Moderlig filosoferen, kreative længsler, desperate handlinger, hysteriske grineflip og hele baduljen.
“Jeg kan ikke forstå dig, når du græder,” ordene nåede mig gennem garderoben i børnehaven, hvor jeg lige havde åbnet døren.
Jeg havde netop afleveret Elliot og Emma, men jeg glemte i farten at fortælle, at Elliot holder fri på Grundlovsdag, så det ville jeg lige stikke næsen ind og sige.
Ordene kom fra en pædagog. Jeg kunne høre Elliot græde med sutten i munden, mens han forsøgte at sige noget. Noget stivnede indeni mig.
Vi fik pitabrød til aftensmad i går. Det var et stort hit hos børnene. Som du måske har opdaget på min Instagram, så kan vi virkelig godt lide at bage.
Vi bager mest, fordi det er lækkert og kan tilpasses fuldstændigt til vores behov. Samtidig er det super nemt og fylder huset med en ekstra bid hygge. Endelig bager vi sandelig også, fordi det er en skøn aktivitet at være sammen med børnene om. Sansemotorisk er det jo en fest at få fingrene i sådan en bolledej.
Jeg kan godt lide fællesskabet omkring sund mad, og børnenes interesse i, hvad de egentlig spiser. De værdsætter det mere, når de er med til tingene. Samtidig er det et træfsikkert mellemmåltid, som de kan gå og tage af løbende, når vi er hjemme.
Nu har jeg skrevet tilstrækkeligt om Elliot og high need til, at der begynder at komme en del kommentarer. Det er en pose temmeligt blandede bolcher, må jeg sige.
For det første får jeg enormt mange tilkendegivelser af lettelse omkring af få øje på nogle svar. Der er mange forældre, der kæmper en brav kamp derude. For det andet får jeg spørgsmål omkring high need og også i relation til lige deres barn. Det svarer jeg på efter bedste evne. For det tredje får jeg kritik for at stigmatisere/generalisere signalstærke børn.
Lad mig gøre én ting klar her.
Elliot er startet i børnehave! Jo jo, det har vi selvfølgelig prøvet før, men GYS, nu er det altså vores lille E’s tur til børnehavelivet. Det har jeg ventet på med stor spænding – og stor nervøsitet. Der er jo lige det der med forandringer. Dem er vi ikke så glade for.
Det er jo ikke ligefrem, fordi vi har haft ro på op til hans opstart i børnehave. Emma startede i vuggestue i november og lå som følge deraf syg i fem stive uger. Så kom julen og juleferien med hele ræset omkring det. Så flyttede vi sørme også, og det forløb ikke lige helt så glat, som vi ellers havde planlagt det til at gøre. Så startede jeg i nyt job, hvilket jeg slet ikke har nået at fortælle om. Og sørme så, om Jeppe ikke blev alvorligt syg med meningitis.
Holy cow. Hvem har jeg lige trådt på i et tidligere liv?
Så opdagede vi også squishies! Eller det var faktisk mormor, der opdagede dem og foreslog, at vi skulle prøve at give Sophia nogle. Hun er lidt af en torpedo til tider og kunne måske have gavn af det. Det var i hvert fald et forsøg værd uden at det skal blive for meget hokuspokus. Hvis det er rart og hyggeligt, hvad kan det så skade?
Det måtte jo ske en dag. Med alle de ben, arme, knæ og albuer, for ikke at glemme flyveskaller, så har jeg levet på lånt tid. Indtil sidste lørdag, hvor der var kontant afregning ved kasse 1.
Måske husker du mit lille skriv om den intense kærlighed mellem mor og (high need) barn? Den evige dans mellem afvisning og heftig moderbinding (Hold dig væk – jeg elsker dig), der skærer gennem jer begge to på daglig basis i en symbiose af op- og nedture. Every single fucking day. Man holder vejret i forventning. Bliver i dag en god dag? Man kan se det i hans kropsholdning.
Man siger jo, at al begyndelse er svær. Man siger også, at modgang giver karakter. Hvis det er rigtigt, så må jeg være ét af de mest indholdsrige, indsigtsfulde mennesker derude – meeeen jeg kunne nu godt ønske mig, at jeg kom lidt lettere til tingene nogle gange. Jeg har endda filosoferet en hel masse omkring, hvorvidt det var mit eget verdensbillede, den var gal med, men nej. Den er god nok. Det er lidt som at mor-skamme, når folk er uheldsramte: Er du helt sikker på, at det ikke bare er dig, der er et lille surt (negativt) menneske?
Anyways… Vi er jo lige flyttet. I fredags. Og ud over at selve flytningen landede fladt på maven med for lidt tid, for få hænder, totalt kaos og alt det der, så toppede vi kransekagen med at stå uden varme, uden varmt vand, uden tv og uden internet. Med fire børn hjemme på juleferie og et helt liv i kasser. Med et high need barn uden ét eneste åndehul at gribe efter.
Det var hard core. Mildest talt.
Elliot faldt hikstende i søvn i mine arme her til aften. Jeppe havde i 30 min forinden forsøgt at få ham til at sove, men han skreg på sin mor. SKREG. Det er som regel Jeppe, der putter, så der er ikke noget nyt i, at Elliot udfordrer ham og spiller os ud mod hinanden, så vi rigtig kan få lov til at løbe frem og tilbage (lesson learned), men i dag var det hjerteskærende. Til sidst gik jeg derind og byttede, og da jeg satte mig i stolen, tog jeg Elliot over på mit skød. Jeg pakke ham i dynen og trak ham helt ind til mig.
“Det skal nok gå, skat,”, hviskede jeg. “Det er ok – jeg er her nu.” – “Mor er her”.
Jeg aede ham i håret, og hans hoved faldt tungt ind mod mig. Han hikstede et par gange, og så snorkede han tungt. Jeg sad som forstenet. Skete det her virkelig? Jeg forstod det simpelthen ikke.
Det har været hårdere at skrive om den første tid med Elliot, end jeg regnede med. Så jeg måtte lige trække vejret, før de næste ord kunne siges. Lige så mange ord, det har taget at fortælle bare en flig af det første år med Elliot, lige så mange overvejelser – og følelser – måtte vi nemlig igennem for at få svar. Svarene lå ikke i os selv, men skulle søges ude i den store verden. Den viden, vi fandt, skulle oveni købet kværnes skånselsløst igennem et stærkt overgearet, forsvarsberedt og hårdt pumpet følelsesliv for forsigtigt at banke på hos fornuften. Den grå mus. Så hvad er high need egentlig, Hr. Mus?
Sæt dig godt til rette med en kop te. Det her bliver langt.
Hvor ondt skal det gøre, før det bliver godt? Spørgsmålet står alene i et overfyldt rum. Rummet er oppe i mit hoved, men spørgsmålet er helt legitimt. Ja, hvor ondt skal det gøre?
Elliot var startet i institution, og det var, som om det aldrig skulle blive godt. Den første dag holdt han 15 minutter og skreg resten af dagen. Jeg græd sammen med ham og troede ikke, jeg ville overleve det. Jeg var ikke sikker på, at jeg havde kræfterne til det, og så stod jeg jo ligesom her for evigt. Sådan for real. Og så ville jeg miste forstanden – det der var tilbage af den.
