Vi har mistet Noahs og Sophias far

Vi har mistet Noahs og Sophias far

Verden gik i stå lørdag eftermiddag. Jeg har ingen ord eller smukke sætninger, der kan skjule eller forfine den rå pinefulde sorg, vi føler. Det savn, vi føler og alle de tårer, der er faldet siden.

Vi har mistet Noahs og Sophias far. Han døde pludselig i lørdags. Jeg kommer mig aldrig over at skulle sætte mig på gulvet i min stue og sige de ord til Noah og Sophia.

“Far er død.”

De gik i tusinde stykker, og vi holdt om hinanden og skreg og græd.

Vi har mistet en fantastisk far og en gammel ven. Jeg ville give alt for at få ham tilbage. Tanken om de mange stunder og mærkedage, vi skal igennem uden ham er ikke til at bære. Vi skulle jo blive gamle sammen. Ganske vist på hver sin adresse, men ikke desto mindre leve et langt liv sammen viklet ind i vores børns fremtid…

Jeg er ikke klar til at sige farvel. Jeg ved ikke, om man bliver det. Men lige om lidt står vi tre liv og er nødt til det. Du vil være så savnet, og vi vil snakke om dig, besøge dig og mindes alt det gode, du var.

Statusmøde med PPR om Elliot #highneed

Statusmøde med PPR om Elliot #highneed

Vi havde statusmøde med kommunens team om Elliot i tirsdags. Det var jeg temmelig nervøs for, for selvom min mor-selvtillid har det rigtig godt, så er der alligevel noget frygtsomt over at sidde på den anden side af et bord på den måde. Der er noget frygtsomt over den slags ærlighed over for (fremmede) mennesker, der trods alt er bundet af paragraffer.

Hvad nu hvis?

Hvad nu hvis, man siger et eller andet forkert? Eller giver et forkert indtryk? Hvad hvis de ikke synes, man gør det godt (nok) – hvad sker der så?

Sandheden er jo, at det er alle forældres værste frygt. At komme i klemme i systemet med det dyrebareste, vi har. At nogen, der rent faktisk har hjemmel til at blande sig i vores familieliv, gør alvor af det.

Og så er der lige den med, at de rent faktisk stadig ikke efter 3,5 år har mødt Elliot endnu

high need, highneed, signalstærk, sensitiv, ppr, tidlig indsats, Elliot
Elliot ikke bare leger med sine søskende nu, han er uden problemer i tæt kontakt med dem, tumler med dem uden at kamme over – og tager ligefrem hensyn til Emma nu.
Leave a commentLæs mere

Søvntortur og grimme mennesker

Søvntortur og grimme mennesker

Det er måske logik for burhøns, men søvn eller manglen på samme er en af de største bjergtoppe i vores kamp for kærligheden. Det manglende overskud trækker forholdskontoen i et solidt minus, der er svært at komme til livs. Vi har trods alt små børn h-e-l-e-f-u-c-k-i-n-g–t-i-d-e-n. Vi har en regel herhjemme: Hvis vi prøver at føre en samtale, så græder én eller anden, en ble skal skiftes eller verden går under. Sådan cirka.

Du kender det sikkert godt, hvis du er nogens mor (eller far). Det er en fase. Det er en FASE. DET ER EN FASE! – messer man for sig selv. Og man ville i det skjulte sælge sin sjæl til djævelen for ubegrænset søvn.

(oh yes, mama, du er med mig her)

søvn, tænder, baby, toddler, søvntortur, børn, teething
En træt lille Mimse. Hun er ved at få tand nr. 19 – og det gør ondt!
6 CommentsLæs mere

PPR: Fis i en hornlygte #highneed

PPR: Fis i en hornlygte #highneed

PPR har fyldt meget i vores liv. Vi bad om hjælp for et år siden, ret præcist. Der tog det dem to-tre mdr. at få fingeren ud, og da de endelig foreslog at mødes, kæmpede vi i ekstrem grad for vores liv, da Jeppe var blevet alvorligt syg med meningitis. Trådte PPR så til, tænker du måske? Bød de ind med noget? Nej. Det trak de stikket fuldstændigt. Vi måtte vende tilbage, når vi kunne overskue at mødes.

