Selvrealisering: Må mor det? – Ladies Mud Race 2018

mud, race, mud race, ladies, ladies mud race, løb, træning, kvinde, selvrealisering

Jeg deltog i Ladies Mud Race 2018 i går. Jeg har længe haft en drøm om at begynde at løbe og deltage i forskellige løb, gerne nogle af de tunge drenge, og pludselig tog jeg springet sådan lidt ud af det blå.

Det startede tilbage i december 2017, hvor jeg i arrigskab over en glemt bryllupsdag, forærede mig selv en bryllupsgave. Billetsalget på Ladies Mud Race 2018 var netop blevet åbnet samme dag som et kraftigt skulderprik fra skæbnen – og vupti: Billetterne var købt. Det forpligter. Jeg skulle DELTAGE i Ladies Mud Race 2018.

(hell yes!)

Jeg var vred på min mand. Det var den ene side af sagen. Jeg straffede ham ved at bruge penge på noget 100 % egoistisk. Men der lå også i det for mig, at det var den ultimative udfordring for mig. Det var ikke bare et 8 km militær forhindringsløb på godt og ondt. Det var et skridt i retning af at gøre noget for MIG SELV.

Det føltes forbudt.

mud, race, mud race, ladies, ladies mud race, løb, træning, kvinde, selvrealisering

Hvor er det så svært?

mud, race, mud race, ladies, ladies mud race, løb, træning, kvinde, selvrealisering
Det føltes definitivt at møde dette skilt på vejen til startpladsen. Jeg gør virkelig det her, tænkt jeg, og mærkede panikken og skyldfølelsen blive erstattet af noget andet: Forventningsfuld spænding. Barnlig iver. Jeg mærkede, at jeg glædede mig.

Der er masser af eksempler på selvrealisering i dag. Folk smider i stor stil billeder på de sociale medier, hvor de lukker os ind i deres rejse og processen. Jeg finder det utroligt inspirerende at følge dem. De kæmper en brav kamp mod hverdagen, måske ligefrem dem selv, for at opnå noget større end den trummerum, hverdagen også kan lande i. End dem selv.

Men det er svært. Enormt svært.

Efter fire børn, fire barsler og den totale selvopofrelse finder jeg det svært at finde tilbage til mig selv igen. Den dårlige samvittighed vågner med det samme og hvisler bittert i mit øre:

Var det nu ikke en bedre ide at lave noget med dine børn? Var det ikke en bedre ide at få bund i det vasketøj? Var det ikke en bedre ide at læse en bog (for dine børn)? Tegne (med dine børn)? Gå en tur (med dine børn) – og det er heller ikke så tidskrævende, så du har MERE TID TIL DINE BØRN?? Lad da være med at arbejde, mor, for så kan du jo have mere tid til dit vigtigste hjørnestensprojekt: Dine børn…! Hvor VOVER du at sende dem i institution?? Kan du ikke se, at de har det meget bedre sammen med dig?

“Egoist!” Skriger mor-vittigheden.

“Kan du så komme tilbage til din osteklokke!”

Jo jo, mine børn er det bedste, der er sket. Der er ingen tvivl i mit hjerte. Jeg ELSKER dem højere end jeg vidste, man kunne rumme i sin krop. Det sidder forankret i min hud, mit kød, mit blod. De er en kæmpe kilde til glæde, kærlighed, sammenhæng, mening og er selv kilden til at stræbe efter mere. De er faktisk en stor kilde til min selvrealisering, ironisk nok. Jeg tog til Ladies Mud Race for deres skyld.

Lidt funky, ikke?

Lad mig forklare.

1.000 følelser på én gang

Det var rigtig svært for mig at tage afsted. For det første følte jeg ikke, jeg havde tid. Jeg havde arbejde at gøre herhjemme – jeg har en selvstændig bibeskæftigelse, jeg laver ved siden af mit fuldtidsjob – så jeg har virkelig ikke meget fritid. Samtidig er jeg bevidst om balancegangen mellem at overarbejde i sådan en grad, at det går ud over mit job: Det må det ikke. Det må heller ikke gå (for meget) ud over hjemmefronten. Så det må faktisk næsten ikke være der, kan du godt høre.

Jeg får dårlig samvittighed. Fordi jeg tager af vores kostbare tid, tid sammen, og giver den til mig selv. Jeg ved ikke, hvor den kommer fra. Det er mit indtryk, at rigtig mange mødre får den – og den gør ondt at føle. Jeg føler, at jeg er en god mor, hvis jeg til perfektion bruger al min vågne tid på at opfostre mine børn. Alt andet er bare pisse egoistisk.

