High need #2

Så der stod jeg. Fuld af fortvivlelse, bristede drømme og angst. Så meget angst at jeg ikke kunne være i mig selv. Og jeg forstod det ikke.

Elliot var vores kærlighedsbarn. Han var SÅ ønsket, SÅ behøvet i vores liv, SÅ elsket. Hvorfor faldt hele vores verden så sammen omkring den her lille fyr? Hvorfor lå alt inden i mig i ruiner og hvorfor – HVORFOR – kendte jeg ikke svarene? Var jeg da ikke nogens mor?

Spørgsmålene nagede mig. Mit selvbillede skælvede under vægten af hver eneste af hans tårer. Hver eneste skrigetur fik mig til at krympe mig, og en dag vågnede jeg op og måtte indse en grufuld sandhed.

Jeg var bange for mit barn.

Jeg var rædselsslagen for at være alene med ham. Hans afvisninger skar igennem mig og såede spiren til en dyb sorg inden i mig. Han var en tikkende bombe i mine hænder, og vi behandlede ham sådan. Vi gik fra at have alle intentioner om et robust 3. barn, der skulle lande i vores midte og fuldende familien, til at skærme ham totalt og leve hele vores liv omkring ham.

Men hvor er jeg glad for, at vi gjorde det.

Det vender jeg tilbage til.

Hvis der er én ting, vi forældre gerne vil, så er det at forstå vores børn.

Vi er designet til at varetage deres behov og velbefindende. Det er vores opgave at få dem til at trives gennem livet. Så… vi kastede os ud i en lang rejse af forsøg på at blive klogere på Elliot. Hvorfor han slet ikke trivedes. Der er rigeligt med hurtige råd at finde i diverse mødregrupper på Facebook, men de ligger nogenlunde i samme boldgade: Vi tog til kiropraktor. Vi var der tre gange, og så var der altså ikke råd til mere. Det gav konklusionen, at han var låst i hofte, skulder og nakke. Vi fik øjeblikkeligt dårlig samvittighed. Den skulle blive en tung følgesvend.

Kiropraktoren var bare begyndelsen. Vi var forbi et væld af (børne)læger, sygeplejersker, sundhedsplejersker, zoneterapeuter, apotekere, sågar jordemødre, mv. Vi gav dyre mælkesyrebakterier, movicol og særlig modermælkserstatning. Ikke på én gang, for det er så vigtigt at skille tingene ad. Han blev smidt rundt mellem forstoppelse og tynd mave, smerter og træthed, og så meget mere gråd. Det syntes endeløst, og vi var fortvivlede.

Men ikke desto mindre begyndte der at tegne sig et billede.

Babyen hvæser.

En lidt sjov ting at sige, ikke? Det var særligt børn, der sagde det, når de mødte os – og der var noget om snakken. Han lød forkert, når han trak vejret, men lægerne fejede det hen.

De fejede også hen, at der skulle være noget at sætte på hans modermælkserstatning, og de ville ikke give os tilskud til apotekets møgdyre mærker, så det var lukket for os, selvom han uden for enhver tvivl havde store problemer med sin mave.

Vi hørte endda a-ordet blive sagt (autisme), men det blev skudt hårdt ned igen. Heldigvis. Men vi stod i stampe.

Måske er det bare mig?

Jeg vred min hjerne, så den blødte. Sundhedsplejersken var ikke sen til at fokusere på mig. Den sårbare mor. Og jeg underkastede mig desillusioneret. Måske var det bare mig? Jeg begyndte at gå i en særlig mødregruppe for sårbare mødre. Jeg meldte mig til kognitiv terapi i familiehuset for mødre med fødselsdepression. Jeg gik på forælderkurset DUÅ (De Utrolige År), som er en tidlig indsats til at styrke forældrekompetencer og forælder-barn relationen. Jeg fik tildelt en familiekonsulent af kommunen. Jeg læste hobevis af bøger, søgte nettet tyndt, meldte mig ind i Facebook-grupper og netværk, hvor jeg kunne søge viden og stille spørgsmål…….

