Kærligheden til sig selv

Sådan lidt off the record så har jeg gjort noget nok lidt tosset her i weekenden. Jeg har købt bogen Top Trimmet på 12 uger af Anne Bech. Du kan læse en anmeldelse fra Bodylab lige her. Brian Henneberg og jeg har indtil nu været temmelig enige om både træning og Anne Bech (han ved det bare ikke) – og han er stadig med mig på den her: Nemlig, at det ser ganske glimrende ud.

Som mor-blogger kommer det lidt ud af det blå. Jeg har ikke skrevet om min træning, min mad, mit forhold til mig selv og min krop efter 4 graviditeter, fødsler, amninger og livet som mor. Mit fokus ligger meget på mine børn – og det har selvfølgelig præget ovenstående ting virkelig meget.

Alter ego

Men jeg har altså det her alter ego. Hun har endda sin helt egen Instagram profil, fitmor_tilfire, hvor hun i hjertet af familielivet tager kampen op mod morkroppen med det rungende spørgsmål i baghovedet: Kan en mor til fire blive fit? Kan JEG blive det?

Profilen er min evige tandpine. Den er et stresselement i en konstant stillingtagen eller snarere undren – refleksion – fortvivlelse – jagt på, hvem jeg egentlig er i dag og ønsker at være i morgen.

Men jeg har brug for den. Den her skide sten i skoen, der insisterende kræver min opmærksom. Jeg har brug for, at der er noget, der forpligter mig – og det gør den her profil altså bedre end min samvittighed.

For det er slet ikke nemt.

Ud over de helt almindelige mor-kampe, der mest handler om tid og mulighed, så er jeg min egen værste fjende.

Mors krop

Jeg tog træningen op igen, da Emma var 4 mdr. gammel. Jeg ammede stadig, men det gav mening for mig at begynde der. Jeg følte mig rastløs og havde det rigtig svært med at være tyk. Jeg længtes efter kvinden inden bag ved den hvide bløde bolledej, trætheden og comfort tøjet, fordi jeg ikke kunne passe noget i mit skab længere. Jeg følte mig ikke sexet længere.

Jeg var i et evigt dilemma mellem behovet for at få min krop igen og den totale overgivelse til moderskabet, hvor den netop ikke var min egen længere. Der var én, der skulle have mad fra min krop, og det var vigtigt for mig, at det var helt optimalt. Men de andre tre søgte mig jo også, og når det kommer til børn, så er der noget helt magisk ved mors krop. Det er et særligt bånd, en særlig ro, en særlig kærlighed, der går gennem hud mod hud i takt med en mors hjerteslag og åndedræt.

Hvordan skulle jeg kunne undsige mig det? Men hvordan skulle jeg få det til at passe ind med et voksende behov for at være min egen? Kan de to ting gå hånd i hånd?

Verden er så stor, mor <3

Superfit mor

Jeg købte efter noget tid Superfit mors maveprogram, der hedder flad mave. Det er et vanvittigt godt program, og hun ved bestemt, hvad hun laver med disse skræddersyede øvelser til morkroppen. Hun sætter ind lige i hjertet af problemet efter graviditet: Den famøse bolledej bestående af blødt bindevæv og evt. delte mavemuskler (hvilket jeg heldigvis ikke lider af). Men jeg kunne ikke tage mig sammen.

Jeg var ikke motiveret. Hvorfor? Ungerne var topmotiveret! Haha. Men som jeg skrev før, så er jeg min egen værste fjende. Så mange års selvopofrelse og omsorgsgiveri har sat sine spor: Hvor blev Malene af?

Når jeg så mig i spejlet blev jeg tung om hjertet. Tung helt ned i fødderne, og de ville ikke flytte sig. Jeg var så bange for at fejle, at jeg ikke turde forsøge i første omgang. Der sidder jeg stadig fast.

Samtidig betyder træning også en anden byrde for et tungt sind: Når man løfter vægtene, så mærker man med enhver millimeter af sin krop, hvor meget man har forsømt den. Man mærker, hvor langt der er op til toppen, og den sorg bølgede ind over mig med en kraft, der væltede mig af fødderne.

Så hvad gør man?

Man tilgiver sig selv. For fiaskoerne. For fejlene. For kiloerne. For rynkerne. For det askegrå ansigt med urenhederne. For det klaskede, døde hår. For for meget kaffe og for lidt mad. For at glemme vitaminerne. For at foretrække at sove i stedet for at gå en tur. For hele lortet.

Ti trin op – eller ned

Jeg skal tabe mig. Det er der ikke nogen tvivl om. Ikke alarmerende, da jeg lige præcis har sneget mig ned på et normalt BMI (som om det kan bruges til særligt meget) og kan passe mit tøj igen. Men måske skal jeg holde op med at kalde det “at tabe mig”. Måske skal jeg sige, at jeg skal begynde at træne, blive stærk(ere) – indeni såvel som udenpå. For det var faktisk det, der startede hele lavinen.

At jeg satte mig på gulvet og fik et jag af smerte gennem mig. For jeg havde sat mig lige på knoglerne, og det gjorde rigtig ondt. Der var ingen muskler, der tog fra. Det var et wake up call. Ikke til egoismen, men lige i morhjertet. Jeg skal kunne lege med mine børn på gulvet, klatre med i Dinos Legeland og svinge dem rundt. Hell no, om jeg skal være den slatne mor, der sidder og spytter i kaffen og ser på (men fred være med alle dem, der vælger det – no pun intended). Det er bare ikke for mig.

Det var det, der fik mig op af stolen. Kærligheden til mine børn. Nu står jeg så her og indser, at der mangler en virkelig vigtig brik. Kærligheden til mig selv.

Så jeg købte altså den her tossede bog og satte mig et mål. Jeg satte mig også nogle delmål, snakkede med Jeppe om det (for sådan et projekt involverer hele husholdningen) og begyndte at researche – Jeppe greb fat i programmet og skræddersyede et (bedre) til mig (#spoiled). Nu starter jeg på torsdag. Det skræmmer mig helt vildt, men jeg VIL videre end den her suppedas.

Jeg vil ikke længere tage til noget og ønske, at jeg var tynd og smuk og lignede en million. Jeg bliver nødt til gøre noget ved det. Jeg bliver nødt til at arbejde for at være tilfreds, nå nærmere mine mål og ønsker – og det kræver, at jeg overgiver mig til magtesløsheden, når jeg træder ind i Fitness World og spejder mod bjergtoppen, som jeg skal over. Det er der, jeg skal hen.

Jeg starter på torsdag.

Billedet her er perfekt. Når jeg ser på det, så ser jeg, at jeg har en bums. Jeg ved, at jeg er pisse træt og har været ked af det hele dagen. Mit hår sidder faktisk ikke symmetrisk, og det generer mig. Men ved du hvad? Et eller andet sted midt i følelsen af fortabelse, så gror der en jernvilje bag det blik, og jeg føler mig hamrende stærk i al min sårbarhed og uperfekte fremtræden. Det er indbegrebet af mig.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.