Super.

Det er en god måde at se det på.

Nå, er I helt i knæ nu? Vend lige tilbage, når I er oppe igen, ja?

high need, highneed, signalstærk, børn, barn, baby, signalstærk baby,

3 CommentsLæs mere

Epilepsi er noget fanden har skabt

Epilepsi er noget fanden har skabt

“Faaaar!”

“Faaaaaaar!”

Sophia græd højlydt i mine arme, mens hun kaldte skingert og bønfaldende på sin far. Hun var oprørt, dybt skuffet og voldsomt bekymret for ham. Hun havde forventet, at hun skulle tilbage til ham denne eftermiddag. Men han havde afvist det, og hun måtte vente til næste morgen.

Han var dødtræt. Han havde haft et anfald igen. Og hun havde set det hele.

8 CommentsLæs mere

Tur til frisør: Er du modig i dag?

Tur til frisør: Er du modig i dag?

Elliot skulle til frisør i dag. Hvis du har fulgt lidt med på bloggen eller selv har et signalstærkt (high need) barn, så ved du nok godt, at det kan være en anelse problematisk. Det har det i hvert fald været for os, da Elliot ikke bryder sig om for meget kropskontakt eller at blive pillet ved. Desuden klør sådan en omgang frygteligt, så der er vel ikke særligt mange gode grunde for sådan en lille fyr til at lade sig underkaste en gang børneklip.

Selvfølgelig er han blevet klippet, men det har balanceret nogenlunde mellem benlås og en trimmer eller en tur forbi min gamle efterskoleveninde, Malene. Men nu var der tre grunde til at ændre stil. 1) Elliot var blevet temmelig langhåret. 2) Storebror Noah var kommet hjem med lus (*panik*). 3) Vi udfordrer løbende Elliot på forskellige måder.

I sommers stod den på opbrud. Det hader Elliot. Ændringer i rutinerne og hurtige skift. Han tog det i stiv arm, og vi blev allesammen klogere. Efter han kom tilbage til børnehaven efter sommerferien væltede hans verden, og vi har holdt igen siden. Børnehaven tog teten ved at stille nogle flere krav til ham. Så skal vi holde lidt igen med dem herhjemme.

Sådan danser vi derudaf.

frisør, baby, high need, highneed, signalstærk, sensitiv, hindsgavl

5 CommentsLæs mere

Sætter du (heller ikke) grænser for dit barn?

Sætter du (heller ikke) grænser for dit barn?

Det er vigtigt at sætte grænser for sine børn. Du gør dem en bjørnetjeneste, hvis du ikke lærer dem det. Du gør dig selv en bjørnetjeneste, hvis du ikke lærer dem det.

Yes.

Så langt så godt.

Men der findes ingen regler uden undtagelser. INGEN er perfekte. Og er man forælder til et særligt krævende barn, hvad enten det ligger i personligheden, en særlig omstændighed, sygdom eller et handikap, så vi sikkert også helt på bølgelængde med, at man tit må “vælge sine kampe” og glemme alt om grænser.

Der er en million af gråzoner. Det ved du jo godt. Enhver tilskuer til et hysterisk barn på gulvet bør i virkeligheden bare flette næbbet og give en presset forælder lidt credit eller i det mindste benefit of the doubt.

