Lidt tanker om at overleve

Lidt tanker om at overleve

//Sponsoreret indlæg//

Det var meningen, at jeg skulle skrive om DIY fra Flying Tiger Copenhagen. For det var jeg så heldig at få lov til at teste for tre uger siden.

Ungerne og jeg tog også den store shoppetur om fredagen, inden de skulle hjem til deres far. Så kunne vi gå krea amok allerede om mandagen og de kommende dage, fordi han skulle tilbage til Filadelfia. Han var kun hjemme på weekend.

Lørdag morgen blev vi så ringet op af Noah, fordi hans far havde fået endnu et epileptisk anfald. Det var frustrerende, men så havde vi jo alt det her lækre DIY liggende til at underholde os selv med.

Ingen af os havde i vores vildeste fantasi forestillet os, at alle tingene rent faktisk endte med at blive vores livslinje i dagene, der fulgte… For krea er ikke bare verdens bedste (ferie)aktivitet, det er et desideret åndehul i hverdagen – og et sted, vi kunne dykke ned i og få lidt sjælefred.

Hvis du ikke har fulgt med, så døde Noahs og Sophias far faktisk den lørdag for 11 dage siden… Men det handler dette indlæg ikke om. Til gengæld handler det om at komme videre.

Og noget af det, der var så fint ved DIY materialerne fra Flying Tiger Copenhagen var lige præcis, hvor nemt det var at gå til, da overskuddet var helt i bund.

Tusserne har virkelig hjulpet Sophia med at bearbejde tingene. Hun har tegnet non stop og ELSKER de fine tusser med filtspidser.
1 CommentLæs mere

Vi har mistet Noahs og Sophias far

Vi har mistet Noahs og Sophias far

Verden gik i stå lørdag eftermiddag. Jeg har ingen ord eller smukke sætninger, der kan skjule eller forfine den rå pinefulde sorg, vi føler. Det savn, vi føler og alle de tårer, der er faldet siden.

Vi har mistet Noahs og Sophias far. Han døde pludselig i lørdags. Jeg kommer mig aldrig over at skulle sætte mig på gulvet i min stue og sige de ord til Noah og Sophia.

“Far er død.”

De gik i tusinde stykker, og vi holdt om hinanden og skreg og græd.

Vi har mistet en fantastisk far og en gammel ven. Jeg ville give alt for at få ham tilbage. Tanken om de mange stunder og mærkedage, vi skal igennem uden ham er ikke til at bære. Vi skulle jo blive gamle sammen. Ganske vist på hver sin adresse, men ikke desto mindre leve et langt liv sammen viklet ind i vores børns fremtid…

Jeg er ikke klar til at sige farvel. Jeg ved ikke, om man bliver det. Men lige om lidt står vi tre liv og er nødt til det. Du vil være så savnet, og vi vil snakke om dig, besøge dig og mindes alt det gode, du var.

Fanget af epilepsi

Fanget af epilepsi

Jeg føler mig fanget. For første gang i måneder havde Jeppe og jeg mulighed for at tænke på os selv en hel fredag aften med udsigt til at sove længe næste morgen.

OMG, sove ud! Der var ikke noget i hele verden, der føltes mere forbudt – og nu fik vi det. Hvis du har fulgt med, så ved du godt, hvorfor det føltes som at have fået nøglen til en porche og et klap i måsen.

“Værsegod – kør! No limits” (eller en rejse til Maldiverne med all inclusive… Eller kage, ok, også kage. Uden man blev fed af den).

Lige ind til telefonen ringede.

epilepsi, anfald, sygdom

Jeg må aldrig sige, at det ikke sker

Hvis vi lige ser bort fra, hvor meget det generer mig på et personligt plan her og nu (fordi det fuldstændigt ødelagt vores ENE dag i måneder, hvor vi kunne sove hele natten og længe om morgenen), så er der én ting, der gør mere ondt.

Ordene, jeg sagde til Noah, inden de tog hjem til deres far i går.

Der er jo ingen hemmelighed, at Noah og Sophia har været meget påvirket og kede af det. Så efter et opkald til deres far omkring logistik, følte jeg mig helt opløftet af hans gode humør.

Så jeg gav det videre.

