Så hvad er high need egentlig?

Det har været hårdere at skrive om den første tid med Elliot, end jeg regnede med. Så jeg måtte lige trække vejret, før de næste ord kunne siges. Lige så mange ord, det har taget at fortælle bare en flig af det første år med Elliot, lige så mange overvejelser – og følelser – måtte vi nemlig igennem for at få svar. Svarene lå ikke i os selv, men skulle søges ude i den store verden. Den viden, vi fandt, skulle oveni købet kværnes skånselsløst igennem et stærkt overgearet, forsvarsberedt og hårdt pumpet følelsesliv for forsigtigt at banke på hos fornuften. Den grå mus. Så hvad er high need egentlig, Hr. Mus?

Sæt dig godt til rette med en kop te. Det her bliver langt.

Skal jeg forklare nogen, hvad det lige “er” med Elliot, så fortæller jeg, at han er high need = krævende. Det betyder egentlig i al sin stilfærdighed, at han har store følelser og reagerer kraftigt på sine behov. Det hele føles større inden i ham. Mange bruger også ordet “signalstærk”, men jeg finder det lettere at forklare andre, hvad der er på spil, med det amerikanske begreb (William Sears). Det er nemlig ikke en diagnose, men et udtryk for særligt sanselige børn.

Kassetænkning kan være en god ting

“Åh nej”, tænker du måske nu. “Skal vi nu til at snakke sensitive, særligt sensitive, etc. etc. etc. etc.?” For sandheden er, at der er et væld af kasser og forståelser derude – og som jeg nævnte i High need #3, så ER der en tendens til at det hele bliver rodet sammen, og vi forældre i desperation leder i alle kasserne for at forstå vores børn. Det betyder også, at nogen bliver puttet i den forkerte eller slet ikke kommer i en kasse, selvom de burde det, fordi vi er blevet så forskrækkede omkring overhovedet at trække vejret. Enten siger man for meget eller for lidt. I det sekund, man ikke er med på mainstream forælderholdet, er det jungleloven, der hersker.

Men den er god nok med de her børn. Kasserne er gode nok, så længe man passer på med ikke at hoppe på låget for at lukke den til. Det er vigtigt, at man giver plads til at bryde ud af den også. Eller er åben for, at den måske er rund eller trekantet i stedet. Det er vigtigt at huske sig selv på. Kassetænkningen er kun positivt anvendelig, hvis den kan tjene til fremgang og udvikling. Den skal ikke lukke nogen inde.

Torpedobørn

High need børn er ekstremt følsomme. De flirter med de sensitive/særligt sensitive egenskaber, men det er altså ikke det samme. Det er som sagt heller ikke en diagnose. Det er 100 % forældrebestemt betegnelse for at mødes om de udfordringer, som vi er fælles om og meget ensomme med.

Barnet er intenst

Vores Elliot sov det meste af tiden på hospitalet, og da vi kom hjem. Det tog ham flere uger at skifte fra livet i maven til den voldsomme start på livet, men meget sigende kom han til verden på en time med både arm og skulder oppe ved hovedet, og hans brøl var fierce.

En high need baby græder anderledes. De græder voldsomt og intenst – og sådan lever de også. De vågner med et vræl, når de er sultne og kan være alt for ophidsede til overhovedet at finde ud af, når maden er klar. De spiser grådigt, sluger luft, bøvser dårligt og kan således også skrige på grund af ondt i maven. De ler hjerteligt, protesterer med hele deres sjæl og elsker dybt. Fordi de føler så intenst, reagerer de voldsomt på deres følelser og behov, særligt hvis de bliver forstyrret eller behovsudsættes. Hvis man ikke hurtigt finder ud af at være på forkant med high need barnets behov, så falder hele hans verden sammen – og din med den.

Intensiteten kan du også spore i hans kropssprog. Elliot spænder hele tiden op, hænderne er knyttet, albuerne ude til siden og ryggen krummer han sammen til spring. Han går ikke, han LØBER, og musklerne tegner sig smukt på den lille krop, når han arbejder. Han er i højt gear hele tiden, han udforsker og eksperimenterer. Det kan være benhårdt, for der går mange ting tabt, når han udfolder sig. Han ødelægger dem simpelthen. Men jeg forsøger stædigt at huske mig selv på, at det vil gavne ham senere, selvom jeg bliver død ked af det, når han ødelægger noget. “Det er en fase, det er en fase, DET ER EN FASE,” messer jeg. For intellektuelt forstår jeg godt, hvad der sker i hans lille hjerne, når han gør de ting. Han har potentiale for at blive et exceptionelt menneske, det ser jeg. Den kontakt, han har til sig selv, er exceptionel. Og det er min opgave at holde ham i live så længe. Lidt som løberen, der får rakt et bæger med saft. Det er mig. Elliot løber.