Jeg blev angst. Fordi en stor del af udfordringen ved det her løb var at mærke mig selv. Det vidste jeg ikke, om jeg havde lyst til. Da det nærmede sig, blev jeg forskrækket. Hvad hvis der skete noget, der gik ud over mit arbejde og mine forpligtelser? Jeg gik mere og mere i panik. Jeg besluttede mig for, at jeg bare kunne aflyse jo, men noget insisterende inden i mig holdt fast. Jeg havde besluttet mig for det her for 9 mdr. siden af en (god) grund. Jeg havde forpligtet mig ved at være på hold med to andre mødre. Det sidste var altafgørende – det var nemt at svigte mig selv, men det var svært at svigte dem.

Jeg var så vanvittigt fyldt op og stresset, VRED blev jeg også, da jeg pakkede og endelig kom ud af døren. Jeg kunne slet ikke rumme det og havde den værste dårlige samvittighed over, at børnene ovenikøbet blev passet.

Men da jeg hentede Maria, faldt der lidt ro på mig. Da vi parkerede derovre, var jeg ikke længere i panik. Da vi gik turen hen til pladsen og læste skiltene med slogans fra alle de deltagende (konkurrence på Facebook) – og solen helt symbolsk bagte os i ansigterne – så steg forventningen. Så da vi trådte ind på pladsen, mødt af høj musik, opvarmning, udklædte, larmende, glade kvinder, så fucking glædede jeg mig!!!

YES mand. Det var allerede en sejr, at jeg var mødt op. Men nu glædede jeg mig ligefrem og huskede med ét, hvor meget jeg elsker at bruge min krop. Jeg ELSKER det jo.

mud, race, mud race, ladies, ladies mud race, løb, træning, kvinde, selvrealisering

Ladies Mud Race

Ladies Mud Race er genialt. Det har alle elementer, jeg elsker – hårdt terræn, sjov, fællesskab, konkurrence – niveauet ligger præcis, hvor du ønsker det, og der er plads til alle. Der er endda plads til at hjælpe det andet hold gennem mudderet eller fræse ruten igennem i stræben efter den bedste tid. Der er det hele. Og selvom sport forbeholdt ét køn har været meget kritiseret, så ELSKER jeg, at det var kun for kvinder.

Jeg nåede ikke at træne op før løbet. Det var hverdagen, der ikke rummede det – mest Jeppes meningitis, der har lagt en tung dyne over 2018 – men mon ikke jeg skal til og indse, at ovenstående følelser også havde en stor skyld i, at jeg ikke fik det gjort?

mud, race, mud race, ladies, ladies mud race, løb, træning, kvinde, selvrealisering
Jeg havde en forventning om, at jeg ville have haft det helt forfærdeligt med det sanselige bombardement. Men jeg var VILD med det. Jeg kom i den grad tilbage til mig selv og blev mindet om en gammel version af Malene, der ikke var bange for noget. Hun var faktisk ret sej – hende vil jeg til at have lidt flere samtaler med, tror jeg.

Men jeg løb næsten hele vejen på den 8 km militære forhindringsbane, og jeg elskede det. De sidste 1-2 km gik jeg HELT død. Mine ben var som bly, og der var ikke mere at give af. Men takket være mit hold og stærk teamspitit, så kom vi fælles i mål, løbende vel at mærke. Det sluttede med spring over ild. Duftene og den totalt udmattelse var ekstrem. Skrigene og tilråbende fra målstregen, lyden af speakeren i mikrofonen, der kaldte os hjem, lød langt væk.

Vi så på hinanden, tog hinandens hænder og sprang over bålene. Så drønede vi med armene løftet over vores hoveder i sejrsrus over målstregen, og det var slut.

Nej, det var vel egentlig først lige begyndt.

mud, race, mud race, ladies, ladies mud race, løb, træning, kvinde, selvrealisering

Du kan se lidt mediedækning på Ladies Mud Race’s egen Facebook side. Ellers finder du to hurtige lige her og her (se ved 2:03-2:50).

4 comments / Add your comment below

  1. Tak for dine ord – jeg hører dem! Jeg har helt glemt hvordan man gør, men nu lover jeg mig selv at lære det (igen)!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.