Jeg ville ønske, jeg aldrig havde fået dig

Elliot har haft en fantastisk sommer. Den gik over stok og sten – og selvom vi bød ham mange omvæltninger og udfordringer med mindre struktur, mange ture og oplevelser for fuld skrald, så tog han det i stiv arm. Jeg var så imponeret over min lille fyr. Jeg følte mig så uendeligt tæt med ham og fik lov til at komme tæt på ham på en helt ny måde.

Og det blændede mig.

Jeg havde et øjeblik tilladt mig at glemme. Glemme, at når man rider på en høj bølge, så slår den også hårdt ned mod klit og strand.

Røde lamper

Da jeg kørte på arbejde i dag, var jeg uendeligt trist. Den første uge efter sommerferien gik i samme stil med en helt fantastisk dreng i trivsel. Han lagde hele verden ned. Det var stort, for han var gået fra at være sin helt egen til at være en del af holdet. Jeg elskede det.

Den følgende uge begyndte mine advarselslamper at blinke. Vi var alle sammen ved at være trætte (vi sover ikke om natten), men for Elliot betød det, at vejen, vi gik sammen, fik større og større sten. Han begyndte at blive på tværs. Han var rigtig træt, men havde svært ved at finde ro og tage en pause. Der var sådan nogle små ting, bl.a. begyndte han at komme ind til mig og sove om natten. Vores tavse sprog.

Et råb.

Da vi nåede torsdag havde jeg ondt i maven. Jeg kunne mærke, at han var ved at være udpint nu. Alle er trætte sidst på ugen, men når man er tre år gammel og har en følelsesstyrke som en vulkan i udbrud, så er der ikke meget plads i en lille, impulsdrevet krop. Når man er tre år gammel og fuldstændigt udmattet af bare at komme igennem dagen i børnehaven, så er det svært at bære vægten af sig selv. Jeg så det i hans øjne.

Eller snarere manglen på kontakt.

Elliot lukkede stille og roligt ned.

Fredag blev han passet ude sammen med Emma, og jeg brød mig ikke om det. Men vi havde fandens brug for det. Vi hentede dem hjem om formiddagen om lørdagen, og han virkede bare utroligt glad og tilpas. Men da han kom hjem, gik hans verden i tusinde stykker.

Det var så hårdt for Elliot at starte op igen, at han faldt i søvn rundt omkring. Her fandt de ham midt i garderoben.

Hjælp mig

Det går vildt for sig, når Elliot leger. ALT skal i spil – og han forsøger at ødelægge det, hvis vi ikke er over ham.

Han græd over alt. Han ødelagt alt, og på et splitsekund var vi blevet taget fat ved håret og slæbt tilbage i en tid, hvor det bare gjaldt om at følge med. Det gjaldt om at sørge for, at han ikke kom til skade eller skadede Emma. Det var meget langt tilbage, og vi havde glemt, hvordan det var. Det gjorde ondt. Sindsygt ondt.

Jeg bandede af mig selv og over, at jeg ikke havde set det komme. Hvordan fanden kan man være så dum at bilde sig selv ind, at (stormende) fremgang bare fortsætter uden bump? Hvordan fanden kan man bare smide tøjlerne og lade livet ride frit? Jeg skammede mig over at være så naiv.

Men jeg vidste også, at jeg trænge til det. Mere end noget andet. At ride frit.

Jeg måtte minde mig selv om endnu en gang, at der aldrig bliver plads til slinger i valsen. Takten skal slås konsekvent. Jeg fik en klump i maven og følte mig fanget. Jeg følte mig kvalt.

Elliots opførsel gjorde mig ondt. Den rev i mig og flåede i mig. Vores tavse sprog skreg inde i mit hoved. Når han krævende gled dybt ind under min hud og indtog mig, overtog mig. Min sanselighed blandede sig med hans, og jeg mærkede, at jeg stille og roligt druknede.

Hjælp mig, hviskede han til mig. Hver gang han slog mig, rev mig, greb fat i mig, rutsjede rundt på mig, pressede legetøj hårdt ind i ansigtet på mig og gned sit hoved ind mod mig som en kælen kat. Hjælp mig.

Weekenden fortsatte som en hvinende lyd i mit øre.

Han KÆMPER med søvnen. Men når han først sover, er han nærmest bevidstløs.

