Ikke-delebarnet er også delebarn

delebarn, delesøskende, skilsmisse, ikke-delebarn, delebørn, sorg, splittelse

I dag er det tirsdag. Det er den sidste dag ud af fem, hvor Noah og Sophia har været væk. Det er den bedste og værste dag. Endelig kan vi sige: “I morgen kommer de hjem, Elliot,” … (kan I fornemme den hårdt tilkæmpede optimisme?) … Men det er også dagen, hvor en evighed af savn efterhånden har sat sit mærke på Elliot. Ikke-delebarnets mærke.

For Elliot er selvfølgelig ikke delebarn. Han er ikke-delebarn i en delebørnsfamilie. Han er den, der bliver ladt tilbage. Og dem er der ingen, der tænker på.

Man kan læse side op og side ned om delebørn og deres psykologi, om støttegrupper, om forældregrupper og diverse rådgivningsorganer. Men der er ingenting til deres søskende. Det er ikke dem, der rejser. Så dem er der ikke fokus på.

Men det er dem, der tages afsked med og som ikke følger med. Så hvorfor der der INGEN i hele verden, der har overvejet, at det også er et liv i opbrud? Jeg leder med lys og lygte efter en løsning på Elliots benhårde livspræmis.

delebarn, delesøskende, skilsmisse, ikke-delebarn, delebørn, sorg, splittelse

Et benhårdt præmis

For Elliot er det en stor sorg. Han bliver deprimeret HVER gang. Han lukker sig inde i sig selv og mister helt sin energi.

Og den her gang var det særligt slemt. Den her gang gjorde det så ondt på ham, at jeg ikke en gang kunne rumme det. Mit hjerte gik i tusinde stykker sammen med hans. Jeg kan simpelthen ikke takle, som jeg sidder her og skriver om det, at min lille dreng skal leve med sådan en turnus af sorg.

Søger man på nettet, finder man ingen svar eller støtte. Statsforvaltningens hjemmeside er et sørgeligt syn af en følelsesforladt kamparena. På Facebook er der foreninger, sider, grupper, mv., men de har alle sammen til formål at give plads til (forældres) frustrationer og dele historier. Bare ikke om dele-søskende.

Hvorfor er der ingen, der taler om dem?

Også delebarn

Jeg søgte nettet tyndt og fandt én artikel, hvor socialrådgiver Camille Semlov udtrykker sin 8 årige datters savn og splittelse (læs den her). Det er skrevet på foranledning af datterens eget blogindlæg – og det smadrer lige igennem mig: “Min mor og far bor sammen, men jeg er også delebarn” (læs den her).

Og det er jo lige, hvad de er….. Og det skal jeg have tænkt rigtig meget over. Jeg skal have fundet ud af, hvordan jeg hjælper Elliot igennem de dage. Jeg har sågar fucking overvejet at spørge min ex, om Elliot kunne komme med – så er man desperat, når man vil gøre sit barn til semi-delebarn, og den fik jeg hurtigt lukket ned i min hjerne.

Børnehaven skrev i dag: “Vi kan tydeligt mærke, at han (Elliot, red.) er mærket af, at “de store” ikke er hjemme. Mere uro og ked af det. Bliver også mere træt.

Mit hjerte sank. Det er nok den allerværste følelse i livet: Når man får et spørgsmål om sit barns trivsel, som man ikke har svaret på. Det skal jeg jo have..! Men jeg aner ikke mine levende råd om, hvordan jeg hjælper en lillebitte treårig dreng med SÅ stor en sorg.

delebarn, delesøskende, skilsmisse, ikke-delebarn, delebørn, sorg, splittelse
Elliot kan nærmest slippe afsted med alt, når han er alene. Vi gør alt, hvad vi kan, for at skabe en hyggelig stund af nydelse, hvor vi fylder på med alt det gode for at dulme det dårlige. Til morges var han i himlen over at bruge et par timer hjemme med mor – men det vendte hurtigt med den mindste fejltagelse.

