Stressbamsen – en nissenarrestreg?

“Har Ruth ikke lavet nogen nisseløjer….?” Sophias skuffede stemme sled sig igennem mig på noget, der føltes som 60 minutter, mens min hjerne slog flik flak gennem stuen for at finde et hurtigt svar. Na da.

FUCK.

Vi havde GLEMT nissen. Eller “stressbamsen”, som jeg lige har tyvstjålet fra en anden.

Glemt, at hun havde fået Ruth med hjem fra børnehaven. Ok, vi er virkelig udpinte efter 14 dage med sygdom, men der var intet i hele verden, der kunne retfærdiggøre en glemt nisse over for en 5-årig, der har talt om nissen, siden vi gik ind i december.

Sophia, nissen Ruth, Ruth, nissenarrestreger, nisseløjer, æbleskiver
Vi startede med æbleskiver. Måske det kunne formilde Ruth og gøre hendes besøg til et behageligt et af slagsen?

Nissenarrestreger

Vi plejer ellers at være skrappe til det her. Der plejer at være gang i den, når nissen kommer på besøg.

Sophia, nissen Ruth, Ruth, nissenarrestreger, nisseløjer, jul
Der bliver normalt ikke sparret på løjerne, der er lidt i alle retninger med at være søde, sjove og drilske.
Sophia, nissen Ruth, Ruth, nissenarrestreger, nisseløjer, jul
Madpakken plejer heller ikke at gå fri, men det er svært i år, eftersom Noah laver den selv.

Redningsaktion Ruth

“Prøv at åbne dine kalendere, så kigger vi efter det,” svarede jeg hurtigt og håbede, at hun bed på. Det gjorde hun. Hun så ikke en gang, at jeg stod med en rulle indpakningspapir i hånden og stirrede vildt på hende. Hun gik på værelset, og jeg stak Noah en pakke risengryn. “Her,” skyndte jeg. “Stryg dem her ud over spisebordet.” Jeg gik i gang med at pakke havrefras, havregryn, knækbrød, mv. fra morgenmadsskabet ind. Lyden af saks og papir var ikke til at tage fejl af, og jeg krummede tæer og frygtede Sophias opmærksomme øre. Det var nok verdens grimmeste indpakning, der lige så godt kunne have været et lagen og en gang gaffa, men det var der.

Videre.

Sophia, nissen Ruth, Ruth, nissenarrestreger, nisseløjer, julJeg løb ind i Jeppe, der stop op. “Vi har glemt nissen!” hvislede jeg mellem tænderne i et forsøg på at hviske og være frustreret i samme åndedræt. Han hørte mig godt, men jeg var videre, før han svarede. Jeg gik ud på toilettet og lukkede døren. Her skrev jeg på spejlet med læbestift og spekulerede over, om det mon ville kunne komme af, mens de røde bogstaver kom én efter én, og jeg lod min læbestift lide under det. Jeg led også lidt under det, men alt for børnene, ikke?

Da jeg kom ud igen, dukkede Sophia op. Hun så stadig skuffet ud. Jeppe kom ud fra entreen. Han havde været ude og stille alle vores sko udenfor. Han fik et mentalt high five. Go team Mygind-Elmann.

“Gider du sætte morgenmaden på bordet, så skifter jeg lige Emma?” sagde jeg. Hun nikkede og tøffede ud i køkkenet. Jeg tog Emma op, og i det samme kom førte bølge af jubel. Jeg åndede lettet ud og smilede.

We got this.

Sophia, nissen Ruth, Ruth, nissenarrestreger, nisseløjer, jul
Ruths yndlingsplads var ved Noahs juletræ. Hun havde endda en lille gave med. Hun nåede også at gynge med Emma og har puttet med Sophia hele natten.