Fanget af epilepsi

Fanget af epilepsi

Jeg føler mig fanget. For første gang i måneder havde Jeppe og jeg mulighed for at tænke på os selv en hel fredag aften med udsigt til at sove længe næste morgen.

OMG, sove ud! Der var ikke noget i hele verden, der føltes mere forbudt – og nu fik vi det. Hvis du har fulgt med, så ved du godt, hvorfor det føltes som at have fået nøglen til en porche og et klap i måsen.

“Værsegod – kør! No limits” (eller en rejse til Maldiverne med all inclusive… Eller kage, ok, også kage. Uden man blev fed af den).

Lige ind til telefonen ringede.

epilepsi, anfald, sygdom

Jeg må aldrig sige, at det ikke sker

Hvis vi lige ser bort fra, hvor meget det generer mig på et personligt plan her og nu (fordi det fuldstændigt ødelagt vores ENE dag i måneder, hvor vi kunne sove hele natten og længe om morgenen), så er der én ting, der gør mere ondt.

Ordene, jeg sagde til Noah, inden de tog hjem til deres far i går.

Der er jo ingen hemmelighed, at Noah og Sophia har været meget påvirket og kede af det. Så efter et opkald til deres far omkring logistik, følte jeg mig helt opløftet af hans gode humør.

Så jeg gav det videre.

“Far lyder rigtig glad. Jeg tror, han har haft rigtig godt af at være på Filadelfia og slappe af og få mere styr på sin medicin. Jeg tror, at I får en super hyggelig weekend sammen (her it comes) uden anfald. Det bliver dejligt at se far igen.”

Damn me.

Jeg skal holde op med at sige det. Sidste gang skete det også – der fik han endda TO anfald samme dag.

Jeg er så træt af det.

Balancen mellem at fjerne tvivlen fra deres hjerter, angsten, skabe tryghed og tillid – og så risikoen for at tage fejl.

Jeg griber dig

Når man så lige ser bort fra, hvor skuffede vi er over at miste vores fridag, så er vi landet godt på benene. Vi er heldige nok, at de små ikke er her før senere, så vi kunne sætte os og spise morgenmad og drikke en kop te med de store og lige snakke det igennem.

Så gled de store over i deres hverdag her. De var var trods alt glade for at se os og kan lide at være her, så for en gangs skyld virkede de til at acceptere det korte visit hos deres far.

Jeg havde også en alvorssnak med Noah under hans fars indlæggelse i den forgangne uge. Jeg måtte sige til dem begge, at de skulle lade være med at have kontakt. Jeg havde selv opfordret ham – faren – til at sende billeder og storytelle, så de kunne følge med og opleve indlæggelsen som både nødvendig og positiv.

Men Noah kunne slet ikke tåle det. Han græd hele tiden og savnede sin far. Han bekymrede sig og spekulerede. Så jeg måtte fortælle ham, at han var nødt til at give slip på sin far, når han var her, og bruge det som en pause i hans hoved og følelse af ansvar.

Jeg måtte også lige forklare ham igen, at han slet ikke har noget ansvar. Det er ham, der er barnet, og det er ikke meningen, at han skal sørge for noget som helst. Derfor skal han ringe efter hjælp, og så skal han give slip.

Håb for fremtiden

Jeg sagde selvfølgelig også, at det ikke var en regel eller noget, jeg bestemte. Jeg gjorde det klart, at jeg aldrig ville blive sur eller skuffet, hvis han har kontakt til sin far, og det er helt op til ham og mærke efter, hvad han har brug for. Mine ord er, hvad jeg ser og mit råd til ham ud fra, at jeg kender ham fra top til tå. Dem har han (heldigvis) fulgt – og han kom selv og fortalte efter et par dage, at hans humør var meget bedre. Han var ligefrem pludselig glad og sorgløs igen.

Dygtig dreng.

Det tror jeg, han har taget med sig i dag i morgenens anfald og skift. Og vi snakkede også om, at det nok også var lettere i dag, fordi vi trods alt har håb.

Vi vælger at tro på, at det vil blive bedre, og de nuværende hyppige anfald er et nødvendigt onde mod, at hans far får det bedre.

Vi er der næsten – ikke?

epilepsi, anfald, sygdom

Karma er en kælling: mig og min krop!

Karma er en kælling: mig og min krop!

Karma er en kælling. Midt i den største nedtur over min trætte, overvægtige krop her i januar fitnessræset, så blev hun træt af at høre på mig tude og gav mig alt mit ynk lige tilbage i fjæset.

Der var vel gået de første tre uger af januar og “jeg-starter-på-mandag”, og så vandt jeg pludselig en konkurrence. Jeg havde helt glemt, at jeg havde deltaget i den, for jeg vinder aldrig noget; men jeg havde fandeme vundet en plads på Raw Fitness 10 Weeks Challenge.

Jeg gentager: Karma er en kælling. Nu var der ingen vej udenom.

fitness, diet, vægttab, weightlos, challenge, bootcamp, træning, Raw Fitness, konkurrence
Leave a commentLæs mere

Statusmøde med PPR om Elliot #highneed

Statusmøde med PPR om Elliot #highneed

Vi havde statusmøde med kommunens team om Elliot i tirsdags. Det var jeg temmelig nervøs for, for selvom min mor-selvtillid har det rigtig godt, så er der alligevel noget frygtsomt over at sidde på den anden side af et bord på den måde. Der er noget frygtsomt over den slags ærlighed over for (fremmede) mennesker, der trods alt er bundet af paragraffer.

Hvad nu hvis?