Jeg har tit skammet mig. Jeg behøvede ikke en gang være ude, for hele nabolaget kunne høre, når Elliot græd. Særligt om natten, når der var helt stille. Folk har siddet på første række til vores afmagt, og jeg hader det. Det er endnu værre, når jeg er ude, for så fyldes jeg med angst. Jeg er konstant i beredskab, fordi jeg er bange for, at han skal græde. Og det gør han, for der er så mange ting, en lille dreng på to år ikke må eller kan.

Man bliver besat af at undgå, at de græder. Man bliver besat af at undgå, at de bliver ophidsede. Det er ydmygende at lade andre se, når man godt ved, at man på mainstream forælderholdet burde have sagt nej, burde have været myndig, anerkendende, og hvad ved jeg.

“Her! Her! Tag din tablet!” I skulle lige vide, hvor ofte Elliot får is.

Man er bare lykkelig, fordi man i dag slap igennem uden at græde i afmagt. For du har ingen magt sammen med det her barn.

Barnet er hyperaktivt

I relation til altid at være beredt og spændt op i kroppen, så er high need barnet sjældent i ro eller afslappet. Vi har med tiden fundet nogle smuthuller til at bremse ham op, og så må man altså endnu en gang øve sig i at trække gardinerne for og ignorere omverdens meninger. Når Elliot har en dårlig dag, så er han som sten i mine arme. Han er ikke tung, men hele hans krop er hård og anspændt. I værste fald trækker han sig væk fra mig, fordi han ikke har ro til, at jeg holder om ham. Jeg får helt ondt i maven, når jeg tænker på det. Min krop husker følelsen på et splitsekund, og den konstante længsel efter ham vågner sultent.

Allerede helt som spæd hadede han at være omsluttet. Han hadede at være i vores favn og hadede at blive svøbt. Han skreg vildt, når vi svøbte ham, og han vil heller ikke pakkes i dynen den dag i dag. Jeg kunne heller ikke vikle ham, som jeg ellers drømte om. Han vred sig ud af den og blev helt vanvittig af nærheden. Han bliver stiv og læner sig bagud/væk, når man vil holde ham. Amningen var et helt cirkushow i sig selv. Ringer det en klokke (High need #1)?

Åh, hvor ville jeg ønske, at sundhedsplejen vidste de her ting. De kunne havde reddet os fra en kæmpe hjertesorg, som stadig følger os.

De gode råd er mange, men det hjælper ikke en skid at massere et barn, der flipper over berøring og som hænger oppe under loftet. Det hjælpe ikke at lave trykmassage, spille musik, læse historier, være konsekvent, have rutiner, skælde ud, osv. Der er faktisk ikke så meget, der hjælper andet end tid og at holde ved. Elliot finder ro, når han ser tablet – og når han er i bad. Han kan også fordybe sig, når han tegner eller leger med duplo/biler. Han har det i sig, men er let som en fjer at forstyrre. Du skal næsten bare ånde i rummet. Så begynder han i stedet at ridse bordet eller knække bilkassen.

Barnet er drænende

Når man har et high need barn, så er man konstant i underskud eller tom for energi. De dræner dig fuldstændigt – og så tager de lige lidt mere, når du er tom. Men det er virkelig vigtigt at understrege, at dine kræfter ikke er spildte. Det er nemlig hele nøglen til dit barns trivsel. Der er ingen tvivl om herhjemme, at Elliot reagerer øjeblikkeligt på god energi. Han sluger den råt og bliver den ultimative version af sig selv. Han reagerer også øjeblikkeligt på dårlig energi (eller ingen energi) og bliver ekstrem og intens på en ikke så hensigtsmæssig måde. Så har jeg vist sagt det ret pænt.

Så når man er mor eller far til sådan et barn, så kan man ikke tillade sig slinger i valsen. Man skal være positiv, anerkendende, gå foran, osv. – og vi ved jo allesammen godt, at det er fuldstændigt umuligt at være hver eneste dag. Så er det altså på med cykelhjelmen og løbe spidsrod halvdelen af tiden. Vi BURDE gå tidligt i seng. Vi burde en hel masse ting, men hele vores liv er en balancegang mellem at skabe de bedste forudsætninger for næste dag og føle sig lidt menneskelig en gang imellem. Ikke bare mor/far, men menneskelig.

Når vi er bedst, så er opvasken taget, vasketøjet er væk, der er handlet, bilen er ren, huset er rent, der er tanket, lektierne er lavet, ingen går til sport, vi ses aldrig med nogen, osv. Så har vi nemlig tid til at fokusere 100 % på Elliot og aktivere ham. Men i den virkelige verden så kan man ikke kaste alt væk og dedikere sig på den her måde – vi har også andre børn og et liv at leve.

