Løvfaldssommer og løfter i luften

Løvfaldssommer og løfter i luften

Der er altså en særlig stemning over efteråret. Nu er vi endda blevet forkælet med intet mindre end en løvfaldssommer. Selve ordet er smukt og vidner om varme efterårsgrader. Det er intet mindre end usædvanligt vejr, og jeg må indrømme, at selvom det bekymrer mig meget, så kan noget meget jordbundet i mig ikke lade være med at falde tilbage i solen. Jeg tillader mig at spise frugt på terrassen med mine børn, mens vi kryber sammen i de puder og tæpper, vi har slæbt med på fliserne.

Jeg bliver fyldt op af en følelse af ro og lykke, når jeg er sammen med mine børn i solen. Når vi drukner i vind, vejr og natur. Når hele verdens larm slukkes af bare fødder i græsset. Man bliver mat i kroppen på en måde, som kun solen kan. Du kender det sikkert godt.

Jeg synes, det er velfortjent. Selvom verden går under lige om lidt, livet er kort, og alt det dér. Selvom vi har røven i vandskorpen hele tiden, og julen nærmer sig med alle de bekymringer, den indebærer… Så trænger jeg nogle gange til at sætte mig ned og tilgive mig selv og tage freden ind.

Løvfaldssommer… Kan du smage det? Efterår.

skov, natur, ude, aktivitet, udeaktiviteter, børn, leg, efterår, løvfaldssommer

Read More

Da Mofibo lærte mig en vigtig lektie

Da Mofibo lærte mig en vigtig lektie

/sponsoreret indlæg – og med rabatkode til dig!

Kender du Mofibo? Jeg kendte det faktisk godt i forvejen, men havde sådan affejet det lidt med den evige undskyldning om manglende tid. Jeg holdt nok også stædigt fast i min loyalitet mod den gode gamle papirudgave i en lige så sejlivet længsel mod duften af siderne, teksturen under mine fingre og den næste side. Og den næste. Og den næste…

Så jeg har ikke læst en god bog siden… jeg blev mor?

Noget i den retning.

Så tilbage til en virkelighed af lortebleer, søvnunderskud, arbejdsliv og warp speed hverdag. Der fik jeg mulighed for at teste Mofibo i tre måneder. Det ville jeg gerne, for vi bruger i forvejen hypnose/lydbøger, når Elliot skal sove, så jeg var lidt nysgerrig på, hvad både Elliot ville sige til lidt variation, og hvad Noah og Sophia ville sige til det sådan generelt.

Jeg var bare ikke forberedt på, hvor vidtrækkende det skulle vise sig at være. Læs med, når jeg forklarer, hvorfor Mofibo er tingen, du ikke vidste, du manglede i dit (mor)liv. Og du får en rabatkode med denne gang.

mofibo, app, lydbøger, e-bøger, bøger, læse, Momster, Momster Test

Read More

Fattigmands sansemotorik #highneed

Fattigmands sansemotorik #highneed

Vi arbejder meget med sanselighed hjemme hos os. Sanser og følelser, krop og bevægelse. Det hele hænger sammen i en finurlig balancegang, hvor nøgleordet lige præcis er balance. Det giver både psykisk og fysisk velvære, at der er balance i kroppen – men nogle gange er det bare ikke så nemt. Slet ikke for en lille fyr på tre år med alle antenner ude.

Det ville da være fedt at prøve en hel masse af. Vi er bare ikke rige. Vi er ikke engang i nærheden af at have mulighed for at investere i selvbetalt- eller alternativ behandling. Og PPR – som jo lovede guld og grønne skove – har stadig ikke rørt en finger ifht. Elliot. Han er jo også kun 3,5 år, ikke (dvs. de har været 3,5 år om det indtil videre)? Vi har god tid, ikke?

