Bagsiden af medaljen

trampolin, klub, stævne, sport, fritid, Noah, sølvmedalje, delebarn

Selvom det var Emmas fødselsdag i søndags, så gik vores dag med at være til klubtræf i trampolin sammen med Noah. Han var godt nok hos sin far den weekend, men han havde eftertrykkeligt bedt os om at komme. Det er et dilemma, jeg har mødt mange gange før: Hvad gør vi helt præcist, når der er arrangementer, der rammer uden for vores samvær?

Vi vil jo rigtig gerne både bakke op om børnenes interesser og være en del af fællesskaberne. Men når det kommer til delebørn, så må man sande, at ens råderum er begrænset. Tabet af kontrol er totalt – og jo hurtigere, man indser sin afmagt, når børnene træder over dørtærsklen, desto hurtigere kan man bygge et samarbejde op på denne ydmyghed og flytte bjerge.

trampolin, klub, stævne, sport, fritid, Noah, sølvmedalje, delebarn
En spændt dreng, der lige har fået at vide, at han har fået en andenplads i sin serie.

Delebørn og sport

En stor udfordring ved sport og fritidsaktiviteter, når man er delebarn, er, at man ikke er herre over den anden forælders tid. Så vi har været igennem et væld af sportsgrene, som Noah kun kunne komme til hveranden gang.

Det sucks big time!

Både på evnerne, engagementet og ikke mindst det sociale. Man halter jo bagud på alle fronter, når man kun er der halvt. Barn såvel som forældrene. Men jeg kan ikke blande mig i, hvad de laver hos deres far, kun appellere og gå i dialog. Så er resten op til ham.

Det er forøvrigt noget, man tit oplever som et konfliktemne ved delebørn: Skiftet fra at være myndighed i sit barns liv til frivilligt at lade dem sejle til en ø, hvor du ikke har nogen magt eller kontrol. Kun den du foræres. Det er helt vildt svært at slippe. Det har jeg kæmpet med i forbindelse med min ex’ epilepsi og mine børns sikkerhed/tryghed. Men det skal man, så længe børnene ikke bliver omsorgssvigtet.

Nå, men da vi endelig nåede til at finde en “fælles” sportsgren, var engagementet også en udfordring. Hvis man ikke deler ambitionsniveau eller i det hele taget sportens kultur, så bliver det hurtigt en anelse frustrerende. Så er vi bare tilbage i lektien om at sluge kamelen og finde vej til voksenland, hvor man må finde ud af det i fællesskab. Der kan være meget ærgelse forbundet med at skulle blive enige om den slags, men det er også en lærestreg for livet, både i fortid, nutid og fremtid.

Man skal starte med sig selv

Jeg lærte en gang, at hvis man vil skabe forandring, så skal man starte med at kigge på sig selv. Den har hængt ved nærmest som et mantra, når jeg har haft lyst til at sparke døren ind og rive min ex over på midten. OK, det lød måske lidt voldsomt, men du kender nok følelsen (det var i overført betydning, så har vi lige det på det rene!).

Så Noah kom afsted til trampolin i søndags. Det er jeg meget begejstret for, for alle elementer er endelig faldet i hak: Noah har fundet en sport, der fungerer for ham (lysten er der). Han kan gå til den selv direkte fra skole, så han kun skal hentes bagefter (logistikken er god). Vi danner fælles front omkring sporten (både mor og far er med på ideen).

Jeg vil gerne lære Noah at dedikere sig. Jeg vil gerne lære ham arbejdsomhed, forberedelse og at stræbe efter det, han ønsker sig. Nu er han en super kvik dreng, der er dygtig i skolen, så det er ekstra vigtigt ikke at lade ham hvile på laurbærene. For et sted på (uddannelses)vejen står man ved en skillevej, hvor det er de flittige, der når videre.

Nu skal det ikke lyde, som om jeg pisker ham frem. Det gør jeg slet ikke. Jeg ville hellere kalde det “opelsker” eller “motiverer”. Han kan godt sige fra og til.

Når man er sin egen værste fjende

Trampolinspring er en super fed sport for Noah. Han konkurrerer mest af alt mod sig selv, han er god motorisk og træneren er fantastisk; både hjertevarm og kompetent. Lige den rette støbning til Noah. Klubben er lille, men konkurrencedygtig. Det spiller.