Hvad nu hvis, man siger et eller andet forkert? Eller giver et forkert indtryk? Hvad hvis de ikke synes, man gør det godt (nok) – hvad sker der så?

Sandheden er jo, at det er alle forældres værste frygt. At komme i klemme i systemet med det dyrebareste, vi har. At nogen, der rent faktisk har hjemmel til at blande sig i vores familieliv, gør alvor af det.

Og så er der lige den med, at de rent faktisk stadig ikke efter 3,5 år har mødt Elliot endnu

high need, highneed, signalstærk, sensitiv, ppr, tidlig indsats, Elliot
Elliot ikke bare leger med sine søskende nu, han er uden problemer i tæt kontakt med dem, tumler med dem uden at kamme over – og tager ligefrem hensyn til Emma nu.
Leave a commentLæs mere

Søvntortur og grimme mennesker

Søvntortur og grimme mennesker

Det er måske logik for burhøns, men søvn eller manglen på samme er en af de største bjergtoppe i vores kamp for kærligheden. Det manglende overskud trækker forholdskontoen i et solidt minus, der er svært at komme til livs. Vi har trods alt små børn h-e-l-e-f-u-c-k-i-n-g–t-i-d-e-n. Vi har en regel herhjemme: Hvis vi prøver at føre en samtale, så græder én eller anden, en ble skal skiftes eller verden går under. Sådan cirka.

Du kender det sikkert godt, hvis du er nogens mor (eller far). Det er en fase. Det er en FASE. DET ER EN FASE! – messer man for sig selv. Og man ville i det skjulte sælge sin sjæl til djævelen for ubegrænset søvn.

(oh yes, mama, du er med mig her)

søvn, tænder, baby, toddler, søvntortur, børn, teething
En træt lille Mimse. Hun er ved at få tand nr. 19 – og det gør ondt!
4 CommentsLæs mere

Min krop har forrådt mig

Min krop har forrådt mig

Da jeg begyndte at skrive dette indlæg, var min første sætning: “Vægttab, kost og motion har aldrig fyldt særligt meget i mit liv.” – jeg nåede fire linjer ned, før jeg skrev den om. Først begyndte jeg at forklare, hvad jeg egentlig mente. Så skrev jeg den lidt mere om. Til sidst slettede jeg det hele og en ny sætning kom frem på skærmen:

Vægt, kost og motion har fyldt hele mit liv.

Dette er sandheden.

vægttab, træning, morkrop, krop
Emma var fire måneder, da jeg vendte tilbage til Fitness World. Set i bakspejlet ville jeg ønske, jeg havde ventet. Men jeg havde travlt med at få min krop tilbage.
2 CommentsLæs mere

Derfor skal du holde nytår med komplet fremmede

Derfor skal du holde nytår med komplet fremmede

Nytår er lidt af en tandpine for mig. Hvert år sidder jeg ubehjælpeligt fast i manglende planer. Alle andre i hele verden lader til at have faste traditioner med den samme lukkede fest år efter år. Som børn er kommet til, er tempoet gået ned. Langt ned.

Hvis man er heldig, kan man måske snige sig til en rødvinsbrandert og et brætspil velvidende, at dit miniature-menneske-vækkeur sgu da er bedøvende ligeglad med, hvornår du kom i seng.

Dagen begynder kl. 6.

Men hvis du som os har ild i sjælen, krudt i røven og bare aldrig sådan helt er vokset op, så er det ikke nok. Så vi besluttede holde nytår med 14 komplet fremmede til en storstilet femretters middag og konfetti i vildskab – og nu skal du høre, hvorfor det er det bedste, vi nogensinde har gjort.

nytår, fest, kærlighed, parforhold, konfetti
Leave a commentLæs mere

Kan kærlighed overleve alt?

Kan kærlighed overleve alt?

Har du nogensinde set en anden i øjnene og mærket deres blik gå hele vejen igennem dig? Du ved det bare. Én sjæl genkender noget i en anden, right? Man finder noget man forstår, savner, mangler eller simpelthen bare synes er smukt og betagende.

Det lyder romantisk, og det er tanken da bestemt også, men det beskriver til perfektion den følelse, der gik gennem mig, når jeg så på Jeppe. Men jeg ser ingenting i hans blik. Det har jeg ikke gjort længe. Og nu er det også slukket hos mig.

valentins dag, valentines dag, Valentine's Day, kærlighed, love, kiss, broken heart, knust hjerte, sorg, forelskelse, forelske sig
For fem år siden og stormende forelskede. Vi havde kun kendt hinanden i fire måneder.
7 CommentsLæs mere

Verden er så stor, mor #jul #highneed

Verden er så stor, mor #jul #highneed

Jeg har gået rundt med en klump i maven. Som december nærmede sig, blev den værre og værre. For en følsom dreng, så har de sidste tre års julerier være for meget af det gode. Vi har skåret meget ned for gøgleriet gennem tiden, men når man har tre andre børn – særligt de to store – så kan man ligesom ikke fjerne julen helt.

I år har mormor købt julekalendere med gaver til børnene. De har fået lov til at vælge selv. Det er én af grundene til min store spænding. Sidste år græd Elliot sig gennem hele måneden. Gaverne og spændingen omkring dem var for meget. Julekalenderen var for meget, når man ikke måtte åbne allesammen. Nisserne var en forvirrende størrelse, som han ikke vidste, hvad han skulle mene om. Det hele var forvirrende. Hvor gik grænserne?

verden, high need, highneed, signalstærk, følelser, jul
4 CommentsLæs mere