/Reklame/
Da jeg fik mit første barn læste jeg stakkevis af bøger. Jeg meldte mig ind i fora og mødregrupper, jeg fik nyhedsbreve hver uge – og søgte viden alle vegne.
Mens jeg ventede på at få mit barn i armene, gik jeg til forberedelseskurser, gravid-svømning, gravid-yoga og byggede en forestilling op om, hvordan vi helt praktisk skulle bo og være – og hvordan det ville være at blive mor.
Måske var det derfor jeg følte mig frygteligt distanceret fra ham, da jeg så endelig fik ham? Fødslen blev ikke mit store øjeblik. De store følelser og den lyserøde sky udeblev fuldstændigt, og det skræmte mig fra vid og sans.
Jeg opsøgte en psykolog og begyndte til samtaler: Hvorfor elskede jeg ham ikke (nok)?
