Inkontinens: Sygdommen ingen taler om

Inkontinens: Sygdommen ingen taler om

Inkontinens er en meget fortiet sygdom. Og det er til trods for, at virkelig mange lider af det – både børn og voksne. Måske tænker du med det samme, at det er mig, jeg skal til og tale om: fire børn MÅ da sætte enhver bækkenbund til vægs og introducere det næsten obligatoriske sjattisseri ved latter, nys, løb, hop, mv.

Men der må jeg desværre skuffe dig. Jeg kan ikke være med i den klub. Min bækkenbund har det helt fint. Til gengæld var jeg vådligger som barn. Og min syvårige datter Sophia lider af inkontinens. Det har vi kæmpet med, siden hun var tre år gammel.

inkontinens

Hvor stor volumen skal en blære have, når man er 7? Sophias er halv størrelse.
2 CommentsLæs mere

Kreativ påske #diy #kreativmedbørn

Kreativ påske #diy #kreativmedbørn

Så ramte vi påske – og hvis du ikke har nået at pynte op endnu eller stadig lige har en skudsalve krea tilbage i dig, så kig med her, når jeg smider nogle helt ukomplicerede kreative indslag. Du kan endda lave det med børnene. Uanset hvad, så hygger det godt op i hjemmet.

Jeg havde personligt ikke helt lyst til at pynte op i år, men som tingene dukkede op én efter én, så ændrede jeg alligevel mening. Det ER jo hyggeligt at tage årstiderne ind i sit hjem. Jeg har bare ikke helt fundet mit drive endnu, efter at vi mistede Noahs og Sophias far for nylig.

Det trækker i mig, ideerne er der, men overskuddet er der bare ikke. Jeg synes heller ikke, jeg helt rammer plet som før. Men heldigvis er jeg stædig, øver mig som en gal – og belønningen er jo stor, når børnene stråler.

påske, kreativ, krea, diy
Emma har været syg den sidste 1,5 uge, så det var en dejligt afbræk at rydde lidt op i kasserne, mens hun undersøgte med tingene. Det ville hun trods alt gerne.
Leave a commentLæs mere

Årets ensomste dag: Min fødselsdag

Årets ensomste dag: Min fødselsdag

I morgen er det min fødselsdag. Og jeg hader den dag. Det er den dag på året, hvor jeg føler mig allermest ensom.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har været specielt vild med at holde fødselsdag. Det stammer helt tilbage fra min barndom. Jeg var ikke særligt populær i skolen og havde ingen venner. Min fødselsdag ramte tilmed ofte påsken – gah, så der var alligevel aldrig nogen, der kunne komme – udover den nærmeste familie.

Som voksen er familien faldet mere eller mindre fra. Vi er næsten ikke nogen tilbage, der holder sammen. Så jeg får en sms fra min mor på min fødselsdag. Og så er der facebook – men det tæller jo ikke rigtigt, vel (selvom jeg bliver lidt glad alligevel)? Det er nogenlunde det.

Easter Egg

fødselsdag, ensom

De sidste par år har jeg slået min fødselsdag sammen med Elliots. Så er det da overstået, og jeg slipper for pinen omkring min egen; men sandheden er, at det er et easter egg, hvis du vil tilgive mig at gøre lidt vold på begrebet.

Så dum er jeg.

Der er lagt i ovnen til skuffelse år efter år.

Der kommer ingen hvid ridder og redder dagen, ikke en gang en grålig. Min fødselsdag er lige så leverpostej, som alle de andre – lige ensom hvert år. Så ydmyg er jeg bare ikke, at jeg kan lade være med at blive skuffet. Jeg kan ikke blive ligeglad.

Da jeg var yngre holdt jeg hvert år en større fest på min fødselsdag. Det var festligt og sjovt – og noget jeg så meget frem til. Jeg ville også have inviteret min mødregruppe i år, men jeg nåede det ikke, fordi Emma, Elliot og Jeppe har været dødsyge de sidste 8 dage. Nu er det for sent. Desuden bliver jeg også trist, når jeg begynder at invitere folk, jeg i virkeligheden ikke betyder særligt meget for, bare for ikke at være alene.

