Grove pølsehorn med squash

Jeg havde ellers ikke tænkt mig, at min blog skulle rumme mad og opskrifter her til at starte med, men vi kommer ikke uden om, at ét at mine åndehuller er at bage med børnene. Det er en mesterlig brandslukker til regnvejrsdage og uterlige røvhuller – og så er det tilmed sundt og smager vanvittigt godt (og gode til madpakken).

Til ca. 20 stk. skal du bruge
Gær, 25 g
Mælk, 2,5 dl
Smør, 50 g (smeltet)
Salt, 1 tsk
Sukker, 1 tsk
Æg, 1 stk
Squash, 1 stk (lille)
Rugmel, 350 g
Hvedemel, 200 g
Pølser, 10 stk

Sådan gør du

Lun mælken, så den er lillefingervarm. Smuldr gærden i og rør den ud.

Tilsæt smør, salt, sukker og æg – det hele røres let sammen.

Riv squashen groft og vend den i mælkeblandingen. Tilsæt rugmel og derefter hvedemel. Hold lidt igen, så du kan vurdere dejens konsistens. Den skal være blød og glat, men må gerne klistre.

Lad dejen hæve under et viskestykke i en times tid – eller natten over i køleskab. Jeg brugte den ene halvdel til pølsebrød efter en time, og den anden halvdel bagte jeg boller af næste morgen. De var super gode og forsvandt lidt for hurtigt.

Del dejen i mindre klumper (jeg havde fire) og rul dem ud i cirkler. Skær dem ud i trekanter – der kan være ca. 8 på hver.

Rul dejen sammen om pølsen (½ pølse til hver).

Læg pølsehornene på bagepapir på en bageplade og lad dem evt. efterhæve i 20 min (husk at lægge samlingen nedad, så de ikke åbner sig, når de hæver/bages).

Hvis du vil lave boller, så tager du bare en klump dej med en spiseske og former den på bagepapiret.

Pensl dem evt. med et æg, vand eller mælk.

Bag dem ved 200 grader i 20 min.

Voilá – verdens bedste pølsehorn og boller!

Børnene elskede dem så højt, at der var fire tilbage, da jeg ville taget billedet 🙂

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar