Har du kræsne børn?

Har du kræsne børn?

/Sponsoreret indlæg/

Jeg troede nok lidt, at jeg ”vidste det hele”, når det kommer til kræsne børn og mad. Vi har trods alt fire børn, you know, og har været igennem en ret stor rejse, der startede helt ved amningen og har ført os gennem BLW og til bords med spiseforstyrrelser, kræsenhed, store ambitioner, manglende overskud, madplaner og jeg skal komme efter dig.

Derfor må jeg i næste åndedræt så også bøje mig i støvet for Christian Bitz’ skønne bog: ”Det kan jeg ikke lide… endnu”, som udkom i onsdags (den 28. august). Jeg fik nemlig ikke bare serveret spændende opskrifter og interessant teori om børn, mad og madkultur, jeg fik faktisk også lidt klarsyn og ydmyghed til dessert.

kræsne børn, kræsenhed, mad, christian bitz, mad, anmeldelse, det kan jeg ikke lide, endnu, momster, momstertest, Momster Test
Leave a commentLæs mere

Vi har mistet Noahs og Sophias far

Vi har mistet Noahs og Sophias far

Verden gik i stå lørdag eftermiddag. Jeg har ingen ord eller smukke sætninger, der kan skjule eller forfine den rå pinefulde sorg, vi føler. Det savn, vi føler og alle de tårer, der er faldet siden.

Vi har mistet Noahs og Sophias far. Han døde pludselig i lørdags. Jeg kommer mig aldrig over at skulle sætte mig på gulvet i min stue og sige de ord til Noah og Sophia.

“Far er død.”

De gik i tusinde stykker, og vi holdt om hinanden og skreg og græd.

Vi har mistet en fantastisk far og en gammel ven. Jeg ville give alt for at få ham tilbage. Tanken om de mange stunder og mærkedage, vi skal igennem uden ham er ikke til at bære. Vi skulle jo blive gamle sammen. Ganske vist på hver sin adresse, men ikke desto mindre leve et langt liv sammen viklet ind i vores børns fremtid…

Jeg er ikke klar til at sige farvel. Jeg ved ikke, om man bliver det. Men lige om lidt står vi tre liv og er nødt til det. Du vil være så savnet, og vi vil snakke om dig, besøge dig og mindes alt det gode, du var.

Fanget af epilepsi

Fanget af epilepsi

Jeg føler mig fanget. For første gang i måneder havde Jeppe og jeg mulighed for at tænke på os selv en hel fredag aften med udsigt til at sove længe næste morgen.

OMG, sove ud! Der var ikke noget i hele verden, der føltes mere forbudt – og nu fik vi det. Hvis du har fulgt med, så ved du godt, hvorfor det føltes som at have fået nøglen til en porche og et klap i måsen.

“Værsegod – kør! No limits” (eller en rejse til Maldiverne med all inclusive… Eller kage, ok, også kage. Uden man blev fed af den).

Lige ind til telefonen ringede.

epilepsi, anfald, sygdom

Jeg må aldrig sige, at det ikke sker

Hvis vi lige ser bort fra, hvor meget det generer mig på et personligt plan her og nu (fordi det fuldstændigt ødelagt vores ENE dag i måneder, hvor vi kunne sove hele natten og længe om morgenen), så er der én ting, der gør mere ondt.

Ordene, jeg sagde til Noah, inden de tog hjem til deres far i går.

Der er jo ingen hemmelighed, at Noah og Sophia har været meget påvirket og kede af det. Så efter et opkald til deres far omkring logistik, følte jeg mig helt opløftet af hans gode humør.

Så jeg gav det videre.

“Far lyder rigtig glad. Jeg tror, han har haft rigtig godt af at være på Filadelfia og slappe af og få mere styr på sin medicin. Jeg tror, at I får en super hyggelig weekend sammen (her it comes) uden anfald. Det bliver dejligt at se far igen.”

Damn me.

Jeg skal holde op med at sige det. Sidste gang skete det også – der fik han endda TO anfald samme dag.

Jeg er så træt af det.

Balancen mellem at fjerne tvivlen fra deres hjerter, angsten, skabe tryghed og tillid – og så risikoen for at tage fejl.

