Første gang han prøvede at slå mig ihjel

vold, partnervold, forhold, parforhold, tankestreger

Jeg vidste godt, at min søster var i knibe. At hun blev udsat for vold. Jeg har set skrammerne. Jeg har set hende forsvinde gennem fingrene på mig igennem årene. Jeg kender tegnene – også de helt skjulte.

Men hun lyttede ikke. Og jeg måtte indse, hvor lidt magt selv de nærmest har, også når vi i den allerbedste mening vil hjælpe et andet menneske. Jeg måtte indse, hvor langt væk man i virkeligheden er fra hinanden. Det knuste mig fuldstændigt.

Det startede med, at hun holdt ud i håb om bedring. Hun troede oprigtigt på, at hårdt arbejde og kærlighed kan overkomme alt – så kunne hun få den perfekte mand, hvis dæmonen forsvandt. Og det skulle hendes kærlighed og loyalitet hjælpe med. Det sluttede med, at hun blev af frygt. Frygt for sit liv, sit hjem, sine dyr, sine ting og sin økonomi.

Men det er slut nu.

Sidste gang han smadrede huset, og hun blev udsat for vold, truede han også med skilsmisse. Til alles held skrev hun under.

Så rullede møllen.

Sammen bryder vi nu tavsheden.

Vold er aldrig ok.

vold, partnervold, forhold, parforhold, tankestreger

“Hvad har du gang i?”

Jeg gik ned til ham i værkstedet for at standse ham i at drikke. Jeg blev ked af det, vred og skældte ud. Så drejede jeg omkring og gik udenfor – men i det samme mærkede jeg et ryk i jakken. Han havde grebet fat og rev mig tilbage. Jeg havde gjort ham vred.

Jeg mærker rykket og trækker instinktivt imod. Det næste, jeg føler, er mine knæ, som skaber imod stenene i jorden. De bløder fra de voldsomme stød mod jorden fra kraften i hans greb. “Hvad har du gang i?” får jeg sagt, og han river i min hætte. Da jeg rammer jorden, råber jeg “Lade være!”, men har allerede svaret i mit indre: Han er i gang med at slå dig ihjel.

Jeg græder, skriger, skriger, SKRIGER. Får råbt hjælp.

Kampen for mit liv

Klokken er 2-3 om natten, vi er udenfor, og jeg håber, jeg kan vække en nabo.

Han vikler hele sin arm rundt om min hals og får klemt til, så mit stemmenbånd knækker, og jeg kan ikke længere få lyd ud. Jeg forsøger at bruge kræfterne i mine ben til at skubbe ham af mig, da han sidder lænet over mig, imens min arme og hænder febrilsk forsøger at rive hans arme af mig.

Jeg indser, at jeg får sværere ved at fokuserer mit skrigeri. Jeg får skubbet min underarm op på side af min hals og mellem hans arm, og det lykkes mig at stikke mine fingre op mellem min strube og hans arm, og de få millimeter redder mit liv.

Jeg kan stadig ikke tale, og jeg kan mærke, at jeg kun får meget lidt luft ind af gangen, men jeg får en smule mere bevidsthed tilbage og forsøger at rationerer min luft.

vold, partnervold, forhold, parforhold, tankestreger

Datteren

I det samme åbner en dør sig.

En lille lettelse rammer mig. Jeg tænker, jeg er reddet, men jeg ser, at det er hans datter på 15 år, der står i døren og ser forvirret ud. Hun siger et eller andet, som vidst er et spørgsmål, og min mand slipper med den ene arm, hvilket giver mig lidt mere plads for en stund. Han råber af hende; at hun skal gå, og peger ind mod huset. Jeg tænker desperat: “please, ikke gå. Please løb over til naboen”, men jeg kan stadig ikke tale, og hun gør, som hun får besked på.

Min mand klemmer til igen og begynder at sige ting til mig som, at jeg skal slappe, at jeg skal flytte mine arme, at jeg altid presser ham dertil, hvor han ikke kan styre det, at jeg er sindssyg i hovedet og meget mere…

Der er ingen, der kommer og hjælper mig

Jeg er løbet tør for kræfter, og jeg kan mærke, at jeg næsten ikke kan holde igen mere. Jeg sidder et øjeblik og accepterer sandheden: Der er ingen, der kommer og hjælper mig. Jeg er ikke stærk nok til at vinde den her, og jeg siger faktisk farvel til mig selv. Men sekundet efter vågnede en tanke alligevel i mig: at jeg måske kunne være klogere end ham.

Jeg er ved at løbe tør for luft. Mit syn svigter og min verden svimler. Jeg sidder allerede helt stille pga. manglende kræfter i min krop. Jeg kan mærker, at han flere gange klemmer ekstra til.