Det var det sidste trampolintræf i år, så han har været til nogle stykker. Han var svær at få afsted første gang, for han kan ikke lide at være i centrum eller at der er mange mennesker, men jeg pressede ham mere, end jeg brød mig om. Han har altid sluppet let om ikke at ville. Så jeg fortalte ham, at det her stævne handlede ikke om at vinde, og at det var ok, hvis han derhenne virkelig kunne mærke, at det kunne han ikke – men han SKULLE derhen. Det var første skridt på vejen.

Så vi tog afsted. Jeg forventede faktisk, at han ville bryde helt sammen, og han var da også allerede ved at græde under opvarmningen. Heldigvis var der en god dreng, der havde været afsted mange gange før. Han fortalte ivrigt om, hvordan han havde været nervøs de første gange. Han havde fået en 7. plads og var rigeligt tilfreds med at være i top 5. denne gang (selvfølgelig helst top 3).

Noah kom op på trampolinen. Aldrig har jeg set en dreng mere fokuseret. Han klarede det og kom ned igen, og lige dér gik der noget op for ham. Han voksede. Dommerne løftede deres pointtavler og rummet summede af småsnak og klapsalver. Pointene kom op på tavlen, og Noah fik øje på dem. Pludselig blev det rigtig spændende!

Jeg kan faktisk ikke huske hans præcise placering den dag, men han var i hvert fald lige en tand bedre end drengen i hans historie, og det var godt nok for Noah. Sejrene var langt større på alle andre fronter.

Sølvmedalje

trampolin, klub, stævne, sport, fritid, Noah, sølvmedalje, delebarn

Da Noah i søndags kvalificerede sig til en sølvmedalje, havde begejstringen inden ende. Han var helt elektrisk. Vi var helt elektriske – og vi var alle sammen med til at se det.

Lidt sødmefuldt kan man næsten sige, at medaljen også er til mor, Jeppe og far. Den er et lille symbol på en lang vej, som ikke er til ende, men som vi kan være ganske stolte af.

Vi var der allesammen (engagement – tjek!).

Jeg havde bagt lækre gulerodsboller til boden, og far kom med kage (sportens kultur – tjek!).

Noah var koncentreret og fokuseret. Han ville ikke en gang hilse på os, før han havde sprunget, og så kom han glad hoppende i sit sædvanlige humør (barn glad for sporten – tjek!).

Det er en god følelse, og jeg håber, at han med tiden vil udvide sin træning og virkelig kaste sig ind i det. Han har godt af træningen, der både stimulerer hans indlæring, motorik og smidighed. Jeg er stor tilhænger af denne type idræt, men det er helt op til ham, hvor langt vi skal gå.

Bagsiden af medaljen

Nu lyder det jo helt uproblematisk det hele. Det kører sådan set også bare derudaf med at samarbejde om de her ting. Sagen er bare den, at jeg tidligere har holdt mig væk af en rigtig god grund. Well, flere grunde, men én træder særligt frem.

Når jeg dukker op, så vil Noah med hjem.

Uden undtagelse.

Jeg forsøger for alt i verden ikke at lægge op til noget, og jeg forsøger at træde en smule mere i baggrunden. Det er bare enormt svært. Man kan jo ikke “være der” og så “ikke være der”, vel? Jeg reagerer heller ikke opsøgende eller giver dem smuthuller af håb, men mit hjerte galoperer af længsel indeni. Jeg forsøger bare at være rolig og mild i deres selskab. Kærlig, men ikke overdyngende. Det er en svær balancegang, som kun erfaring kan hjælpe med at afmåle.

Hans far ved det, og vi snakker om det. Vi er nødt til at være enige forud. Nogle gange tager jeg så børnene med hjem. Det er de bedste dage, og jeg elsker det. Bonusdagene.

De gange, hvor jeg må køre igen, så skal gøres som med et plaster. Hurtigt og effektivt (så vil du forøvrigt ikke vide, hvor enormt pinligt pivet jeg er til at hive et plaster af). Ingen store farvelseancer. Stille og roligt. Clean cut.

Pust.

Jeg har forsøgt at undgå at komme, men når mit barn ser mig dybt i øjnene og beder mig om det, så kommer jeg! Tænk, hvis jeg var gået slip af at se ham vinde hans første medalje! Det bliver endnu en kamel, jeg må sluge. For lige meget, hvad jeg gør, så skal vi mærke en lille sorg.

Savnet er virkeligt, for kærligheden er stor.

Jeg minder mig selv om, at det er en gave. Og så giver jeg slip.

Hvis man vil forandre verden, må man starte med sig selv.

trampolin, klub, stævne, sport, fritid, Noah, sølvmedalje, delebarn
Det er en meget stolt lille mand, der har fået sin sølvmedalje.

Skriv et svar