Har mor det hårdere end far?

En ny undersøgelse viser, at man får mindre søvn, når man bliver forældre (doh!) – det gælder åbenbart bare kun mødre. Fars søvnmønster ændrer sig ikke rigtigt. De skriver endda, at sandsynligheden for mere end seks timers søvn mindskes med 50 % pr. barn – holy cow – og vi har fire!!! Farvel søvn… Eller… Det er jo så netop det, jeg har på hjertet.

Der var rigtig mange kvinder i opslaget (jeg så det på Facebook), der klappede i hænderne: Det var det endegyldige bevis! Mor har det hårdere end far. Det tror jeg også på, at virkelig mange kvinder har, når timerne tikker ind på søvnkontoen – fars vel at mærke, mens mors dag for dag går i gabende minus.

Der hersker også en bred enighed omkring, at det er fair nok. Det er jo (oftest) er hende, der er på barsel. Far skal op på arbejde.

Jeg kan bare ikke lade være med at studse over det. Hvis vi fjerner alle detaljer – køn, forpligtelser, osv. – giver det så ikke mere mening at ressourceoptimere end at holde stædigt fast i “ret” og “rimeligt”? Vi er nok lidt anderledes end gennemsnittet herhjemme. Her tager far langt flere nætter end mor, og jeg melder mig som sølle gæsteaktør, når far begynder at se dobbelt. For selvfølgelig skal han kunne varetage sit arbejde, men så længe han kan det, så giver det bedst mening på den her måde.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er luksus. Jeg går jo hjemme. Jeg kan sove, når baby sover. Eller sådan noget. Så hvorfor lade far tage nætterne?

Jeg bærer en betydelig del af husholdningen og familielivets logistik på mine skuldrer. Jeg kan udrette SÅ meget, HVIS jeg vel at mærke ikke ligger i fosterstilling på sofaen og ser stjerner eller endnu værre: græder af træthed eller råber af børnene. Jeg hænger bare ikke sammen, hvis min søvn konsekvent bliver ødelagt. Sådan er jeg ikke lavet. Ikke om jeg så ville det (og det ønsker jeg tit).

Omvendt bliver far ikke påvirket af nætterne på samme måde. Han vågner (eller får en albue i siden), laver en sutteflaske, stikker den i babys mund, og når hun er færdig, stavrer han tilbage i seng. Han sover, som blev der knipset. Jeg, derimod, ligger vågen 1 time til halvanden, når jeg har været oppe. Jeg spekulerer, og min hjerne er i fuld gang. Fik jeg lukket katten ud? Var det Elliot, der klynkede? Kommer bøhmanden og tager mig? Sådan kunne jeg blive ved.

Jeg bliver så irriteret over sådan en undersøgelse og særligt kønskampen bagefter. Vi bliver aldrig færdige med at diskutere, hvilke kasser vi mener, mennesker skal ned i. Hvorfor kan vi ikke se hinanden i øjnene og blive enige om, at det virker bedst med alle kræfter i spil derhjemme, så vi ikke ender med at tæve det ene barn med det andet? For det hele handler jo til syvende og sidste om de her små mennesker, som vi slider og slæber for.

Der er virkelig mange kvinder derude, der burde give deres mænd et spark i løgene. Det er en gammel sang i de sociale mediers (mødre)grupper: Dovne mænd, der ikke hjælper til. Mænd der kommer trætte hjem fra arbejde (fair nok) og styrer direkte til sofaen. Mænd, der falder i søvn på sofaen efter maden, mens mor putter og rydder op. Jeg kunne blive ved med eksemplerne på pressede kvinder, der igen og igen overveje at forlade deres ekstra barn, men ikke ønsker at blive en del af en kedelig statistik.

Jeg så også et opslag fra en amerikansk mand, der proklamerede, at han ikke hjalp sin kone – og det syntes han heller ikke, at andre mænd skulle. Før du farer i flint, så gav hans artikel virkerlig god mening. Mænd skal ikke passe børnene. Mænd skal ikke hjælpe til. Mændene har lige så meget ansvar i hjemmet. De bor der også og bruger tingene. Det er kloge ord.

Men hvis vi ender der – som mor og kvinde – så er bærer vi altså også en del af skylden. Det er super vigtigt at have med. Vi har også et ansvar for at skabe det samliv, som begge trives med, og som skaber balance i hjemmet. Hvis han er SÅ tung at danse med, så er det nok ikke noget, der er sket over nat.

Nu er der ikke, fordi vi altid er kommunikative vidundere, der bare har fat i den lange ende herhjemme. Nogle gange glider det bare, og vi high five’er midt i samlebåndsputningen og oser af selvfedhed. Andre gange opstår åbenbaringen i askerne efter to kæmpe store egoers episke sammenstød. Sådan er det bare.

Pointen er, at man skal finde ud af, hvordan man kan gro sammen. Det er netop derfor vi er gode sammen og gode til det her. Fordi det ikke handler om, hvem der har det hårdest og laver mest, men at være sammen om det. At sige til og fra og finjustere.

Nu vil jeg forøvrigt seng.

Far har tjansen.

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.