Ikke-delebarnet er også delebarn

Ikke-delebarnet er også delebarn

I dag er det tirsdag. Det er den sidste dag ud af fem, hvor Noah og Sophia har været væk. Det er den bedste og værste dag. Endelig kan vi sige: “I morgen kommer de hjem, Elliot,” … (kan I fornemme den hårdt tilkæmpede optimisme?) … Men det er også dagen, hvor en evighed af savn efterhånden har sat sit mærke på Elliot. Ikke-delebarnets mærke.

For Elliot er selvfølgelig ikke delebarn. Han er ikke-delebarn i en delebørnsfamilie. Han er den, der bliver ladt tilbage. Og dem er der ingen, der tænker på.

Man kan læse side op og side ned om delebørn og deres psykologi, om støttegrupper, om forældregrupper og diverse rådgivningsorganer. Men der er ingenting til deres søskende. Det er ikke dem, der rejser. Så dem er der ikke fokus på.

Men det er dem, der tages afsked med og som ikke følger med. Så hvorfor der der INGEN i hele verden, der har overvejet, at det også er et liv i opbrud? Jeg leder med lys og lygte efter en løsning på Elliots benhårde livspræmis.

delebarn, delesøskende, skilsmisse, ikke-delebarn, delebørn, sorg, splittelse

Read More

Da Mors Dag trådte ind i solen #morsdag

Da Mors Dag trådte ind i solen #morsdag

I dag er det Mors Dag. Det har hidtil været en blandet dag med alle følelser i spil. De sociale medier bugner af eksempler på, hvordan man kan hylde sin mor/sine børns mor, og statements fra dem, der ikke forstår konceptet eller helt forkaster det.

Det er også en sorgfuld dag for dem, der bærer en engel i sit hjerte eller en forlist drøm: Dem sender jeg en særlig tanke til hvert år. Jeg er selv helt nede i kulkælderen, når dagen nærmer sig. Indtil i år. I år er første gang, hvor jeg ikke følte et stik i hjertet, men mærkede solen stråle derind.

Read More

Hvem er din far?

Hvem er din far?

Familie er en sælsom størrelse. Vi leger far, mor og børn fra vi er helt små, men vi forstår sjældent, hvor sårbart det hele er, selvom det er hele kernen i vores selvforståelse. Det mindede Sophia mig om for fuld styrke forleden aften, da hun skulle tegne sin familie i en opgave fra minifritteren.

familie, family, drawing, tegning, minifritter, far, mor, børn

Read More

Bagsiden af medaljen

Bagsiden af medaljen

Selvom det var Emmas fødselsdag i søndags, så gik vores dag med at være til klubtræf i trampolin sammen med Noah. Han var godt nok hos sin far den weekend, men han havde eftertrykkeligt bedt os om at komme. Det er et dilemma, jeg har mødt mange gange før: Hvad gør vi helt præcist, når der er arrangementer, der rammer uden for vores samvær?

Vi vil jo rigtig gerne både bakke op om børnenes interesser og være en del af fællesskaberne. Men når det kommer til delebørn, så må man sande, at ens råderum er begrænset. Tabet af kontrol er totalt – og jo hurtigere, man indser sin afmagt, når børnene træder over dørtærsklen, desto hurtigere kan man bygge et samarbejde op på denne ydmyghed og flytte bjerge.

trampolin, klub, stævne, sport, fritid, Noah, sølvmedalje, delebarn
En spændt dreng, der lige har fået at vide, at han har fået en andenplads i sin serie.

Read More

Julen slutter i dag

Julen slutter i dag

Der er stille på bloggen her i december. Det er lidt ironisk, for den skulle have bugnet af julestemning, kreative sysler, DIY, vældige tankestreger, håb og mod – det hele var planlagt, men julen slutter i dag. Der har ikke været mulighed for åndehuller, og stemningen er derefter. Med 4 ugers sygdom så må jeg indrømme, at jeg er i knæ.

jul, sygdom, livet med børn, åndehuller

Read More

De små glæder

Jeppe skulle til eksamen i går, og morgenen blev lidt hektisk, så alle kom ud af døren på en dum måde uden vores sædvanlige krammerunde og kys. Det satte sit præg på dagen, men vi kom stærkt igen til morgen med nybagte boller, morgenbord og fællesskab under dæmpet belysning dedikeret leveret af Elliot, der ikke lader en stikkontakt leve, hvis det står til ham.

