Om bloggen

Jeg begyndte at blogge i oktober 2011. Der var mit liv, som jeg kendte det, definitivt slut. Jeg var netop blevet alene og hele min verden var faldet i grus. Inden for kort tid havde jeg mistet alt, der gav mening: min kæreste, mit hjem, mit arbejde og til dels også min søn. Fik jeg nævnt, at jeg var gravid i 5. måned?

Med mit tab fulgte en identitetskrise og sorg, som jeg på mange tidspunkter troede, jeg ikke ville overleve. Det gjorde simpelthen så ondt indeni mig. Jeg græd et helt år, før tårerne stilnede af. Jeg ventede l æ n g e…. Med tiden blev jeg tom de steder, hvor jeg før havde følt noget. Døde pletter, kaldte jeg dem.

Jeg havde opgivet at blive lykkelig, opgivet kærligheden, opgivet mænd og kastede mig ud i et liv, der så let som ingenting bekræftede denne livsanskuelse. Det var ikke et dårligt liv, jeg fandt jo ud af at leve. Men jeg var helt tom indeni, og alle følelser var en knude i brystet. Et kolossalt krater af intethed.

Min blog opstod af et behov for en stemme. Et behov for at tale med denne intethed og holde fast i håbet om, at den måske svarede en dag.

Jeg har lært rigtig meget om mig selv på godt og ondt siden da. Jeg har udforsket min persons afkroge og set mig selv i øjnene. Hvor mange kan lige sige det? Stirret lige tilbage på den, der betragter tilbage fra skyggerne.

“Åndehuller” blev født på 6 års dagen. Den er et kærlighedsbarn og rummer en ny identitet og et andet liv, der opstod, da jeg mindst ventede det. Bloggen er en blotlæggelse af det hele. Af følelserne og tankerne, som en ny begyndelse afføder. Som fortiden til tider afkræver, og fremtiden lokker frem. Den er en åben monolog om livet som deleforældre og brudt familie, og alle mulighederne for at det alligevel kan ende lykkeligt for os alle sammen. Den er et væld af sysler, som giver mig luft i hverdagen til at kunne eksistere som menneske og ikke kun mor.

Jeg er 36 år og mor til fire. Jeg er gift med Jeppe og elsker ham op over begge ører. Han er min bedste ven. Jeg er vanvittigt forelsket i moderskabet, og hvordan det blev min redning. Jeg elsker mine børn hæsblæsende, og hvordan de kan aktivere selv de fjerneste afkroge af min sjæl i en biologisk overmagt, der kun vil dem alt godt. Selv når jeg tror, at der ikke er flere kræfter tilbage. Jeg er dybt fascineret af kærlighed, og hvordan den kan bringe os helt ud over kanten og hele vejen tilbage igen. Hvordan den giver os evnen til at finde hjem. Og jeg er fast besluttet på og opslugt af at fastholde den hudløse ærlighed og sårbarhed, der udgør mig, mens jeg finder fred i livet.