Jeg griber dig

Når man så lige ser bort fra, hvor skuffede vi er over at miste vores fridag, så er vi landet godt på benene. Vi er heldige nok, at de små ikke er her før senere, så vi kunne sætte os og spise morgenmad og drikke en kop te med de store og lige snakke det igennem.

Så gled de store over i deres hverdag her. De var var trods alt glade for at se os og kan lide at være her, så for en gangs skyld virkede de til at acceptere det korte visit hos deres far.

Jeg havde også en alvorssnak med Noah under hans fars indlæggelse i den forgangne uge. Jeg måtte sige til dem begge, at de skulle lade være med at have kontakt. Jeg havde selv opfordret ham – faren – til at sende billeder og storytelle, så de kunne følge med og opleve indlæggelsen som både nødvendig og positiv.

Men Noah kunne slet ikke tåle det. Han græd hele tiden og savnede sin far. Han bekymrede sig og spekulerede. Så jeg måtte fortælle ham, at han var nødt til at give slip på sin far, når han var her, og bruge det som en pause i hans hoved og følelse af ansvar.

Jeg måtte også lige forklare ham igen, at han slet ikke har noget ansvar. Det er ham, der er barnet, og det er ikke meningen, at han skal sørge for noget som helst. Derfor skal han ringe efter hjælp, og så skal han give slip.

Håb for fremtiden

Jeg sagde selvfølgelig også, at det ikke var en regel eller noget, jeg bestemte. Jeg gjorde det klart, at jeg aldrig ville blive sur eller skuffet, hvis han har kontakt til sin far, og det er helt op til ham og mærke efter, hvad han har brug for. Mine ord er, hvad jeg ser og mit råd til ham ud fra, at jeg kender ham fra top til tå. Dem har han (heldigvis) fulgt – og han kom selv og fortalte efter et par dage, at hans humør var meget bedre. Han var ligefrem pludselig glad og sorgløs igen.

Dygtig dreng.

Det tror jeg, han har taget med sig i dag i morgenens anfald og skift. Og vi snakkede også om, at det nok også var lettere i dag, fordi vi trods alt har håb.

Vi vælger at tro på, at det vil blive bedre, og de nuværende hyppige anfald er et nødvendigt onde mod, at hans far får det bedre.

Vi er der næsten – ikke?

epilepsi, anfald, sygdom

Dobbelt op på epilepsi: Forfærdelig sygdom og delebarnhelvede

Dobbelt op på epilepsi: Forfærdelig sygdom og delebarnhelvede

Jeg vågnede her til morgen kl. 7.30. Det var rart at have sovet længere end normalt, og jeg futtede nedenunder. På trappen så jeg, at min telefon havde haft ringet. Den havde ringet tre gange, og da jeg så, at det var Noah, begyndte mit hjerte at slå hårdere.

Jeg kunne se, at Noah havde ringet 6.45, så der var gået alt for længe. Det betød én ting. Nu kunne jeg ikke længere få adgang til mine børn.

Jeg hader epilepsi. Jeg hader den magtesløshed og kontroltab, som er blevet min skæbne som mor til delebørn. Hos deres far har jeg intet at gøre. Al tid er en foræring. Og lige når det kommer til epilepsien vil deres far ikke se, hvad det betyder for omgivelserne, og han vil ikke lukke mig ind.

Det er et rent helvede.

1 CommentLæs mere

Ikke-delebarnet er også delebarn

Ikke-delebarnet er også delebarn

I dag er det tirsdag. Det er den sidste dag ud af fem, hvor Noah og Sophia har været væk. Det er den bedste og værste dag. Endelig kan vi sige: “I morgen kommer de hjem, Elliot,” … (kan I fornemme den hårdt tilkæmpede optimisme?) … Men det er også dagen, hvor en evighed af savn efterhånden har sat sit mærke på Elliot. Ikke-delebarnets mærke.

For Elliot er selvfølgelig ikke delebarn. Han er ikke-delebarn i en delebørnsfamilie. Han er den, der bliver ladt tilbage. Og dem er der ingen, der tænker på.

Man kan læse side op og side ned om delebørn og deres psykologi, om støttegrupper, om forældregrupper og diverse rådgivningsorganer. Men der er ingenting til deres søskende. Det er ikke dem, der rejser. Så dem er der ikke fokus på.

