Julen er lige om hjørnet

December er lige om hjørnet, og julen ligeså. Det er på mange måder en hård periode for mig. Det er en måned med stor reflektion, og mine minder er ikke lyserøde. I år skal jeg ikke have de to store hjemme til jul, og jeg prøver ihærdigt at maskere, at det generer mig. Samtidig minder det mig om, at min familie bliver mindre og mindre.

Det lyder måske ironisk, når nu jeg i dag har fire børn. Men faktum er, at de gamle glider fra og med deres bortgang, er der ikke rigtigt nogen tilbage til at gribe faklen og samle familien. Det gør mig trist. Der er ikke den store interesse, kan man vel sige.

Vi har brug for hinanden

Bare fordi man bliver voksen, så holder man ikke op med at have brug for sin familie. Man har stadig brug for deres mening om tingene, deres anerkendelse, samværet, historierne og at ringe og fortælle, når der er sket noget i ens liv. Det kan godt være, at man ikke taler sammen hver dag, men familien er en hjørnesten i tilværelsen – en vigtig byggesten vores samfund. Jeg tænker tit, at vi er gledet for langt væk fra fællesskabet i de moderne tider. Ansvaret for hinanden og hinandens liv.

Jeppe kommer ikke med så meget familie og heller ikke så mange traditioner i bagagen. Vi er virkelig startet helt fra bunden i at finde ud af, hvem vi vil være og hvordan historien skal skrives. Nogle gange synes jeg, det er spændende og bliver optændt af udfordringen i at skabe traditioner til vores børn. Andre gange ville jeg ønske mig, at der var en arv at bringe videre, så jeg kunne hvile i den i stedet.

Hvor blev vi af?

Min farfar døde, da jeg var knap to år. Ham har jeg aldrig kendt. Min farmor døde for godt 15 år siden, sådan ca. Jeg husker hendes fåmælte smil, som min far har arvet, og at hun var en arbejdsbi, som hjalp, hvor hun kunne – også blandt de gamle i hendes nærhed. Hun tog fat, hvor hjemmehjælperen slap, kan man vel sige. Hun var hele familiens samlingspunkt, og med hendes bortgang stoppede de sociale større sammenkomster, båndene løsnede sig, og vi blev alene i tomrummet.

Min morfar døde for fire år siden og i sommers døde min bonusmorfar (min mormors storebror). Dem er jeg vokset op med igennem årene, og de var indbegrebet af at komme hjem for mig. Sjovt nok så sidder særligt deres smil og latter fast i mig. Min morfar havde en særlig knirkende lyd, når han tog telefonen. “Jaaaee..? Det er Arne Olsen”. Jeg savner at høre den. Savner ilden i hans blik, når noget provokerede ham. Gamle Claus var mild og lidt stille, men hans smil strålede ind over bordet, når vi var samlet.

Tilbage står min lille mormor og hendes svigerinde. De er de sidste af den gamle skole, og det gør mig bange. Mit liv var så rigt en gang med en stor familie og mange sammenkomster. Nu glider folk tilbage i egen arne og tilbage står tavsheden. Min mor forsøger stædigt at holde fast, men det er virkelig imod alle odds, når hun træder vande i det sorte hav. Og jeg ser tendensen overalt. De små øer af menneskeliv, der ikke rigtigt rører hinanden.

Hvor blev vi af? Hvad sker der, når de sidste gamlinge er væk? Venter opløsningen også her og hvad så?

Intet menneske er en ø

Det var en stor grund til, at vi valgte at gå linen ud med fire børn. Familie. Tilhørsforhold. Fællesskab. Vi kan blive gamle velvidende, at vi kan få lov til at være nogens hjørnesten i mange år frem, og samtidig lægger vi de spæde skud til, at vores børn kan komme hjem, og en dag vil de bringe det videre.

Vi siger hele tiden til dem, at familie er det vigtigste, man har. Familie er alt. Her kan man altid komme hjem og snakke og få lov til at være lige den, man er. Det er sine søskende, man skal blive gammel sammen med.

Jeg ved godt, at strukturerne i dag er anderledes, og familien konkurrerer hårdt med venskaberne og kollegaerne, men hele hovedsagen er jo, at intet menneske er en ø, og til trods for det, så findes der enormt mange ensomme mennesker derude. Det er dem, der hjemsøger mig i juledagene, når forbrugsræs blandes med julehjælp.

Julen er lysenes tid

Jeg fik vist ikke sagt, at jeg elsker julen. Det kan være svært at læse ud af mine ord, hvor jeg føler savn og til dels sorg. Jeg mindes og mærker kærligheden, jeg følte en gang – også den, jeg ikke burde hænge fast i. Men julen er også lysenes tid. Man kan vel gå så vidt, som at kalde det miraklernes tid. Ikke sådan i religiøs forstand, men jeg er romantisk nok anlagt til at tage ordene i brug. Det er da en dejlig tanke?

Julen er en tid i nærhedens tegn herhjemme. Jeg ved ikke, hvordan det næsten er muligt at krybe tættere sammen i sofaen, men vi gør det. Vi tænder (elektriske) lys, pynter op, spiser vintermad og søde sager. Vi ser julekalender og åbner troligt vores egne. Nisserne kommer forbi og laver løjer, og vi snakker om ønsker, håb og drømme.

Det er mit håb, at de vil mindes deres barndom og mærke varmen brede sig, særligt på de kølige dage. Jeg håber, at de vil føle samhørighed og føle sig elsket. Og den dag, jeg ser dem gøre noget, som jeg har startet, så bliver jeg pisse stolt. Mildest talt. Så har jeg vundet.

5 comments / Add your comment below

Skriv et svar