Unaturligt

Så skete det igen. Her til morgen kl. 6.15 ringede min telefon. Eftersom opkaldet gik igennem min “vil ikke forstyrres”, ved jeg det, før jeg kigger på den. Det er Noah. Og det kan kun betyde én ting.

Min hånd ryster, da jeg lægger på. Opkaldet er kort, for det handler om at nogle helt enkle spørgsmål: “Er du ok?”, “Er Sophia ok?” – og så et rids af omstændighederne. Derefter henter vi dem. Vi er i tøjet og fremme efter 15 min. Det er en rimelig stram rutine efterhånden.

En rolig mandag morgen forvandles som med et trylleslag til kaos.

Børn, der græder og reagerer. Sophia og Elliot er udadreagerende, Noah er indadvendt. Emma håbløs kastebold og egentlig i vejen. Har du nogensinde prøvet det der spil, hvor man står med en hammer og skal slå mus tilbage i deres hul? Sådan føles det, når fire børn bliver rystet i deres grundvolde og deres tillid til, at verden er et sikkert sted bliver truet.

Noah vil ikke i skole og følger mig i hælene med sine triste øjne. Han ved, at mit hjerte bløder, så måske går det den her gang? Sophia laver ballade. Hun har stjålet Emma fra legehjørnet og danser rundt med hende, som om hun er en dukke. Hun vil også blive hjemme og laver powdy lips. Elliot skriger, græder, kaster sporadisk med ting fra kravlegården, som han har besteget. Han vil have sin mor. Det er ekstremt. Emma græder også, fordi det hele selvfølgelig rammer sammen med, at hun er klar til at sove igen, men bliver nødt til at vente. Selvfølgelig gør hun det. Og hvilket lille menneske ville ikke græde midt i det her?

Kan du mærke tempoet? Larmen? Vi kan ikke få ørenlyd.

Jeppe ser træt på mig. Vi får egentlig ikke rigtigt øjenkontakt, for vi har ikke tid til at rodfæste en eller anden samhørighed midt i det hele. Vi overlever bare. Slår musene ned, mens vi griber til alle tricks i bogen. Vi “afklimatiserer”, kalder vi det. Det er et begreb, vi bruger meget, for når verden bliver vendt på hovedet, så er det vores opgave at få den til at give mening igen. Og igen. Og igen.

Jeg vil blive her hos dig, mor.

Sætningen vækker noget i mig. Noget primitivt og voldsomt. Ja, selvfølgelig. Selvfølgelig skal du blive lige her. I mine arme og mærke den godhed, jeg vil dig. Al den ro og tryghed, jeg vil dig. Jeg beskytter dig, her hos mig… Jeg må trække vejret ind. Jeg når at svare, at det er jeg nødt til lige at overveje et øjeblik, men jeg leder i virkeligheden efter svaret inden i mig. Det rigtige svar.

Skal jeg give ham fri fra skole hver gang hans far får et anfald? Mit ja hopper og danser på mine læber, men der kommer ingen lyd. Sandheden er, at mine instinkter snyder os. For sandheden er, at de kommer til at opleve det her mange flere gange, og de er nødt til at lære, at livet går videre rundt omkring en, selvom det føles, som om det er gået i stå. Uret tikker stadig – Jeppe skal afsted og i skole, han skal nå og aflevere og hverdagen fortsætter.

Jeg krammer dem farvel og når at fortælle dem, at i dag skal de huske at snakke så meget om det, som de har brug for. Også selvom de bare har brug for at sige højt, at det er sket. Eller de vil snakke med nogen om, hvordan de har det eller hvad de føler. Jeg synker tungt og sender dem afsted. Jeg kan høre Elliot græde gennem bildøren.

Hav en dejlig dag, børn. Vi ses på onsdag. Jeg elsker jer.

For de skal jo derhjem igen i dag.

De kan ikke blive her hos mig.

5 comments / Add your comment below

  1. Jeg føler så meget med jer. Det må være vanvittigt svært.
    Ønsker jeg kunne give nogle trøstende ord, men din indsigt, gør det ikke muligt at være optimistisk, for det er jo en pine i hjertet at mærke sine børns angst og bekymringer! Vel vidende at man ikke kan fjerne årsagerne.
    Der vil altid være begivenheder der gør ondt. Men du ser dine børn og du rummer dem og deri, tror jeg, de finder muligheden for at leve med det svære som nu engang er deres vilkår.
    Jeg håber, du finder styrke og kræfter , trods bekymringer og modgang.
    Du er en klog mor, så dine børn bliver stærke og dejlige mennesker.
    Pas på dig selv og Jeppe og jeres fire dejlige børn.
    Kærlige tanker herfra ❤️❤️❤️

    1. Tak, Marianne. Det er også benhårdt. Vi når lige at glemme det lidt igen, før vi bliver mindet om det endnu en gang. Tusind tak for dine pæne ord. Dem vil jeg tage til mig og huske mig selv på, når jeg tvivler <3

      1. Kære Malene.
        Du skriver fantastisk. Det må du gøre noget mere ved, når dine børn bliver lidt ældre og tiden ikke slås i stykker af alle de praktiske gøremål.
        Når jeg læser, hvad du skriver, bliver jeg grebet og rørt og føler, jeg er tilstede i selve situationen. Så du kan røre hjertet og sjælen med dine ord og jeg håber du vil fortsætte!
        Jeg vil ihvertfald fortsætte med at læse, hvad du har på hjerte. Det er sjældent at finde din fine ærlighed, kombineret med en sådan livsklogskab.
        Jeg tror du har meget at give Malene og du må få nogle skønne og kloge børn.
        Jeg er så glad på Jeppes vegne, at han har fundet sådan et dejligt menneske at dele sit liv med og det er en fornøjelse og glæde at følge lidt med i jeres liv gennem Facebook. Jeg håber engang, jeg får lejlighed til at møde dig.
        Sender jeg kærlige tanker og ønsker om en dejlig weekend.
        Knus Marianne 🙋

        1. Kære Marianne,
          Du gør mig helt åndeløs med dine søde ord. Jeg er meget taknemmelig for dine smukke ord om mit liv og min person – og det liv, vi seks mennesker deler på godt og ondt. Det var et stort skridt at blive offentlig på denne måde. Det er noget, jeg har overvejet længe. Så tak igen – det giver mig mod på at holde fast i den kurs, jeg har sat. Det kunne være spændende at møde dig en dag.
          Kh. Malene

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.