High need børn tager bare din energi uden at blinke. De bekymrer sig ikke om, hvorvidt der er noget tilbage. Man lever på den måde i en alternativ tidszone, hvor tiden går langsommere og nogle gange i warp-speed. Verden uden for er sløret. Dine relationer går i opløsning. Du har ikke tid til at stå til regnskab eller rådighed for andre end dit barn og en brøddel af tiden for dig selv. Men selvom jeg ikke er fri for frustrationer og at skæve mod naboens dugbelagte, nyslåede græs, så er jeg også klar over, at det her er mit livs investering. Hver eneste dag tæller for resten af Elliots liv. Så må jeg sluge, at jeg er ensom.

Mødre har en særlig gave, som kommer i spil her. Vi kan noget magisk, når alt håb synes ude. Når tanken er gabende tom, så har vi en hemmelig forsyning et sted, der lige giver et sidste skud i bøssen. De endeløse dage uden pause, hvor man svimler rundt og græder og måske råber, man kommer igennem dem. Man overlever på mirakuløs vis, selvom man når til det punkt, hvor man siger stop og siger højt, at nu kan man ikke mere. Det har hjulpet mig en del at sige det højt. I stedet for at knække helt (de dage har jeg også haft), så taler jeg med min baby. Fortæller ham, at jeg er træt. At jeg er ked af det. At jeg så gerne ville hjælpe ham. At jeg elsker ham. Jeg siger også, at jeg har fået nok. Og hvis jeg koger helt over, så sørger jeg for, at han er i sikkerhed (kravlegården, sengen, barnevognen, mv.) og så trækker jeg lige vejret i den friske luft i 30 sekunder eller 1 minut.

Og her er noget virkelig vigtigt til forældre til sådan et barn. Det er SÅ vigtigt at stoppe sig selv. Det er vigtigt at have en livslinje eller hjælp, hvis man når til kanten. For et high need barn kan drive dig så langt ud, at din selvopholdelsesdrift bliver aktiveret. Og spar mig for helligheder. ALLE har en grænse.

Barnet spiser ofte

Mad og måltider har altid fyldt meget for Elliot. Helt fra begyndelsen af med amningen, men også frem til nu hvor han nærmer sig tre år. Mad er ikke bare mad forstået som ernæring, det er også en smutvej til stort velbehag – og det gør sig i høj grad gældende med high need børn. Friamning er fantastisk i dette tilfælde, men i værste fald ender man med at amme hver halve eller hele time døgnet rundt.

Elliot fandt også stor ro og velbehag ved flasken. Den blev hans sut, og den var også et virkelig effektiv hjælpemiddel til at “resette” ham, som vi kaldte det. Når han var helt oppe i det røde felt, kunne han få den og falde ned. Når han havde været i institution, så var det afgørende, at han fik en flaske, når han kom hjem, så han kunne falde ned og vi kunne være i samme rum. Når han skulle sove, osv. Men det blev jo til mange flasker, og han ville ikke spise mad. Det gav ham slet ikke det samme. Som han voksede op og blev større måtte vi til sidst fjerne den, og det var benhårdt. Hjernedødt hårdt. Vi tog alt fra ham lige pludselig, og det føltes som at starte forfra.

Pludselig havde han ikke længere noget, der kunne bringe ham tilbage til jorden, når han ramte loftet. Men standardanbefalinger tager ikke hensyn til den slags. Babyer over 9 mdr. må ikke spise om natten, og babyer over 1 år må ikke…………..Oh wait. Elliot var næsten 2, før vi fjernede den. Den kunne sundhedsstyrelsen altså stikke skråt op. Men jeg skammede mig. Jeg kunne ikke forklare folk, hvorfor jeg svarede på dette behov hos Elliot. Jeg fulgte ham instinktivt. Mig, der ellers søger bøgerne. Det har så vist sig at være helt normalt for disse børn. De har et stærkt behov og en stærk drift for at holde fast.

Jeg har det på samme måde med sutten, som han startede på omkring 17 mdr. gammel. Jeg er ikke sikker på, vi kan fjerne den i nærmeste fremtid, men vi ved godt, at den skal væk i løbet af det kommende år. Pust prust. Det er alt sammen et led i at lære Elliot at finde ro på egen hånd, at køle ned selv, når hans følelser eksploderer. Arbejd arbejd arbejd.

(fortsættes)

Følg med på bloggen, når jeg i den kommende tid skriver en mindre serie om livet med et high need barn; hvad det overhovedet vil sige, hvordan vi fandt ud af det og ikke mindst, hvordan man kommer videre derfra.

Du finder forhistoriens tre dele lige her: High need #1 / High need #2 / High need #3