Fredagsblues – på en onsdag

Vi har haft en ualmindelig dejlig morgen. Ungerne var søde og selvkørende, moren var mindst lige så sød og kommunikerende. Vi sad i bilen kl. 7.45 – det var perfekt.

I bilen snakkede vi og hørte vores sædvanlige musik. Det blev spillet lidt Skatteøen og Rasmus Seebachs Øde Ø. Stemningen var høj, der blev kysset og krammet farvel på alle leder og kanter, ingenting blev glemt. Sådan en morgen, hvor man tænker: YES, mand! We got this. Der er styr på skiftetøjet, tur-tasken, morgenmad i maverne, madpakken smurt, Elliot fik en dyne med til middagsluren og alt det der. Ingen løse ender.

Jeg tænkte endda: “Hold da op et overskud i dag” og sendte Jeppe en kærlig tanke, fordi han har taget de sidste to nætter.

Noah smuttede glad i skole med et smil om i nakken, Elliot løb hvinende ind i det store rum med sin dyne i favnen og gav sig i kast med at lege med sine venner, Sophia måtte jeg hive ud af en højtlæsning med hendes Emil (en ung fyr i praktik) og minde hende om, at vi altså ikke skulle se hinanden igen lige foreløbig, og jeg svingede ret glad ud i bilen igen med Emma knurrende i sædet. Det hele gik op, og jeg følte mig som en god mor.

Da bilen svingede ud af parkeringspladsen skete der bare et skift, jeg ikke var forberedt på. Da det høje tempo og fokus forsvandt fra min krop, vågnede en anden følelse, som jeg genkender fra hveranden fredag, når jeg sender de store hjem til deres far…. Følelsen er tung i min krop, tung i mit hjerte. Den er ikke blevet mildnet med årene.

Fredagsblues. Og så på en onsdag. Vi går i stå på en eller anden måde. Familiens hjul standser og mangler den tyngde, der får det til at dreje. Mange spørger mig, om det ikke er en slags lettelse alligevel – vi får jo mulighed for KUN AT HAVE TO BØRN noget af tiden. Det må da være et tiltrængt pusterum? Svaret er et rungende nej. Der mangler to mennesker i vores hjem, og det føles tomt. Jo vist, vi trænger til en pause, men det hårde arbejde er ikke at være sammen med børnene og sørge for dem, det ændrer ikke på rutinerne, om der er 2-3-4 børn, der laves aftensmad til, handles ind til og slet ikke, om der er fire ved bordet. Tværtimod!

Vores børn har et fantastisk sammenhold. De er kærlige og hjælpsomme. De er meget selvstændige, så på den praktiske side mangler jeg da et par ekstra hænder, når de store er væk. Jeg kalder tit lige på Noah eller Sophia, hvis jeg har brug for hjælp. Noah smører forøvrigt selv sin madpakke, og det kommer Sophia også til (og vi har fuld madordning i institutionen). De finder selv tøj og klæder sig på, de tager selv morgenmad, osv. Så jeg løber mest rundt og micromanager.

Der er også noget andet særligt ved den her onsdag. Udover at efterårsferien selvfølgelig er lige om hjørnet, og jeg glæder mig. Noah og Sophia skal nemlig være væk en hel uge, og når de vender tilbage på onsdag, så starter vi på en periode, hvor deres far og jeg forsøger os med ændret samvær. DET er stort. Jeg er meget spændt på, hvordan det bliver. Jeg vil ikke gå nærmere ind på strukturen her og nu. Folk har altid en mening om, hvordan samvær bør være, og de siger det ublu. Det er noget af det mest irriterende, for ingen har ret til at blande sig i andres liv uden at kende alle faktorerne – og dem har de heller ikke ret til at kende.

Anyways, så skal banditterne til at bo her mere frem til februar, hvor vi stikker hovederne sammen og evaluerer. Det er en fantastisk følelse, og det glæder mig himmelhøjt, at vi har kunne finde ud af det i ro og mag. Vi er nemlig nogle af dem, der ikke har vores gang i Statsforvaltningen. Vores samfund er bygget op omkring en kæmpe autoritetstro, og mange glemmer i nødens stund, at vi selvfølgelig HAR steder at gå hen, støtte at få og hjælp at hente – men til syvende og sidst er vi alle individer med en enorm indsigelseskraft. VI er herrer over VORES liv. Så længe man lever efter landets love og til dels kultur, så har man en enorm magt over eget liv. Det er en af de ting, jeg kæmper for at opelske i børnene. Næstekærlighed, hensyn, omsorg. Grænser, egenkærlighed, mod.

Jeg har selv så mange brister, og jeg er sikker på, at de heller ikke slipper fejlfri gennem nåleøjet, men hvis jeg bare kan klæde dem på til at rumme tilværelsen og leve et godt liv, hvor de forstår at gøre sig selv lykkelige, så er jeg tilfreds. Så kan jeg godt sluge min egen smerte for dem.

Men hver gang de går ud af døren, så husker jeg min indflydelses begrænsninger, og jeg savner dem. De efterlader et kæmpe tomrum, en plads inden i mig, der er kun til dem. Selv efter 6 år har jeg ikke lært at “nyde” det. Jeg skal til stadighed øve mig på at glide over i en anden sindstilstand, en anden identitet. Den gang var det langt mere smertefuldt. Der befandt jeg mig i limbo mellem at være mor og ingenting. I dag forstår jeg, at jeg altid vil være nogens mor – også selvom de ikke er i rummet. Nu skal mit hjerte også bare lige fange det.

2 comments / Add your comment below

  1. Du har den skønneste måde at formulere dig på og udtrykke de tanker og reflektioner du gør dig. Det er råt, ærligt og kærligt.
    Jeg er pjattet med dig. Men det ved du jo allerede.
    Kh Eline

    1. Du er simpelthen så sød, Eline <3 Tak for dine ord – og at du læste med. Det glæder mig oprigtigt. Jeg er også helt pjattet med dig. Det vidste du måske ikke, men så er det sagt. Kh. Malene

Skriv et svar