Forsoning #highneed

udklædning, spiderman, spidey, klæd ud, high need, highneed, signalstærk, børn, sensitiv

Der er en form for forsoning i dagene efter et klimaks. Elliot er tømt, jeg er tømt – det er lidt som efter et uvejr. Alt er roligt. Udtømt. Det er næsten rart.

Man er en slags følelsesløs.

Jeg ramte i dagene efter en tilstand, hvor følelserne ikke gik så dybt. Jeg følte mig næsten overfladisk over for børnene, fordi mit eget flammehav af følelser var udslukt. Der var hverken high eller low.

Vi var bare.

udklædning, spiderman, spidey, klæd ud, high need, highneed, signalstærk, børn, sensitiv
Elliot elsker at klæde sig ud. Han elsker rolleleg. Samtidig er det et trygt sted at udforske landskabet, hvor han kan træde væk fra sig selv og være lige den, han har lyst til. En intelligent måde at tage en pause på.

Ingen forstår det

Det er svært at sætte ord på følelserne i sådan en tilstand. Det er umuligt at beskrive en hverdag med et high need barn. Det er ensomt, for ingen forstår det. Ingen forstår den energi, der strømmer frit igennem to sjæle på godt og ondt.

Kun dem, der lever det.

Nogle forældre får endda en belastningsreaktion over tid; det ligner PSTD, og jeg ved lige, hvad de mener. Nu kalder jeg det PSTD – men lad være med at fare op af stolen – hvis man skal forklare udenforstående det alarmberedskab, man lever i inden i sin krop, så er det nok det nærmeste, man kommer. Det er en post traumatisk stress tilstand. Jeg mærkede det selv.

Angsten.

Det er nærmest poetisk

Man er mærket for livet. Også på en god måde. Der er noget helt særligt og sanseligt over de her børn, som man ikke ser andre steder. Det er solskin og tordenvejr, så jeg én i mit netværk kalde det, og hun har så evigt ret.

Der er et helt særligt bånd. Noget, der ikke behøver siges eller gøres. Noget man ikke TØR sige. Man tør ikke sige det højt, for man er bange for, at en anden mor fnyser og føler sig beskyldt for at føle mindre for SIT barn, men det er ikke det, det handler om.

Det er en særlig forbindelse hele vejen ned i dybet og tilbage i himlen. Der er langt både til toppen og bunden, og det er hjerteskærende smukt, når man dykker ned i det.

Når jeg sidder hud mod hud med Elliot efter fx et bad, så falder jeg næsten i søvn. Det minder mig meget om dengang, jeg ammede hver af mine børn. Den hormonelle påvirkning slog mig fuldstændigt ud i symbiose med min baby.

Den samme sky af ro, velvære, lykke og kærlighed løfter Elliot mig ind i, når vi er tætte – en ekstase. Den samme stund kan på en dårlig dag rive mig i stykker og efterlade mig knust.

Jeg ved det aldrig.

Hvordan forklare man andre det?

high need, highneed, signalstærk, børn, sensitiv, slyngevugge, hængevugge, fjedervugge, hængekøje, tablet, ipad, kurio
Jeg elsker, at jeg kan give Elliot det her. Slyngevuggen er god for ham. Den giver ham fred for omverden, omslutter ham og stimulerer mildt og hensigtsmæssigt. Der er meget mere end øjet ser i gang her.

Jeg er heldig

Jeg er heldig, at jeg har en stærk retfærdighedssans, når jeg skal holde stand. Jeg er heldig, at min fornuft (oftest) kan nå igennem mine følelser, når det gør ondt. Jeg er heldig, at jeg kan se det store billede og tænke langsigtet, selv når nuet et øjeblik brister. For det gør lige så ofte ondt, som det føles himmelsk. Men jeg vokser af det, og vi er nået meget langt. Både gennem at bede om hjælp, at tale højt om det og gennem os selv.