Så vi tog altså skeen i den anden hånd. I en nydelig forestilling om et handlekraftigt sikkerhedsnet og loyal autoritetstro havde jeg glemt, at vi selv har en stemme. Og vi er trætte af at vente på, at ingenting sker. Vi er trætte af at blive sendt tilbage til begyndelsen uden at blive lyttet til. Vi er trætte af at blive skuffede.

Jeg har derimod på bunden af brønden fundet noget uventet: Vi kan en hel masse selv. Lad os kalde det fattigmands sansemotorik. Det er for alle. Og det vil jeg gerne involvere dig i.

sansemotorik, sanser, highneed, high need, signalstærk, træning, slås, leg Read More

Dobbelt op på epilepsi: Forfærdelig sygdom og delebarnhelvede

Dobbelt op på epilepsi: Forfærdelig sygdom og delebarnhelvede

Jeg vågnede her til morgen kl. 7.30. Det var rart at have sovet længere end normalt, og jeg futtede nedenunder. På trappen så jeg, at min telefon havde haft ringet. Den havde ringet tre gange, og da jeg så, at det var Noah, begyndte mit hjerte at slå hårdere.

Jeg kunne se, at Noah havde ringet 6.45, så der var gået alt for længe. Det betød én ting. Nu kunne jeg ikke længere få adgang til mine børn.

Jeg hader epilepsi. Jeg hader den magtesløshed og kontroltab, som er blevet min skæbne som mor til delebørn. Hos deres far har jeg intet at gøre. Al tid er en foræring. Og lige når det kommer til epilepsien vil deres far ikke se, hvad det betyder for omgivelserne, og han vil ikke lukke mig ind.

Det er et rent helvede.

Blod på puden – hvad så?

Jeg skyndte mig at ringe tilbage. Noah svarede ikke, så jeg ringede til min ex. Han tog den, og jeg kunne høre, at han snøvlede lidt. Så han havde altså bidt sig i tungen. Tjek. Mistanke bekræftet. Jeg sagde, at Noah havde haft ringet, og han fortalte selv nonchalant, at han havde haft et anfald.

“Det er fint, Noah spiller computer.”

Jeg bad om at tale med Noah selv. “Fint nok” er ikke godt nok, når jeg hører ekkoet af Noahs musestemme på min telefonsvarer.

“Skynd dig at komme!”

Jeg får fat i Noah, der er lidt stille. Han lukker som regel af, når han er ved sin far. Og når jeg er for sent ude, så har jeg tabt. Jeg kan ikke nå ham gennem telefonen. Jeg spørger, om han er ok. Ja, det er han. Vi snakker lidt om, at han blev bange, og at farmor og farfar er på vej. Det hiver og slider i mig efter at komme derind. Han skal vente 1,5 time på at få støtte af en anden voksen – og det synes jeg er lang tid, når man er rystet.

Vi lægger på.

Men jeg ringer tilbage. Jeg fortæller min ex, at jeg synes, han underminerer betydningen for Noah.

“Han hørte bare lydene,” svarer han. “Det er fint nok. Jeg har bidt mig i tungen, så der var blod på puden. Sophia så ikke noget. Hun tuller bare rundt.”

Han er usammenhængende, men stædigt nonchalant. Jeg bliver irriteret, men er låst.

OK.

Jeg kan ikke gøre noget som helst. Han står mellem børnene og jeg. Han står stædigt foran sandheden og kendsgerningerne. Jeg får ikke snakket med nogen af børnene igen.

sygdom, epilepsi, delebørn, delebarn
Noah er vokset meget gennem årene. Han har heldigvis lært, at han har mig og Jeppe, som står fast – og hans følelser er velkomne. Men det er svært at tale om mange dage senere.

Mit langdistanceforhold til epilepsi

Jeg ved, at min ex for knap et år siden påbegyndte en nærmere udredning, hvor han bl.a. er tilknyttet Danmarks førende eksperter på Filadelfia. Men fra det øjeblik hvor skolen blandede sig, forsvandt han ned i et sort hul. Jeg får ikke længere noget at vide eller bliver involveret, selvom vi faktisk aftalte det. For det er svært at være børnenes klippe, når man bliver holdt udenfor.

