“Jeg kan ikke forstå dig, når du græder”

børnehave, highneed, high need, signalstærk, følelser, opdragelse

“Jeg kan ikke forstå dig, når du græder,” ordene nåede mig gennem garderoben i børnehaven, hvor jeg lige havde åbnet døren.

Jeg havde netop afleveret Elliot og Emma, men jeg glemte i farten at fortælle, at Elliot holder fri på Grundlovsdag, så det ville jeg lige stikke næsen ind og sige.

Ordene kom fra en pædagog. Jeg kunne høre Elliot græde med sutten i munden, mens han forsøgte at sige noget. Noget stivnede indeni mig.

børnehave, highneed, high need, signalstærk, følelser, opdragelse

Anerkend mit barn

Jeg tog to skridt ind af døren, som smækkede hårdt bag mig. Det lille knald, da den lukkede, antændte mig yderligere. Mine fødder satte i gang og fortsatte ind i rummet, hvor Elliot sad ved bordet. Der var to pædagoger sammen med ham. De hilste på mig (igen).
Jeg fortsatte over til pædagogen og stillede mig foran hende med defensivt fremskudt hage.
“Når du siger til Elliot, at du ikke kan forstå ham, når han græder, så beder du ham holde op med at græde, uden at anerkende hans følelser – du kunne lige så godt bede ham klappe i,” sagde jeg skarpt med en knude i maven. Vi har de sidste fire måneder KÆMPET med at få Elliot til at ville gå i børnehave og vredet os selv i samarbejde med hans to primære pædagoger for at skabe fremgang. Den pissede hun pænt meget på lige nu ved at være et mastodontisk fortidslevn fra den gamle skole. Måske den sorte endda, hvis jeg kom rigtig godt i gang.
“Du kan fortælle ham, at du ikke kan forstå ham, når han har sutten i munden, det giver god mening, men hans følelser er vigtige. De skal anerkendes. Det skal I også være med til at lære ham, når han er her så mange timer af sin dag.”
Hun så overrasket på mig.
Indeni buldrede og bragede det. Der var ild i mit blik, ild i min sjæl. Død i mit blik? Jeg ved det ikke. Hun krympede sig under det.
Jeg måtte holde fast på mig selv med al min styrke.
Følelser er min mærkesag. Der er intet vigtigere for mig, end at lade mine børn vokse op i tryg anerkendelse af deres retmæssige plads i verden og værdi i kraft af dem selv. Deres selvværd skal gro der og vokse sig stærkt. Det skal være spiren til hele resten af deres liv og deres evne til at gøre sig selv – og andre – lykkelige…

Hell no, om jeg vil lade en gammel gimpe fucke det op.

Ja, i fantasiens verden. I virkeligheden stod jeg stadig i døren og hørte mit barn græde.

En verden udenfor

Jeg trak vejret dybt ned i maven. Jeg var tilbage i døren og fra min fantasi, hvor Wonder Woman trådte frem og fjernede alle sorger fra mit barns liv.

Jeg hørte Elliots yndlingspædagog sige noget opmuntrende til Elliot, og han klynkede og græd lidt videre. Jeg tog to skridt baglæns og lukkede døren foran mig.
Jeg trak vejret igen og fik helt styr på min instinktive trang til at rive bygningen ned. Den dumpe lyd, da døren gled i, forplantede sig til mig, og den lille sitrende vrede fortsatte med at ulme, mens jeg drejede om på hælene og satte kurs mod bilen.
They got this.

Jeg følte en voksende ro og tilfredsstillelse ved ikke at have sagt eller gjort noget. Kun i fantasien.
Jeg satte mig ind og lukkede bildøren. Jeg måtte trække vejret igen og fortælle mig selv, at alle mødre føler det her. De fleste handler også på det – og det forstår jeg godt. Men jeg var også nødt til at fortælle mig selv, at Elliot lærte noget vigtigt derinde lige nu. Han lærer, at omsorg har mange former. Han lærer, at alle mennesker vil ikke være lige anerkendende, pædagogiske eller ligefrem venlige. Og det er lige så vigtigt som at blive anerkendt, selvom vi forældre gerne fjernede alt lort på deres vej.
Vigtigst af alt skal mor (her) også huske på, at Elliot heller ikke går i stykker af, at der sidder en brusk gammel pædagog, der måske nok dumpede charmeskolen, men stadig repræsenterer verden uden for mine arme.
Den verden er fandens vigtig at inkludere dem i. Lige så meget som jeg gerne vil lære dem at føle sig værdifulde og elsket, så vil jeg gerne lære dem at eksistere i verden på dens præmisser. Hvor meget jeg end ønsker, at de skal vokse op og lære at kommunikere med deres omgivelser, så dør de heller ikke af mødet med mangelfuldhed, så længe det ikke er omsorgssvigt. De lider ikke nød eller skade af at føle vrede, sorg, frygt eller skuffelse sidestillet med kærlighed, glæde, latter – hele pakken. De vil 1.001 gang føle sig frustreret, når de løber hovedet mod en mur af idioti, uvidenhed, tavshed eller noget helt syvende, som går deres verdenssyn på klingen.
Men faktisk er det så pisse vigtigt, at de får det hele med, så alle de her følelser får en plads inden i dem og ikke volder dem problemer senere i livet.

Faktisk er Elliot et af de sejeste små mennesker, jeg kender. Det mindede jeg lige mig selv om.

Så startede jeg bilen og kørte hjem.

They got this.

Skriv et svar