Det er absurd, at man kan føle sig så tæt forbundet med så mange mennesker gennem hele året – har jeg brug for hjælp, er der altid nogen at spørge, og verdenshjulene bliver holdt ivrigt i gang hele tiden med fælles løft, rotation og næstekærlighed. Men på min fødselsdag… Der sidder jeg alene.

Alene

Jeg sidder alene oppe her til aften. Det har jeg gjort i et par timer nu. Alle sover, og jeg er ked af det.

I morgen har jeg fødselsdag, og jeg kan ikke tillade mig at forvente noget som helst af Jeppe. Jeg ved, han har købt en gave, men jeg har ikke lyst til at få den, for vi har ikke rigtigt talt sammen hele måneden, og jeg er hudsulten, ensom og ked af det. Jeg vil ikke have en gave; jeg vil have min mand tilbage.

Jeg har været alene rimelig meget hele april. Jeg har været alene hele ugen; alene i Legoland med Elliot; fælles i svømmehallen, men alene med hvert sit barn. Vi når ikke at tale sammen, vi ser ikke hinanden i øjnene – Jeppe er træt og sur, bider af mig og kritiserer mig. Når jeg prøver at tale med ham, så lukker han bare af.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg været alene, siden Jeppe fik meningitis – men det er en kæmpe stor fed elefant i rummet, som han ikke vil tale om.

ensom, fødselsdag

Fødselsdag

Om én time har jeg fødselsdag. Nu vil jeg gå i seng og glo på min telefon, til jeg er træt nok til at overgive mig.

Min fødselsdag blev taget fra mig for længe siden, og ingen har kunnet give mig den tilbage. Jeg har nogle rigtig dårlige minder for den dag. Det er det, jeg husker hvert år, og som jeg gerne vil have erstattet med gode ting, men jeg ved ikke hvordan.

Jeg hader den dag.

Så i morgen vil jeg sætte mig til computeren og shoppe et eller andet åndssvagt i et øjebliks pity party for én.

Når ungerne sover, kan jeg tage ned og træne.

Og så er den pludselig ovre, og jeg har vundet et år mere.

Sov godt.

ensom, fødselsdag

Ridning blev min datters redning #sorg

Ridning blev min datters redning #sorg

Sophia startede til ridning tilbage i februar. Det har hun drømt om, siden hun kunne sige “hest”. Skæbnen ville, at vi endelig tog skridtet og meldte hende ind i en klub i sommers, hun stod på venteliste i mange måneder og fik så endelig plads.

Nu skulle det være!

Alle var spændte.

Så døde hendes far.

Men Sophia holdt fast og tog afsted for første gang kun 5 dage efter at have mistet sin far og fået knust sit hjerte. Tro mig, det kan et 7-årigt hjerte godt, og man vil aldrig hele igen det sted, hvor man skulle bære sine børn igennem sådan en oplevelse.

Men nogle ting giver det lindring. Nogle ting giver nye kræfter.

Som at hun liver op hver torsdag. Som at det er noget, hun ser frem til gennem hele ugen, hvor hun skal slæbe sig igennem skole og hverdag, hvor alle andre stadig har deres far. Som at se hende stråle så meget som en træt lille sol nu kan, når hun er i stalden, og selvom vi alle kun lige har hængt i med fingerspidserne, så er der ingen tvivl om, at det her er det helt rigtige for Sophia. Det er ren terapi.

ridning, hest, hestepige, terapi, hesteterapi, sorg, epilepsi, død, far, mor, barn, datter, pige
Leave a commentLæs mere

Død #epilepsi #sorg

Død #epilepsi #sorg

I morgen er der gået syv uger, siden vores verden blev vendt på hovedet. Syv uger. Det føles som 1.000 år – og samtidig som stod jeg i mit køkken og telefonen ringede for et øjeblik siden.

“Han er død”

Ordene bliver hængende i mit hoved. Jeg gennemgår situationen igen og igen. Jeg havde været så bekymret hele dagen, gået med en knude indeni. Han havde ikke gjort, som han plejede. Han plejer at ringe til mig efter et par timer, nogle gange flere gange. Så snakkede vi sammen og fik styr på det praktiske, så han kunne få ro igen. Nu ventede jeg bare.

“Hey, ring lige, vi bliver bekymrede,” skrev jeg 13.53. Noah havde godt fanget stemningen og forsøgte selv at ringe. Jeg vidste, at jeg var nødt til at få manet det her til jorden hurtigt, så jeg skrev til hans far (farfar). Jeg bad ham få kontakt til ham.

Timerne føltes som minutter. Klokken 15.46 kom de ind i lejligheden gennem en bagvej. Jeg sad ved bordet i mit køkken og ventede ude af stand til at slå det hen. Jeg følte lettelse: Puh ha, nu er de der. Nu får vi styr på det her. 16.13 ringede han tilbage. Jeg glemmer aldrig hans forsigtige stemme.

“Den er helt gal, Malene”

“Han er død.”

4 CommentsLæs mere

Så fik Emma dræn #ørebarn

Så fik Emma dræn #ørebarn

Emma fik dræn for en uge siden. Det har været længe ventet, for hun har haft problemer med ørerne hele sit liv. Det startede allerede som spæd, da den første hørescreening ikke gik ordentligt igennem. Den næste gjorde så alligevel, men i ugerne derhjemme på barsel lagde jeg mærke til, at hun ikke vendte sig efter lyde ved det ene øre.

Puh ha, jeg turde næsten ikke sige det højt til sundhedsplejersken. Det gjorde det til en virkelighed, jeg ikke havde lyst til at takle. Men selvfølgelig sagde jeg det – og det bragte os selvfølgelig videre til øre-, næse- og halsspecialister.

søvn, tænder, baby, toddler, søvntortur, børn, teething
Leave a commentLæs mere

Lidt tanker om at overleve

Lidt tanker om at overleve

//Sponsoreret indlæg//

Det var meningen, at jeg skulle skrive om DIY fra Flying Tiger Copenhagen. For det var jeg så heldig at få lov til at teste for tre uger siden.

Ungerne og jeg tog også den store shoppetur om fredagen, inden de skulle hjem til deres far. Så kunne vi gå krea amok allerede om mandagen og de kommende dage, fordi han skulle tilbage til Filadelfia. Han var kun hjemme på weekend.

Lørdag morgen blev vi så ringet op af Noah, fordi hans far havde fået endnu et epileptisk anfald. Det var frustrerende, men så havde vi jo alt det her lækre DIY liggende til at underholde os selv med.

Ingen af os havde i vores vildeste fantasi forestillet os, at alle tingene rent faktisk endte med at blive vores livslinje i dagene, der fulgte… For krea er ikke bare verdens bedste (ferie)aktivitet, det er et desideret åndehul i hverdagen – og et sted, vi kunne dykke ned i og få lidt sjælefred.

Hvis du ikke har fulgt med, så døde Noahs og Sophias far faktisk den lørdag for 11 dage siden… Men det handler dette indlæg ikke om. Til gengæld handler det om at komme videre.

Og noget af det, der var så fint ved DIY materialerne fra Flying Tiger Copenhagen var lige præcis, hvor nemt det var at gå til, da overskuddet var helt i bund.

Tusserne har virkelig hjulpet Sophia med at bearbejde tingene. Hun har tegnet non stop og ELSKER de fine tusser med filtspidser.
3 CommentsLæs mere

Vi har mistet Noahs og Sophias far

Vi har mistet Noahs og Sophias far

Verden gik i stå lørdag eftermiddag. Jeg har ingen ord eller smukke sætninger, der kan skjule eller forfine den rå pinefulde sorg, vi føler. Det savn, vi føler og alle de tårer, der er faldet siden.

Vi har mistet Noahs og Sophias far. Han døde pludselig i lørdags. Jeg kommer mig aldrig over at skulle sætte mig på gulvet i min stue og sige de ord til Noah og Sophia.

“Far er død.”

De gik i tusinde stykker, og vi holdt om hinanden og skreg og græd.

Vi har mistet en fantastisk far og en gammel ven. Jeg ville give alt for at få ham tilbage. Tanken om de mange stunder og mærkedage, vi skal igennem uden ham er ikke til at bære. Vi skulle jo blive gamle sammen. Ganske vist på hver sin adresse, men ikke desto mindre leve et langt liv sammen viklet ind i vores børns fremtid…

Jeg er ikke klar til at sige farvel. Jeg ved ikke, om man bliver det. Men lige om lidt står vi tre liv og er nødt til det. Du vil være så savnet, og vi vil snakke om dig, besøge dig og mindes alt det gode, du var.