Jeg ved dog én ting. Det er ikke “bare lyde”. Når man har levet med én med epilepsi og nok særligt stået for ansvaret for personen, så er det ikke bare lyde.

Lyden af en krop, der går krampe er forfærdelig. Selvom jeg ikke har boet med min ex i 7 år, så husker jeg lydene. Jeg husker anfaldene. Og han skal ikke underminere, hvad det betyder for en 9 årig og evt. 6 årig at ligge i sin seng i mørket og blive vækket af disse lyde. Lyde, der vækker tanker om døden og at miste. Angsten for hvilket syn man møder. At komme ind til sin far og se blod på hovedpuden. Isen i maven i forhold til ansvaret, der hviler på én. Skal man ringe efter hjælp? Skal man gøre noget for ham? Hvilken tilstand er han i denne gang?

Forvirringen er total – og meget ubehagelig. Og deres far er fuldstændigt uden for oplevelsen i sin bevidstløshed. Bagefter er han helt ved siden af sig selv, konfus og vrøvlende. Så bliver han træt og har brug for at sove.

Bliv nu onsdag

Noah fortæller selv, at han har mareridt hjemme hos sin far. Han har dem ikke hos os.

Go figure.

Sophia tager det lidt anderledes. Det påvirker hende også. Hun bliver meget træt og tyndhudet, men vågner ikke af lydene. Hun sover for det første tungt, og måske er det også så heldigt, at hun aldrig har stået med noget ansvar. Hun har sin storebror, hun har ingen telefon – så på den måde har hun taget et skridt tilbage. Men jeg føler i endnu højere grad et kontroltab omkring hende, fordi jeg faktisk ikke får lov til at sætte mig ned og tale med hende om det.

“Sophia har det fint.”

Ja, fint derude i mørket. “Fint”. “Fint” er ikke fucking godt nok.

Jeg hader epilepsi. Og jeg hader at sende mine børn afsted.

Bliv nu onsdag.

sygdom, epilepsi, delebørn, delebarn
Der er ikke noget mere naturstridigt end at trænge til at holde sine børn og fortælle dem, at alt nok skal gå – men at skulle vente til onsdag eftermiddag, når de kommer hjem igen. Det er pinagtigt.

Derfor skal du læse godnathistorier for dit barn

Derfor skal du læse godnathistorier for dit barn

Indlægget er sponsoreret af Vilters Godnathistorier.

Jeg elsker at læse. Jeg har læst og skrevet lige siden, jeg lærte at hakke mig igennem de første ord og bogstaver. Det startede med små historier (om mus). Jeg samlede dem sirligt af enkeltbogstaver på gamle trykplader og fik lov at kopiere på skolens kopimaskine i dansktimerne.

Læselysten stormede afsted. Jeg havde også altid en bog i tasken. På ferie husker jeg, at min bror og jeg medbragte en hel stak bøger hver – og så byttede vi halvvejs. Den glæde vil jeg gerne give videre til mine børn. Både fordi det er dejligt, men sandelig også fordi det er vigtigt for deres udvikling. Det er desuden også rigtig godt for mor og far at læse.

Derfor var det helt ideelt at få lov til at teste det spritnye site: Vilters Godnathistorier. Som nogen af jer allerede ved, at er vi allerede godt bekendt med højtlæsning, børnehypnose/ lydbøger og sang/ musik til at falde i søvn på, så jeg var meget nysgerrig på at se disse elementer kombineret.

I krydsilden mellem børnebøger, lydbøger og apps forsøger Vilter nemlig at finde vej til folks hjerter med endnu et relevant bud på at forvandle putningen af dit barn til en rar (og mere effektiv) oplevelse.