Vi gør vores bedste, ikke?

grænser, barn, tumling, 3 årig, leg, vild, abeunge, bazar

Leave a commentLæs mere

Løvfaldssommer og løfter i luften

Løvfaldssommer og løfter i luften

Der er altså en særlig stemning over efteråret. Nu er vi endda blevet forkælet med intet mindre end en løvfaldssommer. Selve ordet er smukt og vidner om varme efterårsgrader. Det er intet mindre end usædvanligt vejr, og jeg må indrømme, at selvom det bekymrer mig meget, så kan noget meget jordbundet i mig ikke lade være med at falde tilbage i solen. Jeg tillader mig at spise frugt på terrassen med mine børn, mens vi kryber sammen i de puder og tæpper, vi har slæbt med på fliserne.

Jeg bliver fyldt op af en følelse af ro og lykke, når jeg er sammen med mine børn i solen. Når vi drukner i vind, vejr og natur. Når hele verdens larm slukkes af bare fødder i græsset. Man bliver mat i kroppen på en måde, som kun solen kan. Du kender det sikkert godt.

Jeg synes, det er velfortjent. Selvom verden går under lige om lidt, livet er kort, og alt det dér. Selvom vi har røven i vandskorpen hele tiden, og julen nærmer sig med alle de bekymringer, den indebærer… Så trænger jeg nogle gange til at sætte mig ned og tilgive mig selv og tage freden ind.

Løvfaldssommer… Kan du smage det? Efterår.

skov, natur, ude, aktivitet, udeaktiviteter, børn, leg, efterår, løvfaldssommer

2 CommentsLæs mere

Fattigmands sansemotorik #highneed

Fattigmands sansemotorik #highneed

Vi arbejder meget med sanselighed hjemme hos os. Sanser og følelser, krop og bevægelse. Det hele hænger sammen i en finurlig balancegang, hvor nøgleordet lige præcis er balance. Det giver både psykisk og fysisk velvære, at der er balance i kroppen – men nogle gange er det bare ikke så nemt. Slet ikke for en lille fyr på tre år med alle antenner ude.

Det ville da være fedt at prøve en hel masse af. Vi er bare ikke rige. Vi er ikke engang i nærheden af at have mulighed for at investere i selvbetalt- eller alternativ behandling. Og PPR – som jo lovede guld og grønne skove – har stadig ikke rørt en finger ifht. Elliot. Han er jo også kun 3,5 år, ikke (dvs. de har været 3,5 år om det indtil videre)? Vi har god tid, ikke?

Så vi tog altså skeen i den anden hånd. I en nydelig forestilling om et handlekraftigt sikkerhedsnet og loyal autoritetstro havde jeg glemt, at vi selv har en stemme. Og vi er trætte af at vente på, at ingenting sker. Vi er trætte af at blive sendt tilbage til begyndelsen uden at blive lyttet til. Vi er trætte af at blive skuffede.

Jeg har derimod på bunden af brønden fundet noget uventet: Vi kan en hel masse selv. Lad os kalde det fattigmands sansemotorik. Det er for alle. Og det vil jeg gerne involvere dig i.

sansemotorik, sanser, highneed, high need, signalstærk, træning, slås, leg3 CommentsLæs mere

Dobbelt op på epilepsi: Forfærdelig sygdom og delebarnhelvede

Dobbelt op på epilepsi: Forfærdelig sygdom og delebarnhelvede

Jeg vågnede her til morgen kl. 7.30. Det var rart at have sovet længere end normalt, og jeg futtede nedenunder. På trappen så jeg, at min telefon havde haft ringet. Den havde ringet tre gange, og da jeg så, at det var Noah, begyndte mit hjerte at slå hårdere.

Jeg kunne se, at Noah havde ringet 6.45, så der var gået alt for længe. Det betød én ting. Nu kunne jeg ikke længere få adgang til mine børn.

Jeg hader epilepsi. Jeg hader den magtesløshed og kontroltab, som er blevet min skæbne som mor til delebørn. Hos deres far har jeg intet at gøre. Al tid er en foræring. Og lige når det kommer til epilepsien vil deres far ikke se, hvad det betyder for omgivelserne, og han vil ikke lukke mig ind.

Det er et rent helvede.

1 CommentLæs mere