Den dag jeg blev mor

mor, moderskab, fødsel, mother, motherhood, kærlighed

Den dag jeg blev mor, var jeg tæt på at dø. Jeg fik svær præeklampsi med mistanke om HELLP. Så i tiden efter fødslen havde jeg mere brug for at blive rask igen end at være nogens mor. Det tog flere måneder. Det tog for lang tid at elske ham så inderligt, som jeg havde hørt, at man skulle elske sin baby, syntes jeg. Den der lyserøde sky udeblev, og jeg bebrejdede mig selv det.

Er jeg mor nu?

mor, fødsel, kejsersnit, kejserinde, akut, følelser, kærlighed
Første gang jeg ser Noah. Jeg rører forsigtigt ved ham, og så er han væk igen. Der går 10 timer, før jeg ser ham igen.

Fødslen var endt i akut kejsersnit. Selvfølgelig var det ikke nok, at jeg var blevet skåret op på tværs af min mave og skulle kæmpe med smerter og de begrænsninger, et stort operationssår giver. Der skulle også tilstøde komplikationer i form af blødninger og betændelse, så jeg skulle have penicillin. Det var en hård tid. Jeg var enormt træt og immobil. Jeg havde brug for sygepleje og hjælp i hjemmet.

Mit blodtryk var højt og skulle fortsat medicineres. Jeg havde fået medicin gennem graviditeten, og min krop kunne ikke blive enig med sig selv om, at den nu skulle være færdig med at bekæmpe sig selv. Så jeg skulle gennem en langsom udfasning. Det gav mange lægebesøg og kontroller, hvilket var svært med en lille baby, bagage, lift og den lange gåtur derhen. Jeg kunne ikke løfte alle de ting – det er altså tungt! – men det var jeg nødt til.

Jeg havde smerter i mine hænder og arme efter slemt karpaltunnelsyndrom. De sov og var følelsesløse. Jeg fik heldigvis rimelig klar besked og blev efterfølgende opereret med succes. Det var bare ikke ligefrem nemt at holde hånden over hjertehøjde i tre døgn med en 2 mdr. gammel baby, som jeg forøvrigt ammede.

For jeg ammede også. Midt i det hele kæmpede jeg mig gennem ammeopstart og fik det op at stå. Jeg fik slemme sår på brystvorterne, og det var virkelig smertefuldt, men jeg kom igennem det, og det kørte. Et lille mirakel i sig selv. For der var ingen hjælp at hente nogen steder.

Så elsk dog!

mor, fødsel, kejsersnit, kejserinde, akut, følelser, kærlighed
Det første billede, der nogensinde er taget af Noah. Han var netop blevet taget ved akut kejsersnit, og jeg havde ikke set ham endnu. Det var en mærkelig følelse at vide, at han var i rummet nu.

Jeg piskede mig selv for at mærke de store følelser, alle talte om, man ville føle. Hvor ville jeg ønske, at nogen havde fortalt mig, at det OGSÅ er normalt, at det tager tid at lande igen. At det er en rutsjetur af kaliber, hvor man er høj på hormoner. At der ikke er noget smukt og lyserødt ved kroppen postpartum. At det er HELT OK, at man ikke elsker vanvittigt inderligt på randen af vanvid.

Det er helt normalt at være flad på batterierne og mest af alt have brug for at ligge i sengen, med sit barn tæt på. For ingen af jer har forstået, at I er skilt ad nu. Huden gisper efter kontakt, som en tørlagt fisk efter vand.

Dit indre sitre ved adskillelsen.

Det er et helt nyt fremmed menneske, man skal lære at kende. Forventningspresset om store følelser kan i stedet fjerne fokus for de små forsigtige følelser, der langsomt bliver større. Det er ok, at det er sådan. Begge dele er normalt. Det er først alarmerende, hvis de slet ikke kommer.

Mareridt og angst

Advarsel: Det følgende afsnit er grafisk og kan virke voldsomt

Jeg kæmpede med mareridt.

Om natten drømte jeg forfærdelige ting, der skete med mig eller min baby. Jeg drømte ofte, at nogen kvalte mig. Langsomt og kontrolleret. Jeg husker stadig tydeligt, hvordan en sort skikkelse havde hænderne om min hals og tog livet fra mig. Igen og igen.

Jeg drømte, at Noah blev kvalt. Jeg kan stadig huske mareridtene, som var det i nat, jeg drømte dem. Jeg kommer hen til vuggen og opdager, at nogen har bundet en pose stramt om Noahs hoved. Den er gennemsigtig, og jeg kan se hans ansigt igennem den. Der er tung kondens på indersiden. Nogen har taget ham fra mig.

I en anden version kommer jeg hen til barnevognen. Jeg ved, at Noah ligger deri, og at noget er galt. Der er helt stille. Så ser jeg, at den er fyldt til kanten med vand. Noah ligger livløs og hvid dernede i. Jeg vil skrige, men er helt stivnet.

Behøver jeg sige, at jeg sov temmelig dårligt?