Jeg har testet Vilters Godnathistorier på Elliot på tre år, Sophia på seks år og Noah på 9 år.

vilter, vilters godnathistorier, godnathistorie, godnathistorier, godnat, læsning, børnebøger, højtlæsning
Jo jo, han sover så sødt. Sandheden er, at det ikke var der, vi puttede ham. Det er nemlig storebrors seng. Vi finder tit Elliot sovende i andres værelser, på gulvet, osv. Eller også har han taget alt sit legetøj med i seng, smidt tøjet eller noget helt syvende. Vi keder os i hvert fald ikke.

Read More

Molecules: Fantasifuld klisterleg!

Molecules: Fantasifuld klisterleg!

Indlægget er sponsoreret af Toys’r’us. Ord, tanker og holdninger er mine helt egne.

Selvom det er ved at være noget tid siden, jeg har vist noget kreativt, så har vi langt fra sluppet de kreative sysler herhjemme. Det er faktisk en ting, vi prioriterer rigtig højt, for det er både lærerigt og rekreativt. Hvad er der ikke at elske helt vanvittigt ved netop denne kombination?

Derfor var jeg meget spændt på at modtage Molecules fra Toys’r’us og kaste familien ud i en test af disse mærkelige molekylære klisterkugler, som man kan bygge farverige figurer og konstruktioner af i nærmest uendelige variationer. Det var nu en blandet fornøjelse, da det kom til stykket.

molecules, momstertest, krea, krealeg

Read More

Selvrealisering: Må mor det? – Ladies Mud Race 2018

Selvrealisering: Må mor det? – Ladies Mud Race 2018

Jeg deltog i Ladies Mud Race 2018 i går. Jeg har længe haft en drøm om at begynde at løbe og deltage i forskellige løb, gerne nogle af de tunge drenge, og pludselig tog jeg springet sådan lidt ud af det blå.

Det startede tilbage i december 2017, hvor jeg i arrigskab over en glemt bryllupsdag, forærede mig selv en bryllupsgave. Billetsalget på Ladies Mud Race 2018 var netop blevet åbnet samme dag som et kraftigt skulderprik fra skæbnen – og vupti: Billetterne var købt. Det forpligter. Jeg skulle DELTAGE i Ladies Mud Race 2018.

(hell yes!)

Jeg var vred på min mand. Det var den ene side af sagen. Jeg straffede ham ved at bruge penge på noget 100 % egoistisk. Men der lå også i det for mig, at det var den ultimative udfordring for mig. Det var ikke bare et 8 km militær forhindringsløb på godt og ondt. Det var et skridt i retning af at gøre noget for MIG SELV.

Det føltes forbudt.

mud, race, mud race, ladies, ladies mud race, løb, træning, kvinde, selvrealisering

Read More

Hvis du havde superhelteevner…? #søvn

Hvis du havde superhelteevner…? #søvn

Hvis du kunne vælge en overnaturlig evne, hvilken ville du så vælge? Kvit og frit.

Da jeg var barn, ville jeg mega gerne være Ariel, og jeg dagdrømte længselsfuldt om at kunne trække vejret under vand. Nu hvor jeg er voksen og nogens mor, ville jeg vælge helt anderledes. Nu går der (næsten) ikke en dag, uden jeg sender Magneto en tanke, mens jeg knurrer af den 4. traktor eller 35. pensionist.

No shit.

Jeg ville gøre hvad som helst for at eje den evne.

Hvor cool ville det ikke lige være?

Ja ja, jeg tilstår! Jeg er en vaskeægte road rager (inde i min egen bil, that is). Og jeg ville elske at flytte mormor langt ind i en mark. Eller bare lige lade mig komme udenom, ikke?

Men jeg tror faktisk, at Jeppe har den ultimative superhelteevne allerede. Sådan for forældre.

Han kan lade være med at sove.

superhelt, helt, superman, mand, omsorg, kærlighed, søvn, søvntortur, nightterror, night terror
Far er træt efter endnu en hård nat – som han tog, selvom han både havde diarre og kastede op (men før du erklærer mig en luksusdulle, så havde han lagt sig til at sove inde hos Emma og havde ikke fortalt mig noget!).

Read More