Møde med kommunen og PPR #highneed

I fredags skete der noget rigtig spændende: Vi hentede vores pakke fra Legeteket i Odense. Den skal vi teste frem til midten af august. Ikke “test”, som du har set det med mine MomsterTests*, men fordi vi har haft vores første møde med kommunen og PPR.

Det var et stort skridt affødt af stor udmattelse. Hvor mange ville kunne sige “jeg meldte mig selv på kommunen” – uden at føle sig lidt skuffet over sig selv? Eller lidt trist? Jeg kunne hive mange følelser om sorg frem. Og vrede.

Man kan også famle efter et mere positivt perspektiv: Jeg bad om hjælp. Fordi jeg ikke vil gå på kompromis med mit barns trivsel.

Nu skal du høre hvorfor. Og endnu mere om Legeteket og de tiltag, vi er i gang med herhjemme for at lette vores hverdag omkring vores knuselskelige high need barn.

Oliz, Legeteket, sansemotorik, sansemotorisk, motorik, sanseintegration, highneed, high need, signalstærk, PPR

*Hvis du er nysgerrig på MomsterTest, så finder du dem her: RetroPi, L’Amourbox og Silly-Doh.

Tør du bede om hjælp?

Jeg må indrømme, at jeg både har været rigtig bange og ked af at bede om hjælp. Jeg har brugt lang tid på at være vred over, at jeg var så alene, at jeg blev nødt til at række ud til fremmede. Og så endda en kommunal instans, der skriver papirer og gemmer mit nødråb for evigt.

Hvis regeringen nogensinde kommer igennem med deres ulækre pointssystem (se fx her og her), så vil jeg stå med et stort fedt minus lige med det samme. Det bryder jeg mig ikke om. At points skal definere mine potentialer.

Men er den plan så i virkeligheden så gennemført forkert? Grundtanken kan jeg godt forstå.

I virkeligheden er Jeppe og jeg jo enormt ressourcestærke, fordi vi aktivt bruger de tilbud, der er. Vi er selv opsøgende og styrende. Vi kræver og spørger ind og blander os. Men hvad med alle de sårbare familier, der enten er så bange, at de aldrig beder om hjælp, eller som simpelthen er sådan i knæ, at de ikke kan? Så bør der jo være et fintmasket sikkerhedsnet, der griber dem.

Nu vil jeg ikke udtale mig nærmere om regeringens administrative helvede og kontroltunge, angstdrevne behov for indgreb (hov, sagde jeg alligevel lige det?), men hop lige med på ideen om at give hjælp til dem, der kunne have brug for det. Ideen om et sikkerhedsnet – hjælp til selvhjælp – ikke kontrol og dukkeføring.

PPR

Oliz, Legeteket, sansemotorik, sansemotorisk, motorik, sanseintegration, highneed, high need, signalstærk, PPR, pomfritter, pommes, fritter

For man kan spørge sig selv: Hvor hårdt er det egentlig meningen, det skal være? Der er ingen tvivl om, at det til tider er (rigtig) hårdt at have børn, men vi er så bange for indblanding og overvågning, at vi ikke siger det højt. Vi er så bange for at få vurderet vores forældreevne. For hvem har lige lyst til at have Dolores Nidkjær til at se os over skulderen, når vi giver vores 1 årige pomfritter? Eller kaster håndklædet i ringen og lader den 3 årige gasballon se tablet ved bordet under aftensmaden.

Ja, vi gør faktisk begge dele ind imellem. Men det er en anden historie.

Pointen er, at der virkelig er nogle gode tilbud derude. Vi skal bare turde bede om hjælp.

Jeg kender PPR ret godt. Vi stiftede bekendtskab med det første gang i forbindelse med Noah, der begyndte at mistrives sidste vinter. Hans far har epilepsi og blev pludselig meget sygere – og det trak Noah med sig ned. Jeg gik i dialog med skolen om Noahs trivsel, og vi blev meget hurtigt indkaldt til et møde.

PPR er genialt, hvis du spørger mig. Noget, der administrativt faktisk er lykkes. Det er et tilbud til familier om gratis rådgivning. Det er et møde, hvor alle relevante fagfolk og forældrene samles om bordet og kaster deres viden i spil. På den måde bliver det effektivt, og man kan lave en videre plan. Det er smart.

Ved Elliot mødtes vi herhjemme, og der deltog en børnepsykolog, ergoterapeut, familiekonsulent og sundhedsplejerske. Vi er kun i opstartsfasen, hvor alle er nysgerrige og stiller spørgsmål, så der vil utvivlsomt komme noget frustration fra min side.

Første fokus er ergoterapeuten. Elliot skal have lavet en sanseintegrationsprofil, og det er derfor vi har lånt nogle ting af Legeteket, som vi kan prøve, mens hele verden lukkes ned i sommerferien. Vi står i virkeligheden i stampe, men fred være med det.