Ingen fortæller dig, at du kan blive voldsomt angst, når du bliver mor. Jeg vil ikke gå så vidt, som at kalde det helt normalt, men jeg ved, at det sker for rigtig mange. For der sker en hel masse i din hjerne i en ubarmhjertig proces, der gør dig til mor. Den angst er voldsom. Jeg snakkede ikke med nogen om det. Jeg følte skam over mine drømme, hvor jeg selv eller mit barn døde på bestialsk vis.

Jeg skammede mig over, at jeg var blevet helt hysterisk bange for, at der skete mit barn noget.

Hvis jeg gik med barnevognen, og der kom en bil kørende, så fik jeg nærmest et glimt af, at jeg mister grebet om håndtaget, og barnevognen triller ud på vejen og bliver ramt. Det var der ikke nogen, der havde nævnt noget om: at man kunne blive så bange!

Var jeg blevet syg i hovedet?

Du bliver aldrig den samme igen

At blive mor er et kæmpe kontroltab. Det starter inde i maven, hvor du er nødt til at overgive dig til biologien, og som en anden rugekasse kun kan give dit foster de bedste præmisser på en rejse, det selv skal tage. Du følger med på biografrækken og håber på at få de bedste pladser, mens du mæsker dig i popcorn.

Det når til ekstremer under fødslen, hvor du oplever den totale overgivelse. Det er et klimaks af smerte og styrke.

Når du (forhåbentligt) får dit barn i armene, så lærer man, at det er et selvstændigt væsen, som du skal samarbejde med. Du skal stadig levere optimale præmisser for dit barns vækst og livsduelighed, men hvis du bilder dig selv ind, at du har kontrollen, så bliver du klogere. I er et team for livet.

dreng, barn, baby, kærlighed, mor, moderskab, følelser
Noah er 2 år gammel og en sund, glad dreng.

I dag er det 9 år siden, og jeg kan stadig næsten ikke røre ved det uden at miste pusten. Følelserne er vilde og insisterende, og i min sårbarhed stritter jeg stadig imod. Det var hårdt for mig at blive åbnet så voldsomt: mit hjerte lavede en Hulken, og lige meget hvor meget jeg forsøgte at beskytte mig selv og sætte farten ned, så genkendte min sjæl noget i det barn, som den længtes imod. Den LØB.

Noah er mit livs kærlighed. Han åbnede mit sind og spredte et sollys, der ikke tillod nogen skygger. Jeg blev i stand til at elske større end jeg troede var menneskeligt muligt.

Måske døde jeg i virkeligheden, den dag jeg blev mor. Måske fortalte mine mareridt mig om en transisitionen. For jeg blev aldrig den samme igen.

Jeg er nogens mor

mor, fødsel, kejsersnit, kejserinde, akut, følelser, kærlighed

Her 9 år senere mærker jeg et stik, når jeg ser i øjnene på det smukke, blide barn, som kom til verden under så kaotiske forhold. Han har ingen tegn på den hårde start. Det havde han heller ikke som lille. Han er indbegrebet af et glad og sundt barn.

Vi har måtte fjerne nogle sten på hans vej, men han er kommet op på hesten igen hver gang. Ligesom han skal. Det gør mig glad, fordi jeg her på dette stop på vejen kan sige, at jeg har lykkes (so far so good).

Jeg forsøger ikke at fjerne sorger og modgang (selvfølgelig gør jeg det lidt alligevel), da det er en rigtig vigtig del af livet, jeg forsøger snarere at stå ved hans side og støtte ham igennem det, så han mest af alt lærer, at han ikke er alene. Så han lærer, at han er så elsket, som noget barn kan være. At han er perfekt uperfekt.

mor, fødsel, kejsersnit, kejserinde, akut, følelser, kærlighed

Et eller andet sted så ved jeg godt, at jeg har fokus på nogle ting, jeg selv mangler og har måtte lære på en måde, der var hårdere end det burde have været. Jeg ved også godt, at jeg helt sikkert vil fejle, og han nok selv skal beslutte, hvem han vil være. Det er han allerede godt i gang med. Det er meningen med galskaben. Det er jeg tryg ved, selvom det bliver på godt og ondt. Det er lige om hvert hjørne med så stor en dreng.

Fødselsdag

I dag er det hans fødselsdag. Han blev født 4.44 om morgenen en mandag. Jeg holder vejret og mindes en voldsom dag, hvor jeg lå og græd på opvågningen og skændtes med verdens sureste sygeplejerske, der blev ved med at stikke i mig og ikke ville lade mig se mit barn. Jeg havde blodtryksmålere på begge arme, og de pustede sig op hvert 10. minut og forvandlede mine arme til blodsprængte balloner, og de tre drop strittede hidsigt ud og gjorde ondt hver gang.