Det er jo bare mor, ikke???

Problemet var bare…. At overalt hvor jeg kom i al min ydmyghed, der passede jeg ikke ind. Jeg havde IKKE en fødselsdepression. Jeg magtede simpelthen ikke den særlige mødregruppe, udflugterne og foredragene, der skulle berige mor, for jeg skulle jo komme der med min baby… Så jeg endte alligevel med at være hende den fortvivlede mor med det grædende, overtrætte barn ude på gangen, mens de andre sad og hyggede over smørrebrød og kaffe (og jeg gik sulten hjem). DUÅ er et fint koncept, men jeg lærte ikke noget nyt. Jeg fandt til gengæld ud af, at vi faktisk gøre det godt derhjemme;  vi er rummelige, anerkendende, involverede og har virkelig godt styr på søskendedynamikken, la la la la. Det kunne den enormt skønne familiekonsulent for øvrigt jodle med på. Der var kun skulderklap og high fives.

Men jeg kom til at sidde fast. Jeg følte mig helt alene i mørket, hvor der kun var pegende fingre.

Omkring de 5 mdr. var jeg slidt op. Jeg trængte i den grad til aflastning, og vores socialrådgiver pegede ikke særligt diskret mod institutionsopstart. De var endda villige til at give kompensation for tidlig opstart. Men… Jeg kunne ikke gøre det… Jeg kunne ikke sende ham afsted, når jeg havde så mange spørgsmål uden svar. Én ting er at skulle tackle et så intenst barn døgnet rundt, men intet i hele verden kunne få mig til at aflevere min baby i en papkasse på et dørtrin.

Sorgen var for stor. Længslen efter ham for stærk.

Jeg havde ikke en gang selv lært ham at kende endnu. Jeg havde ikke haft ham endnu. Jeg havde ikke været tæt med ham endnu. Jeg ønskede det stadig så brændende fra ham. Jeg følte mig sorgfuld og snydt. Det kunne jeg ikke give op på. Han var MIT ansvar. JEG skulle redde ham.

Men der gik kun to mdr. mere. Så vaklede jeg. Elliot startede i vuggestue.

Følg med på bloggen, når jeg i den kommende tid skriver en mindre serie om livet med et high need barn; hvad det overhovedet vil sige, hvordan vi fandt ud af det og ikke mindst, hvordan man kommer videre derfra.

Læs første del af fortællingen her: High need #1 eller gå direkte til næste del her: High need #3

10 comments / Add your comment below

  1. Hvor er det godt, at du vil fortælle alle os andre om jeres og dine oplevelser med Elliot.
    Det er med gåsehud og spænding, jeg venter på fortsættelsen…. og pyha, hvor må det have været svært og ufremkommeligt ( jeg gentager mig selv, men kan ikke andet, for det er sådan, det virker på mig. Tænker Wow, det lyder forbandet hårdt og undrer mig over, hvordan du/I har kunnet overkomme det og samtidig overleve som individer og familie).
    Hvordan har de to andre børn klaret det og hvordan, hvordan, hvordan… ?
    Jeg vil bare vide mere…. glæder mig til afsnit 3.

    1. Det ved jeg nogle gange heller ikke. Jeg sad forleden og kiggede billeder, og det gik op for mig, at vi på en eller anden måde stadig har levet. Tiden er sløret i mit hoved, men jeg kan godt se, at vi bevæger os. Selvfølgelig kostede det os noget – Jeppe og jeg har været hele vejen ned og hjem igen. Vi er bare pisse stædige og forstår godt konsekvenserne af at give slip på hinanden. Så vi holdt fast, selvom vi har set selv de grimmeste sider, da vi var allermest pressede. Men det kommer jeg også ind på senere 🙂 Jeg har lige holdt lidt kreativ pause. Mit flash back er hårdt selv den dag i dag.

    1. Tak – det var det virkelig også. Det er det stadigvæk, men vi er heldigvis meget klogere, og tiden arbejder for os, selvom den nogle gange godt måtte gå liiiidt hurtigere… Fortsættelsen følger snart 🙂

Skriv et svar