Her og nu

delebarn, delesøskende, skilsmisse, ikke-delebarn, delebørn, sorg, splittelse
Quickfix! Der var sørme tilbud i Rema, og vi var ikke blege for at gå all in med denne lille lappeløsning til nødens stund. #badparents

Så hvad kan vi gøre? Her og nu skal han distraheres (noget af tiden) og få en pause fra de store følelser.

Samvær til Elliot

Det allerbedste ville være, hvis han også kunne komme på en smule samvær, fx overnatte hos noget familie hveranden fredag til lørdag, evt. sammen med Emma. Sådan helt seriøst.

På ingen måde fordi jeg vil af med ham. Jeg ville aldrig af med ham, hvis jeg kunne vælge det – men de gange, hvor han har gjort det, så føles det for ham også som at være afsted, og dagene alene hjemme bliver kortere. Det er bare umuligt at vinde. Det er afsavn og kameler at sluge. For mig.

Ud af huset

Så skal vi på udflugter – igen hjemmefra. Men det hjælper ham til at glemme tiden lidt. Den langsomme, monotome tid, der glider sammen med nat og dag ud i intetheden. Den siger ikke Elliot noget som helst. Først på dag 1-2 før hjemkomst. Så kan vi begynde at snakke lidt om det.

Kvalitetstid

Så skal vi hygge og have kvalitetstid sammen i sofaen, udendørs og nogle gode lege. Det kan desværre ikke få så meget plads, som jeg gerne ville, for han tager ikke godt imod os, når Noah og Sophia er væk. Så lukker han af for os. Og jeg lader ham vide, at jeg er der for ham og er klar, når han er klar, men jeg kan ikke presse ham til kontakt eller intimitet. Han sørger på sin egen stærke måde.

Legeaftaler

Vi skal finde nogle legeaftaler. Det ville være en ting, der kunne rykke lidt. En god ven til Elliot. Men det er svært…. Det er ikke en alder, hvor de bare knytter bånd – og vi har ikke nogen, som vi ser.

Til gengæld har vi fornylig forsøgt at finde en reservebedste eller bonusonkel – og vi har fundet et sødt, kærligt par, der ovenikøbet har en sød hund. Elliot ELSKER hunde.

delebarn, delesøskende, skilsmisse, ikke-delebarn, delebørn, sorg, splittelse
Selv sådan en lille ting som at få lov til at se en varevogn indeni, slå græs på havetraktoren, køre i en rigtig traktor, lave praktiske ting derhjemme er en oplevelse for Elliot. Men det er svært at finde på og blive ved. Det er mange ting, der skal fylde fem dage ud hveranden uge, når han også har brug for ro og at koble af i hverdagen.

Kan PPR mon bruges?

Nu har vi jo fået koblet en ergoterapeut og børnepsykolog på gennem vores møde med PPR. Så jeg tænker faktisk, at jeg gerne vil drøfte dette med hende. Jeg tror, at det er en nøgle til Elliots trivsel – og hun må jo netop kunne tale om småbørnssorg. Jeg mangler seriøst bare et sted at gå hen, hvor det batter. Alternativt kunne jeg skimte mod DUÅ og vores familiekonsulent, vi skulle møde efter sommerferien, men jeg har svært ved at se hende trylle.

Jeg hader at skulle famle i blinde og lappeløse. Det er jo en trøstepræmie at distrahere ham. Jeg føler mig som en trøstepræmie. Jeg fortæller mig igen og igen, at han en dag vil kunne se, at Emma også er sjov og sød – og han vil bedre kunne overskue, hvad fem dage vil sige – OG måske begynde at nyde sin tid med sin mor og far……..

Ind til da skal jeg løse gåden om, hvordan vi holder op med at leve fem dage i venteposition med et stort hul i brystet.

Hey, hvis du har nogen gode ideer eller input, så tager jeg imod med kyshånd!!! Jeg er helt seriøs og hvis du kunne se mig her gennem skærmen, så ville du kunne se mine bedende, blanke øje. Hundeøjne er desværre ikke min boldgade, så du får lige Sophias:

huller i ørerne, pistol, piercing, piercet, piercer, beastie, hundøjne

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar