Inkontinens: Sygdommen ingen taler om

Inkontinens: Sygdommen ingen taler om

Inkontinens er en meget fortiet sygdom. Og det er til trods for, at virkelig mange lider af det – både børn og voksne. Måske tænker du med det samme, at det er mig, jeg skal til og tale om: fire børn MÅ da sætte enhver bækkenbund til vægs og introducere det næsten obligatoriske sjattisseri ved latter, nys, løb, hop, mv.

Men der må jeg desværre skuffe dig. Jeg kan ikke være med i den klub. Min bækkenbund har det helt fint. Til gengæld var jeg vådligger som barn. Og min syvårige datter Sophia lider af inkontinens. Det har vi kæmpet med, siden hun var tre år gammel.

inkontinens

Hvor stor volumen skal en blære have, når man er 7? Sophias er halv størrelse.
2 CommentsLæs mere

Kreativ påske #diy #kreativmedbørn

Kreativ påske #diy #kreativmedbørn

Så ramte vi påske – og hvis du ikke har nået at pynte op endnu eller stadig lige har en skudsalve krea tilbage i dig, så kig med her, når jeg smider nogle helt ukomplicerede kreative indslag. Du kan endda lave det med børnene. Uanset hvad, så hygger det godt op i hjemmet.

Jeg havde personligt ikke helt lyst til at pynte op i år, men som tingene dukkede op én efter én, så ændrede jeg alligevel mening. Det ER jo hyggeligt at tage årstiderne ind i sit hjem. Jeg har bare ikke helt fundet mit drive endnu, efter at vi mistede Noahs og Sophias far for nylig.

Det trækker i mig, ideerne er der, men overskuddet er der bare ikke. Jeg synes heller ikke, jeg helt rammer plet som før. Men heldigvis er jeg stædig, øver mig som en gal – og belønningen er jo stor, når børnene stråler.

påske, kreativ, krea, diy
Emma har været syg den sidste 1,5 uge, så det var en dejligt afbræk at rydde lidt op i kasserne, mens hun undersøgte med tingene. Det ville hun trods alt gerne.
Leave a commentLæs mere

Årets ensomste dag: Min fødselsdag

Årets ensomste dag: Min fødselsdag

I morgen er det min fødselsdag. Og jeg hader den dag. Det er den dag på året, hvor jeg føler mig allermest ensom.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har været specielt vild med at holde fødselsdag. Det stammer helt tilbage fra min barndom. Jeg var ikke særligt populær i skolen og havde ingen venner. Min fødselsdag ramte tilmed ofte påsken – gah, så der var alligevel aldrig nogen, der kunne komme – udover den nærmeste familie.

Som voksen er familien faldet mere eller mindre fra. Vi er næsten ikke nogen tilbage, der holder sammen. Så jeg får en sms fra min mor på min fødselsdag. Og så er der facebook – men det tæller jo ikke rigtigt, vel (selvom jeg bliver lidt glad alligevel)? Det er nogenlunde det.

Easter Egg

fødselsdag, ensom

De sidste par år har jeg slået min fødselsdag sammen med Elliots. Så er det da overstået, og jeg slipper for pinen omkring min egen; men sandheden er, at det er et easter egg, hvis du vil tilgive mig at gøre lidt vold på begrebet.

Så dum er jeg.

Der er lagt i ovnen til skuffelse år efter år.

Der kommer ingen hvid ridder og redder dagen, ikke en gang en grålig. Min fødselsdag er lige så leverpostej, som alle de andre – lige ensom hvert år. Så ydmyg er jeg bare ikke, at jeg kan lade være med at blive skuffet. Jeg kan ikke blive ligeglad.

Da jeg var yngre holdt jeg hvert år en større fest på min fødselsdag. Det var festligt og sjovt – og noget jeg så meget frem til. Jeg ville også have inviteret min mødregruppe i år, men jeg nåede det ikke, fordi Emma, Elliot og Jeppe har været dødsyge de sidste 8 dage. Nu er det for sent. Desuden bliver jeg også trist, når jeg begynder at invitere folk, jeg i virkeligheden ikke betyder særligt meget for, bare for ikke at være alene.

Det er absurd, at man kan føle sig så tæt forbundet med så mange mennesker gennem hele året – har jeg brug for hjælp, er der altid nogen at spørge, og verdenshjulene bliver holdt ivrigt i gang hele tiden med fælles løft, rotation og næstekærlighed. Men på min fødselsdag… Der sidder jeg alene.

Alene

Jeg sidder alene oppe her til aften. Det har jeg gjort i et par timer nu. Alle sover, og jeg er ked af det.

I morgen har jeg fødselsdag, og jeg kan ikke tillade mig at forvente noget som helst af Jeppe. Jeg ved, han har købt en gave, men jeg har ikke lyst til at få den, for vi har ikke rigtigt talt sammen hele måneden, og jeg er hudsulten, ensom og ked af det. Jeg vil ikke have en gave; jeg vil have min mand tilbage.

