Aaaaaand CUT!

Kender du følelsen? Hvor er kameraerne? Det sker tit i vores liv. Hvor alting bare er så absurd hysterisk kaotisk, at det ikke kan andet end være morsomt (bagefter).

Forleden var jeg død træt. Sådan virkelig virkelig træt. Babydragen havde vist sig fra sin værste side, ikke villet noget selv og sovet dårligt. Jeg trængte virkelig til en pause, og der var krise med aftensmaden og lavvande i blebeholdningen. Jeg fik lige en åbenbaring af kommunikative evner og fik hakket mig igennem et forslag om, at jeg kørte Beastie til dans, og så kunne jeg lige handle i ventetiden (læs: gå og snuse i rodekasserne/spotvarerne i ro og mag). So be it. Jeg får, hvad jeg peger på.

Vi kørte afsted, og i mit barmhjertige pust af forventningens overskud (har du nogensinde set en ko drøne ud på græs efter vinteren inde? Det er nogenlunde der, vi er), så gik jeg med til at følge hende ind og lige sætte mig, mens hun gik i rundkreds, og timen gik i gang. Tror I så ikke, at instruktøren lige fandt på, at “i dag er mor-danser-med-dag”????? Jeg var tæt på at få en hjerneblødning, der var en to årig værdig, men Sophias julelys i øjnene fjernede enhver viljestyrke i mig, og jeg troppede troligt op på gulvet.

45 min. Fucking 45 min (pardon my french) sprang jeg rundt i diverse MGP, Ramasjang og hip hip mooves med en femårig klæbende til benet eller daskende mig i numsen. Det var helvede på jord. Men Sophia var oven ud lykkelig, så hvad kunne jeg gøre? “Hvor tit får vi egentlig den chance?”, mindede jeg mig selv om. Det hjalp lidt på den barnlige skuffelse, der rugede i mig. Jeg var stresset over lasagnen, jeg skulle have i ovnen – for jeg kunne jo godt se på klokken, at det var svært at nå det hele lige pludselig.

Timen sluttede, jeg drønede ned og handlede (der røg tilmed to poser jeg-har-ondt-af-mig-selv-chips ned i kurven), drønede hjem og var mere end klar til at spy min klagesang ud; den havde jeg trods alt haft snart 1,5 time til at messe for mig selv. Jeppe stjal to chips fra en pose, da jeg stillede poserne, og så var helvede løs! Jeg kunne slet ikke bære, at han skulle smovse oven på alt MIT hårde arbejde! JEG fik ikke luft som lovet. JEG trængte stadig til en pause. Og sådan kørte det lidt…….. Men hvis vi lige prøver at skifte scene (en påmindelse om lige at trække vejret dybt en anden gang), så havde tingene ikke forløbet helt så glat herhjemme heller.

Da jeg kørte, forsøgte Jeppe at putte Emma. Det resulterede i den heftigste skrigetur i mands minde, og han måtte opgive sit foretagende. Han gik hjem igen (med barnevognen) og lagde hende på gulvet i stuen. Han fandt lige noget til at aktivere hende med og gik så i køkkenet og tændte for en gryde med olie, fordi han ville lave kødsovsen klar til, når jeg kom hjem (så sød er han nemlig). Bazz var i haven, men som de forældre fleste nok ved, så er stilhed aldrig et godt tegn. I Elliots tilfælde er det en katastrofe! Et spørgsmål om liv og død, intet mindre.

Jeppe gik ud og kiggede – og haven var tom! Han løb ud på vejen i strømpesokker, men væk var Elliot. Har I nogensinde prøvet at mangle et barn? Det giver et sug i maven, man næsten ikke kan bære. Det eneste, der afholder én fra ikke at flippe ud, er et voldsomt kick af adrenalin, der leder en forælder gennem jagten på sit afkom. Han endte med at stoppe en bil, der fortalte, at de havde set en lille fyr nede ved byggepladsen, som vi har for enden af vejen – et godt stykke væk vel at mærke……………. Jeppe drønede derned og fandt ham endelig. Elliot mente ikke selv, at der var nogen problemer, så han vrælede naturligvis i vilden sky, da han blev taget under armen og slæbt hjem. Man skulle tro, at det stopper her. Men nej.

Jeppe havde glemt alt om gryden! Han kom hjem til en brandalarm i fuld udblæsning, og Emma der græd voldsomt. Hun var selvfølgelig blevet helt vildt bange! Begge unger græd i vilden sky, men han var nødt til at få slukket for gryden og brandalarmen. Alt var kaos, men det lykkes – og netop som jeg trådte ind af døren med små fine sorte skyer over mit hoved, så havde Jeppe sat sat med begge børn i armene i sofaen……

Hvor er kameraet? Ja, jeg spørger bare!

Skriv et svar