Men det er dem, der tages afsked med og som ikke følger med. Så hvorfor er der INGEN i hele verden, der har overvejet, at det også er et liv i opbrud? Jeg leder med lys og lygte efter en løsning på Elliots benhårde livspræmis.

delebarn, delesøskende, skilsmisse, ikke-delebarn, delebørn, sorg, splittelse

3 CommentsLæs mere

Da Mors Dag trådte ind i solen #morsdag

Da Mors Dag trådte ind i solen #morsdag

I dag er det Mors Dag. Det har hidtil været en blandet dag med alle følelser i spil. De sociale medier bugner af eksempler på, hvordan man kan hylde sin mor/sine børns mor, og statements fra dem, der ikke forstår konceptet eller helt forkaster det.

Det er også en sorgfuld dag for dem, der bærer en engel i sit hjerte eller en forlist drøm: Dem sender jeg en særlig tanke til hvert år. Jeg er selv helt nede i kulkælderen, når dagen nærmer sig. Indtil i år. I år er første gang, hvor jeg ikke følte et stik i hjertet, men mærkede solen stråle derind.

Leave a commentLæs mere

Hvem er din far?

Hvem er din far?

Familie er en sælsom størrelse. Vi leger far, mor og børn fra vi er helt små, men vi forstår sjældent, hvor sårbart det hele er, selvom det er hele kernen i vores selvforståelse. Det mindede Sophia mig om for fuld styrke forleden aften, da hun skulle tegne sin familie i en opgave fra minifritteren.

familie, family, drawing, tegning, minifritter, far, mor, børn

6 CommentsLæs mere

Bagsiden af medaljen

Bagsiden af medaljen

Selvom det var Emmas fødselsdag i søndags, så gik vores dag med at være til klubtræf i trampolin sammen med Noah. Han var godt nok hos sin far den weekend, men han havde eftertrykkeligt bedt os om at komme. Det er et dilemma, jeg har mødt mange gange før: Hvad gør vi helt præcist, når der er arrangementer, der rammer uden for vores samvær?

Vi vil jo rigtig gerne både bakke op om børnenes interesser og være en del af fællesskaberne. Men når det kommer til delebørn, så må man sande, at ens råderum er begrænset. Tabet af kontrol er totalt – og jo hurtigere, man indser sin afmagt, når børnene træder over dørtærsklen, desto hurtigere kan man bygge et samarbejde op på denne ydmyghed og flytte bjerge.

trampolin, klub, stævne, sport, fritid, Noah, sølvmedalje, delebarn
En spændt dreng, der lige har fået at vide, at han har fået en andenplads i sin serie.

Leave a commentLæs mere

Julen slutter i dag

Julen slutter i dag

Der er stille på bloggen her i december. Det er lidt ironisk, for den skulle have bugnet af julestemning, kreative sysler, DIY, vældige tankestreger, håb og mod – det hele var planlagt, men julen slutter i dag. Der har ikke været mulighed for åndehuller, og stemningen er derefter. Med 4 ugers sygdom så må jeg indrømme, at jeg er i knæ.

jul, sygdom, livet med børn, åndehuller

12 CommentsLæs mere

De små glæder

Jeppe skulle til eksamen i går, og morgenen blev lidt hektisk, så alle kom ud af døren på en dum måde uden vores sædvanlige krammerunde og kys. Det satte sit præg på dagen, men vi kom stærkt igen til morgen med nybagte boller, morgenbord og fællesskab under dæmpet belysning dedikeret leveret af Elliot, der ikke lader en stikkontakt leve, hvis det står til ham.

“Det er hyg’ligt!” brøler han og giver dødeblikket til hele klanen.

Midt i kampen om pålægschokoladen (som ALDRIG kommer på bordet igen, tak Elliot), så tænkte Noah sig om. Han er ikke glad for at skille sig ud. Bare han kommer senere end de andre, fx ved lægebesøg, så kan hele hans verden vakle. Alligevel har han fortalt hele klassen, at Jeppe skulle til eksamen, og de har i fællesskab krydset fingre. Elskelige barn.

Så gør man altså noget rigtigt som mor og ikke mindst som bonusfar.

Det gik for øvrigt rigtig godt. Lidt ekstra kærlig karma fra en krydset barnefinger har aldrig skadet nogen <3 Jeg elsker vores fællesskab. Det er derfor, vi overlever.