Oliz, Legeteket, sansemotorik, sansemotorisk, motorik, sanseintegration, highneed, high need, signalstærk, PPR

Legeteket

Oliz, Legeteket, sansemotorik, sansemotorisk, motorik, sanseintegration, highneed, high need, signalstærk, PPR

Jeg kendte ikke til Legeteket, men det så det her fantastiske sted, der bl.a. udlåner pædagogisk legetøj og sansemotoriske materialer. Man kan også få rådgivning – og det fik vi over telefonen. Jeg sendte hende nemlig en udførlig mail, så hun var godt informeret, og så havde hun taget et par beslutninger forud for vores samtale.

Igen: Vildt effektivt og informativt. Det er tanken, at jeg skulle skyde en ansøgning til kommunen afsted (tjek!) og således imødekomme deres ekstremt lange sagsbehandling. Jeg er desuden ikke specielt overbevidst om, at vi få noget som helst godkendt, da Elliot ikke er udredt eller har en diagnose/et handikap.

Anyways, så har det allerede været meget lærerigt – og jeg har næsten allerede besluttet mig for at lave tingene selv med visse modifikationer. Det var ikke svært at finde ud af, hvad tingene er lavet af, så nu er mit hoved godt i gang med et design.

Oliz, Legeteket, sansemotorik, sansemotorisk, motorik, sanseintegration, highneed, high need, signalstærk, PPR

Skattekisten

Vi har lånt Oliz’ Petra giraf og en junior kædedyne. Begge dele af en sansestimulerende og beroligende effekt, da tanken er at hjælpe Elliot til at mærke sig selv bedre og dermed få bugt med hans uro og indsovningsbesvær.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg selv mener om det endnu. Jeg er mildest talt meget observerende, og min hjerne kører på højtryk for at processere det, jeg ser. Jeg er rigtig spændt på at prøve de her ting og flere møder efter sommerferien.

Ollie

Oliz, Legeteket, sansemotorik, sansemotorisk, motorik, sanseintegration, highneed, high need, signalstærk, PPR

Ind til videre har Elliot blankt afvist Ollie. Det hedder han her. Han må slet ikke være i nærheden af ham. Sophia elsker ham til gengæld, og hun falder næsten i søvn med det samme – også i sofaen – hvis hun får lov til at putte med ham. Det er virkelig et dejligt koncept, som minder mig meget om mine tyngdeposer/flagermus.

Elliot har givet ham lidt knækbrød. Hvilket jeg ikke lige var super vild med, da giraffen koster 1.800 kr. Så lige nu ligger han på en hylde og bliver inviteret ned en gang imellem. Uden succes. Elliot kan lige strække sig til en sjælden gang at få en flagermus på skulderne, men han kan virkelig ikke lide tyngden.

Kædedynen

Derfor er det meget overraskende, at han faktisk godt kan lide dynen. Han er stadig forbeholden over for den, men vi har døbt den “hyggedynen”, givet den et bilbetræk på – og så får han lov til at slappe af og have den over benene, tit endda helt op over maven. Det er lidt specielt. Vi blev rådgivet til at lade ham vænne sig til den, så her i starten, er han bare “sammen med den”, men han får den også på om natten.

Oliz, Legeteket, sansemotorik, sansemotorisk, motorik, sanseintegration, highneed, high need, signalstærk, PPR

Den er ikke så varm som forventet – og den skulle ikke bare give ham en roligere søvn, men også ligefrem gøre søvnen dybere og af bedre kvalitet. Så det er virkelig virkelig spændende. Vi har prøvet den gennem weekenden som sagt, og jeg vil endnu ikke helt afsløre noget endnu.

Måske ser jeg spøgelser, måske er den god nok, kender du det?

Måske bliver alting anderledes fra nu af.

Jeg tør ikke helt tro på det.

At det ikke behøver at være så fucking hårdt hele tiden. Det er jo blevet vores “normal” med vores knuselskelige torpedo.

Oliz, Legeteket, sansemotorik, sansemotorisk, motorik, sanseintegration, highneed, high need, signalstærk, PPR

5 comments / Add your comment below

  1. Hvor er jeg bare glad for, at I kan spørge om hjælp <3 Og hvor hpber jeg bare, at det også rent faktisk hjælper 🙂 <3

    1. Ja, det er jo lige det. Men uanset hvad så har vi på eget initiativ fået et virkelig stærkt samarbejde med børnehaven, og det har været skelsættende. Elliot har de to bedste pædagoger i huset (heldigt!), og det er simpelthen sådan en glæde at se dem arbejde med ham. Jeg har altid haft lidt forbehold over for pædagogik – men når man så har et særligt barn uden diagnoser, så kan man pludselig se nogle ting, de kan. Det er ret vildt. Kommunen, i don’t know. Det åbner måske nogle døre, eller lukker nogle (vi får en profil, så kan vi jo få at vide, at der ikke helt er noget at finde, det kan jeg godt leve med) <3

Skriv et svar