Jeg har været alene rimelig meget hele april. Jeg har været alene hele ugen; alene i Legoland med Elliot; fælles i svømmehallen, men alene med hvert sit barn. Vi når ikke at tale sammen, vi ser ikke hinanden i øjnene – Jeppe er træt og sur, bider af mig og kritiserer mig. Når jeg prøver at tale med ham, så lukker han bare af.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg været alene, siden Jeppe fik meningitis – men det er en kæmpe stor fed elefant i rummet, som han ikke vil tale om.

ensom, fødselsdag

Fødselsdag

Om én time har jeg fødselsdag. Nu vil jeg gå i seng og glo på min telefon, til jeg er træt nok til at overgive mig.

Min fødselsdag blev taget fra mig for længe siden, og ingen har kunnet give mig den tilbage. Jeg har nogle rigtig dårlige minder for den dag. Det er det, jeg husker hvert år, og som jeg gerne vil have erstattet med gode ting, men jeg ved ikke hvordan.

Jeg hader den dag.

Så i morgen vil jeg sætte mig til computeren og shoppe et eller andet åndssvagt i et øjebliks pity party for én.

Når ungerne sover, kan jeg tage ned og træne.

Og så er den pludselig ovre, og jeg har vundet et år mere.

Sov godt.

ensom, fødselsdag

Ridning blev min datters redning #sorg

Ridning blev min datters redning #sorg

Sophia startede til ridning tilbage i februar. Det har hun drømt om, siden hun kunne sige “hest”. Skæbnen ville, at vi endelig tog skridtet og meldte hende ind i en klub i sommers, hun stod på venteliste i mange måneder og fik så endelig plads.

Nu skulle det være!

Alle var spændte.

Så døde hendes far.

Men Sophia holdt fast og tog afsted for første gang kun 5 dage efter at have mistet sin far og fået knust sit hjerte. Tro mig, det kan et 7-årigt hjerte godt, og man vil aldrig hele igen det sted, hvor man skulle bære sine børn igennem sådan en oplevelse.

Men nogle ting giver det lindring. Nogle ting giver nye kræfter.

Som at hun liver op hver torsdag. Som at det er noget, hun ser frem til gennem hele ugen, hvor hun skal slæbe sig igennem skole og hverdag, hvor alle andre stadig har deres far. Som at se hende stråle så meget som en træt lille sol nu kan, når hun er i stalden, og selvom vi alle kun lige har hængt i med fingerspidserne, så er der ingen tvivl om, at det her er det helt rigtige for Sophia. Det er ren terapi.

ridning, hest, hestepige, terapi, hesteterapi, sorg, epilepsi, død, far, mor, barn, datter, pige
Leave a commentLæs mere

Lidt tanker om at overleve

Lidt tanker om at overleve

//Sponsoreret indlæg//

Det var meningen, at jeg skulle skrive om DIY fra Flying Tiger Copenhagen. For det var jeg så heldig at få lov til at teste for tre uger siden.

Ungerne og jeg tog også den store shoppetur om fredagen, inden de skulle hjem til deres far. Så kunne vi gå krea amok allerede om mandagen og de kommende dage, fordi han skulle tilbage til Filadelfia. Han var kun hjemme på weekend.

Lørdag morgen blev vi så ringet op af Noah, fordi hans far havde fået endnu et epileptisk anfald. Det var frustrerende, men så havde vi jo alt det her lækre DIY liggende til at underholde os selv med.

Ingen af os havde i vores vildeste fantasi forestillet os, at alle tingene rent faktisk endte med at blive vores livslinje i dagene, der fulgte… For krea er ikke bare verdens bedste (ferie)aktivitet, det er et desideret åndehul i hverdagen – og et sted, vi kunne dykke ned i og få lidt sjælefred.

Hvis du ikke har fulgt med, så døde Noahs og Sophias far faktisk den lørdag for 11 dage siden… Men det handler dette indlæg ikke om. Til gengæld handler det om at komme videre.

Og noget af det, der var så fint ved DIY materialerne fra Flying Tiger Copenhagen var lige præcis, hvor nemt det var at gå til, da overskuddet var helt i bund.

Tusserne har virkelig hjulpet Sophia med at bearbejde tingene. Hun har tegnet non stop og ELSKER de fine tusser med filtspidser.
3 CommentsLæs mere

Vi har mistet Noahs og Sophias far

Vi har mistet Noahs og Sophias far

Verden gik i stå lørdag eftermiddag. Jeg har ingen ord eller smukke sætninger, der kan skjule eller forfine den rå pinefulde sorg, vi føler. Det savn, vi føler og alle de tårer, der er faldet siden.

Vi har mistet Noahs og Sophias far. Han døde pludselig i lørdags. Jeg kommer mig aldrig over at skulle sætte mig på gulvet i min stue og sige de ord til Noah og Sophia.

“Far er død.”

