træt

Jeg glider ind i rutinen i det øjeblik, jeg har parkeret. Jeg går ind til Sophia og kysser hende. Hun er i gang med at tegne og vil gerne lige være færdig. Hun i en gang med at skrive M O R hen over billedet, og hvem kan sige nej til det? Jeg aftaler med hende, at hun får jakke og sko på og møder mig ovre i vuggestuen om lidt.

Jeg går videre.

I vuggestuen møder jeg først Emma. Hun er i strålende humør og ved at rode en kasse igennem. Jeg sætter mig på gulvet og får et stort glad babykram. Hun får kys i hele ansigtet og i samme øjeblik kommer Elliot løbende. Han græder, fordi der er én, der har skubbet ham i ansigtet. Jeg sætter Emma på gulvet, og Elliot indtager mine arme. Hans gråd er høj, og mit humør falder, for jeg kan mærke langt ind i mig, hvor træt han er. Han virker helt flad. Det oplever jeg aldrig, og jeg bliver i tvivl om vores nyeste ide om at fjerne middagsluren, er mere af det onde end af det gode?

Hvis der er noget, jeg hader, så er det tvivl. Jeg tvivler næsten aldrig, men når jeg gør, så trækker det virkelig tæppet væk under mine fødder. Jeg har svært ved at gå på kompromis med børnenes velvære, og det kan være svært for mig, når vi skal tage en vej, der ikke løber helt glat.

Elliot hænger på mig og vægten af ham tynger mig mere end jeg vil indrømme. Mit hjerte synker. Jeg ville så gerne bære ham, han er stadig bare en lille dreng på to, men Emma kan ikke gå, så det bliver han nødt til. Jeg rejser mig og tager hans hånd og får samlet Emma op.

Mest nej…

Ude i garderoben nægter han at hjælpe til. Han nægter at få jakke på, sko på, smider sig på gulvet og ligger og roder rundt. Jeg klamrer mig til Emma, der også stritter imod, da jeg forsøger at give hende futter på. Jeg må lade Elliot være Elliot og gøre Emma færdig. Vi drukner i andre forældre, børn og TRE barnevogne, som åbenbart skal stå inden for i garderoben midt i dagens største afhentningstidspunkt.

Jeg sætter Emma på gulvet og hopper videre på samlebåndet. Elliot nægter stadig, og jeg må til sidst tvinge ham i tøjet. Jeg gør det blidt, og mens jeg taler med ham, men han græder. Det piner mig, og jeg føler mig som en dårlig mor, der ikke kan tale mit barn til at lystre. Jeg hader, at jeg skal tvinge ham.

I det samme dukker Sophia op. Selvfølgelig. Hun har 20 tegninger i favnen, bare tæer og ingen jakke.

“Jeg kunne ikke finde dig!?” skælder hun og bebrejder mig sådan nogenlunde alt. Jeg bider mig i kinden og stirrer på hende. Are you shitting me? “Hvor er din jakke?” spørger jeg bare. Hun fortsætter sin talestrøm,  og stressniveauet i rummet stiger endnu en tand, mens jeg jonglerer mellem nu tre umulige børn. Jeg skammer mig. Flere forældre smiler til mig og pludselig hører jeg en stemme.

Tak er et fattigt ord

“Hvor er jeg glad for, at det ikke kun er mit barn, der er umuligt en gang imellem,” siger hun. Jeg ser på hende og er overrasket. Jeg tror faktisk, det er kærlighed ved første blik, og jeg muligvis vil elske hende til den dag, jeg dør. Jeg smiler pludselig ægte og ånder ud. “Åh, det er jeg glad for, at du siger,” svarede jeg og får lidt kræfter tilbage. Jeg sender Sophia over efter sin jakke og sko og tager imod hendes tegninger, inden hun løber.

Nu får jeg endelig de to små ud af døren. Uden for sidder en anden mor fast i HP scooterne med SIT ulydige barn. Jeg føler en stærk samhørighed, men i dag slipper jeg, og Elliot fortsætter videre. Lige ind til legepladsen…….. Der stopper han op, men jeg går videre. Jeg kan godt ane, hvad vi er på vej til, og jeg er nødt til at få Emma i bilen, så jeg kan hente Elliot. Jeg sætter hende fast, føler mig som en lortemor endnu en gang, og lader døren stå, så jeg kan høre hende, mens jeg vender snuden mod legepladsen.

Elliot står igen og græder. Han har tabt sin kanin og som en spændende tilføjelse til sine ben, der ikke kan gå, kan han nu heller ikke bøje i knæene. Han piver og ser på sin kanin, der er evigheder væk lige ved hans fod. Jeg trækker vejret dybt ind gennem næsen, bukker mig ned og giver ham den. Jeg samler ham op med al ømhed i verden, kysser ham og bærer ham ud til bilen. Two down, one to go. Jeg er seriøst nødt til at gå ind i børnehaven for 3. gang! Jeg begynder at syde.

Walk of shame

I garderoben møder jeg Sophia.

I bare tæer og uden jakke.

“Sophia… Få din jakke på,” siger jeg i en tone, Batman ville beundre. Hun rumsterer rundt og kan ikke finde den. Jeg gentager, men denne gang lyder min stemme temmelig falset og rammer nogenlunde lige loftet uden at taget letter. Der er totalt kaos i garderoben midt i andre forældre og børn, og det er jo på bundlinjen nok derfor hun har mistet fokus. Det plejer at være en skudsikker aftale, vi har.

ENDELIG finder hun sin jakke, krøllet godt sammen nede under sin garderobe. Jeg stresser max, fordi jeg har de to små siddende ude i bilen, og det bryder jeg mig slet ikke om. Sophia kæmper nu med støvlerne, og jeg er sikker på, at Tornerose er ved at være vågnet efter sin skønhedslur på 100 år. Hun ender med at droppe strømperne og dukker endelig op i døren. Vi går ud til bilen, og jeg sitrer. En anden mor griner til mig og lukker porten bag sig for mig. Jeg har lyst til at skyde mig selv af skam, men hun ser på mig.

“Hvor er jeg glad for, at det ikke kun er mig, der har en 5-årig, der ikke kan høre,” siger hun til mig, og jeg måber. Skete det her lige? Jeg magter slet ikke at svare, men smiler taknemmeligt, mens Sophia hopper ind i bilen. “Ja, sådan en har vi i den grad også,” siger jeg endelig, og vi griner til hinanden. De små er ved at blive urolige, men nu er vi også afsted. Jeg sætter mig ind, tænder skælvende for min playlist med røvhullernes favoritsange, skruer højt op og triller ud fra parkeringspladsen.

Så græder jeg.

4 comments / Add your comment below

  1. Puha! Jeg følte nærmest jeg var med på sidelinjen! Jeg sender dig en masse kram, smil og god energi ❤️

    1. Åh tak, jeg krummer stadig tæer den dag i dag 😂 Men i dag var jeg da forberedt på trætte trætte børn ❤️

    1. Det lader til at være en ting, vi kvinder faktisk kan samles om. Det glæder mig egentlig, selvom det selvfølgelig et lidt bittersødt. Tak for din hilsen, Dorthe.

Skriv et svar