“Det er hyg’ligt!” brøler han og giver dødeblikket til hele klanen.

Midt i kampen om pålægschokoladen (som ALDRIG kommer på bordet igen, tak Elliot), så tænkte Noah sig om. Han er ikke glad for at skille sig ud. Bare han kommer senere end de andre, fx ved lægebesøg, så kan hele hans verden vakle. Alligevel har han fortalt hele klassen, at Jeppe skulle til eksamen, og de har i fællesskab krydset fingre. Elskelige barn.

Så gør man altså noget rigtigt som mor og ikke mindst som bonusfar.

Det gik for øvrigt rigtig godt. Lidt ekstra kærlig karma fra en krydset barnefinger har aldrig skadet nogen <3 Jeg elsker vores fællesskab. Det er derfor, vi overlever.

Unaturligt

Unaturligt

Så skete det igen. Her til morgen kl. 6.15 ringede min telefon. Eftersom opkaldet gik igennem min “vil ikke forstyrres”, ved jeg det, før jeg kigger på den. Det er Noah. Og det kan kun betyde én ting.

Min hånd ryster, da jeg lægger på. Opkaldet er kort, for det handler om at nogle helt enkle spørgsmål: “Er du ok?”, “Er Sophia ok?” – og så et rids af omstændighederne. Derefter henter vi dem. Vi er i tøjet og fremme efter 15 min. Det er en rimelig stram rutine efterhånden.

Read More

Dem der bliver tilbage

Dem der bliver tilbage
Elliot har fundet Noahs gamle nusseklud i gemmerne. For et splitsekund kommer Blå Kanin i anden række.

Så ramte vi lørdag, og det er gået op for Elliot, at der er sket et skift. Han opfører sig mærkeligt, og vi kan ikke helt finde svaret. Han er hvileløs, fræk og ødelægger ting. Det ene øjeblik kan han være i koncentreret leg med sine biler, og det næste øjeblik forsvinder han ind på værelset, og vi kan høre, at han tømmer sine kasser ud på gulvet og kaster rundt med det hele. Han er aggressiv og tyndhudet. Tårerne kommet let, og han vil ikke røres ved. Åh nej, tænker jeg.

Read More

Hvad hvis far ikke vågner igen?

Hvad hvis far ikke vågner igen?

Jeg ved ikke, om du kan forestille dig at blive stillet det spørgsmål af dit barn? Tyngden af det, som det lander i dit hjerte og gror fast. For Noah spurgte ikke bare om døden, som ethvert barn jo gør en dag, men han havde nogle tunge tanker i sit 8 årige hoved. Noahs far har nemlig epilepsi.

Read More

Fredagsblues – på en onsdag

Fredagsblues – på en onsdag

Vi har haft en ualmindelig dejlig morgen. Ungerne var søde og selvkørende, moren var mindst lige så sød og kommunikerende. Vi sad i bilen kl. 7.45 – det var perfekt.

I bilen snakkede vi og hørte vores sædvanlige musik. Det blev spillet lidt Skatteøen og Rasmus Seebachs Øde Ø. Stemningen var høj, der blev kysset og krammet farvel på alle leder og kanter, ingenting blev glemt. Sådan en morgen, hvor man tænker: YES, mand! We got this. Der er styr på skiftetøjet, tur-tasken, morgenmad i maverne, madpakken smurt, Elliot fik en dyne med til middagsluren og alt det der. Ingen løse ender.

Jeg tænkte endda: “Hold da op et overskud i dag” og sendte Jeppe en kærlig tanke, fordi han har taget de sidste to nætter.

Read More