At danse på roser #livsfilosofi

sygdom, modgang, filosofi, kærlighed

Forbered dig på en omgang livsfilosofi her fra sofaen. Det utrolige er nemlig sket – jeg er blevet syg. Det sker ellers aldrig! Det plejer at være mig, der holder skansen til det sidste, men jeg vil tro, at med den seneste tids overbelastning, primært Jeppes tilfælde af meningitis, så måtte det vel ske. Den der ekstra reserve, som mødre kan hive frem i nødstilfælde, den er altså ikke uendelig.

sygdom, modgang, filosofi, kærlighed

Jeg hader at stå stille

Det irriterer mig. Jeg får dårlig samvittighed. Først og fremmest over for mit arbejde, som jeg har forpligtet mig til og arbejdsopgaver at nå. Selvfølgelig også over for min familie, som får en slatten, halvhjertet mor og kone. Og så brystede jeg mig helt ærligt også af min forbilledlige andel af sygedage. Det så godt ud i regnskabet.

Det irriterer mig, at mit hoved ikke virker, og det tager mig lang tid at formulere noget. Det irriterer mig, at min krop ikke virker, så jeg har måtte skrive på det her oplæg i fire dage nu. Jeg er simpelthen for træt, men jeg keder mig. Jeg kan ikke lide at stå stille.

Jeg gider ikke se serier, så jeg hører en podcast om dagpengereformens paradokser. Det er mig lige om lidt. Jeg drikker te, kører panodil-, lommelet- og Otrivinmarathon, mens jeg filosoferer over tilværelsen i den udstrækning, jeg nu kan. Jeg orker ikke at lave noget, hvor jeg skal forlade sofaen, så jeg døser og tænker. Nogle af tankerne skribler jeg ned i noter, og så havner de her i et sirligt puslespil.

At danse på roser

Da jeg lå og savlede på sofaen i går, smilede Jeppe og jeg lige kort til hinanden og udvekslede et sigende blik. Vi glæder os til at være to voksne i husholdningen igen, for det er en smule trættende at køre det her aleneforældre/ klods-om-benet-partnerskab. Det er ikke just en dans på roser. Hvilket er verdens mærkeligste udtryk.

Hvem har nogensinde danset på roser og er kommet uskadt derfra?

Av, for fanden.

Men sådan lidt med omvendt fortegn så er det egentlig en meget passende måde at beskrive livet på. Roser og torne.

Det er en dans, nogle gange er den smuk og idyllisk og kører derudaf. Andre gange rammer man en torn og dansen bliver uskøn, måske smertefuld. Det tænkte jeg nærmere over i min sygdomsrus i en stime af, at det hele går os imod. Det er nærmere vores normaltilstand end det er undtagelsen. Udfordringer. Logistik. Hverdag.

Og noget gik op for mig.

Det er LIVET.

Livet med små børn.

sygdom, modgang, filosofi, kærlighed
Jeppe smører tit min madpakke, og der er jævnligt små sedler i (spoiled, I know). Lige op til at jeg blev rigtig syg, fik jeg den her <3

Er du også belastet?

Har vi det værre end andre? Nej. Men hvad er parametrene?

Vi er en børnefamilie ffs. Vi har FIRE børn. Det er normalt, at børn ikke vil sove. Det er normalt, at de bliver syge. Det er normalt, at de er pisse umulige. Arbejdsmængden stiger proportionelt med antallet af børn, og sådan er det. Men det er ligesom om at alene fire børn (dis)kvalificerer én fra begyndelsen af. Så er man belastet. På papiret kan man selvfølgelig smide med kategorier, hvor man kan se ud til at være det, men hvis man ser på livskvalitet, så vil jeg sige, at vi har et temmelig godt liv.

sygdom, modgang, filosofi, kærlighed
Jeg siger det tit, men kan aldrig sige det nok: Så bliver det altså ikke mere hot <3 Der laves mad med trofast sidekick.

Vi har et kærlighedsfyldt partnerskab. Jeg er gift med min bedste ven, som vil gøre alt for at gøre mig lykkelig – og ditto. Vi er gode for hinanden. Vi griner meget og elsker inderligt. Der brænder en særlig ild i os. Jeg ser den i hans blik på mig. Jeg mærker den fylde mig fra top til tå, når jeg ser på ham.

Vi har børn i trivsel. Jo jo, Elliot er en kæmpe mundfuld med alle hans krumspring, men ud af en familie på seks personer, så er det vel en ret pæn statistik endnu en gang? Børnene er sjældent syge, de har ingen diagnoser, handicap eller lignende. De klarer sig virkelig godt i skole og institutioner og er bare sådan helt normale.

Vores økonomi er stram, men vi får pengene til at række, fordi vi er ansvarlige og rent faktisk evner at få én krone til at blive til to (og ja, det er hårdt). Vi har skåret alt overflødigt fra, så børnene mangler ingenting, og med hjælp fra mormor og morfar, så kan de gå til de fritidsaktiviteter, som de har lyst til. Det er da mere end luksus. De har moderne teknologi i overflod, de har et væld af legetøj og udfoldelsesmuligheder, vi bruger meget tid sammen med dem, laver lektier med dem og engagerer os i, hvad der optager dem. Er vi fattige? Nej, det er vi ikke.

Så hvorfor synes alle, at vi med fire børn per se er belastet?

Forbudte følelser

Der er ligesom en berøringsangst omkring følelser derude i Samfundet med stort s. Der er ligesom en vibe omkring, at det er no go at sige højt, at det er hårdt. Jo, altså man må gerne sige, at det er hårdt – bare ikke for meget vel? Du må gerne være træt, men ikke for meget vel? Det er sådan noget man taler om i lukkede grupper på Facebook, hvor det aldrig kommer videre. Hav lidt værdighed, ikke?

Vi danser for fuld udblæsning gennem de fordømte roser og lader som om, der ikke er små stænk af blod. Sved i armhulerne. En tåre i øjenkrogen. Men hvorfor?

Det har da sin egen skønhed.

Livet.

Smerten.

Kærligheden, der bærer det hele.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.