Kan kærlighed overleve alt?

valentins dag, valentines dag, Valentine's Day, kærlighed, love, kiss, broken heart, knust hjerte, sorg, forelskelse, forelske sig

Har du nogensinde set en anden i øjnene og mærket deres blik gå hele vejen igennem dig? Du ved det bare. Én sjæl genkender noget i en anden, right? Man finder noget man forstår, savner, mangler eller simpelthen bare synes er smukt og betagende.

Det lyder romantisk, og det er tanken da bestemt også, men det beskriver til perfektion den følelse, der gik gennem mig, når jeg så på Jeppe. Men jeg ser ingenting i hans blik. Det har jeg ikke gjort længe. Og nu er det også slukket hos mig.

valentins dag, valentines dag, Valentine's Day, kærlighed, love, kiss, broken heart, knust hjerte, sorg, forelskelse, forelske sig
For fem år siden og stormende forelskede. Vi havde kun kendt hinanden i fire måneder.

Der hvor kærligheden gror

Jeg kan ikke få det på plads i mit hoved. Vi slås hele tiden. Mig og min ene. Vi slås om bagateller, lader det til. Men det er hele tiden og af hele hjertet. Vi kan ikke blive enige eller i det mindste finde et fælles fodslag, som man siger. Vi ligger i åben krig. Ingen hejser flaget.

Julen burde være hjerternes fest. Men mit har vaklet. Som et sidste kapitel af et forbandet år. Jeg har længe mærket, at det har haft sin pris. Jeg havde bare ikke lyst til at skrive om det, for jeg håbede, at det gik væk igen. At jeg kunne tale om det i bagklogskabens lys. Så gør det ikke så ondt, vel?

Men hvordan skal kærligheden gro, når man ikke har tid til hinanden? Når alt fokus går til børn og økonomi? Når der bliver sagt en masse ting, som ikke kan tages tilbage. Når “undskyld” ikke rækker. Hvor skal kærligheden gro, når der er bygget to høje mure op omkring den?

Valgmuligheder

Jo, der er selvfølgelig en fin pallette af underkategorier ud fra to hovedvalg:

A) Vi kan gå fra hinanden.

B) Vi kan blive sammen.

Helt ærligt, så har jeg mest lyst til at gå lige nu. Jeg er træt af at kæmpe og endnu mere træt af at skændes og blive skudt på med hårde ord. Jeg har svært ved at se, hvad der skulle skabe den forandring, vi har brug for som par. OK, lad mig omformulere det en smule. Jeg har ikke LYST til at gå, men jeg er udmattet, og når vi ikke evner at bryde de dårlige mønstre gennem dialog, så er jeg parat til at bryde dem gennem handling.

Jeppe siger, snak er spild af tid. Så det kan vi ikke. Han vil bare have fred og ro. Jeg ved bare ikke, hvordan man fixer noget uden at tale sammen… Og det får mig til at føle mig alene og uønsket. Den følelse går jeg rundt med hele tiden. Og når vi så hakker på hinanden konstant, så kommer der bare med i puljen af “han elsker mig ikke længere”. Der sker ikke noget, der nedbryder denne teori. Tværtimod får den næring hele tiden.

Skal man så bare fortsætte ned af en vej, der langsomt piller to mennesker fra hinanden? Se, jeg har jo rent faktisk været nede af den vej før…

Gennembrud

Nå, men i går besluttede jeg mig så for, at nu var det nok. Jeg var så fyldt op og vred over min urokkelige mand.

Man har altid et valg.

Man kan tvinge hesten til truget…”, ikke?

Så jeg sagde stop. Jeg kan tage MANGE slag. Jeg vil kæmpe til det sidste. Men “det sidste” er ikke der, hvor vi går helt ned med flaget, og alle går skadet derfra. Klog af skade er “det sidste” FØR det sker.

Måske var det, fordi jeg mente det den her gang. Sandheden er, at det ikke er første gang i år, at jeg har sagt det. Men det er første gang, at jeg tog skridtet videre og undersøgte tingene nærmere. Jeg ved godt, hvad der skal til for at brænde mine broer. Og jeg var klar.

Hvorfor er vi så ikke skilt i dag på årets sidste dag?

Fordi Jeppe kom til mig. Han kom og sagde, at han ikke ville skilles. Jeg svarede, at jeg ikke kunne kæmpe alene mere. Han stod ovre i døren, langt væk – på den anden side af kloden. Han var ked af det og svarede, at han bare ventede på, at jeg blev bedre.

Så eksploderede jeg.

“Bedre til hvad?” råbte jeg og må sikkert havde lignet en tårevædet overmoden tomat, der bliver klemt for hårdt.

Min følelsestsunami rejste sig og lagde rummet ned.

“Bedre til hvad?! – et bedre menneske? En bedre mor? Bedre partner? Bedre til at rydde op efter mig selv? Bedre til vasketøj? Bedre til at føle – til ikke at føle?”

(jeg remsede en million ting op)

“BEDRE TIL HVAD????”

Han ville gerne have, at jeg fik det bedre, rettede han mig, men jeg var urokkelig.

“Man bliver ikke fucking en skid bedre af at vente! Eller ikke at tale sammen om det. Man udvikler sig ikke uden at GØRE NOGET, vi kommer ingen vegne, når man bare melder sig ud og er passiv!!!!!”

Jeg sagde en hel masse, tusinde ord strømmede ud af mig, nogle var velformulerede og kloge, andre ækle og rasende.

Men han hørte dem. Og åbnede endelig op.

Syndsforladelse

Det sværeste lige nu er, at vi begge skal gøre indrømmelser. Det er svært. Vi er stolte mennesker. Vi skal også lave nogle ting om fremadrettet. Det er svært at indrømme, at man er blevet en anden, mindre sød version af sig selv – over for hinanden. Det er ikke rart at se sig selv i spejlet.

Det bedste er, at det hele har en naturlig forklaring. Vi elsker stadig hinanden, men året 2018 har brutalt bragt os i en undtagelsestilstand, som varede for længe. Vi kan godt se, hvor der skal skrues. Vi kan godt se, hvad der gik galt. Og ingen af delene er vores skyld eller fordi vi har ment noget ondt.

Men det er et hårdt arbejde. Vi skal komme tilbage fra meningitis. Det ændrede os begge markant. Vi skal komme tilbage fra at blive svigtet og skuffet af andre mennesker gennem året. Vi skal komme tilbage for uheld og økonomisk krise, der truede vores levegrundlag og fik os til at arbejde for meget. Vi skal komme tilbage fra de veje, vi tog, væk fra hinanden, og finde en fælles. Vi skal tilgive, vi skal genopdage, vi skal redefinere.

kærlighed, parforhold, forhold, krise

Fem år senere og meget klogere. Vi kender hinanden ud og ind, har været igennem ild og vand sammen, vi er hinandens bedste venner og fortrolige – og det skal vi huske os selv på.

Kærlighed er et valg

Kærlighed er ikke enkelt. Det burde det måske være, men det er det ikke. Den skal plejes og værnes om. Det kræver også, at man plejer og værner om sig selv, for kærlighed er en gave, man giver og får og deler – og det kan man ikke, hvis man er skindød.

Så nu tog jeg skridtet og sagde det højt. Jeg har fortalt dig, at alt ikke bare er fryd og gammen, men fucking hårdt arbejde herhjemme. Det er ikke særligt sjovt og faktisk ret sårbart. Men det gik også op for mig, at den her blog har et særligt formål for mig til dig, og det er at dele tingene, som de er. Det er at fortælle dig, at du ikke er alene – og måske vil jeg også opdage, at JEG ikke er det.

Det er vigtigt for mig. At dele tingene, som de er. For vi mennesker er så slemme til at tie og lukke problemerne inde. Vi vil gerne ordne tingene bag de fire høje vægge, lukkede døre og nedrullede gardiner. Men så fjerner vi noget vigtigt og almengyldigt. Vi skjuler LIVET for hinanden. Kan vi ikke i stedet normalisere det lidt? ALLE har kriser. ALLE har det hårdt til tider? ALT er ikke bare perfekt, det ved vi jo godt, men tør vi vise det – sådan rigtigt vise det?

Selvfølgelig skal man også have lidt værdighed omkring det. Jo jo. Jeg har ikke lyst til at skrive, at Jeppe bare er en stor lort og jeg hader ham (det gør jeg nu heller ikke) – for jeg er nødt til at se indad. Jeg ved jo godt, at jeg har en andel, selvom min stolthed tuder som en 6 årig lille pige og har smidt sig på gulvet. Men det dur bare ikke.

Så i aften tager vi i byen, danser på bordene, bliver fulde, kysser hinanden og glemmer, at vi er nogens mor og far – og kun hinandens. Og så starter vi forfra.

kærlighed, parforhold, forhold, krise
Intet menneske er en ø. Husk det <3

8 comments / Add your comment below

  1. Åh kæreste du. Du er om nogen fantastisk til at skrive lige præcis det som mange (også jeg selv) gennemgår så ofte. Det land af høje mure hvor der er så ensomt at gå på stien imellem disse. Hvor man føler sig allermest alene i et forhold på to. Det glæder mig at læse at i ikke er flygtet. At i kæmper sammen. For selvom man er langt fra hinanden, går i hver sin retning og ikke kan nå hinanden tror jeg på at det vigtigste er, at man stadig i hjertet er 2. At man ved man ikke er alene selvom det føles som at være millioner af mil fra hinanden. Jeg ønsker jer alt det bedste i det nye år, håber i finder tilbage til samme vej og ender med hinanden i favnen igen. At i ser lyset tænde pg blive til en flammende ild igen. At denne stormvind vil huske jer på, at i bedst sammen kan skærme for kærlighedens ild. Rigtig godt nytår til jer og familien. <3

    1. Åh Maria – tak! Jeg er så glad for, at du lige gav dig tid til at pippe op og medgav, at det trods alt ikke er noget, vi er helt alene om her i verden (selvom ingen har lyst til at indrømme det). Men ja, vi kæmper med alt, vi har – for vi har så meget på spil, og står med tåspidserne ved målet. Hvor ville det være en total fallit, hvis det viste sig, at vi er nået frem uden hinanden. Godt nytår til alle jer også <3

  2. Så modigt at du deler noget, der er så personligt. Og jeres.
    Jeg kan ikke genkende situationen fra mit eget liv, men dit indlæg fik mig til at tænke på, hvornår jeg sidst fortalte min mand, at jeg sætter stor pris på ham. Det vil jeg gøre med det samme!

    Tak for et ærligt indlæg. Jeg hepper på jer to og glæder mig til at læse mere! <3

    1. Så har jeg alligevel gjort et eller andet rigtigt <3 Det er nemlig én af de ting, vi glemte på vejen – og som vi øver os i at få tilbage igen. Giv ham et klap i måsen også!

  3. Jeg håber I får danset og kysset til den lyse morgen!! Jeg kan anbefale, at I sammen læser bogen ‘Jeg savner os’ som er en slags praktisk guide til at styrke og bevare nærheden og kærligheden i et forhold <3 Godt nytår!!

    1. Vi havde en fantastisk aften!!! Med sommerfugle der fløj afsted. Tak for tippet om bogen – den vil jeg få fat i. Gad vide, om man kan få den som lydbog? <3 Godt nytår til jer også.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.