De gik i tusinde stykker, og vi holdt om hinanden og skreg og græd.

Vi har mistet en fantastisk far og en gammel ven. Jeg ville give alt for at få ham tilbage. Tanken om de mange stunder og mærkedage, vi skal igennem uden ham er ikke til at bære. Vi skulle jo blive gamle sammen. Ganske vist på hver sin adresse, men ikke desto mindre leve et langt liv sammen viklet ind i vores børns fremtid…

Jeg er ikke klar til at sige farvel. Jeg ved ikke, om man bliver det. Men lige om lidt står vi tre liv og er nødt til det. Du vil være så savnet, og vi vil snakke om dig, besøge dig og mindes alt det gode, du var.

Fanget af epilepsi

Fanget af epilepsi

Jeg føler mig fanget. For første gang i måneder havde Jeppe og jeg mulighed for at tænke på os selv en hel fredag aften med udsigt til at sove længe næste morgen.

OMG, sove ud! Der var ikke noget i hele verden, der føltes mere forbudt – og nu fik vi det. Hvis du har fulgt med, så ved du godt, hvorfor det føltes som at have fået nøglen til en porche og et klap i måsen.

“Værsegod – kør! No limits” (eller en rejse til Maldiverne med all inclusive… Eller kage, ok, også kage. Uden man blev fed af den).

Lige ind til telefonen ringede.

epilepsi, anfald, sygdom

Jeg må aldrig sige, at det ikke sker

Hvis vi lige ser bort fra, hvor meget det generer mig på et personligt plan her og nu (fordi det fuldstændigt ødelagt vores ENE dag i måneder, hvor vi kunne sove hele natten og længe om morgenen), så er der én ting, der gør mere ondt.

Ordene, jeg sagde til Noah, inden de tog hjem til deres far i går.

Der er jo ingen hemmelighed, at Noah og Sophia har været meget påvirket og kede af det. Så efter et opkald til deres far omkring logistik, følte jeg mig helt opløftet af hans gode humør.

Så jeg gav det videre.

“Far lyder rigtig glad. Jeg tror, han har haft rigtig godt af at være på Filadelfia og slappe af og få mere styr på sin medicin. Jeg tror, at I får en super hyggelig weekend sammen (her it comes) uden anfald. Det bliver dejligt at se far igen.”

Damn me.

Jeg skal holde op med at sige det. Sidste gang skete det også – der fik han endda TO anfald samme dag.

Jeg er så træt af det.

Balancen mellem at fjerne tvivlen fra deres hjerter, angsten, skabe tryghed og tillid – og så risikoen for at tage fejl.

Jeg griber dig

Når man så lige ser bort fra, hvor skuffede vi er over at miste vores fridag, så er vi landet godt på benene. Vi er heldige nok, at de små ikke er her før senere, så vi kunne sætte os og spise morgenmad og drikke en kop te med de store og lige snakke det igennem.

Så gled de store over i deres hverdag her. De var var trods alt glade for at se os og kan lide at være her, så for en gangs skyld virkede de til at acceptere det korte visit hos deres far.

Jeg havde også en alvorssnak med Noah under hans fars indlæggelse i den forgangne uge. Jeg måtte sige til dem begge, at de skulle lade være med at have kontakt. Jeg havde selv opfordret ham – faren – til at sende billeder og storytelle, så de kunne følge med og opleve indlæggelsen som både nødvendig og positiv.

Men Noah kunne slet ikke tåle det. Han græd hele tiden og savnede sin far. Han bekymrede sig og spekulerede. Så jeg måtte fortælle ham, at han var nødt til at give slip på sin far, når han var her, og bruge det som en pause i hans hoved og følelse af ansvar.

Jeg måtte også lige forklare ham igen, at han slet ikke har noget ansvar. Det er ham, der er barnet, og det er ikke meningen, at han skal sørge for noget som helst. Derfor skal han ringe efter hjælp, og så skal han give slip.

Håb for fremtiden

Jeg sagde selvfølgelig også, at det ikke var en regel eller noget, jeg bestemte. Jeg gjorde det klart, at jeg aldrig ville blive sur eller skuffet, hvis han har kontakt til sin far, og det er helt op til ham og mærke efter, hvad han har brug for. Mine ord er, hvad jeg ser og mit råd til ham ud fra, at jeg kender ham fra top til tå. Dem har han (heldigvis) fulgt – og han kom selv og fortalte efter et par dage, at hans humør var meget bedre. Han var ligefrem pludselig glad og sorgløs igen.

Dygtig dreng.

Det tror jeg, han har taget med sig i dag i morgenens anfald og skift. Og vi snakkede også om, at det nok også var lettere i dag, fordi vi trods alt har håb.

Vi vælger at tro på, at det vil blive bedre, og de nuværende hyppige anfald er et nødvendigt onde mod, at hans far får det bedre.

Vi er der næsten – ikke?

epilepsi, anfald, sygdom