Vi arbejder meget med sanselighed hjemme hos os. Sanser og følelser, krop og bevægelse. Det hele hænger sammen i en finurlig balancegang, hvor nøgleordet lige præcis er balance. Det giver både psykisk og fysisk velvære, at der er balance i kroppen – men nogle gange er det bare ikke så nemt. Slet ikke for en lille fyr på tre år med alle antenner ude.
Det ville da være fedt at prøve en hel masse af. Vi er bare ikke rige. Vi er ikke engang i nærheden af at have mulighed for at investere i selvbetalt- eller alternativ behandling. Og PPR – som jo lovede guld og grønne skove – har stadig ikke rørt en finger ifht. Elliot. Han er jo også kun 3,5 år, ikke (dvs. de har været 3,5 år om det indtil videre)? Vi har god tid, ikke?
Så vi tog altså skeen i den anden hånd. I en nydelig forestilling om et handlekraftigt sikkerhedsnet og loyal autoritetstro havde jeg glemt, at vi selv har en stemme. Og vi er trætte af at vente på, at ingenting sker. Vi er trætte af at blive sendt tilbage til begyndelsen uden at blive lyttet til. Vi er trætte af at blive skuffede.
Jeg har derimod på bunden af brønden fundet noget uventet: Vi kan en hel masse selv. Lad os kalde det fattigmands sansemotorik. Det er for alle. Og det vil jeg gerne involvere dig i.
