Moderlig filosoferen, kreative længsler, desperate handlinger, hysteriske grineflip og hele baduljen.
Så ramte vi lørdag, og det er gået op for Elliot, at der er sket et skift. Han opfører sig mærkeligt, og vi kan ikke helt finde svaret. Han er hvileløs, fræk og ødelægger ting. Det ene øjeblik kan han være i koncentreret leg med sine biler, og det næste øjeblik forsvinder han ind på værelset, og vi kan høre, at han tømmer sine kasser ud på gulvet og kaster rundt med det hele. Han er aggressiv og tyndhudet. Tårerne kommet let, og han vil ikke røres ved. Åh nej, tænker jeg.
Jeg ved ikke, om du kan forestille dig at blive stillet det spørgsmål af dit barn? Tyngden af det, som det lander i dit hjerte og gror fast. For Noah spurgte ikke bare om døden, som ethvert barn jo gør en dag, men han havde nogle tunge tanker i sit 8 årige hoved. Noahs far har nemlig epilepsi.
Vi har haft en ualmindelig dejlig morgen. Ungerne var søde og selvkørende, moren var mindst lige så sød og kommunikerende. Vi sad i bilen kl. 7.45 – det var perfekt.
I bilen snakkede vi og hørte vores sædvanlige musik. Det blev spillet lidt Skatteøen og Rasmus Seebachs Øde Ø. Stemningen var høj, der blev kysset og krammet farvel på alle leder og kanter, ingenting blev glemt. Sådan en morgen, hvor man tænker: YES, mand! We got this. Der er styr på skiftetøjet, tur-tasken, morgenmad i maverne, madpakken smurt, Elliot fik en dyne med til middagsluren og alt det der. Ingen løse ender.
Jeg tænkte endda: “Hold da op et overskud i dag” og sendte Jeppe en kærlig tanke, fordi han har taget de sidste to nætter.