Epilepsi er noget fanden har skabt

Epilepsi er noget fanden har skabt

“Faaaar!”

“Faaaaaaar!”

Sophia græd højlydt i mine arme, mens hun kaldte skingert og bønfaldende på sin far. Hun var oprørt, dybt skuffet og voldsomt bekymret for ham. Hun havde forventet, at hun skulle tilbage til ham denne eftermiddag. Men han havde afvist det, og hun måtte vente til næste morgen.

Han var dødtræt. Han havde haft et anfald igen. Og hun havde set det hele.

Read More

Tur til frisør: Er du modig i dag?

Tur til frisør: Er du modig i dag?

Elliot skulle til frisør i dag. Hvis du har fulgt lidt med på bloggen eller selv har et signalstærkt (high need) barn, så ved du nok godt, at det kan være en anelse problematisk. Det har det i hvert fald været for os, da Elliot ikke bryder sig om for meget kropskontakt eller at blive pillet ved. Desuden klør sådan en omgang frygteligt, så der er vel ikke særligt mange gode grunde for sådan en lille fyr til at lade sig underkaste en gang børneklip.

Selvfølgelig er han blevet klippet, men det har balanceret nogenlunde mellem benlås og en trimmer eller en tur forbi min gamle efterskoleveninde, Malene. Men nu var der tre grunde til at ændre stil. 1) Elliot var blevet temmelig langhåret. 2) Storebror Noah var kommet hjem med lus (*panik*). 3) Vi udfordrer løbende Elliot på forskellige måder.

I sommers stod den på opbrud. Det hader Elliot. Ændringer i rutinerne og hurtige skift. Han tog det i stiv arm, og vi blev allesammen klogere. Efter han kom tilbage til børnehaven efter sommerferien væltede hans verden, og vi har holdt igen siden. Børnehaven tog teten ved at stille nogle flere krav til ham. Så skal vi holde lidt igen med dem herhjemme.

Sådan danser vi derudaf.

frisør, baby, high need, highneed, signalstærk, sensitiv, hindsgavl

Read More

Sætter du (heller ikke) grænser for dit barn?

Sætter du (heller ikke) grænser for dit barn?

Det er vigtigt at sætte grænser for sine børn. Du gør dem en bjørnetjeneste, hvis du ikke lærer dem det. Du gør dig selv en bjørnetjeneste, hvis du ikke lærer dem det.

Yes.

Så langt så godt.

Men der findes ingen regler uden undtagelser. INGEN er perfekte. Og er man forælder til et særligt krævende barn, hvad enten det ligger i personligheden, en særlig omstændighed, sygdom eller et handikap, så vi sikkert også helt på bølgelængde med, at man tit må “vælge sine kampe” og glemme alt om grænser.

Der er en million af gråzoner. Det ved du jo godt. Enhver tilskuer til et hysterisk barn på gulvet bør i virkeligheden bare flette næbbet og give en presset forælder lidt credit eller i det mindste benefit of the doubt.

Vi gør vores bedste, ikke?

grænser, barn, tumling, 3 årig, leg, vild, abeunge, bazar

Read More

Løvfaldssommer og løfter i luften

Løvfaldssommer og løfter i luften

Der er altså en særlig stemning over efteråret. Nu er vi endda blevet forkælet med intet mindre end en løvfaldssommer. Selve ordet er smukt og vidner om varme efterårsgrader. Det er intet mindre end usædvanligt vejr, og jeg må indrømme, at selvom det bekymrer mig meget, så kan noget meget jordbundet i mig ikke lade være med at falde tilbage i solen. Jeg tillader mig at spise frugt på terrassen med mine børn, mens vi kryber sammen i de puder og tæpper, vi har slæbt med på fliserne.

Jeg bliver fyldt op af en følelse af ro og lykke, når jeg er sammen med mine børn i solen. Når vi drukner i vind, vejr og natur. Når hele verdens larm slukkes af bare fødder i græsset. Man bliver mat i kroppen på en måde, som kun solen kan. Du kender det sikkert godt.

