High need #1

Jeg har ventet længe på at skrive det her. Det er rigtig svært. Når jeg har sagt det højt, kan jeg ikke tage det tilbage. Når jeg har sagt det højt, har jeg lavet en lille fin kasse til Elliot – og jeg er ellers ikke tilhænger af at putte folk i kasser. Men jeg synes, jeg er kvalificeret til at udtale mig.

Det er mit barn, vi taler om.

Noget var helt galt fra begyndelsen af. På sygehuset slumrede han dejligt og var totalt chill. Vi kaldte ham Chilliot og tænkte “det er da nemt, det her”. Det gjorde han faktisk de første fire uger – men noget var off.

For det første ville han ikke være tæt med os. Hvis jeg gik rundt med ham, så vippede han bagover og lå i min hånd. Det tætteste, vi kunne komme, var at have ham over skulderen. Han var urolig, græd meget – og voldsomt – og sov bare så hjernedødt dårligt. 15 min af gangen, that’s it. Nogle gange på en hel dag. Amningen drillede også. Han tog fat, slap, tog fat, slap i én stime af uro. Løb tør for kræfter og faldt bare i søvn. Vi skulle vække ham og holde ham kørende, så vi kunne bryde den onde cirkel, hvor han havde fået for lidt kræfter til at spise, fordi han han netop fik for lidt at spise. Det var hårdt, og jeg følte, at vi var meget strenge ved ham ved at hele tiden forstyrre ham ved at kilde, prikke, stimulere, nusse og pille ved ham. Amningen var overhovedet ikke hyggelig.

Han trivedes generelt dårligt. Han smilede overhovedet ikke. Han smilede først til os, da han var tre måneder gammel, og generelt var han meget kostbar med dem. Han lå bare passivt på gulvet og var ikke interesseret i legetøj, han rullede ikke, der skete bare ikke en skid – han fik endda lige pludselig skævt kranie af bare at ligge. Han ville heller ikke ligge i barnevognen. Lagde vi ham i den, græd han så heftigt, at han dannede slim og var ved at blive kvalt. Det kan man jo ikke! Man kan jo ikke lade sit barn ligge der overhovedet. Han kunne ikke tåle, at vi tog nogen steder, så græd han voldsomt bagefter. Så jeg begyndte at spærre mig inde og fik sved på panden bare ved tanken om at handle eller tage i mødregruppe.

Vi var død bekymrede, sundhedsplejersken blev det også med tiden. Han tog ikke på, kurven knækkede hele tiden. Jeg forsøgte mig med et sondesystem, så jeg kunne holde fast i amningen – jeg var nemlig bange for allergi, fordi han er arveligt disponeret – men det duede bare slet ikke, når han kørte sit lille énmandsshow med at slippe hele tiden. Så begyndte vi at supplere, og han fik rigtig ondt i maven.

Vi havde vagtlægen på speed dial. Vi var der flere gange om ugen i mange måneder. De kunne bare ikke finde nogen svar. Elliot græd så voldsomt, at sygeplejersker kom løbende fra andre afdelinger, fordi de troede, at der var noget helt galt. Men de mødte et barn, trygt i armene på dets mor eller far, og i rum med en læge. Når vi gik derfra, fik vi beskeden.

Det er synd for jer, men vi kan ikke gøre noget.

Vi fik triste blikke, medlidenhed og omsorg, men ingenting konkret. Held i uheld var vi ved lægen en dag (for der boede vi nærmest også), hvor vores læge var blevet kaldt ud af huset, så der var opstået lang ventetid. Der måtte hele venteværelset og sekretæren høre på vores utrøstelige baby, der skreg og skreg og skreg uden pause, uden vi kunne trøste ham den mindste smule. Så vi kom foran hele køen, og ja, der var nogen, der så os – men hvad kan man gøre? Det var os, der skulle gå tomhændet hjem.

Vi blev indlagt på H1 i Odense et par gange for “ammeetablering” og “spiseforstyrrelse”. Det var bare op af bakke af få nogen i tale om, hvad det her handlede om. Vi fik også at vide, at han var forstoppet. Lægerne kunne ikke finde noget fysiologisk på sådan en lille størrelse. Jeg følte, at vi tvangsfodrede ham. Jeg fik at vide, jeg skulle blokamme, så alt det naturlige ved mad forsvandt bare. Alt blev målt og vejet og studeret. Det påvirker ham den dag i dag, selvom vi er ved at have fået rettet op på, at mad er noget dejligt, noget fælles, noget hyggeligt – ja, et grundvilkår for vores eksistens, som der er så meget positivt forbundet med. Men vi har måtte arbejde hårdt for det.

Baby spejler jo bare mors følelser

Det er simpelthen sådan noget lort at sige. Ja, der er ingen tvivl om, at dit barn kan mærke, hvordan du har det, men nu var det Elliot, der rev OS ned fra den lyserøde sky og ikke omvendt. Så at feje det hele over på et fejlslagent moderskab, det er altså lige pebret nok. Det pillede mig ned. Jeg blev stresset og fik angst. Sådan rigtig angst.

Den dybfølte kærlighed blev en lænke.

Følg med på bloggen, når jeg i den kommende tid skriver en mindre serie om livet med et high need barn; hvad det overhovedet vil sige, hvordan vi fandt ud af det og ikke mindst, hvordan man kommer videre derfra.

Gå direkte til næste del her: High need #2

6 comments / Add your comment below

  1. Hold da op, hvor lyder det hårdt. Det er da helt utroligt, hvad I skal igennem……
    Glæder mig til fortsættelsen, Malene – og dejligt, at du vil fortælle om dine og jeres oplevelser.
    Good luck! 🙏🏻🙏🏻🙏🏻🙏🏻🙏🏻

  2. Ja, historierne slutter aldrig, vel? ❤️ Jeg filosoferer nogle gange i de mørkeste timer over, hvad meningen med det hele er? Jeg ved det ikke. Livet skal åbenbart lære os ikke så lidt, men vi bliver jo også klogere hele tiden. Jeg bliver nødt til at redefinere min forståelse af så mange ting. Alle de store følelser og tanker om tilværelsen, men på bundlinjen selve præmisset for bare at være til. Jeg har et udtryk, som jeg bruger. Jeg er ved at bygge et hus. Men jeg kan ikke komme videre, før fundamentet er stærkt nok til at bære de drømme, vi har. Og det er så vigtigt ikke at bygge noget, der vakler om 10-20-30 år. Det er jo et langt liv på godt og ondt – heldigvis er kærligheden hårdfør herhjemme netop pga. det, vi har været igennem ☺️ På den positive side keder vi os aldrig 😝

  3. Årh, Malene. Sikke en frygtelig opstart på moderrollen. Håber i fandt ud af/finder ud af, hvad der er med den kære, lille dreng. Kærligst Esme

    1. Tak for din omtanke, søde Esme. Det var en meget destruktiv oplevelse at komme igennem – eller vi lever den jo sådan set endnu. Tiden er bare gået, og Elliot vokser hver dag. Han nærmer sig faktisk sin 3 års fødselsdag her i foråret. Der vil måske altid være nogle udfordringer forbundet med at være ham, men som jeg kommer ind på senere, så kan det også være en gave at være high need (og vi fandt så også ud af, at han havde astma). Jeg lover, at jeg slutter min lille serie med håb <3 Knus og kram

Skriv et svar