Sætter du (heller ikke) grænser for dit barn?

grænser, 3 årig, tumling, opdragelse

Det er vigtigt at sætte grænser for sine børn. Du gør dem en bjørnetjeneste, hvis du ikke lærer dem det. Du gør dig selv en bjørnetjeneste, hvis du ikke lærer dem det.

Yes.

Så langt så godt.

Men der findes ingen regler uden undtagelser. INGEN er perfekte. Og er man forælder til et særligt krævende barn, hvad enten det ligger i personligheden, en særlig omstændighed, sygdom eller et handikap, så vi sikkert også helt på bølgelængde med, at man tit må “vælge sine kampe” og glemme alt om grænser.

Der er en million af gråzoner. Det ved du jo godt. Enhver tilskuer til et hysterisk barn på gulvet bør i virkeligheden bare flette næbbet og give en presset forælder lidt credit eller i det mindste benefit of the doubt.

Vi gør vores bedste, ikke?

grænser, barn, tumling, 3 årig, leg, vild, abeunge, bazar

Abeunger

Her i weekenden var Jeppe og jeg på bazar med vores fælles projekt og hjertebarn Smukke Hængevugger. Der gik ikke lang tid, før vi fandt ud af, at vores babysitter aka mormor var blevet syg. Så vi måtte få Elliot og Emma hen til os og selv tage os af dem.

Det var hæsblæsende. Det første Elliot så var hoppeborgen. Den var verdens sejeste brandbil, hvor man kunne tonse rundt og til sidst rutsje ned af en skrænt. Den var alt, hvad en 3 årig drømme om – og vores stand var lige ved siden af. Han fik lov til at drøne derhen, og jeg jokede henkastet med vores søde nabo, Louise fra Portrættegning, at “om to minutter kommer Elliot flyvende ud over siden”.

Der gik 30 sekunder.

Så kom min lille E hoppende ud over skrænten, bouncede videre, slog en halv saltomortale, ramte skrænten igen (nu med hovedet ned af) og fik et skræmmende boost videre i gulvet med hovedet først.

SLAM.

grænser, barn, tumling, 3 årig, leg, vild, abeunge, bazar, hoppeborg

Jeg piskede derhen. Han vrælede højlydt, mens en skare af bekymrede mødre så til. Der var gået et højlydt gys gennem dem, da Elliot kom flyvende, og jeg følte mig som verdens mest uansvarlige mor.

Et andet sted løb Emma rundt og havde skidt i bleen. Det generede en gravid dame så voldsomt, at hun beklagede sig. Der kom endda én og hentede mig for at få hende skiftet. Jeg sagde ingenting, men indeni tænkte jeg, at hun nok ikke vidste bedre. Man har just ikke en indre langdistance-alarm, der går af, når ens baby har skidt i bleen. At jeg ikke havde sendt min stinkende baby over til hendes stand for at genere hende.

Haha, forestil dig det lige!

Rampage

MINE børn er dem, der har smidt sine sko ét sted og sine strømper et andet. Hvis jeg er heldig, finder jeg én af delene. Hvis jeg er heldig, lader de være med at smide resten af deres tøj.

Mine børn er dem, der kommer flyvende ud i saltomortale over hoppeborgen. De rammer jorden og slår sig. Nogle gange får jeg lov til at trøste dem.

Mine børn er dem, der ser mig intenst i øjnene, når jeg kalder – og løber den anden vej. “FANG MIG, MOR!”

Mine børn er også dem, der skifter familie, fordi en anden har bedre snacks. “Farvel mor og far, de her er bedre!”

grænser, barn, tumling, 3 årig, leg, vild, abeunge, bazar, opdragelse

grænser, barn, tumling, 3 årig, leg, vild, abeunge, bazar, opdragelse

Elliot og Emma fik julelys i øjnene, da de så alle de stande med legetøj. Det var en kamp uden lige at få dem til at holde sig fra det. Og vi gav også ret hurtigt op. Jeg havde det vanvittigt stramt med, at de gik helt grassat og ville pille ved ALT. Men det gik også op for mig, at de aldrig nogensinde er blevet udsat for sådan et sted før. De havde ikke den fjerneste anelse om stedets “spilleregler”. Heck, JEG havde ikke det store indblik i stedets spilleregler. Det var stressende – og en øjenåbner.

Det resulterede selvfølgelig i, at vi måtte købe en del brugte biler og et par bøger, haha. Jeppe lavede en fin deal med en sød kvinde, der tålmodigt lod Elliot ombytte dem, han havde, når han lige følte for det. Han måtte også lege med bilerne, der ikke var hans. Han havde en fest og løb selv rundt mellem boderne, kiggede, legede og snakkede med de handlende. Jeg var dybt taknemmelig.

Èn ting, har jeg lært…

Én ting, har jeg lært, efter jeg er blevet mor til især Elliot. Man skal vælge sine kampe. Jeg ville ønske… Nej, jeg skulle til at skrive, at jeg ville ønske, han var anderledes – det ønsker jeg ikke. Han er enestående i sin uskyld. Men jeg ville ønske, at omverden var anderledes. At den var bedre til at se, at børn ikke er perfekte små afrettede husdyr, som kommer, når du kalder, og hopper, når du knipser.

Min lille vilde løveunge har vanvittigt meget brug for grænser, men han har også brug for, at jeg kan se, hvornår jeg skal skide hul i dem.

Det har alle børn.

Der var jo ingen tvivl om, da vi var kommet hjem, at de havde været totalt på overarbejde. De crashede fuldstændigt på sofaen begge to. Det fik mig til at se indad.

Jeg kan virkelig godt lide at have fået fire så forskellige børn. De har fået mig til at indse, at man selvfølgelig skal sætte grænser for dem og sørge for, at de kan fungere med en overordnet rammesætning (der er trods alt love og regler og alt det der). Men derudover bruger man faktisk en stor del af tiden på at lege med disse grænser. Man udfordrer dem. Ser dem efter i sømmene og vurderer deres legitimitet. Det er menneskeligt umuligt at stå stille. Hvis man vil lære sine børn om grænser, så bliver man nødt til at krydse klinger med dem. Det nytter ikke noget at undgå situationerne, som vi har gjort meget med Elliot.

Jeg tror, tiden er inde til endnu et skridt ud i verden med vores torpedobarn.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.