De små glæder

Jeppe skulle til eksamen i går, og morgenen blev lidt hektisk, så alle kom ud af døren på en dum måde uden vores sædvanlige krammerunde og kys. Det satte sit præg på dagen, men vi kom stærkt igen til morgen med nybagte boller, morgenbord og fællesskab under dæmpet belysning dedikeret leveret af Elliot, der ikke lader en stikkontakt leve, hvis det står til ham.

“Det er hyg’ligt!” brøler han og giver dødeblikket til hele klanen.

Midt i kampen om pålægschokoladen (som ALDRIG kommer på bordet igen, tak Elliot), så tænkte Noah sig om. Han er ikke glad for at skille sig ud. Bare han kommer senere end de andre, fx ved lægebesøg, så kan hele hans verden vakle. Alligevel har han fortalt hele klassen, at Jeppe skulle til eksamen, og de har i fællesskab krydset fingre. Elskelige barn.

Så gør man altså noget rigtigt som mor og ikke mindst som bonusfar.

Det gik for øvrigt rigtig godt. Lidt ekstra kærlig karma fra en krydset barnefinger har aldrig skadet nogen <3 Jeg elsker vores fællesskab. Det er derfor, vi overlever.

High need #3

High need #3

Hvor ondt skal det gøre, før det bliver godt? Spørgsmålet står alene i et overfyldt rum. Rummet er oppe i mit hoved, men spørgsmålet er helt legitimt. Ja, hvor ondt skal det gøre?

Elliot var startet i institution, og det var, som om det aldrig skulle blive godt. Den første dag holdt han 15 minutter og skreg resten af dagen. Jeg græd sammen med ham og troede ikke, jeg ville overleve det. Jeg var ikke sikker på, at jeg havde kræfterne til det, og så stod jeg jo ligesom her for evigt. Sådan for real. Og så ville jeg miste forstanden – det der var tilbage af den.

Read More

High need #2

High need #2

Så der stod jeg. Fuld af fortvivlelse, bristede drømme og angst. Så meget angst at jeg ikke kunne være i mig selv. Og jeg forstod det ikke.

Elliot var vores kærlighedsbarn. Han var SÅ ønsket, SÅ behøvet i vores liv, SÅ elsket. Hvorfor faldt hele vores verden så sammen omkring den her lille fyr? Hvorfor lå alt inden i mig i ruiner og hvorfor – HVORFOR – kendte jeg ikke svarene? Var jeg da ikke nogens mor?

Read More

High need #1

High need #1

Jeg har ventet længe på at skrive det her. Det er rigtig svært. Når jeg har sagt det højt, kan jeg ikke tage det tilbage. Når jeg har sagt det højt, har jeg lavet en lille fin kasse til Elliot – og jeg er ellers ikke tilhænger af at putte folk i kasser. Men jeg synes, jeg er kvalificeret til at udtale mig.

Det er mit barn, vi taler om.

Read More

Følelser jeg ikke vidste, jeg havde

Følelser jeg ikke vidste, jeg havde

Det er ved at være noget tid siden jeg sidst skrev herinde. Mine tanker er gået til fordybelse og ikke mindst har hverdagen kørt med fuld drøn på efter mandagens anfald. Ungerne har været pressede og tunge at danse med. Humøret har været i bund og huden papirtynd – jeg føler, det har hængt i en tynd tråd den her gang. Jeg har følt mig flad på en ny måde.

Read More

Trick or treat?

Trick or treat?

I dag er det Halloween, en vanvittigt omdiskuteret dag herhjemme i lille Danmark. Det er virkelig en begivenhed, der deler vandene – folk taler om grådige børn og amerikanske (læs: kommercielle) tilstande. Det er foragteligt. Tænk sig, børn der kommer og tigger ved døren!

Trick or treat!

Read More

Unaturligt

Unaturligt

Så skete det igen. Her til morgen kl. 6.15 ringede min telefon. Eftersom opkaldet gik igennem min “vil ikke forstyrres”, ved jeg det, før jeg kigger på den. Det er Noah. Og det kan kun betyde én ting.

Min hånd ryster, da jeg lægger på. Opkaldet er kort, for det handler om at nogle helt enkle spørgsmål: “Er du ok?”, “Er Sophia ok?” – og så et rids af omstændighederne. Derefter henter vi dem. Vi er i tøjet og fremme efter 15 min. Det er en rimelig stram rutine efterhånden.

Read More

Dem der bliver tilbage

Dem der bliver tilbage
Elliot har fundet Noahs gamle nusseklud i gemmerne. For et splitsekund kommer Blå Kanin i anden række.

Så ramte vi lørdag, og det er gået op for Elliot, at der er sket et skift. Han opfører sig mærkeligt, og vi kan ikke helt finde svaret. Han er hvileløs, fræk og ødelægger ting. Det ene øjeblik kan han være i koncentreret leg med sine biler, og det næste øjeblik forsvinder han ind på værelset, og vi kan høre, at han tømmer sine kasser ud på gulvet og kaster rundt med det hele. Han er aggressiv og tyndhudet. Tårerne kommet let, og han vil ikke røres ved. Åh nej, tænker jeg.

Read More

Hvad hvis far ikke vågner igen?

Hvad hvis far ikke vågner igen?

Jeg ved ikke, om du kan forestille dig at blive stillet det spørgsmål af dit barn? Tyngden af det, som det lander i dit hjerte og gror fast. For Noah spurgte ikke bare om døden, som ethvert barn jo gør en dag, men han havde nogle tunge tanker i sit 8 årige hoved. Noahs far har nemlig epilepsi.

Read More

Lugten af blod

Lugten af blod

Halloween er over os, og med endnu en højtid i kalenderen, melder sig et ræs uden lige. Græskar, (u)hyggelige pynterier, udklædning, mv. i proportioner, der ikke når stakkels Fastelavn til sokkeholderne. Afhuggede lemmer, zombier, skeletter, edderkopper, flagermus, gravstene, vampyrer, hekse, spøgelser, spindelvæv, flagermus, blod, lys og alt fantasien kan klemme ud i febrilske spasmer for at matche alle de (andre) forbistrede overskudsforældre derude.

Damn you all! Er jeg den eneste, der kan lugte blod? Blod, sved og tårer.

Read More