Jeg synes, det er velfortjent. Selvom verden går under lige om lidt, livet er kort, og alt det dér. Selvom vi har røven i vandskorpen hele tiden, og julen nærmer sig med alle de bekymringer, den indebærer… Så trænger jeg nogle gange til at sætte mig ned og tilgive mig selv og tage freden ind.

Løvfaldssommer… Kan du smage det? Efterår.

skov, natur, ude, aktivitet, udeaktiviteter, børn, leg, efterår, løvfaldssommer

Read More

Da Mofibo lærte mig en vigtig lektie

Da Mofibo lærte mig en vigtig lektie

/sponsoreret indlæg – og med rabatkode til dig!

Kender du Mofibo? Jeg kendte det faktisk godt i forvejen, men havde sådan affejet det lidt med den evige undskyldning om manglende tid. Jeg holdt nok også stædigt fast i min loyalitet mod den gode gamle papirudgave i en lige så sejlivet længsel mod duften af siderne, teksturen under mine fingre og den næste side. Og den næste. Og den næste…

Så jeg har ikke læst en god bog siden… jeg blev mor?

Noget i den retning.

Så tilbage til en virkelighed af lortebleer, søvnunderskud, arbejdsliv og warp speed hverdag. Der fik jeg mulighed for at teste Mofibo i tre måneder. Det ville jeg gerne, for vi bruger i forvejen hypnose/lydbøger, når Elliot skal sove, så jeg var lidt nysgerrig på, hvad både Elliot ville sige til lidt variation, og hvad Noah og Sophia ville sige til det sådan generelt.

Jeg var bare ikke forberedt på, hvor vidtrækkende det skulle vise sig at være. Læs med, når jeg forklarer, hvorfor Mofibo er tingen, du ikke vidste, du manglede i dit (mor)liv. Og du får en rabatkode med denne gang.

mofibo, app, lydbøger, e-bøger, bøger, læse, Momster, Momster Test

Read More

Fattigmands sansemotorik #highneed

Fattigmands sansemotorik #highneed

Vi arbejder meget med sanselighed hjemme hos os. Sanser og følelser, krop og bevægelse. Det hele hænger sammen i en finurlig balancegang, hvor nøgleordet lige præcis er balance. Det giver både psykisk og fysisk velvære, at der er balance i kroppen – men nogle gange er det bare ikke så nemt. Slet ikke for en lille fyr på tre år med alle antenner ude.

Det ville da være fedt at prøve en hel masse af. Vi er bare ikke rige. Vi er ikke engang i nærheden af at have mulighed for at investere i selvbetalt- eller alternativ behandling. Og PPR – som jo lovede guld og grønne skove – har stadig ikke rørt en finger ifht. Elliot. Han er jo også kun 3,5 år, ikke (dvs. de har været 3,5 år om det indtil videre)? Vi har god tid, ikke?

Så vi tog altså skeen i den anden hånd. I en nydelig forestilling om et handlekraftigt sikkerhedsnet og loyal autoritetstro havde jeg glemt, at vi selv har en stemme. Og vi er trætte af at vente på, at ingenting sker. Vi er trætte af at blive sendt tilbage til begyndelsen uden at blive lyttet til. Vi er trætte af at blive skuffede.

Jeg har derimod på bunden af brønden fundet noget uventet: Vi kan en hel masse selv. Lad os kalde det fattigmands sansemotorik. Det er for alle. Og det vil jeg gerne involvere dig i.

sansemotorik, sanser, highneed, high need, signalstærk, træning, slås, leg Read More

Dobbelt op på epilepsi: Forfærdelig sygdom og delebarnhelvede

Dobbelt op på epilepsi: Forfærdelig sygdom og delebarnhelvede

Jeg vågnede her til morgen kl. 7.30. Det var rart at have sovet længere end normalt, og jeg futtede nedenunder. På trappen så jeg, at min telefon havde haft ringet. Den havde ringet tre gange, og da jeg så, at det var Noah, begyndte mit hjerte at slå hårdere.

