Den bedste tid på året

Kan du mærke det? Den her helt særlige fornemmelse i kroppen? Nej? Det er nok, fordi det stadig står ned i stride strømme, og man ikke har kunnet trække vejret siden foråret… Men… Jeg trodsede alligevel vejret i dag, da jeg jo skulle ud og gå med barnevognen. Mine kondisko sank godt ned i græsset, og mine bukser blev våde, men jeg nåede derhen, hvor jeg ville – til et vildtvoksende krat, der løber langs hele vores stisystem, og min hjerne vågnede med et brøl.

Her gik jeg hele vejen langs bevoksningen og sugede farverne til mig. Jeg betragtede grenene og fik ideer. Rigtig mange ideer. Jeg fik også en lettere følelse i maven, og jeg lavede en aftale med mig selv om at komme i gang med alle de (kreative) hængepartier, som står derhjemme og længes efter min opmærksomhed. Jeg har længe drømt om igen at være kreativ med børnene, for børnene, men var gået i stå i hverdagen. Sommeren havde lagt en tung dyne hen over mig.

Efterårets farver er helt magiske. Jeg elsker dem. De er livlige og inspirerende. De lukker hyggen ind i alle kroge, helt ind i sjælen. Jeg er ellers ikke sådan en natur-hippie. Hvis man ser nogen stå og fryse og surmule i hjørnet, mens alle andre hygger sig, så er det med stor sandsynlighed mig. Jeg er kuldskær. Jeg hader at blive beskidt. Jeg kan ikke fordrage regn og blæst. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er blevet sådan en fin dame med årerne, men jeg er en vaskeægte udendørs-Scrooge. Om sommeren vil jeg også hellere være i skyggen. Det er fedt at være til, haha!

Men til efteråret vågner noget i mig, der ikke kan holdes nede af fine fornemmelser. Der vågner en skaberlyst og ro, som året munder ud og giver tid til refleksion. Jeg bliver også trist på denne årstid. Det er slet ikke så let, men alle disse følelser er en gammel kending, og jeg finder hjem hver dag takket være min familie, takket være Jeppe og børnene.

Jeg satte mig endda med en kop kaffe ved bordet og samlede en barnevognskæde, som jeg havde liggende. Det er min lillesøster, der har hæklet flodhestene, så det var bare at trække elastikken gennem dem og sætte perlerne på. Jeg havde bare glemt at trække vejret. Det var der én, der mindede mig om i dag.

Hvornår har du sidst gjort noget for dig selv, mor?

Skriv et svar