Jeg har lagt mærke til, at det dukker op en gang imellem. Det er en af de ting, man lærer som forælder til et hign need barn. Dr. Sears nævner det selv, og jeg ser forælder til de lidt ældre high need børn beskrive det. Dem, der er nået igennem nok stadier i livet sammen til at kunne se det efter i krogene.

Det bliver næsten religiøst, idet man læner sig op af evnen til at udvikle sig i en grad, man ikke får andre steder.

Det er et påbud, du får som mor og far: Følg med.

Vi har intet valg.

Det er skrevet ind i biologiens hårdeste kerne, derinde hvor man er kodet til at reagere på gråd og dit barns andre (stærke) signaler. Derinde starter det.

Jeg har brug for ham

Selvom de med alderen lærer at skærme sig selv, bede om hjælp og udtrykke deres behov, så er det hårdt. Det vil altid være en balancegang og læringskurven er stejl.

Personligt synes jeg, det er hårdest, når vi har taget nogle store skridt fremad. Så rammer det mig hårdt, når vi går tilbage igen. Jeg ved godt, at dansen er vigtig – vejen og målet, right? Men forestil dig lige, at du har fået en bid af den bedste kage i hele verden… Og nu er du tilbage til at spise gulderødder!

Sammenlignede jeg lige min søn med kage? Yes, I did!

Man længes bare mod det sted, hvor han har det godt, og vi har det godt. Tit synes det uforeneligt, når man har et lille barn. Han kommer først 95 % af tiden. Udsigten til, at det bliver bedre med alderen, kan få mig til at længes frem, selvom jeg udmærket godt ved, at han er unik her og nu. Hver dag.

Han er en gave.

Selvom han nedbryder mig, så bygger han mig stærkere op. Og jeg har brug for ham.

Udvikling

Jeg kan godt lide det menneske, han har gjort mig til. Jeg har fået nogle egenskaber, jeg ikke havde lært uden ham. Jeg har lært at overgive mig til nuet. Jeg har fået en rygrad af stål og følelser, der kan lægge landsbyer øde. Jeg har lært at træde igennem alt lortet og reflektere over det – bagefter. Jeg har lært, at tårer ikke er farlige. Vrede er ikke farlig. Sorg er ikke farlig. Følelser er indbegrebet af menneskelighed, og deres tilstedeværelse er afgørende for vores trivsel.

Vi har lært en masse strategier og blevet hårdføre problemknusere. Vi tager tingene oppe fra og ned – det meste af tiden – og vi har fået en roligere tilgang til, når det hele brænder på. Vi bruger humor meget, kærlighed endnu mere, og et eller andet sted så var det et afgørende skridt, at vi holdt op med at italesætte Elliot og livet omkring os som negativt. Det lyder måske lidt tosset, men så enkelt var det.

Det var nøglen til vores udvikling, som jo slet ikke er slut.

Jeg kan fx mærke her i kølvandt på vores kulmination i mandags, at det har startet en stor produktivitet i mig. Jeg har stor lyst til at være kreativ og arbejde med mine hænder. Jeg ved godt, at det er mit åndehul, og det er åbenlyst, at jeg har brug for pausen i mit hoved, men jeg kan alligevel ikke lade være med at se det som noget positivt.

Der er en stor skaberkraft bag kaosset. Der er store potentialer skjult her, og jeg ser dem i forsoningen.

Livet handler ikke om at undgå at falde.

Det handler om at rejse sig op hver gang, man falder.

Jeg er ok.

high need, highneed, signalstærk, børn, sensitiv, sanse, sansemotorik, sansemotorisk, tablet, ipad, kurio
Elliot hader at blive pakket ind og klemt/trykket. Derfor afviser han kraftigt både massage, akpressur, zoneterapi, trykmassage og diverse tyngderedskaber. Han sparker også dynen af. Men han elsker min dyne og mit tæppe – og han vil nogle gange godt acceptere min egen sansepude/varmeflagermus.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.