Jeg kunne se, at Noah havde ringet 6.45, så der var gået alt for længe. Det betød én ting. Nu kunne jeg ikke længere få adgang til mine børn.

Jeg hader epilepsi. Jeg hader den magtesløshed og kontroltab, som er blevet min skæbne som mor til delebørn. Hos deres far har jeg intet at gøre. Al tid er en foræring. Og lige når det kommer til epilepsien vil deres far ikke se, hvad det betyder for omgivelserne, og han vil ikke lukke mig ind.

Det er et rent helvede.

Blod på puden – hvad så?

Jeg skyndte mig at ringe tilbage. Noah svarede ikke, så jeg ringede til min ex. Han tog den, og jeg kunne høre, at han snøvlede lidt. Så han havde altså bidt sig i tungen. Tjek. Mistanke bekræftet. Jeg sagde, at Noah havde haft ringet, og han fortalte selv nonchalant, at han havde haft et anfald.

“Det er fint, Noah spiller computer.”

Jeg bad om at tale med Noah selv. “Fint nok” er ikke godt nok, når jeg hører ekkoet af Noahs musestemme på min telefonsvarer.

“Skynd dig at komme!”

Jeg får fat i Noah, der er lidt stille. Han lukker som regel af, når han er ved sin far. Og når jeg er for sent ude, så har jeg tabt. Jeg kan ikke nå ham gennem telefonen. Jeg spørger, om han er ok. Ja, det er han. Vi snakker lidt om, at han blev bange, og at farmor og farfar er på vej. Det hiver og slider i mig efter at komme derind. Han skal vente 1,5 time på at få støtte af en anden voksen – og det synes jeg er lang tid, når man er rystet.

Vi lægger på.

Men jeg ringer tilbage. Jeg fortæller min ex, at jeg synes, han underminerer betydningen for Noah.

“Han hørte bare lydene,” svarer han. “Det er fint nok. Jeg har bidt mig i tungen, så der var blod på puden. Sophia så ikke noget. Hun tuller bare rundt.”

Han er usammenhængende, men stædigt nonchalant. Jeg bliver irriteret, men er låst.

OK.

Jeg kan ikke gøre noget som helst. Han står mellem børnene og jeg. Han står stædigt foran sandheden og kendsgerningerne. Jeg får ikke snakket med nogen af børnene igen.

sygdom, epilepsi, delebørn, delebarn
Noah er vokset meget gennem årene. Han har heldigvis lært, at han har mig og Jeppe, som står fast – og hans følelser er velkomne. Men det er svært at tale om mange dage senere.

Mit langdistanceforhold til epilepsi

Jeg ved, at min ex for knap et år siden påbegyndte en nærmere udredning, hvor han bl.a. er tilknyttet Danmarks førende eksperter på Filadelfia. Men fra det øjeblik hvor skolen blandede sig, forsvandt han ned i et sort hul. Jeg får ikke længere noget at vide eller bliver involveret, selvom vi faktisk aftalte det. For det er svært at være børnenes klippe, når man bliver holdt udenfor.

Jeg ved dog én ting. Det er ikke “bare lyde”. Når man har levet med én med epilepsi og nok særligt stået for ansvaret for personen, så er det ikke bare lyde.

Lyden af en krop, der går krampe er forfærdelig. Selvom jeg ikke har boet med min ex i 7 år, så husker jeg lydene. Jeg husker anfaldene. Og han skal ikke underminere, hvad det betyder for en 9 årig og evt. 6 årig at ligge i sin seng i mørket og blive vækket af disse lyde. Lyde, der vækker tanker om døden og at miste. Angsten for hvilket syn man møder. At komme ind til sin far og se blod på hovedpuden. Isen i maven i forhold til ansvaret, der hviler på én. Skal man ringe efter hjælp? Skal man gøre noget for ham? Hvilken tilstand er han i denne gang?

