High need #3

Hvor ondt skal det gøre, før det bliver godt? Spørgsmålet står alene i et overfyldt rum. Rummet er oppe i mit hoved, men spørgsmålet er helt legitimt. Ja, hvor ondt skal det gøre?

Elliot var startet i institution, og det var, som om det aldrig skulle blive godt. Den første dag holdt han 15 minutter og skreg resten af dagen. Jeg græd sammen med ham og troede ikke, jeg ville overleve det. Jeg var ikke sikker på, at jeg havde kræfterne til det, og så stod jeg jo ligesom her for evigt. Sådan for real. Og så ville jeg miste forstanden – det der var tilbage af den.

Jeg var der hele ugen. Jeg følte mig skamfuld og ydmyget, fuldstændigt blottet og stresset, når jeg trådte over dørtærsklen til vuggestuen. Sundhedsplejersken var med inde over indkøringen, men jeg turde ikke sige højt, at der var noget særligt med Elliot. Jeg sad ubehjælpeligt fast mellem mit eget brølende beskytterinstinkt og den generaliserende omverden, der hvert øjeblik kunne pege og sige, at det hele var oppe i mit hoved. At det var mig, der var gået i stykker og slet ikke mit barn. Det var sådan en falliterklæring, at jeg ikke kunne fixe ham, at jeg ikke kunne sige det højt….

Så jeg var tavs som graven.

Du kommer jo ikke ligefrem ind af døren, ser pædagogerne i øjnene og siger: “Mit barn er noget særligt, ok?” – “I tager lige hensyn, ikke?” – “kan I fixe ham, for jeg er ikke god nok?” Ja, smag lige på den.

Men de tog jo hensyn. For de fandt også hurtigt ud af, at man ikke bare lige kunne lære Elliot, hverken at spise eller sove. Man kunne heller ikke rigtigt trøste ham, når han fik sine ture, og så måtte de ringe ham hjem. Åh, hvor er han blevet ringet hjem mange gange, fordi han græd. Fordi han bare ikke havde det godt. Fordi han pludselig fik høj feber. Det fik han konstant. Han blev syg hele tiden.

Et gryende håb

Der skete heldigvis også noget godt. Omkring samme tid gik han fra at være i fare for at komme bagud, være klassificeret sårbar, have maveproblemer/spiseforstyrrelse, passiv… til at stormløbe med fire tænder, kunne sidde selv, næsten kravle, grine og smile(!), nysgerrig og spise lidt selv. I vuggestuen tog vi hul på uge 2, hvor han nu kunne være af sted 1,5-2 timer, som tilmed var en god oplevelse. Han ville nu også spise der, lege lidt (selv) og sågar være i kontakt med andre! Det lyder måske som bagateller, men det var det på ingen måde. Det var KÆMPE stort, og hvis de ikke oplevede de samme trivsels-problematikker, ville de nok have troet, at vi var åndssvage.

Han blev selvfølgelig ringet hjem en del, og det var en udfordring. For Elliot fungerer ikke med opbrud. Han er et af de børn, der ville have det bedst med at være i institution året rundt. Han hader ferier, hader weekend, hader når Noah og Sophia tager afsted. Al forandring er bare noget lort, for at sige det lige ud. Nogle gange har vi i fortvivlelsens mørkeste stund sagt, at han hader at være hjemme hos os. Sådan føles det.

Prøv at sige den sætning højt for dig selv, mor eller far.

Men der var nu noget om snakken.

Samspilsramt

Som jeg har sagt før, er det vigtigt at skille tingene ad, når ens barn ikke trives. Vi fik aldrig en afklaring på Elliots mave, men der er ingen tvivl om, at der har været noget med den. Den fortsatte med at plage ham og være sart, men vi landede efterhånden på et mærke af modermælkserstatning, der virkede for ham. Der kom ro på.

Ved 8 mdr. kom der endelig også hul igennem hos lægen, der sendte os videre til børneambulatoriet i Kolding. Her blev vi grundigt udredt og fik nogle svar. Han var ikke allergisk, hans hjerte var normalt og han havde astma. Bum. “Babyen hvæser”, hvis du husker det? Min baby som aldrig ville lægge hos mig og som vendte sig væk… Min lille dreng, der ikke kunne få luft, når han græd – hvilket han gjorde hver eneste dag….

Der faldt så mange brikker på plads lige pludselig, og vi krummede tæer, når vi stjal os til at tænke på, hvordan hans liv måtte have været de første 8 mdr. Det red os som en mare, og vi kunne ikke lade være. Lidt som at have en øm tand, som du pirker til med tungen, ikke? Han begyndte på to slags medicin, og da vi efterhånden landede på en dosis efter 6 mdr., kom der ro på.

Men vi var slet ikke færdige. Elliot var stadig… Elliot.

Jeg var stødt på benævnelsen “high need” ved et tilfælde. Jeg mener, det var en artikel i Vores Børn eller sådan noget, der blev linket i en Facebook-gruppe, og jeg havde kastet den over skulderen. Jeg hader kassetænkning, og jeg skal ikke være sen til at indrømme, at jeg også har sagt til andre, der var landet på “sensitiv”, “signalstærk”, “high need”, mv. at man virkelig skal passe på med at gå og diagnosticere sit barn i desperation efter svar… Kloge Åge kunne jo berette, at man hurtigt kan få en liste af “tegn” til sådan nogenlunde at passe, hvis man vil, og den slags skal man overlade til fagfolk.

Åh, hvor kom jeg til at æde mine ord.

Følg med på bloggen, når jeg i den kommende tid skriver en mindre serie om livet med et high need barn; hvad det overhovedet vil sige, hvordan vi fandt ud af det og ikke mindst, hvordan man kommer videre derfra.

Læs første del af fortællingen her: High need #1 / High need #2

9 comments / Add your comment below

    1. Tusind tak, Viktoria, jeg er stadig så sårbar omkring den dreng, så dine ord går lige ind mor min private opsparing af “vi skal nok klare det her” ❤️

  1. Jeg har lige fået læst op på de tre afsnit her og mit hjerte bløder bare for jer… Jeg kan uden problemer forestille mig, hvordan jeg ville have haft det i jeres sted og hvor lidt overskud, der har været at tage af til Noah og Sofia – som jeg ved, at I jo ikke bare har efterladt til sig selv, men også har kæmpet kampe for på andre fronter… <3 Jeg er ved at gå til for at læse en "happy ending" på det her, selvom jeg jo ved nogenlunde, hvor I er endt… 🙂 Masser af god karma og positive tanker til jer <3

    1. Tak, Lisette. Jeg har også opdaget, at mit hjerte åbenbart stadig kan bløde, når jeg rejser tilbage gennem minderne. Det var en hård tid – og er det jo til dels stadig, selvom tiden arbejder for os. Men det kræver, at vi konstant spiller i A-rækken. Når vi er i knæ, så mærker vi virkelig, at vi er i knæ på godt og ondt <3 Endnu mere tak, fordi du ser, at Noah og Sophia aldrig blev glemt. Det var altid min største frygt, at de skulle ofre for meget. Der kommer en eller to sidste artikler, men jeg har lige trukket vejret lidt her i weekenden, da det ER hårdt at gå tilbage i tiden og huske de rå følelser, jeg intet filter havde til at stå imod.

Skriv et svar