Al begyndelse er svær

Al begyndelse er svær

Man siger jo, at al begyndelse er svær. Man siger også, at modgang giver karakter. Hvis det er rigtigt, så må jeg være ét af de mest indholdsrige, indsigtsfulde mennesker derude – meeeen jeg kunne nu godt ønske mig, at jeg kom lidt lettere til tingene nogle gange. Jeg har endda filosoferet en hel masse omkring, hvorvidt det var mit eget verdensbillede, den var gal med, men nej. Den er god nok. Det er lidt som at mor-skamme, når folk er uheldsramte: Er du helt sikker på, at det ikke bare er dig, der er et lille surt (negativt) menneske?

Anyways… Vi er jo lige flyttet. I fredags. Og ud over at selve flytningen landede fladt på maven med for lidt tid, for få hænder, totalt kaos og alt det der, så toppede vi kransekagen med at stå uden varme, uden varmt vand, uden tv og uden internet. Med fire børn hjemme på juleferie og et helt liv i kasser. Med et high need barn uden ét eneste åndehul at gribe efter.

Det var hard core. Mildest talt.

Read More

Julen slutter i dag

Julen slutter i dag

Der er stille på bloggen her i december. Det er lidt ironisk, for den skulle have bugnet af julestemning, kreative sysler, DIY, vældige tankestreger, håb og mod – det hele var planlagt, men julen slutter i dag. Der har ikke været mulighed for åndehuller, og stemningen er derefter. Med 4 ugers sygdom så må jeg indrømme, at jeg er i knæ.

jul, sygdom, livet med børn, åndehuller

Read More

Walk of shame

Walk of shame

Har du nogensinde følt dig helt alene i verden? Din egen lille skodverden til skodmødre, der slår fejl? Har du taget de tunge skridt ud fra institutionen med al værdighed stående tilbage i døren? Du kan ligefrem se den ånde på ruden, mens den ser langt og bebrejdende på dig. Walk of shame.

Du forbander dit afkom langt væk og forsøger at glemme, at dit toneleje lige ramte loftet for et splitsekund siden, mens du opgiver dit stive smil til de 1.000 andre forældre, der er ved at hente, og har den tvivlsomme fornøjelse at sidde på første række til din afmagt. Been there done that.

alle de andres børn, stress, stresset mor, grædende børn, sure børn, fællesskabsfølelse, håndsrækning

Read More

Momsterjul låge 4: Juleoverskud

Momsterjul låge 4: Juleoverskud

Momster har sin helt egen julekalender – Momsterjul. Du finder ikke præmier bag lågerne, men et væld af stemning, næstekærlighed, traditioner og kreativitet. Alt det, julen egentlig handler om. Hver dag åbnes en ny låge. Så hop med og bliv inspireret.

I den kommende tid vil jeg lukke dørene op for vores julemåned, og hvordan vi kommer igennem hele det store præstationsræs – uden stress og jag, kulrede børn og at ende i skilsmisse 🙂 Og så skal vi oven i købet nå det hele på den halve tid!

Så lad os bremse op et sekund og åbne den 4. låge i Momsterjul. Hvad er mere oplaget end at tale lidt om Juleoverskud?

Momsterjul, julekalender, låge 4, juleoverskud, pebernødder

Read More

Hold dig væk – jeg elsker dig

Hold dig væk – jeg elsker dig

Elliot faldt hikstende i søvn i mine arme her til aften. Jeppe havde i 30 min forinden forsøgt at få ham til at sove, men han skreg på sin mor. SKREG. Det er som regel Jeppe, der putter, så der er ikke noget nyt i, at Elliot udfordrer ham og spiller os ud mod hinanden, så vi rigtig kan få lov til at løbe frem og tilbage (lesson learned), men i dag var det hjerteskærende. Til sidst gik jeg derind og byttede, og da jeg satte mig i stolen, tog jeg Elliot over på mit skød. Jeg pakke ham i dynen og trak ham helt ind til mig.

“Det skal nok gå, skat,”, hviskede jeg. “Det er ok – jeg er her nu.” – “Mor er her”.

Jeg aede ham i håret, og hans hoved faldt tungt ind mod mig. Han hikstede et par gange, og så snorkede han tungt. Jeg sad som forstenet. Skete det her virkelig? Jeg forstod det simpelthen ikke.

Read More

Julen er lige om hjørnet

Julen er lige om hjørnet

December er lige om hjørnet, og julen ligeså. Det er på mange måder en hård periode for mig. Det er en måned med stor reflektion, og mine minder er ikke lyserøde. I år skal jeg ikke have de to store hjemme til jul, og jeg prøver ihærdigt at maskere, at det generer mig. Samtidig minder det mig om, at min familie bliver mindre og mindre.

Det lyder måske ironisk, når nu jeg i dag har fire børn. Men faktum er, at de gamle glider fra og med deres bortgang, er der ikke rigtigt nogen tilbage til at gribe faklen og samle familien. Det gør mig trist. Der er ikke den store interesse, kan man vel sige.

Read More

Stofbleer. Billigere, sundere – og sådan set smart nok!

Stofbleer. Billigere, sundere – og sådan set smart nok!

Indlægget er sponsoreret af RetroPi.

Vi har testet stofbleer for RetroPi. Det er et helt nyt koncept for os herhjemme, så vi har været rigtig spændte på det. Jeg kender flere, der bruger det, men jeg havde helt ærligt ikke gjort mig de vilde overvejelser omkring at springe ud i det selv. Jeg har brugt engangsbleer ”som alle andre”. Længere var den egentlig ikke.

Af flere grunde troede jeg, at jeg ville være Rasmus Modsat i den her test. Man kan vel sige, at selvom man skal forsøge at være neutral, når man tester noget, så har Retropi virkelig formået at arbejde sig nedefra og op.

Read More

Så hvad er high need egentlig?

Så hvad er high need egentlig?

Det har været hårdere at skrive om den første tid med Elliot, end jeg regnede med. Så jeg måtte lige trække vejret, før de næste ord kunne siges. Lige så mange ord, det har taget at fortælle bare en flig af det første år med Elliot, lige så mange overvejelser – og følelser – måtte vi nemlig igennem for at få svar. Svarene lå ikke i os selv, men skulle søges ude i den store verden. Den viden, vi fandt, skulle oveni købet kværnes skånselsløst igennem et stærkt overgearet, forsvarsberedt og hårdt pumpet følelsesliv for forsigtigt at banke på hos fornuften. Den grå mus. Så hvad er high need egentlig, Hr. Mus?

Sæt dig godt til rette med en kop te. Det her bliver langt.

Read More

High need #3

High need #3

Hvor ondt skal det gøre, før det bliver godt? Spørgsmålet står alene i et overfyldt rum. Rummet er oppe i mit hoved, men spørgsmålet er helt legitimt. Ja, hvor ondt skal det gøre?

Elliot var startet i institution, og det var, som om det aldrig skulle blive godt. Den første dag holdt han 15 minutter og skreg resten af dagen. Jeg græd sammen med ham og troede ikke, jeg ville overleve det. Jeg var ikke sikker på, at jeg havde kræfterne til det, og så stod jeg jo ligesom her for evigt. Sådan for real. Og så ville jeg miste forstanden – det der var tilbage af den.

Read More