Forvirringen er total – og meget ubehagelig. Og deres far er fuldstændigt uden for oplevelsen i sin bevidstløshed. Bagefter er han helt ved siden af sig selv, konfus og vrøvlende. Så bliver han træt og har brug for at sove.

Bliv nu onsdag

Noah fortæller selv, at han har mareridt hjemme hos sin far. Han har dem ikke hos os.

Go figure.

Sophia tager det lidt anderledes. Det påvirker hende også. Hun bliver meget træt og tyndhudet, men vågner ikke af lydene. Hun sover for det første tungt, og måske er det også så heldigt, at hun aldrig har stået med noget ansvar. Hun har sin storebror, hun har ingen telefon – så på den måde har hun taget et skridt tilbage. Men jeg føler i endnu højere grad et kontroltab omkring hende, fordi jeg faktisk ikke får lov til at sætte mig ned og tale med hende om det.

“Sophia har det fint.”

Ja, fint derude i mørket. “Fint”. “Fint” er ikke fucking godt nok.

Jeg hader epilepsi. Og jeg hader at sende mine børn afsted.

Bliv nu onsdag.

sygdom, epilepsi, delebørn, delebarn
Der er ikke noget mere naturstridigt end at trænge til at holde sine børn og fortælle dem, at alt nok skal gå – men at skulle vente til onsdag eftermiddag, når de kommer hjem igen. Det er pinagtigt.

Derfor skal du læse godnathistorier for dit barn

Derfor skal du læse godnathistorier for dit barn

Indlægget er sponsoreret af Vilters Godnathistorier.

Jeg elsker at læse. Jeg har læst og skrevet lige siden, jeg lærte at hakke mig igennem de første ord og bogstaver. Det startede med små historier (om mus). Jeg samlede dem sirligt af enkeltbogstaver på gamle trykplader og fik lov at kopiere på skolens kopimaskine i dansktimerne.

Læselysten stormede afsted. Jeg havde også altid en bog i tasken. På ferie husker jeg, at min bror og jeg medbragte en hel stak bøger hver – og så byttede vi halvvejs. Den glæde vil jeg gerne give videre til mine børn. Både fordi det er dejligt, men sandelig også fordi det er vigtigt for deres udvikling. Det er desuden også rigtig godt for mor og far at læse.

Derfor var det helt ideelt at få lov til at teste det spritnye site: Vilters Godnathistorier. Som nogen af jer allerede ved, at er vi allerede godt bekendt med højtlæsning, børnehypnose/ lydbøger og sang/ musik til at falde i søvn på, så jeg var meget nysgerrig på at se disse elementer kombineret.

I krydsilden mellem børnebøger, lydbøger og apps forsøger Vilter nemlig at finde vej til folks hjerter med endnu et relevant bud på at forvandle putningen af dit barn til en rar (og mere effektiv) oplevelse.

Jeg har testet Vilters Godnathistorier på Elliot på tre år, Sophia på seks år og Noah på 9 år.

vilter, vilters godnathistorier, godnathistorie, godnathistorier, godnat, læsning, børnebøger, højtlæsning
Jo jo, han sover så sødt. Sandheden er, at det ikke var der, vi puttede ham. Det er nemlig storebrors seng. Vi finder tit Elliot sovende i andres værelser, på gulvet, osv. Eller også har han taget alt sit legetøj med i seng, smidt tøjet eller noget helt syvende. Vi keder os i hvert fald ikke.

Read More

Nobody puts baby in the corner

Nobody puts baby in the corner

Vi var i svømmehallen for lidt tid siden. Mens vi ventede på drengene, så legede Emma i forhallen. Der mostlede hun rundt i den berømte Postmand Per bil. Det undrede mig. For hun asede og masede og pustede og prustede. Det tog mig et øjeblik, før jeg regnede den ud.

Kan du?

Postmand Per

Read More