Jeg følte mig helt alene og bange. Jeg var bange for at dø. Bange for at være nogens mor. Bange for ikke at kunne finde ud af at elske ham. Det var så overvældende antiklimatisk at dø for én, man ikke har mødt endnu og uden at have set skyggen af min kæreste. Dybt inde følte jeg mig ubetydelig, selvom ordene “vi vægter mors liv over barnets” stadig gav ekko i mit indre…

Siden den dag tog mit liv en drastisk drejning og har kyndigt slettet sporene udadtil. Intet står mål med at blive forælder. Hver dag siden har været en rejse ind en verden, hvor jeg udfordres, pines, glædes, elsker som jeg ikke troede, jeg var i stand til, og mest af alt vokser hver eneste dag.
Noah er et fantastisk lille menneske. Mild, god, betænksom, hengiven, sjov, loyal og bare enestående med sin evne til at give omsorg uden at miste sig selv. Han er kommunikerende og reflekterende. Nogle gange bange og usikker og vil bare gerne høre til. Han er dygtig i skolen og dygtig til sport; svømmer, står på ski, skøjter og rulleskøjter – og klatrer helt til tops i træerne. Han er vild med at spille computerspil, hvilket han er exceptionelt dygtig til, men elsker også dyr, naturen og vores liv udendørs. Jeg er en enormt stolt mor, og jeg er rigtig spændt på at se ham finde sin plads i livet.
Mest af alt er jeg taknemmelig, fordi han gør kærlighed til det letteste i hele verden – selv med en SÅ umulig mor.
Tillykke med de 9 år, søn.

mor, fødsel, kejsersnit, kejserinde, akut, følelser, kærlighed

6 comments / Add your comment below

  1. Wow, hvor er det godt skrevet…. ❤ Bevægende, dybt og så præcist beskrevet. Det lyder virkelig som en sej omgang dengang – hvor er du stærk. Dejlig læsning om tiden lige efter, og hvordan I har det i dag.

    1. Tak, Astrid. Det var også barskt, men jeg fik en dejlig, livsglad dreng ud af det. Du kender sikkert alt til at finde styrken for sine børns skyld <3 Tak for dine søde ord. Jeg bliver meget rørt over rosen.

  2. Tillykke med din smukke dreng <3

    Hvor kan jeg dog genkende de svære følelser. Og du har helt ret – der er ingen der fortæller hvor svært det kan være at lande igen <3
    Du er helt vildt sej og stærk!

    Jeg håber i kan nyde dagen sammen og at du husker på hvor fantastisk en mor du er <3

    1. Du er sød, Viktoria – jeg ved jo tilfældigvis, at du selv er lidt af en jernlady, så det var en stor kompliment <3 Jeg prøver at holde fast i mit løfte om at være hudløs ærlig og tale om de tunge sider af forælderskabet i stedet for at det hele skal være så perfekt. Tak, fordi du læste med <3

  3. Tillykke med Noah. Han lyder som en alletiders dreng ❤️ Og flot og ærligt skrevet! Det går helt ind under huden. Jeg genkender alt for godt følelsen af ikke at elske inderligt fra starten og føle at man er ene om at have det sådan. Føle skam over at have det sådan. Fordi man er så forbandet træt og brugt og fordi det lille menneske, som man har båret på i 9 mdr. , pludselig virker som et fremmed lille væsen, selvom man føler, at man som mor burde kende det allerede. Min mand sagde konstant “Er hun ikke bare dejlig?”, og “prøv at se, hvor kær hun er!” med begejstring og kærlighed i stemmen. Alt imens jeg tænkte: jo, hun er dejlig, og jo hun er kær, men det er også bare forbandet hårdt! Det tog tid at finde ind til hende og det havde INGEN fortalt mig var okay og helt normalt 😓. Min optakt til at blive mor var turbulent, da vi blev sendt til Kolding i egen bil, da der var 3 min. mellem mine veer, og jeg fik presseveer halvvejs og derved var ved at føde i bilen. Jeg endte med at føde i en ambulance på parkeringspladsen foran Kolding sygehus. Der havde jeg med al min styrke og vilje modarbejdet min krop i en halv time i et forsøg på at nå frem til sygehuset….

    Det blev en længere historie end tiltænkt, men som sagt gik din historie lige ind og bragte samtidig minder frem. Så tak for din ærlighed og tak fordi du med dine fortællinger erkender, at alt ikke behøver at være perfekt 😘
    Og dog ender du op med at lyde som den perfekte uperfekte mor med overskud til bagværk og DIY projekter, som jeg ikke aner, hvordan du finder tid og overskud til. 🙃

    1. Tak, Maja. Det lyder virkelig også som en heftig omgang. Jeg er rigtig glad for, at du deler det – det kan simpelthen ikke siges nok, så det også kan normaliseres. Det skal måske endda siges endnu mere, fordi vi slår os selv i hovedet med de “manglende” følelser.
      Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige om selv at være perfekt uperfekt. Jeg prøver jo mest af alt af være hudløs ærlig og dele de svære følelser i et håb om at bare én derude føler sig mindre alene og mere normal. Men tusinde tak for de søde ord. Jeg varmer mig ved dem, selvom jeg tit slet ikke føler mig særligt overskuds-agtig :-*

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.