Puttehelvede

Her i oktober måned tænker jeg ekstra meget over Bazz’ sengetider. Vintertid er lige om hjørnet. Den svæver derude i horisonten og håner os. “Hah!” råber den ind i stuen. “Glem det! Lige om lidt ødelægger jeg alt, du har arbejdet for.” Jeg sukker ved tanken.

Når det særligt er Elliot, jeg er bekymret for, så er det, fordi vi lææææææææænge har bøvlet med hans sengetid og tidlige opståen. Der var en gang, hvor det var fryd og gammen, og vi overlegent kunne putte vores toddler kl. 19 nul dut, og så var der ro på sekundet. Vi havde overskud og voksentid hele aftenen, for de store kom i seng kl. 19.30 med samme uproblematiske putning.

P A R A D I S

Elliot fik stadig sutteflaske på det tidspunkt. Ja ja, skyd mig. Det gjorde han altså. Men efter en weekend, hvor han kom alvorligt til skade, så begyndte han at vågne 3-4 gange om natten og ville have mælk. Vi nænnede ikke at tage sutteflasken fra ham, og han nægtede sut. OK, indrømmet; far ville mægtig gerne tage den og var mand for en kold tyrker, men efter at mor knækkede to gange og ikke kunne gennemføre det alligevel, så stod vi lidt i stampe. Damn. Det plejer at være mig, der er projektlederen her i huset.

Sundhedsplejersken fik nys om det og fik kaffen galt i halsen. Den skulle væk, og det kunne ikke ske hurtigt nok. Jeg krummede tæer og min mor-vittighed havde det hårdt. Ja, jeg havde ladet mit barn få sutteflaske laaaaangt over anbefalingerne, men jeg havde to meget hårdføre grunde. Dels følte jeg, at han havde et oralt behov, han blev snydt for i sit første leveår (ja, der gik Freud i den). Dels har Elliot flere gange knækket sin vægtkurve, og fordi han aldrig spiste noget, så var der en træfsikker måde at få noget i ham. Det var endda lige til at måle og veje, så at sige. Men væk skulle den. Det vidste jeg jo godt.

Da vi allerede havde prøvet både at nedtrappe, udvande, give vand eller letmælk uden succes, så var der ingen vej uden om den kolde tyrker. Held i uheld blev han syg (liiidt morbidt at sige) og kunne ikke drikke mælk i en uges tid, og så holdt vi fast. Det var vanvittigt hårdt, men i starten var der slet ikke noget at rafle om, da han kastede op. Sådan en flaske mælk kom lige tilbage op.

Jeg er ikke tilhænger af kolde tyrkere, men det afhænger meget af, hvorfor et barn man har. Noah var altid nem at ændre kurs med, han gled hurtigt med på nye tiltag. Sophia satte hårdt mod hårdt, så det gjaldt om at være den stærkeste vilje. Elliot… Pust, prust. Han er ild og sten, den dreng. Gør man noget mod hans vilje, kan han græde, så du splintres i tusinde stykker indeni og bare har lyst til at gribe om ham og græde med. Undskyld! Undskyld! Mor gør aldrig mere… Men det passer ikke. For mor og far ved bedst, og vi danner fælles front for at holde ud, når det gælder. Vores lille high-need løveunge. Nej nej, vi skændes ALDRIG om, hvad vi skal gøre, slet ikke når vi er max pressede og har mistet forstanden for en time siden. Host.

Nå, men vi fik styr på den flaske. Pludselig sov han igennem, og vi ærgrede os over ikke at have gjort det noget før.

Så faldt han ud af tremmesengen. Og igen. Og igen. Og så købte vi en ny seng med det vuns. Det var en smart køjeseng, vi fik speciallavet, så drengene kunne dele værelse. For Elliot var nemlig kort før vores indtog med flasken kommet på eget værelse. Bedre sent end aldrig, men der var en lillesøster på vej. Det var sådan lidt mere af nød end af lyst. Han skulle ikke føle sig forvist af baby. Det gik… Sådan med nød og næppe. Det var ikke sjovt, men vi overlevede – lige ind til vi skiftede til sommertid.

O M G

Jeg har ikke ord for et tyranni, vi har levet i siden, og som de forfærdelige forældre, vi er, så er det til tider virkelig svært ikke ligefrem at værdsætte de krumspring, som han laver. Det kan tage timevis……………………… Jeps, du hørte rigtigt. Han sover nu på en god dag kl. 21. I de par timer det står på, der følger han nogenlunde de 100 nemme skridt til at få en toddler til at sove (How to put a toddler to bed in 100 easy steps). Han kommer sågar udklædt ud. Det er til den helt store guldmedalje, og vi har prøvet ethvert følelsesstadie i den forbindelse. Vi har været rolige, stille, kærlige, søde, sure, skældt ud, smidt ham på hovedet i seng og grædt (med ham). INTET virker.

Så hvad gør man?

Som forælder ligger det bare ikke i kortene at give op. Det er ikke en mulighed, man har. Man slikker måske sine sår, men så er det altså op på hesten igen.

Vi kæmper stadig, men har ikke givet op. Vi overvejer stadig vores strategier, men har en plan, som vi holder fast i, og opelsker nogle fixpunkter og ritualer. Hver eneste dag når vi et skridt nærmere mod den gode putning og en spiselig sengetid – og voksentiden, vi drømmer om. Det gælder jo vores alle sammens trivsel.

Vidunderlige drengebarn.

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar