Perfekt uperfekt #tankestreger

anxious, angst, badass, selvværd, følsom, sårbar

Jeg er én af dem, der ikke rigtigt har fundet mig til rette i hele det her opgør mod perfektionen. Jeg føler mig ærlig talt ikke særligt provokeret af smukke instagramhjem eller struttende selfies, hvor man lige får sneget en god kavalergang ind, mens man forsøger at lade som om, det er ens blå øjne, man skal se. Nej, jeg tænker vel nok bare mit og hopper hovedrystende videre.

Jeg ved altså godt, at der findes både en virkelighed og op til flere sandheder bag ethvert billede, så det får mig allerhøjest op af stolen, hvis jeg føler et stik af misundelse over evnen til at smække en god vinkel på og et lækkert filter. Det er jeg nemlig super elendig til. Jeg kører mere “dådyr i lyskegle” stilen, når der skal tages billeder af mig.

Det er bare super.               

Åndehuller

Sandheden er jo, at jeg lige som rigtig mange andre mødre derude er smækfuld af dårligt selvværd, sårbarheder og selvkritik, som jeg alligevel ikke tør sige højt, fordi det nogle gange nærmer sig absurde højder. Når folk møder MINE billeder med forventningen om perfektion, så bliver jeg ærgerlig. Når folk kalder mig overskudsmor eller superkvinde, så krummer jeg tæer. Det er slet ikke det, jeg vil. Jeg føler mig meget meget dødelig. Og meget af tiden bare meget meget træt. Jeg føler mig også ret tit ensom og ked af det, og så er der alle de andre stunder, som jeg sætter i min virtuelle scrapbog: Stjernestunderne, eller åndehullerne, om du vil. Min lillebitter verden set gennem mine vidtåbne øjne.

Og ved du hvad?

Den ER fucking perfekt.

livet på landet, landet, farmliving, familie, familieliv, kærlighed

Hvem har nogensinde sagt, at livet skal være nemt eller køre lige ud og fremad? Jeg ville slet ikke være det samme menneske og føle, som jeg gør, uden de stød i livet, jeg har taget. Jeg ville aldrig have fundet Jeppe og den her kærlighed, jeg har fået foræret, hvis jeg ikke havde gennemgået mit livs nedtur først. Vi havde slet ikke været klar til hinanden, hvis der ikke var sket en hel masse lort forud for vores møde. Så kan man tale om perfekt timing.

Skæbnen, baby? Tilfældigheder nok snarere, men holy moly, jeg må have brugt alt mit held med tilbagevirkende kraft og resten af mit liv i denne enestående stund.

Jeg elsker ham. Jeg begærer ham. Han pisser mig afsindigt af, og jeg er strid ved ham. Jeg bekriger ham, jeg stritter imod, jeg overgiver mig i et virvar af op- og nedture, som minder mig om en Rasmus Seeback sang:

Jeg er den heldigste kvinde i hele verden at han ikke bare finder sig i alt mit pis, men elsker mig for det.

There.

I said it.

En enkel tilværelse

Når jeg ser på mine børn, ser jeg “perfekt”. Ok ok, “perfekt uperfekt” er da en fantastisk betegnelsen, men lad mig nu stritte lidt imod stadigvæk, ikke? De har selvfølgelig en hel masse menneskelige fejl og er sikkert totalt kørt af sporet i én eller anden henseende, jeg ikke har fået øje på endnu, men mit fokus i min opdragelse er heller ikke at sætte mig på, hvem de skal være, jeg forsøger at lære dem selv at finde ud af det i et konstant spændingsfelt mellem at gøre sig selv lykkelige og tilhøre et fællesskab.

Vi lever enkelt. Vi bor i et stuehus på en gård. Vi bruger vores tid sammen og gerne udendørs. Vi tager som regel mest bare i legeland, ud af spise/take away eller i svømmehallen, når vi laver noget. Vi er meget sammen på kryds og tværs. Vi er stadig tilflyttere og har fokus på vores nærmiljø og knytte bånd. De rodløse slår rødder. Vildt ikke?

Der så meget håb for fremtiden, at jeg slet ikke ved, hvad ben jeg skal stå på lige for tiden. Vi bygger. Og fundamentet er ved at blive temmelig stærkt. Mest af alt så glæder vi os bare til i morgen og i overmorgen og dagene, der kommer. For hvis der er én ting, man kan sige om ting, der skal gro sig stærke, så er det, at tiden arbejder for én.

Man skal bare huske at se på hinanden og ikke horisonten. Så skal det hele nok gå.

2 comments / Add your comment below

  1. Hold da op sikke et super godt indlæg. Det rammer mig rigtig hårdt for ja det er også sådan jeg tænker. Jeg tager til tider afstand fra ig netop fordi jeg tænker “come on kællinger” det kan vi sgu gøre bedre. Men på den anden side så suger jeg også de smukke billeder til mig…..
    Som én veninde sagde til mig “hvorfor bruger du energi på det”? Men jeg er vist bare en tænker 🙂
    vh Libbie

    1. Åh, en ven derude! Jeg er glad for ikke at være helt alene om at være en (over)tænker ❤️

Skriv et svar