PPR: Fis i en hornlygte #highneed

high need, highneed, signalstærk, børn, barn, baby, signalstærk baby,

PPR har fyldt meget i vores liv. Vi bad om hjælp for et år siden, ret præcist. Der tog det dem to-tre mdr. at få fingeren ud, og da de endelig foreslog at mødes, kæmpede vi i ekstrem grad for vores liv, da Jeppe var blevet alvorligt syg med meningitis. Trådte PPR så til, tænker du måske? Bød de ind med noget? Nej. Det trak de stikket fuldstændigt. Vi måtte vende tilbage, når vi kunne overskue at mødes.

Super.

Det er en god måde at se det på.

Nå, er I helt i knæ nu? Vend lige tilbage, når I er oppe igen, ja?

high need, highneed, signalstærk, børn, barn, baby, signalstærk baby,

PPR i juni 2017

Der var ingen udstrakt hånd eller initiativ fra deres side. Vi lukkede os sammen om os selv fra januar 2017 og til ca. marts samme år. Overskuddet var der overhovedet ikke, men vi var jo nødt til at være primus motor på vores sikkerhedsnet. Som bestod af det offentlige. PPR var de eneste, vi havde.

Vi fik hul igennem i juni 2017, hvor vi endelig fik et samlet møde med de fagpersoner, der potentielt kunne hjælpe Elliot. Den gang jublede jeg over endelig at komme i gang. Jeg var faktisk ovenud begejstret.

PPR er genialt, hvis du spørger mig. Noget, der administrativt faktisk er lykkes. Det er et tilbud til familier om gratis rådgivning. Det er et møde, hvor alle relevante fagfolk og forældrene samles om bordet og kaster deres viden i spil. På den måde bliver det effektivt, og man kan lave en videre plan. Det er smart.

Jeg elskede potentialerne. Alle på et sted. Det lød effektivt. Vi aftalte et fokus og tjubang, vi var afsted. Vi skulle bare lige gennem sommerferien, hvor vi så som akutløsning lånte nogle ting på Legeteket, bl.a. en kædedyne.

Vi står i virkeligheden i stampe, men fred være med det.

Skrev jeg godt nok, men jeg kunne godt leve med det – for der skete jo trods alt noget. Vi skulle også have en familiekonsulent – og sommeren over fik vi vores gamle familieterapeut ind til fire samtaler.

Jeg var overbevidst.

Jeg blev klogere.

Oliz, Legeteket, sansemotorik, sansemotorisk, motorik, sanseintegration, highneed, high need, signalstærk
Vi lånte en kædedyne og en tyngdebamse ved Legeteket. De gav en grundig og nænsom vejledning. Jeg har kun gode ord om dem. Desværre er sådan en lejeperiode ikke for evigt.

Du skal være stærk, når du er svag

For det første fandt vi ud af, at vi ikke var de samme mennesker længere, som da vi sidst bad om hjælp. Da var Elliot spæd, og det hele faldt sammen. Nu trådte den samme kvinde ind i vores liv, og med al sin betænksomhed og ønsker om at hjælpe, så var hun pludselig ikke længere vores guru. Hun var nøjagtigt den samme som før og ikke den mindste smule mere. Og det var vi lige præcis ikke.

Alle de greb, hun kom med – old news. Alle de vise betragtninger – old news. “Husk at rose hinanden” – det gør vi hver dag. “Udtrykker du nu også, hvad du ønsker af ham, Malene?”, spurgte hun, “Ja, altid, udtrykkeligt,” svarede Jeppe. Sådan kørte det. Vi er ikke i et lorte parforhold. Vi anerkender hinanden røven ud af bukserne og kommunikerer, som har vi aldrig gjort andet. Vi har brugt hver og én af de ting, de har kastet efter os og vokset af det. Vi er ikke dårlige forældre uden rutiner og struktur.

VI ER FUCKING TRÆTTE AF AT LØBE 400 KM/T – HVER DAG!

Det fattede de bare ikke.

Vi var tilbage i forældreopdragelsen.

Nå, men vi slæbte os igennem sommerferien, der faktisk var helt fantastisk. Meget overraskende – og vi takkede kædedynen inderligt, for at give Elliot overskud til at rumme afvekslingerne. Han var som fortryllet og meget lettere at have med at gøre.

Sommeren sluttede. Vi ventede spændt. Vi ventede lidt længere. Vi venter endnu.

Hallo? Er der nogen…?

Vi var blevet glemt! Der skete ingenting. Na da! Ingen af dem, der skulle se på ham, henvendte sig trods flere henvendelser, ej heller vores kære “sagsbehandler” ved kommunen, som vi faktisk ingen kontakt har til eller kan få lov til at se nogen referater fra.

“Den ligger hos os,” undskyldte PPR, da vi fornyligt havde endnu et stormøde med 100 mennesker omkring bordet, inkl. børnehaven (ok, lidt færre end 100) – og der kunne vi snakke i 1,5 time, hvor vi “fremlagde” Elliot for til sidst at nå til erkendelsen af, at de her mennesker: Børnepsykolog, ergoterapeut, familiekonsulent (som er kommet i vores hjem siden august og til nu!) og sundhedsplejerske IKKE HAR MØDT ELLIOT!!!! Børnehaven havde to repræsentanter, inkl. Elliots primære pædagog (som gør et fantastisk stykke arbejde med ham), og de måbede.

Det er jo fuldstændigt til grin at sidde der rundt om bordet, og – undskyld mig – der er fucking INGEN DER SER PÅ BARNET!!!!

Men de har da været så elskværdige at tilmelde Jeppe og jeg et kursus, så vi kan lære at kommunikere og finde hinanden igen……………………………………..

Fik jeg nævnt, at vi for nylig efter kun 6 mdrs. behandlingstid fik et hurtigt opkald fra kommunen, hvorefter de konkluderer, at dynen ikke vil være en større hjælp i hverdagen.

Elliot er rolig, når han er tryg

De ligger vægt på, at det “jo er hårdt at have et 3 årigt barn, som kommer ind og putter om natten” (øh, vi har KÆMPET gennem 3 år for at få lov til at være så intime med ham, at han vil sove i smørhul og vi ELSKER det).

De “anerkender“, at det “tager tid og ressourcer, at hverdagen skal struktureres i faste rammer og rutiner, for at Elliot føler sig tryg” (øh, ja, vi har levet i total isolation, og kan ikke følge med, fordi han skal mandsopdækkes fast af en voksen).

Elliot sover tungt om natten (ja, men han er til gengæld i konstant bevægelse HELE dagen og kæmper for at falde i søvn, hvorefter han nærmest er bevidstløs af udmattelse og skal vækkes om morgenen – nogle gange klæder vi ham på i søvne og bærer ham ud i bilen, fordi vi ikke kan vække ham).

Han er en rolig dreng, når han er tryg (NEJ. Han er hamrende urolig – og det kræver en seriøs indsats at stimulere ham nok til at han er i ro. Kortvarigt.)

Han kan have 5 gode dage om ugen, hvor han kan klare at være i børnehaven (NEJ. Børnehaven er ekstremt udmattende for ham. Og er det forøvrigt ok, at de fem dage er så drænende, at man så græder konstant i to? Er det ok?? Vi snakker den tid, VI har med Elliot, der er lort. Er det ok, at han bruger alle sine kræfter på institutionen og ikke har noget tilbage til kvalitativt samvær med sin familie?)

Der har været, og er, en masse indsatser i gang for at hjælpe Elliot (Nej. Ingen har mødt Elliot endnu – gennem 3,5 år – de opdrager stadig på mor og far. AL possiv effekt – og det har der været meget af – ligger 100 % i samarbejdet mellem os og børnehaven. De gør et fremragende pædagogisk (sam)arbejde).

Fis i en hornlygte

Min verden faldt sammen, da vi fik afslaget. Det skulle have været så enkelt – og var i virkeligheden det eneste, der skete. Efter undskyldningen for at være blevet glemt, fik de lavet en forespørgsel på ergoterapeutisk udredning. Den fik vi i november. Der er FEM MÅNEDERS VENTETID.

Nu kommer børnepsykologen også på, efter jeg ringede og skældte dem allesammen ud (efter afslaget). Der er selvfølgelig også ventetid. Og nu rammer vi juleferien.

Jeg må grine. Hysterisk.

Så hvor er vi nu?

Jeg er vred. VRED. Og PPR kan ærlig talt rende mig. Jeg er færdig med ubrugelige møder og at bruge ressourcer, der ikke er til dem. De skal ikke tage min tid, de skal give mig den.

Det kan simpelthen ikke passe, at jeg skal bruge tid på at sidde og læse jobopslag for familiekonsulenter for – næste gang hun kommer (to gange om måneden) at definere, hvad hun skal hos os og stille krav til hende. Det kan simpelthen ikke passe, at jeg skal holde alle de her fagpersoner til ilden og sørge for, at de passer deres ting.

Jeg overvejer at klage. Men jeg gider ikke. Jeg har ikke mere tid til dem. I stedet laver jeg en dyne til Elliot selv. Og når jeg gør, så deler jeg DIY’en, så DU også kan gøre det, hvis du har brug for én. Jeg er i åbent oprør mod den omgang slatten hjælp fra PPR. Jeg vil fortsætte med at researche og i samspil med hans pædagoger få ham videre i hans liv. For det går godt. Han udvikler sig hele tiden – og jeg er SÅ stolt af ham.

Hey, jeg er faktisk også ret stolt af os, selvom vi nok kvalificerer som verdens mest trætte forældre. Men ved du, hvad der hjælper? At sige det højt. Og acceptere situationen. Det er ikke en fase. Det er vores liv.

high need, Lego, PPR
Elliot er begyndt at lege med Lego. 3,5 år gammel sidder han faktisk stille og roligt og bygger! Han elsker også puslespil, og mere imponerende er at han er hamrende god til det. Han er en super kvik dreng, så det glæder mig, at hans uro ikke er det samme som koncentrationsbesvær. Han er faktisk virkelig god til at lege. High Need/ Signalstærk er stadig den bedste betegnelse, jeg er stødt på for mit barn. Han har store følelser i en lille krop, stærke signaler der råber hans behov, og dem skal jeg lære ham at bruge på en positiv måde.
high need, Lego, signalstærk, PPR
OK, han kunne have to klodser sammen, og jeg havde sikkert været stolt. Men jeg elsker han fine bil – selvom den kun levede i 5 minutter, før den smadrede ind i en anden bil. Moment’s over 🙂

3 comments / Add your comment below

  1. Tanker til jer med alt det, I går igennem. Nok særligt dine to ældste <3 Pisse sejt du deler din historie. Det er beundringsværdigt.

    Som delemor vil jeg gerne vide, hvordan du sørger for at give dine to ældste noget særligt opmærksomhed? Altså hvor I bare er jer tre. Det står jo side op og side ned, at man altid skal sørge for at prioritere dem alene.

    Jeg står selv og overvejer et barn med min mand – som ikke er far til de to ældste – men jeg læser også bare så mange forfærdelige historier om teenagebørn, der vælger én fra, fordi der er mere ro og opmærksomhed hos den forælder, hvor der ikke er mindre søskende. Og det giver jo god mening. Samtidig kan jeg ikke bære, at jeg lærer dem, at de får en ny søskende, som har andre forudsætninger for at have "ret" til mig.

    Jeg valgte selv at flytte fra min mor, bonusfar og halvsøskende, da jeg var 15 år, fordi min far kunne tilbyde mig så meget mere ro og plads til at være den teenager, der havde brug for at råbe, skrige og ikke at tale "babysprog" ved aftensmaden, selvom jeg aldrig havde haft et godt forhold til ham (læs: var der hver anden weekend og ingen højtider). Og det kan jeg da ikke bære, hvis mine piger også gøre ved mig.

    Det bliver jo en ting, de vil mærke til alle fødselsdage, højtider osv. Og det der med, at den lille ny vil få det bedste, og jeg kun kan give mine to ældste det næstbedste. Det er en tanke, jeg ikke kan bære :/ Jeg tænker måske for meget over det, men alligevel.

    Du behøver selvfølgelig ikke svare – men jeg har bare tænkt over det flere gange, når du skriver om alle de mange kampe dine ældste skal igennem og oveni skal kæmpe opmærksomheden, når de er hos deres mor.

    1. Hej Anne,
      Undskyld, jeg først svarer nu – ih, hvor fik du mig i tænkeboks! Og tak for din besked. Det er altid svært for mig, når man deler mine børn op i grupper, så det havde jeg brug for at tænke lidt nærmere over.

      Det korte svar er, at jeg giver ikke mine to ældste særlig opmærksomhed. Jeg giver alle mine børn særlig opmærksomhed lige til dem og deres behov. Jeg ved godt, at det står side op og side ned, at de skal have enetid – men jeg har for længst holdt op med at læse, hvad alle andre mener, jeg skal gøre, og så prøve at finde ud af det selv sammen med mine unger. Fx er 7/7 også enormt udskældt – men vi havde den i nogle år, hvor den fungerede fantastisk for vores dreng. Vores pige havde ikke samme ordning, fordi hun var ikke af samme støbning og havde altså andre behov. Sådan kunne jeg blive ved.

      Der var også en gang én, der sagde, at det nærmest var et mirakel, at de andre ikke var misundelige på Elliot, men tværtimod elskede ham virkelig højt og var så inkluderende overfor ham, selvom han fylder så meget. Sagen er den, at jeg fortæller min børn, at jeg gør forskel på dem, fordi de er forskellige mennesker. Jeg elsker ingen mest og alle så højt, at jeg næsten ikke kan rumme det. De er de vigtigste personer i mit liv, og det er mit job at gøre dem glade og hele og hjælpe dem til at få et godt liv. Og det betyder, at jeg gør forskel. Tit nævner jeg så også alle de ting, de store så får lov til, som de små ikke må. Forskellen går jo begge veje.

      Hvis de vælger os fra, så har jeg gjort det helt forkert. Familie er ikke noget, man kan vælge til og fra på den måde. Men det er nu også op til mig at sørge for, at de får de rigtige forhold at leve under, selvomfølgelig. Fx har Noah delt værelse med den yngste Emma i nogle måneder. Det har han fortalt mig, at han ikke har lyst til mere – jamen så må hun flytte ud. Han skal have sit værelse tilbage. Nu flytter vi de små sammen i stedet.

      Jeg forstår ikke helt, hvad du mener med, at den lille ny vil få det bedste – altså ikke skulle dele sine fødselsdage, mv.? Jeg synes ikke, at de to store får det næstbæste. De har det godt og er elsket begge steder, hvor de bor. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at det må være træls med babyer ved bordet, når man er teenager 😀 Mine store synes også, det er lidt svært lige nu, fordi far har fået en kæreste med tre børn, men den periode tager deres far og jeg sammen; jeg er i tæt dialog med ham fra den anden side, og sammen får vi hjulpet børnene om på den anden side. De kan heldigvis godt lide både hende og børnene, det er bare en stor omvæltning.

      Jeg tror nu også, at vores store forskel er, at de altid har levet sådan her. Vi gik fra hinanden, da Noah var 2 og Sophia inde i min mave. Jeppe mødte jeg, da Sophia var 9 mdr. gammel. De er vokset op med “to fædre”. Dernæst har deres far og jeg altid ordnet tingene selv og ikke været i statsforvaltningen. Vi har selv defineret rammerne for vores liv sammen og væk fra hinanden. Vores samarbejde er godt, gnidningsfrit og respektfuldt, selvom vi ikke er nære venner. Vi snakker også sammen om deres fødselsdage, højtider, mv.

      Selvfølgelig kommer vi ikke uden om et stik i hjerterne. Savnet og jævnligt sorgen. Jeg savner dem meget, det gør vi allesammen, og de små reagerer meget stærkt på, at de store er væk. De store savner også os, men har det heldigvis godt hos deres far, når de er der. Jeg arbejder meget med misundelse. Det kan Sophia godt føle, men når hun italesætter det, så lytter jeg, og så prøver jeg at finde balancen mellem at give hende mere tid og at forklare hende, at hun også skal dele. Lige nu er hun inde i en svær periode, og så får hun selvfølgelig ekstra opmærksomhed og omsorg. Men det gør jeg ikke, fordi hun er delebarn. Det gør jeg, fordi hun er min 6 årige datter og har brug for mig. Jeg tænker ikke så meget på, hvem af dem, der er hvad og er her så og så meget. Jeg mærker dem bare og responderer instinktivt, hvis det giver mening.

      Det giver heller ikke så meget mening for os at dele dem op, så det bare er “os tre”. De har savnet Jeppe lige så meget og deres små søskende endnu mere. Det er snarere børnene, der har brug for at være sammen, fordi de savner hinanden rigtig meget. Jeg synes, at de har et stort indblik i hinanden og empati for de forskelligheder, de har. De lærer meget om relationer og grænser gennem hinanden. Men nu er de jo også rimelig tæt i alder (1,5 – 3 – 6 – 9).

      Mit bedste råd til dig er at tage den, som det kommer. Et barn sammen er en smuk ting – og det kommer nok meget an på, hvordan man italesætter det. Har Jeppe og jeg ikke fået to børn sammen. Her har vores familie fire børn, og vores børn er søskende. Jeppe har fire børn. De ved godt, at han ikke er deres far, men de er så afslappede omkring det hele, at de ikke retter folk, der siger forkert. Det betyder ikke så meget. Han er deres ven – deres rigtig gode ven, som de også putter og slås med, som putter dem om aftenen, giver dem plaster på såret, skælder dem ud, når de opfører sig dårligt, osv. Han ELSKER dem, og det viser han dem. Han elsker ikke de små mere ende de store. Og så prøv at normalisere det lidt, selvom det er svært. Mange af de følelser, børn har, som fx jalousi er helt normalt. Dem, der er mest jaloux og har flest konflikter her, det er faktisk de små 😀

      PS. Vi både synger og larmer ved bordet – allesammen.

      Kh. Malene

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.