Jeg forsøger at lade som om, at det har lykkedes ham. Jeg tør ikke flytte den arm og de fingre, der holder mig i live. Men jeg gør mig helt slap i kroppen og giver ham dødvægt. Jeg overgiver hele min krop til ham, ud over den arm og de fingre. Prisen for mit liv, måske, og et øjeblik tror jeg, at det faktisk virkede, men så strammer han sit greb igen, og der var ingen luft til mig længere. Jeg kunne ikke tvinge et eneste hvæs ind – nu var det nu.

Dér slog jeg mig selv ihjel.

At tigge for sit liv

Nu er jeg nået til at tigge. Indeni tigger jeg. Jeg kæmper ikke længere. Men jeg kan ikke tale og jeg har desperat brug for, at han hører, jeg tigger. Så skælvende, rystende, helt kraftløs vrider jeg min højre arm bag om mig selv og op til hans nakke og hår. Jeg begynder at kærtegne og nusse ham. Jeg stryger ham blidt og ‘kærligt’ og mærker, at han begynder at græde. Han råber noget á la: “Jeg kan ikke styre det!” – og noget mere, jeg ikke ved, hvad er. Jeg ser sort for mit blik og mærker min hånd glide langsomt ned igen.

Og så lå jeg på jorden.

Jeg mærker faktisk godt, at jeg glider derned. Jeg mærker mine håndflader ramme jorden først, og mit ansigt rammer mine hænder.

Jeg er fri.

Han har sluppet mig.

Fri

Jeg troede egentlig, at et menneske ville sprutte og gispe helt sindsygt efter sådan en tur, men sådan var det ikke. Det var mere ligesom at være forpustet. Laaange dybe vejrtrækninger, helt roligt og fredeligt, mens jeg kan høre, at han sidder og græder.

Jeg får mig selv på benene. Jeg er meget svimmel. Jeg tror ikke, jeg tænker noget som helst. Jeg føler mig som en zombie, og at jeg har ingen følelser.

Jeg skal til og gå, men han tigger mig om ikke at gå. Jeg får sagt helt roligt, at jeg er tørstig og har brug for en smøg.

Det vil jeg gerne have.

Han er nu blevet en lille hundehvalp. Han vimser mig i hælene og får løbet forbi mig og ruller mig en smøg og serverer mig en sodavand, og jeg ved, han siger en masse ting i stil med: “Er du okay?” og “Lad mig hjælpe dig” og “Jeg elsker dig” og en hel masse derimellem. Jeg kan ikke bevæge mig, uden han med desperat kropssprog følger med.

Det er tydeligt, han mener det; jeg må ikke forlade ham.

“Undskyld”

Illusioner

Jeg kommer til at tænke på hans datter og humper ned til hendes værelse for at se, om hun er vågen. Jeg går ind til hende, og hun ER vågen. Jeg spørger hende, om hun er okay. Hun svare mig, at hun ikke kan sove. Hun tænker på, om jeg er okay. Hun har forstået situationen , som om jeg havde et angstanfald, og hendes far var ved at hjælpe mig.

Jeg kan ikke tage den illusion fra hende.

Så jeg kigger hende i øjnene og siger, at jeg er okay. Jeg har slået mig, så jeg skal lige på skadestuen og tjekkes. Hun siger godnat til mig og lægger sig for at sove.

Hendes far kommer ned og vil ind og tale med hende, jeg stopper ham og siger, at hun sover. Jeg anede dengang ikke, at det ikke skulle blive sidste gang, jeg skulle beskytte hans børn mod ham.

Skadestuen

Jeg kan mærke, at min højre skulder og arm klemmer, og det er som den sidder fast, og det siger jeg til ham: “Jeg har brug for at komme på skadestuen”.

Jeg er nødt til at køre derhen for at være sikker på, jeg er okay, og han siger meget omsorgsfuld: “Ja, selvfølgelig,” og jeg skal skynde mig. Han står med tårer i øjnene, da jeg kører.

På vej på hospitalet bemærker jeg, hvor disconnectet jeg er. Jeg er helt ensporet i hovedet.

Av min arm, den skal jeg have kigget på.

Da jeg er 5 min. fra skadestuen, bryder jeg i hysterisk gråd. Da jeg stiger ud af bilen, skælver jeg og føler mig igen helt fjern. Og så bliver jeg modtaget af en sygeplejerske og falder om.

Da jeg kommer hjem, har han været ude og hente blomster til mig.


Vold er ALDRIG i orden. Hvis du eller nogen, du kender, bliver udsat for overgreb eller vold/partnervold, så søg hjælp eller støtte. Jeg er mange gange blevet chokeret over, hvor lidt hjælp der er at få – men KÆMP for helvede. Det gælder dit liv.

4 comments / Add your comment below

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.