Hold dig væk – jeg elsker dig

Elliot faldt hikstende i søvn i mine arme her til aften. Jeppe havde i 30 min forinden forsøgt at få ham til at sove, men han skreg på sin mor. SKREG. Det er som regel Jeppe, der putter, så der er ikke noget nyt i, at Elliot udfordrer ham og spiller os ud mod hinanden, så vi rigtig kan få lov til at løbe frem og tilbage (lesson learned), men i dag var det hjerteskærende. Til sidst gik jeg derind og byttede, og da jeg satte mig i stolen, tog jeg Elliot over på mit skød. Jeg pakke ham i dynen og trak ham helt ind til mig.

“Det skal nok gå, skat,”, hviskede jeg. “Det er ok – jeg er her nu.” – “Mor er her”.

Jeg aede ham i håret, og hans hoved faldt tungt ind mod mig. Han hikstede et par gange, og så snorkede han tungt. Jeg sad som forstenet. Skete det her virkelig? Jeg forstod det simpelthen ikke.

“Fridag”

Lige meget hvad jeg fremtryllede i dag, så blev jeg afvist. Det var benhårdt.
Elliot var så venlig at dekorere mine doodles i dag. Hvad gør man ikke for lidt ro?

Elliot har været hjemme i dag, og han har brugt hele dagen på at afvise mig og udfordre mig. Han har væltet Emmas legetøj ud på gulvet og kastet det rundt. Han har ønsket at tegne, og når jeg havde fundet det frem, smed han det kort efter voldsomt på gulvet i en dramatisk fejende bevægelse. Han har kaldt mig “dumme” for første gang i hans liv. Han har nægtet at spise. Han har nægtet at blive skiftet, så jeg måtte tvinge ham og skælde ham ud. Han har været krop umulig og nægtede sågar at sove til middag, så jeg havde den slidsomme fornøjelse af hans selskab non stop fra morgen til aften. Balladen har været endeløs, og jeg var pinagtigt tyndslidt, da Jeppe kom hjem. Så udpint at jeg flippede ud over, at han kom 15(!) min senere hjem… Ikke min stolteste time, hvis jeg selv skal sige det, og selv nu sidder jeg og slikker jeg mine sår.

Hvor kan den dreng få mig til at føle som den dårligste mor i hele verden. Det gør SÅ ondt, når han afviser mig og ikke vil lade mig hjælpe ham til at finde tilbage til ro, og hvor han har det godt. Hele problemet lå i, at han havde haft ondt i ørerne i nat, og derfor først sov kl. 23. Han havde mistet for mange timer søvn, og konsekvensen faldt prompte den følgende dag. De dage er et spørgsmål om overlevelse og om at holde fast. Første åndehul er middagsluren, der plejer at hjælpe ham rigtig meget, men den sprang han selvfølgelig over i dag, og jeg gjorde korsets tegn, vendte mig mod vest, hoppede på et ben og alt det der. Oh no, for at bruge Elliots ord. Næste stop er nattesøvnen, og her strandede vi på det første rev.

Dig og mig for evigt

Jeg forstår det bare ikke. Det her dybe dybe bånd, der når så langt ind i mig, at han kan knuse mig med en enkelt afvisning og bygge mig op igen, bare han siger mit navn. Jeg har ingen forsvarsværker mod det lille menneske. At vi kan have sådan en lortedag, hvor jeg ender helt nede på hans niveau og skælder, at han også er dum, for at være hele hans verdens navle et par timer senere og mærke ham glide ind mod mig, sukke og falde i søvn. Hvor jeg et øjeblik opnår klarsyn, og forstår den kærlighed, der er mellem os. For jeg er der sammen med ham, når han er værst. Og jeg viger ikke. Jeg ser ham. Jeg ser Elliot. Jeg elsker ham og holder fast.

Jeg skælvede fuldstændigt vildt, da jeg lagde ham i seng. Som var han det skrøbeligste, dyrebareste, jeg nogensinde havde holdt mellem mine fingre, og han stønnede let: “mor….” – jeg pakkede ham og fik min arm fri, så strøg jeg hans hår væk fra panden og hviskede de samme ord fra før. “Jeg er lige her, E”. Så sov han tungt.

Kærlighed i en flyveskalle

Jeg listede ud og følte mig lamslået. Skamfuld. Grådkvalt. Jeg, så uværdig til alle de følelser, han giver mig, særligt i dag, hvor jeg følte, at jeg havde elsket mig selv højere end ham ved at blive vred på ham. Al den kærlighed, jeg kan se i hans blik, og den voldsomhed, han føler det med. Nogle gange nikker han mig en skalle i sin iver for at komme tæt på mit ansigt. Andre gange får jeg en fod i hovedet eller en arm i maven. Han er tough at være tæt på, men man griber enhver chance og bider smerten i sig, for det er det, man får. Han er så gavmild med sine følelser, men han tager dem fra os med et snuptag på en dårlig dag, for rundhåndet at forære dem igen. Det er vores lod, til han bliver større og modnes mere i sit væsen.

For en dybere forståelse af denne artikel, kan du med fordel læse forhistorien til min fortælling om at have et high need barn lige her: High need #1 / High need #2 / High need #3

Læs også første del af Hvad er så high need egentlig? som inden længe følges op af en afslutning.

4 comments / Add your comment below

    1. Du er så sød. Tak, fordi du læser med. Det betyder alverden. Jeg snuser også gerne rundt på din blog – jeg skal være bedre til at skrive en kommentar, for man bliver jo så glad.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.