Dem der bliver tilbage

Elliot har fundet Noahs gamle nusseklud i gemmerne. For et splitsekund kommer Blå Kanin i anden række.

Så ramte vi lørdag, og det er gået op for Elliot, at der er sket et skift. Han opfører sig mærkeligt, og vi kan ikke helt finde svaret. Han er hvileløs, fræk og ødelægger ting. Det ene øjeblik kan han være i koncentreret leg med sine biler, og det næste øjeblik forsvinder han ind på værelset, og vi kan høre, at han tømmer sine kasser ud på gulvet og kaster rundt med det hele. Han er aggressiv og tyndhudet. Tårerne kommet let, og han vil ikke røres ved. Åh nej, tænker jeg.

Er han ved at blive syg?

Jeg kigger bekymret efter ham, og vi forsøger at være ekstra opmærksomme, ekstra kærlige, ekstra aktiverende, ekstra distraherende, osv. Men det er svært. Han vil os ikke rigtigt, og vi kan ikke gøre ham glad. Der går nogle timer på den måde, ja, nok hele formiddagen. Vi kredser om ham, men har opgivet at komme tæt på ham. Han sidder ved sofaen og ser tablet – det eneste, der synes at fungere for ham, men det gør ondt i hjertet at se ham sidde der alene med stift fikseret blik.

Vi skal hente Noah og Sophia.

Ordene kommer prompte og ud af det blå. Elliot ved godt, at Noah og Sophia er et andet sted. Han har selv været med til at hente og aflevere der, så han forstår, hvor de tager hen, men han savner dem. Så det gør helt ondt indeni ham.

Jeg vil have Noah og Sophia.

Der er så meget fokus på delebørn og deleforældre. På det gode liv og kærlighed. Vi KÆMPER for at slå gnister af lykke i ruinerne fra en gammel tilværelse. Men vi glemmer én ting. Der findes også delesøskende. Dem, der bliver tilbage.

Jeg kan ikke påstå, at der faldt en sten fra hjertet i erkendelsen af, hvad der foregik, for det er et tungt livspræmis for os alle, som jeg ikke kan fjerne fra hans liv. Men fremadrettet er der ingen tvivl om, at vi skal have nogle mere definerede strategier for dagene uden de to store. Forhåbentligt vil de små med tiden finde ud af at nyde hinanden og os, men indtil da skal der gøres noget for Elliot.

Det er vores evige balancegang mellem at leve og vente.

4 comments / Add your comment below

  1. Du skriver så godt at det gør ondt.. naturligvis påvirker indholdet mig lidt mere, fordi vi står i det samme men uden en 4 er..men du skriver bare pisse godt ❤

    1. Åh Malene, tak. Bare tak. Det gjorde mig usigeligt glad her midt i ventetiden <3 Jeg ser så meget frem til i morgen, når vi bliver samlet igen.

  2. Du skriver så mit hjerte bliver krøllet ud på vrangen. Det gør ondt. Men det er kærlighed. Det er kærligheden der også kan rive, så man tror det er løgn.
    Jeg kan mærke kærligheden til dine børn, i alt du skriver. Tak fordi du deler❤️

  3. Tak Eline – for dine ord, og fordi du læser med ❤️ Det betyder virkelig meget at dele det, vi har gennemlevet, og vores liv fremadrettet, med nogen, som er villig til at lukke mig ind og føle sammen med mig. Jeg har længe følt mig ensom med de her ting og så brændende ønsket at nogen ville bryde tavsheden. Nu bliver det så mig selv, der gør det ❤️

Skriv et svar