“Far lyder rigtig glad. Jeg tror, han har haft rigtig godt af at være på Filadelfia og slappe af og få mere styr på sin medicin. Jeg tror, at I får en super hyggelig weekend sammen (her it comes) uden anfald. Det bliver dejligt at se far igen.”

Damn me.

Jeg skal holde op med at sige det. Sidste gang skete det også – der fik han endda TO anfald samme dag.

Jeg er så træt af det.

Balancen mellem at fjerne tvivlen fra deres hjerter, angsten, skabe tryghed og tillid – og så risikoen for at tage fejl.

Jeg griber dig

Når man så lige ser bort fra, hvor skuffede vi er over at miste vores fridag, så er vi landet godt på benene. Vi er heldige nok, at de små ikke er her før senere, så vi kunne sætte os og spise morgenmad og drikke en kop te med de store og lige snakke det igennem.

Så gled de store over i deres hverdag her. De var var trods alt glade for at se os og kan lide at være her, så for en gangs skyld virkede de til at acceptere det korte visit hos deres far.

Jeg havde også en alvorssnak med Noah under hans fars indlæggelse i den forgangne uge. Jeg måtte sige til dem begge, at de skulle lade være med at have kontakt. Jeg havde selv opfordret ham – faren – til at sende billeder og storytelle, så de kunne følge med og opleve indlæggelsen som både nødvendig og positiv.

Men Noah kunne slet ikke tåle det. Han græd hele tiden og savnede sin far. Han bekymrede sig og spekulerede. Så jeg måtte fortælle ham, at han var nødt til at give slip på sin far, når han var her, og bruge det som en pause i hans hoved og følelse af ansvar.

Jeg måtte også lige forklare ham igen, at han slet ikke har noget ansvar. Det er ham, der er barnet, og det er ikke meningen, at han skal sørge for noget som helst. Derfor skal han ringe efter hjælp, og så skal han give slip.

Håb for fremtiden

Jeg sagde selvfølgelig også, at det ikke var en regel eller noget, jeg bestemte. Jeg gjorde det klart, at jeg aldrig ville blive sur eller skuffet, hvis han har kontakt til sin far, og det er helt op til ham og mærke efter, hvad han har brug for. Mine ord er, hvad jeg ser og mit råd til ham ud fra, at jeg kender ham fra top til tå. Dem har han (heldigvis) fulgt – og han kom selv og fortalte efter et par dage, at hans humør var meget bedre. Han var ligefrem pludselig glad og sorgløs igen.

Dygtig dreng.

Det tror jeg, han har taget med sig i dag i morgenens anfald og skift. Og vi snakkede også om, at det nok også var lettere i dag, fordi vi trods alt har håb.

Vi vælger at tro på, at det vil blive bedre, og de nuværende hyppige anfald er et nødvendigt onde mod, at hans far får det bedre.

Vi er der næsten – ikke?

epilepsi, anfald, sygdom

Statusmøde med PPR om Elliot #highneed

Statusmøde med PPR om Elliot #highneed

Vi havde statusmøde med kommunens team om Elliot i tirsdags. Det var jeg temmelig nervøs for, for selvom min mor-selvtillid har det rigtig godt, så er der alligevel noget frygtsomt over at sidde på den anden side af et bord på den måde. Der er noget frygtsomt over den slags ærlighed over for (fremmede) mennesker, der trods alt er bundet af paragraffer.

Hvad nu hvis?

Hvad nu hvis, man siger et eller andet forkert? Eller giver et forkert indtryk? Hvad hvis de ikke synes, man gør det godt (nok) – hvad sker der så?

Sandheden er jo, at det er alle forældres værste frygt. At komme i klemme i systemet med det dyrebareste, vi har. At nogen, der rent faktisk har hjemmel til at blande sig i vores familieliv, gør alvor af det.

Og så er der lige den med, at de rent faktisk stadig ikke efter 3,5 år har mødt Elliot endnu

high need, highneed, signalstærk, sensitiv, ppr, tidlig indsats, Elliot
Elliot ikke bare leger med sine søskende nu, han er uden problemer i tæt kontakt med dem, tumler med dem uden at kamme over – og tager ligefrem hensyn til Emma nu.
Leave a commentLæs mere

Søvntortur og grimme mennesker

Søvntortur og grimme mennesker

Det er måske logik for burhøns, men søvn eller manglen på samme er en af de største bjergtoppe i vores kamp for kærligheden. Det manglende overskud trækker forholdskontoen i et solidt minus, der er svært at komme til livs. Vi har trods alt små børn h-e-l-e-f-u-c-k-i-n-g–t-i-d-e-n. Vi har en regel herhjemme: Hvis vi prøver at føre en samtale, så græder én eller anden, en ble skal skiftes eller verden går under. Sådan cirka.

Du kender det sikkert godt, hvis du er nogens mor (eller far). Det er en fase. Det er en FASE. DET ER EN FASE! – messer man for sig selv. Og man ville i det skjulte sælge sin sjæl til djævelen for ubegrænset søvn.

(oh yes, mama, du er med mig her)

søvn, tænder, baby, toddler, søvntortur, børn, teething
En træt lille Mimse. Hun er ved at få tand nr. 19 – og det gør ondt!
4 CommentsLæs mere

Verden er så stor, mor #jul #highneed

Verden er så stor, mor #jul #highneed

Jeg har gået rundt med en klump i maven. Som december nærmede sig, blev den værre og værre. For en følsom dreng, så har de sidste tre års julerier være for meget af det gode. Vi har skåret meget ned for gøgleriet gennem tiden, men når man har tre andre børn – særligt de to store – så kan man ligesom ikke fjerne julen helt.

I år har mormor købt julekalendere med gaver til børnene. De har fået lov til at vælge selv. Det er én af grundene til min store spænding. Sidste år græd Elliot sig gennem hele måneden. Gaverne og spændingen omkring dem var for meget. Julekalenderen var for meget, når man ikke måtte åbne allesammen. Nisserne var en forvirrende størrelse, som han ikke vidste, hvad han skulle mene om. Det hele var forvirrende. Hvor gik grænserne?

verden, high need, highneed, signalstærk, følelser, jul
4 CommentsLæs mere

PPR: Fis i en hornlygte #highneed

PPR: Fis i en hornlygte #highneed

PPR har fyldt meget i vores liv. Vi bad om hjælp for et år siden, ret præcist. Der tog det dem to-tre mdr. at få fingeren ud, og da de endelig foreslog at mødes, kæmpede vi i ekstrem grad for vores liv, da Jeppe var blevet alvorligt syg med meningitis. Trådte PPR så til, tænker du måske? Bød de ind med noget? Nej. Det trak de stikket fuldstændigt. Vi måtte vende tilbage, når vi kunne overskue at mødes.

Super.

Det er en god måde at se det på.

Nå, er I helt i knæ nu? Vend lige tilbage, når I er oppe igen, ja?

high need, highneed, signalstærk, børn, barn, baby, signalstærk baby,

3 CommentsLæs mere

Når fornuft og følelse går hånd i hånd

Når fornuft og følelse går hånd i hånd

Indlægget er skrevet i samarbejde med Legeakademiet. Ord og holdninger er mine helt egne.

Jeg har været stille på det seneste. Måske læste du i mit sidste oplæg – Epilepsi er noget fanden har skabt – at vi har været temmelig hårdt ramt på det seneste? Hvis jeg skal være helt ærlig, så har vi været helt absurd hårdt ramt. Uheldene fortsatte ugen ud, og som et punktum for det hele fik vi i mandags afslag på vores ansøgning om en kædedyne til Elliot (efter 6 mdrs. sagsbehandlingstid!). En lille ting, måske, men det ramte mig som en mur i ansigtet. Med 200 km/t.

Jeg blev ramt af mismod. Håbløshed. Afmagt. Vrede. VOLDSOM vrede. Jeg følte mig helt alene i verden. Guderne skal vide, at vi har KÆMPET i 3,5 år nu med vores lille mand med store følelser, og vi bruger al tid, vi kan klemme ud af en travl hverdag, på at arbejde med Elliot, så han kan udvikle sig og få ro på.

Heldigvis kan vi selv. Vi har længe arbejdet med Elliot på egen hånd, og jeg vil mene, at vi er temmelig kyndige til det. Derfor var det en hel åbenbaring for mig at opdage Legeakademiet og deres ret specielle sortiment.

Listen up.

Leave a commentLæs mere