Den værste følelse, jeg nogensinde har følt

Mandag morgen skulle jeg aflevere børnene i børnehaven. Helvede var løs fra vi vågnede, og jeg mærkede, at jeg ikke havde nogen hud længere. Jeg var bar og åben – og bange. Jeg var uendeligt træt og havde følelses-tømmermænd (hvis du har prøvet det, så ved du, hvad jeg mener).

Han græd igen over alt. Han ville have kakao, han ville have dit, han ville have dat. Han fandt det mindste smuthul til at græde, hvis jeg glemte noget eller afveg fra noget eller ikke forudså, at i dag var dagen, HAN afveg fra noget. Jeg var en hamster i et møllehjul og mit hjerte bankede ængsteligt for at aflevere ham i børnehaven i dag.

Jeg skældte ham ud i bilen. Fortalte ham, at nu måtte han styre sig og stoppe med at pive over alt. Jeg sagde det roligt, men min stemme var grødet af min afmagt. Jeg mærkede, at jeg snart ville råbe, men visheden stoppede mig. Vi kom på mirakuløs vis afsted.

I børnehaven eskalerede det, og jeg stod nu med TO grædende børn og intet filter længere. En mor sagde god morgen – god weekend, jeg husker det ikke – og jeg lavede en masse fagter tilbage. Jeg havde ikke lyst til at svare. Jeg var for længst forbi at opretholde en facade. Han brød nu sammen over, at jeg ikke havde hans madkasse med, og jeg skælvede over det hele og lod det skamride mig.

Jeg kom igennem afleveringen, som faktisk endte fint. Ingen børn græd, da jeg gik. Jeg kan næsten ikke huske det længere. Jeg var fyldt op af sorg over at svigte ham sådan. Over at han ikke kunne være ved mig, når han havde det sådan. At sommeren ikke kunne vare for evigt, og at jeg var så egoistisk at hige efter mine egne ambitioner.

Jeg var så fyldt op. Jeg skulle kaste op. Jeg stod ude ved bilen igen, da den værste følelse, jeg nogensinde har følt, brølede igennem mig.

Jeg ville ønske, jeg aldrig havde fået dig.

Stop!

Jeg har slet ikke lyst til at fortælle om det her. Men jeg vidste allerede, da ordene røg gennem mig, at det blev jeg nødt til. Det blev jeg simpelthen nødt til at sige højt.

Jeg ved nemlig godt, hvor det komme fra, selvom det ikke ændrer på, at jeg føler en dyb sorg over at have følt sådan. Men jeg ved godt, at den kommer fra et dybt dybt sted inde i mig, i det allermest primitive, blødende – der hvor en mor kaster sig ud foran én bil for at redde sit barn fra at blive kørt ned.

Den kommer fra et sted, der elsker ham så højt og vil ham det så godt, at min selvopholdelsesdrift gik ind og reddede mig lige i det øjeblik, hvor det blev truende for mig. Lige inden jeg knækkede og ville være ubrugelig bagefter.

Jeg har aldrig oplevet noget så ekstremt som mit forhold til Elliot. Jeg har aldrig oplevet nogen, der kunne skrælle mig fuldstændigt hudløs og hele mig på én og samme tid. Vores tavse sprog er en gave. Han er exceptionel med sit følelsesregister, sin evne til empati, sin sanselighed og fysiske formåen.

Men jeg vil aldrig aldrig aldrig føle sådan igen.

Det gør så fucking ondt at være mor, når ens børn ikke har det godt. Men jeg må aldrig nogensinde svigte ham ved ikke at kunne kunne bære det sammen med ham.

Nu har jeg ikke flere ord.

Et typisk sted man finder Elliot, hvis man ikke har et øje på ham hele tiden.

22 comments / Add your comment below

  1. Kære du. Tårene triller ned af mine kinder. Mest fordi du beskriver min store dreng, hans hårde facon overfor lillesøster og jeg. Gråden der presser sig på når han “Ikke bare kan være ligesom alle andre”. Av av.
    Stort kram til dig.

  2. Tak, fordi du deler, Jeanette. Man føler sig så alene i verden med disse erfaringer. Det er en sorg, men jeg tror på, at flere end vi tror, kan samles om den. Det lyder hårdt med din dreng – det river mig i stykker, når det sker herhjemme.

    1. Tak, Christina. Jeg var helt ør i hovedet hele dagen i går efter det. Jeg var træt som aldrig før efter de følelser…. ❤️

  3. WOW – stærkt indlæg. Jeg sidder her på arbejdet med tårer i øjnene, helt rørt over dine ord ♥️ Intet er værre end når ens børn “lider”, men til trods for at det kan virker uoverskueligt, uretfærdigt og være pokkers hårdt, så kan man altså bare et eller andet som mor. Man kan nemlig klare alt når det kommer til ens børn. Og det lyder til at du gør det til UG – specielt fordi du gir plads til dine følelser. Også de knap så flatterende af dem ♥️

    1. Åh altså, tak for dit lange svar til mit indlæg. Jeg er helt væltet bagover at blive mødt så kærligt af andre mødre – og forstået. Tak! ❤️

  4. Det er helt okay ikke altid at være ovenpå – at være mor er hårdt, det er svært og forbandet frygteligt til tider. Nogle gange tænker eller gør man ting som man fortryder – og det er Okay, vi kan ikke alle være så skide perfekte! 🤷 Kæmpe kram herfra! ❤

    1. Tak for dine tanker – de varmede ❤️ Jeg synes, det er sårbart at dykke så dybt ned, men et eller andet sted, lærte jeg også noget rigtig vigtigt. Det var næsten, som om det rensede lidt ud. Kram lige tilbage.

  5. Jeg har lige nu fundet din profil og din blog og dette er det første indlæg jeg læser. Og jeg ryster helt og tårerne presser på. Må bare skrive tak. Tak fordi du er i stand til at skrive det her. Tak fordi du sætter så præcist ord på noget, som jeg kender så godt. Det er første gang, jeg ikke føler mig alene med lige præcis de her følelser. Og du er heller ikke alene.

  6. Puh ha, Trine, nu blev det min tur til at synke tungt. Tusind tak, fordi du også deler – jeg er virkelig oprigtigt glad for, at du griber ud og tager fat, når jeg er helt hudløs. Tak! ❤️

  7. Jeg er dybt rørt og tager hatten af for din måde at formå at favne din søn! Min søn har ingen særlige behov og alligevel presser han mig ind i mellem ud over grænsen, hvor jeg får råbt eller skældt for hårdt ud og jeg inderligt fortryder..
    Så klap lige dig selv på skulderen for at være en fantastisk MOR ❤️

    1. Tusind tak, Pernille ❤️ Jeg mener det! Jeg får også skældt ud og til tider råbt. Det hører vist med jobbeskrivelsen at falde i. Jeg er i hvert fald ikke perfekt, men mine børn er det bedste, jeg har skabt 🌺 Jeg er så glad for, at du gav dig tid til skrive. Tak.

  8. Tak fordi du siger de allersværeste ord højt ❤️ Min datter er kun et år, men jeg kender kun dine følelser og tanker alt for godt.

  9. Tak.. bare et stille og grådkvalt tak for, at sætte de forbudte tanker og følelser fri.. de bor også i mig skal du vide, og de gør djævelsk ondt, at bære rundt på!!

  10. Du er ikke alene, Pernille. Tak, fordi du skriver her og fjerner lidt af MIN skam ❤️ Jeg håber, jeg tog lidt af din skyld fra dig.

  11. Tak for et meget fint skriv. Jeg ligger i sengen og tårerne triller mens mit hjerte og smerte barn forsøger at kravle ind i mig igen. I foråret da han havde det værst fik jeg sagt til min mand for hvis skyld skulle han overleve da han var spæd for at være så plaget nu. Vi var helt i bund, men hans læge og skole holdte os hånden og fik os igennem. Så kom sommerferien og der kom ro på. Så tak for så fint at sætte ord på

  12. Hej Heidi, tak, fordi du giver mig håb og minder mig om, at det vil være en dans frem og tilbage. Vi har også fået en familiekonsulent og ergoterapeut ind over – sådan da – så jeg er rigtig spændt på, om vi kommer til at kunne mærke det i vores hverdag. Jeg er træt for tiden, og så mærkede jeg pludselig et stærkt behov for en pause. Det kom bag på mig, og jeg skamler mig stadig over det. Tak, fordi du skrev.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.